Jeg kan ikke det hele på en gang

Suk. Der er så meget, jeg gerne vil for tiden. Jeg føler, jeg har en masse, jeg skal indhente. Mit syning har været på hold længe, fordi jeg har holdt liv i bloggen, og fordi mit arbejde fylder mere og mere. Jeg bruger meget tid på at læse, der er så meget, jeg vil lære. Jeg fordyber mig meget i min uddannelse, og jeg har også fokus på løb, yoga og styrketræning. Samtidig så har jeg en familie, som både forventer dagens 3 måltider, rent tøj, kys og kram og alt mulig andet. Jeg har nogle venskaber, jeg vil bruge mere tid på, nogle er desværre noget forsømte for tiden. Jamen, der er bare ikke tid og rum til det hele lige nu, hvis ikke jeg skal ende med hjertebanken igen.

Så, jeg drosler lidt ned herinde. Et fornuftigt indlæg tager tid at skrive, tid som er på bekostning af noget andet. På bekostning af noget i mit virkelige liv herude på den anden side af skærmen, og det er trods alt her livet skal leves. Det skærer lidt i mit hjerte, men jeg har tænkt mig godt om, og det er her jeg nemmest kan skære fra lige nu. Jeg er ikke færdig med bloggen, det er ikke på den måde, men jeg skal lige genoverveje, hvad jeg egentlig vil med den…

I kan altid fange mig på kontakt @ rikkeprikke.dk  hvis jeg bliver for stille herinde. Men I skal ikke være bekymret, jeg lever bare herude for tiden :)

Derfor gik jeg 25 km. i weekenden

change

Jeg har aldrig brudt mig om noget, der var ubehageligt. Jeg har aldrig kunnet lide, når noget gjorde ondt. Det handler om, at jeg instinktivt har blandet rundt i begreberne grænseoverskridende over grænsebrydende. Jeg tænker, at jeg har opfattet de to som én og samme ting. Det er blevet indkodet i mig i en tidlig alder, uden jeg kan sige præcis hvorfor og hvordan. Når jeg har fået overskredet mine grænser, har jeg mærket ubehag og har forbundet det med fare. Så snart jeg har forsøgt at bryde mine grænser, er jeg stødt på ubehag, som så er lig med fare. Ubehag har derfor fået mig til at gå i stå, så jeg ikke oplevede fare. Giver det mening?

Humlen i det er her så, at få mig om programmeret, så jeg ikke længere forbinder al slags ubehag med fare, men kan skelne mellem den gode og den på ingen måder gode ubehag. Det kan lyde som en stor opgave, og det er det måske også, jeg ved det ikke helt endnu. For det kan også være, opgaven allerede er løst, nu hvor jeg har opdaget, at det er sådan det hænger sammen. Kender du det? Det der med, at så snart man opdager problemet, så opløser det sig selv? Så har det ikke længere nogen magt? Det har jeg oplevet flere gange, siden jeg startede på ID Life-coach uddannelsen.

En del af opgaven for mig lyder på, at få brudt nogle grænser, mærke noget ubehag som viser sig slet ikke at være farlig. Det skete f.eks. da jeg startede uddannelsen. Det var det mest grænsebrydende, jeg har prøvet i mange år. Jeg var så bange!! Jeg troede, jeg ville stoppe med at trække vejret, helt bogstaveligt. Jeg var bange helt ind i knoglerne. Her kunne jeg slet ikke skelne i mellem, om det var ud af komfortzonen grænsebrydende, eller om det var en reel fare for mit liv. Det blev én og samme ting. Og så længe de to oplevelser af ubehag ikke er skilt, så vil jeg sidde fast, hvor jeg er. For det meste grænsebrydende er forbundet med ubehag i en eller anden form.

Jeg er så småt ved, at kunne skelne nu. Jeg er ved at opdage, at ikke alle former for ubehag er forbundet med fare og dermed en trussel på mit liv. Det har haft en kæmpe magt over mig, og det har infiltreret det meste af min hverdag. Det har fyldt på rigtig mange områder, både de helt store, og de meget små, det ser jeg nu. Jeg er gået glip af rigtig meget på den konto.

Et helt konkret område er motion. Og nu er vi så ved at nærme os overskriften på det her indlæg, nemlig hvorfor jeg gik 25 km (det blev nu til mere, men hvem tæller) i lørdags. Eller, nej, vi tager lige en omvej mere.

I juni begyndte jeg at løbe, sådan rigtigt. Jeg har forsøgt så mange gange, og det har ikke virket, både pga. min elendige ryg, der nu er rettet nogenlunde op, og fordi det har været enormt ubehageligt. Men jeg prøvede igen, nu hvor ryggen har det bedre. Og det var ubehageligt! Den her gang var der bare noget, der var anderledes. Noget i mit mindset havde ændret sig. Jeg løb ikke længere og tænke “nu dør jeg, nu dør jeg”, som jeg gjorde tidligere (det gjorde jeg rent faktisk!). Nu tænkte jeg, at det var fedt! Og endnu vildere var det, når jeg nogle gange tænkte på noget helt andet. Problemet var bare, at jeg fik ondt i mine skinneben. Jeg løb videre alligevel, for jeg var ikke længere bange for ubehaget og smerten (uklog beslutning måske, men det var nødvendigt for mig). Det i sig selv var ret vildt for mig. Jeg tænkte meget på Annette Fredskov, der løb et maraton om dagen i et år, med sclerose. Hvis hun kan det, så kan jeg fandeme også løbe min korte tur hver 2. dag!

Jeg fik nye sko, kompressionsstrømper og andet udstyr, og jeg løb videre. Det gik bare ikke væk, og lige nu er der dømt et par ugers pause. Og jeg er vred og irriteret og frustreret, for nu VIL jeg det løb! Jeg vil bryde de grænser, jeg vil kunne noget, jeg ikke har kunne tidligere, fordi jeg var bange. Men der er ingen vej udenom, jeg holder pause et par uger nu, så jeg kan nå at komme i gang igen inden det bliver for koldt.

Det helt usædvanlige for mig er så, at jeg ikke har givet op, ikke har lagt mig fladt ned og syntes det var synd for mig, og nu kunne jeg nok heller ikke noget alligevel. Nej, den her gang er anderledes, og jeg ville derfor mærke nogle andre grænser. Jeg ville gå langt. Og jeg aner ikke, hvor langt, langt er! Den længste tur, jeg har gået i mit liv har været på omkring 20 km. og det var tilbage på 1. år af HH. Det er 20 år siden.  Siden har jeg vist ikke bevæget mig over 12 km. Målet blev 25 km, det synes jeg lød passende, for jeg skulle lige ud og mærke, hvad 25 km. egentlig var. 25 km. var en fed tur! Jeg havde dejligt selskab af min skønne veninde, vejret var perfekt, ruten var skøn og det gik rigtig godt. Jeg havde lige et par småfejl i udstyret, men det noterer jeg som erfaring, og næste gang (snart!) går jeg længere. Jeg tænker, at 35 km. må være næste mål, bare for at se, hvordan det er. Det slutter ikke der, jeg vil op på mere, men jeg rykker grænsen stille og roligt, så jeg ikke knækker nakken.

Og om en uge eller to, så er jeg ude og løbe igen. Måske en lidt kortere tur kombineret med noget andet træning til at starte med. For nu skal jeg også i gang med styrketræning herhjemme. Det bliver ubehageligt. Og fedt!

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

Vinderen af to fribilletter til Hundredfodsrejsen og en dramatisk fortælling om en cigarrygende edderkop!

movie-projector

Ja, jeg endte så med at falde i søvn i går aftes, så jeg fik da aldrig fundet den vinder. Jeg havde 10 meget dramatiske minutter, som gjorde at jeg var nød til at gå tidligt i seng, og så glemte jeg alt om den give away. Lige som ungerne var lagt og Benjamin var taget til boksning, fik jeg besøg af den største (og jeg mener største!) edderkop, der nogensinde har været i det her hus! Den spankulerede hen over gulvet, som en anden kong gulerod, og det eneste jeg havde ved hånden var et viskestykke. Jeg kastede det og ramte ved siden af, edderkoppen skyndte sig så ind under sofaen!!! WHAAAT! Så stod jeg ligesom dér. Nå, men hvad gør en edderkoppeangst? Stirrer på sofaen. Virkelig længe. Og skriver panik sms´er til sin mand. Og kimer naboen ned for at få hendes mand herind. Hun svarer ikke, og jeg kan ikke gå ind og banke på, for jeg skal jo holde øje med den sofa!

Og så kom den. Listende ud langs panelet, ud i køkkenet, hen over gulvet. Meget selvsikker fyr, det må jeg sige, den var sin størrelse bevidst. Jeg havde i mellemtiden fået fat i en bog, men det var en snoldet lille børnebog, og den ville garanteret ikke engang kunne kvase den. Og det ville sige lyde!

Jeg fulgte ligesom bare efter den, i god afstand forstås! Man ved aldrig, om sådan et kræ beslutter sig for at gå til angreb. Så kunne jeg høre nogle fløjte udenfor. Kort forinden var nogle af ungerne fløjet forbi på løbehjul, inkl. Jonathan på 14. Jonathan er så stor som en fuldvoksen mand, så ham må man da kunne regne med i sådan en situation? Han bor tværs over græsset, og da jeg var sikker på, det var et maskulint fløjt, gik jeg modigt fra edderkoppen og hen til havedøren, og råbte Jooonaaathaaan ud i mørket. Øh ja, svarede en dyb stemme. Vil du lige komme herover? Øh ja, svarede den dybe stemme igen, og sådan endte det så lykkeligt med, at min ridder Jonathan kom og fjernede monsteret.

Jeg måtte alligevel tidligt i seng. Jeg kunne ikke forene mig med den sofa længere! Og ved I hvad? Jeg er ellers blevet så sej til det med edderkopper. Jeg kan nu både fange dem med støvsuger, i et glas, jeg kan klaske dem og så sent som i søndags tog jeg en i benet og kastede væk. Det er ikke fordi, jeg egentlig er SÅ bange mere. Men den her!! Seriøst, det var typen, der barberede sig om morgenen og røg en cigar på en god aften. Shit!

Så, I kan nok forstå, at den give away røg i baggrunden ikke? Og helt ærlig, hvor tåbelig er jeg at sige, at jeg finder en vinder? Tror I selv, jeg er typen, der lige vælger en ud, og siger at det er min foretrukne? Hvad så med dem, der ikke bliver valgt? Ah men, helt ærlig, den slags skal jeg slet ikke rode mig ud i! Prøvede et øjeblik at gøre mig hård og kontant, men nej, det virkede slet ikke, jeg har jo lyst til at vælge alle!!

Så, jeg endte med at skrive en sms til min mand, og bede ham vælge et tal fra 1-25 og han valgte nr. 6. Bum! Nr. 6 i rækken er Jane, så tillykke Jane og til din veninde, som nu kan smutte i biografen og se en fin og skøn film. Jeg så den i fredags, og var underholdt på den rare, kærlige og omsorgsfulde måde.

Send mig din adresse på kontakt (@) rikkeprikke.dk så får du billetterne tilsendt :)

Tusind tusind tak fordi I var med, hvor er jeg glad! Jeg har jublet hver eneste gang, der kom en ny tilmelding, og hvor ville jeg gerne sende alle i biografen med manden og veninden og det hele, I fortjener det alle sammen. Jeg håber, I alligevel tager en tur ind og ser filmen. For der er noget med, at film skal ses i biografen.

Hundredfodsrejsen – vind gratis billetter til en biograftur

Hundredefodsrejsen-plakat

Endelig endelig ENDELIG er jeg blevet opdaget! Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange, jeg har brokket mig over, at Kähler ikke har kontaktet mig, eller at ikke engang McDonalds gad ringe med et par cirkusbilletter. Come on, jeg synes efterhånden, jeg har fortjent det!

Ej, det er pis. Lidt. Eller, den her gang ER der faktisk nogen der har ringet. Nemlig Nordisk film. De har simpelthen sendt mig to billetter til Hundredfodsrejsen, som har premiere i dag, er jeg ikke heldig? Du har også mulighed for at være heldig, for de har nemlig givet mig to billetter mere, som jeg må give væk til en heldig vinder! Ja ja, jeg ved godt der er give aways på nettet, så det står ud af ørerne, og jeg ved godt, mange af dem har mange større præmier end den her, men hey, det her er MIN give away ok! Og en tur i biffen, det kan de fleste vel bruge. Jeg kan i hvert fald godt.

Det er sjældent, jeg kommer i biografen efterhånden. De penge der er til rådighed til den slags tant og fjas, bliver som regel brugt i Alfons Åberg genren. Nu skal jeg ind og se en ægte voksenfilm, det glæder jeg mig til! Jeg tror, det bliver en god aften, for jeg kan se, den er produceret af Steven Spielberg og Oprah Winfrey, og dem kan jeg virkelig godt lide. Og så er Helen Mirren i hovedrollen, og hende er jeg helt tosset med. Desuden er det en film om mad og kærlighed, og kærlighed til mad. Det er lige noget, jeg kan bruge!

Den ser da fin ud ikke? Så, vil du også en tur i biografen og se Hundredfodsrejsen? Så skriv en kommentar til indlægget og fortæl mig, hvem du vil invitere med, og hvorfor, så finder jeg en vinder mandag aften kl. 21.

Kom nu, vær nu med, det er sjovest, hvis I deltager, og så kan det være, der kommer mere af den slags i fremtiden. Og sagt mellem dig mig, så er jeg jo ikke en af de bloggere, hvor der er 400 deltagere, så I har rent faktisk en ret god mulighed for at vinde. Jeg siger med glæde ja tak til en tur i biografen. Så TAK Nordisk film, fordi I fandt mig, I er velkommen tilbage en anden gang! Og nu vil jeg skynde mig over på Instagram og flashe min allerførste ægte sponseret give away. Yay!

Lækker 3 farvet morgenmadssalat med broccoli, radiser og blåbær

broccolisalat

Jeg er lidt udfordret på morgenmadsfronten for tiden. Der er ikke ret meget, jeg har lyst til. Jeg prøver at gemme mine æg til frokost, og jeg holder så vidt muligt en pause fra mælkeprodukter i store mængder, så den græske yoghurt er røget på køl for et stykke tid siden. Det er ved at være på den tid af året, hvor jeg gerne vil have noget varmt, men jeg har ikke helt fundet ud af hvad, endnu.

Så, nu spiser jeg salat. Så er dagen ligesom skudt i gang med en ordentlig omgang rå grøntsager, og det kan ingen vel have indvendinger mod? Den her salat tog 6-7 minutter at lave, og den kan sagtens laves aftenen i forvejen, og så er det bare at tage den ud af køleskabet om morgenen. Den kan selvfølgelig bruges til alle dagens måltider, den eneste grund til, jeg kalder den morgenmadssalat er, at jeg har spist den om morgenen, og så synes jeg morgenmadssalat er et dejligt ord.

Lækker 3 farvet salat:

1/2 broccoli i små buketter

1 håndfuld revet  og hakket gulerod og æble (fordi det havde jeg på køl fra i går)

5 radiser skåret i skiver

1 håndfuld blåbær

pinjekerner

Dressing:

2 store tsk. god mayonaise

3 tsk. creme fraiche 38%

1 spsk. sød chili

salt

Rist pinjekernerne gyldne og stil dem til side. Bland broccoli, gulerødder og radiser. Rør dressingen sammen, hæld den over broccolien og drys med blåbær og pinjekerner på toppen. Det var det. Nemt ikke?

Der er så mange gode grunde til at starte dagen med grøntsager, og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste grund til at lade være?

Hvad tænker du om en stor portion grøntsager til morgenmad?

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

Når verden larmer virkelig meget og jeg har brug for ro…

peaceful

Det er ikke ret længe siden, jeg skrev om stress symptomer De er der endnu, kan jeg afsløre. Jeg tror dog, jeg er ved at nærme mig kernen af problemet. Det handler om flere ting. Det handler om, at jeg har brugt mere energi end jeg havde. Det handler om, at jeg giver hjælp og assistance til andre, jeg har altid en skulder parat, jeg giver virkelig meget af mig selv, men jeg beder sjældent om at få noget den anden vej, og det kommer ikke af sig selv. Det handler også om, at jeg har været i gang med for meget. For spredt fokus, for mange projekter, for mange ambitioner her og nu, for der er for pokker så meget, jeg gerne vil!

Men jeg har i den grad brug for at trække mig! Det viser sig tydeligt, når jeg begynder at ignorere sms´er om aftaler, krav og forventninger. Lidt som at lade være at tømme postkassen, for så er regningerne jo ikke kommet vel? Jeg har kørt for hårdt på siden starten af sommeren, jeg har glemt at stoppe op, mærke efter og trække vejret. Jeg orkede ikke engang at holde min fødselsdag, jeg vil hellere bare sidde i fred, for mine ører summer og mit hjerte hamrer.

“Somme tider, så bliver jeg så urimelig over for mine omgivelser, det gør jeg altså” siger Jørgen Leth i en af hans fantastiske tekster på Ingen regning til mig albummet. Jeg bliver også urimelig. Lige mens jeg er urimelig, så mener jeg bestemt, det er mine omgivelser, der er urimelige!! At de da ikke kan se det? Forstå det? Mærke det? Men det kan de ikke.

Krav og forventninger er det sværeste lige nu. Og andres behov. Jeg har to børn på 6 år, og de har det altså med at stille krav og have både forventninger og behov. Det er jo ikke noget, jeg kan trække mig fra. Men også her bliver jeg urimelig, og det gør mig ondt! Jeg bliver hende sure mor, som er så træls, og som ikke gider noget og som bare siger nej. Jeg bliver dum og sur, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud!

Der er tydelige tegn på, at jeg er gået over grænsen for, hvad jeg kunne rumme. Der er tydelige tegn på, at jeg har lagt låg på min sensitivitet, fordi jeg ikke orker at tage hensyn til det hele tiden. Jeg mærker min menneskelighed, og jeg mærker et behov for, at der er nogen, der spørger MIG, om JEG er ok. Men hvordan skal verden vide det, når jeg aldrig udtrykker det behov? Hvordan skal de regne ud, at når jeg er stille, så er det fordi, jeg er brugt op? Jeg tænkte, det kunne de regne ud, men det kunne de ikke. Og det er vel egentlig ok?

De næste par timer trækker jeg stikket ud til forpligtelser, krav og forventninger. Jeg vil fordybe mig med min forsømte symaskine og sy noget til mig selv. Jeg vil løbe en tur og læse i en bog. Og så vil jeg lade op til vores første skolefest i aften. Der kommer mange tusinde mennesker. Shit!

Rod – en årsag til skriveblokering og manglende energi

rod på kontoret rod på kontoret rod på kontoret rod på kontoret rod på kontoret

Allerede i går aftes kunne jeg slet ikke samle tankerne om, hvad jeg skulle skrive om i dag. Der dukkede ikke rigtig noget op, og når jeg så synes, nu kom der noget, så kom der alligevel ikke noget ud af det. Jeg spurgte endda om idéer udefra, men Jane havde selv problemer med at finde på noget, så der var ikke noget at hente. Det problem fik hun åbenbart løst, der er i hvert fald nyt spændende indlæg på bloggen. Jeg lå vågen fra kl. 4.50 (der ringer Benjamins vækkeur) og tænkte på det, og det begyndte at gå mig på! Hvorfor kunne jeg ikke finde på noget?

Her til morgen, da jeg havde fulgt ungerne i skole, tændte jeg min computer, og fandt et par inspirationslister på Pinterest, som jeg har taget i brug før, når det kneb med idéerne. Det virkede ikke. Så fandt jeg et par nye lister, jeg ikke havde prøvet før, men de virkede heller ikke. Så skrev jeg til Benjamin og spurgte, det KUNNE jo være, han lige havde noget i ærmet, jeg kunne bruge. Men nej, heller ikke her var der gevinst.

Så mens jeg sad der og blev mere og mere irriteret, lænede jeg mig tilbage og kiggede på mit bord (!!)  Pludselig opdagede jeg, hvordan det så ud. Hold nu op, hvor var det pludselig blevet rodet! Det er min arbejdsplads for pokker, hvordan kan jeg lade det se sådan ud? Det signalerer ikke ligefrem respekt for eget arbejde vel? Sådan ville jeg aldrig lade min arbejdsplads ende med at se ud, hvis jeg sad og arbejdede med andre ved min side håber jeg!

Gulvet så egentlig heller ikke for smart ud. Bordet var åbenart optaget, og gulvet blev taget i brug? “Jeg lægger lige mappen her, for jeg har lige en god idé, jeg lige skal skrive eller sy, og der er lige noget arbejde, jeg skal nå, så jeg sætter den på plads i morgen”

Mmm, klart!! Det har jeg vist bildt mig selv ind for mange uger dage i træk. Og mon ikke rodet kunne bidrage til de manglende idéer, og de blokeringer jeg har haft i arbejdet den sidste uges tid? Jeg har et ret stort projekt i gang for tiden, og jeg har virkelig svært ved at samle mig om det og bare give det en skalle, og det er da klart, når jeg sidder med rod til op over ørerne!? Der var ikke ret meget god feng shui over min arbejdsplads, lige dér!

Og hvor er det dog latterligt, at jeg ignorerede det så længe, for det tog mig faktisk under en time, så var hele rummet ryddet, støvsuget og vasket. Den time er hurtigt tjent ind i den effektivitet og energi, jeg får af at sidde i et ryddet og rent rum håber jeg.

Desuden fik jeg noget at skrive om, og det er var jo ikke så tosset endda!