Månedsarkiv: september 2011

Er det ik´ sejt hva?

Det siger Bertram hele tiden. Og det tænkte jeg, da jeg havde lavet mit første glas syltede chilier den anden dag…fra haven, vel at mærke!! Det meste af årets høst er røget i sylteglasset, er det ik´ sejt hva?

Jeg har brugt Jamie Olivers opskrift, som jeg har fundet på det der internet :) Jeg har bare tilpasset den, så den passede til mit glas. Vi har ikke smagt dem endnu, men de må altså være gode, så fine som de ser ud.

At sy i regnvejr

Nogle gange er man så heldig, at regnen regner lige ned, og ikke bare hamrer ind på ruden som en gal. Så kan døren stå åben mens det regner, det er skønt. Når jeg både kan nyde duften og lyden, så er det egentlig helt ok med en omgang regnvejr. Jeg har brugt hele dagen i køkkenet, kun afbrudt af en kort tur i Netto. Jeg har syet en kjole til lille musen, af noget stof, der var lidt af en udfordring. Jeg er ikke tilfreds sådan helt ned i tæerne, men den blev ok, det er min første lille kjole, og første gang i det stof. Under alle omstændigheder, så er jeg sikker på, at hun bliver rigtig glad for den.  Jeg fået bagt knækbrød, det er alt for længe siden. Der er æltet rugbrødsdej, og ja. så er den dag sådan set gået. Om lidt startet anden halvdel af dagen, den halvdel hvor jeg henter mine skønne unger, og krydser fingrer for de ikke er alt for trætte, så vi kan klare os igennem endnu en træt mandag eftermiddag uden for meget hurlumhej. Over and out for nu.

Jeg overgiver mig

Jeg har ellers holdt den længe. Og jeg har gjort det med glæde. Men med udsigt til to hele dages regn, og mere end en enkelt maskine tøj at vaske, så har jeg altså tændt tørretumblermonsteret. Den var ellers røget ud i kulden for en tid, for den der elregning var jo absurd!! Den er nu taget til nåde for en kort bemærkning, for jeg satser kraftigt på at en omgang indian summer er lige om hjørnet. Skulle jeg mon få trukket de grønne persienner op, og lade den smule solskin, der nu engang er, flyde ind i stuen? Jo, det må jeg hellere, for når nu det ikke kan være anderledes med det vejr, så kan jeg lige så godt nyde det. Og egentlig er det ikke fordi, jeg ikke holder af regnvejr, det er fordi jeg ikke holder af regnvejr, når nu jeg skulle tørret tøjet ude.

Åbningsweekend på Frydenlund

Siden sidste efterår, har jeg glædet mig til, at Frydenlund Frugtplantage åbnede igen. Det gjorde de i den her weekend. Og med det mest fantastiske efterårs vejr til følge. Vejret får 10 ud af 10 i min bog i hvert fald. Vi pakkede kurven med kaffe, kopper og chokolade croissanter fra Emmerys (ej, men hold nu op hvor smager de godt!!), ringede til mormor og spurgte om hun ville med, og så kørte vi mod Trørød. Vi fik plukket en stor pose Sunrice æbler, der knaser som knækbrød, og drypper af saft som en moden nektarin, og en pose Clara Friis pærer, der smager præcis som Clara Friis nu engang skal. Fantastisk. Vi købte æblemost og satte os i skyggen og fik tømt både æblemostflasken og kurven, men kom til gengæld hjem med en stor pose sprøde selvplukket æbler og nogle godt fyldte honningdepoter. Hvis du bor i nærheden, så kig forbi i efterårets weekender.

Når hjertet flyder over

Det sker heldivis ofte…de der små øjeblikke, som kommer ud af det blå, hvor hjertet bare bliver så fyldt af kærlighed, at det ikke kan andet end at flyde over. Jeg vil gerne dele et af de små øjeblikke med jer.

Ronja hjælper mig med at hænge vasketøj op. Hun er så ihærdig og så stolt, fordi hun har lært det med at folde tøj og sætte tøjklemmer på. Hun snakker med en lykke i stemmen, som kun et barn kan.Glæden over at stjæle et øjeblik alene med mor, at hjælpes om en opgave, som vi i fællesskab kan løse. Og så står hun der, med bananfødder i Bertrams gummestøvler. Det bliver bare ikke bedre, det gør det bare ikke.

Godt der var fritter til pausen…

I dag har jeg for første gang været i Peters resthal i Roskilde. Puha, der var stort. Og billigt. Nogle ting var der i overflod, og det var svært at vælge. Andre ting kunne jeg slet ikke finde. Men det var da hårdt arbejde sådan en lørdag formiddag!! Men så var det jo ikke værre, end at vi kunne gå ind i cafeteriet i de tilstødende lokaler, og køber en omgang old school friturestegte pommes frites haha. Sikke en fantastisk kombination. Nå, men jeg er kommet hjem med stof til to kjoler til undertegnet (uh det bliver spændende om jeg KAN), kjole, bukser, bluser og nederdel til musen, bukser og bluser til trolden, sengetøj til dukkerne, og ingenting til manden (kunne ikke finde noget til de ønskede bukser). Jeg fik en ny saks, en boks til undertråd, noget tråd og lidt andre småting. Nå jo, også noget udendørs kunststof til en taske/pose jeg skal lave til min brors golfvogn, så den ikke sviner i bilen. Eller dvs. han skal selv sy den, har han besluttet…dog under supervision :)

Dejligt med en hel formiddag med stoffer og stærke farver ;)