Månedsarkiv: november 2011

70 kr. fattigere og 3 fine ting rigere

Benjamin skulle i HiFi klubben, der synes jeg ikke er ret interessant. Det ligger lige ved siden af tidligere omtalte Røde Kors butik, så der smuttede jeg ind. Måske var jeg lige så heldig som sidst? Jeg har ikke samme følelse af, at have fundet noget ganske særligt, men jeg synes, jeg fandt noget ganske yndigt i stedet. Et gammelt gardin til 10 kr. der sagtens kan bliver til op til flere gange for i tasker, en lille fin julestage til 10 kr. og en yndig vase til en 50´er. Det er ok med mig.

Rigtig god weekend til jer derude. Her står den i selskabets tegn, det er på tide, det er faktisk mere end på tide, det er way overdue.

 

Posten kom igen

Denne gang med en tidlig julegave. De er godt nok dejlige, de er lige som de skal være.

Om lidt skal de indvies udenfor, når jeg skal hente ungerne. Bertram skal til tandlægen

og senere skal de begge til gymnastik. Sidespring, så jeg holder her.

                      

 

Endnu et par bukser, nu med for

Jeg har lavet endnu et par bukser til min nu vældig store dreng. Grundmodellen er efter et Onion mønster, men jeg har lavet temmelig mange ændringer, så helt Onion er det ikke. Jeg har klippet dem over på skrå og sat et andet stof ind, jeg har syet uden linning men sat rib på og jeg har foret dem. De er syet i koksgrå babyfløjl, og foret med noget let grøn jeans agtigt noget jeg havde til overs fra en nederdel. Det er dejlig bløde og dejlig lune. Jeg håber Bertram bliver glad for dem.

Til gengæld har jeg ikke fået syet noget på nogle tasker. Jeg kan ikke nå det hele desværre. I aften er 2. sidste gang jeg skal til taske kursus, det er jeg lidt ked af. Jeg har ikke nået den store produktion, men til gengæld har jeg lært en masse til fremtidig brug. Jeg kommer til at savne det.

 

Hjemmelavede müslibarer eller bidder

Jeg har lavet mini müslibarer til at dele ud i børnehaven.

De hedder nu müslibidder.

Her er en ca. opskrift

3-4 dl. grove havregryn

2-3 dl. solsikkekerner

1 dl. hakkede hasselnødder

1 dl. hakkede mandler

1/2 dl. sesamfrø

1/2 dl. hakkede tørrede tranebær

1/2 dl. kokosmel

1/2 dl. sirup

1 dl. honning

2 spsk. smør

Rist havregryn, solsikker, og nødderne hver for sig på en tør pande, det tager kun et par minutter. Bland det hele på panden og tilsæt sesamfrø, de popper med det samme. Tilsæt smør, sirup og honning, det er svært at sige hvor meget, men det skal blive klistret, ikke helt vådt, faktisk må det godt virke som om det er lidt for tørt. Tilsæt til sidst tranebær og kokos, rør godt rundt og hæld det hele i en form foret med bagepapir. Pres det godt sammen og lad det blive helt koldt, gerne på køl eller udenfor. Når det er helt stivnet kan du skære det i bidder eller barer. Det krummer en del, men bare smid alle de små krummer i en bøtte, så er der lækker müsli til et par dage.

Du kan variere ingredienserne som du vil, og målene er kun ca. Det tager ca. 15 min. at lave en hel portion bidder eller barer. Velbekomme.

 

Doven dag

“Jeg giiider ingenting i dag, jeg vil meget hellere sove” Kender I den gamle Povl Kjøller sang? Den kører rundt i mit hoved i dag. Jeg gider virkelig ingenting. Og det har jeg hørt, at jeg skal blive bedre til at lytte til. Ikke Povl Kjøller, men mig. Jeg har ikke noget billede af en træt mig, men her er et af et par meget trætte børn fredag eftermiddag. På den tid af ugen, kan det være helt umuligt, at tage sin flyverdragt af selv. Fredag eftermiddag kræver assistance og ekstra tålmodighed. Lige nu har jeg det som om det er fredag, og jeg bør være en smule mere tålmodig over for mig selv. Og kan man få noget assistance et sted? Bare til et eller andet, for jeg orker ikke selv.

 

 

Klippe klippe klippe

Klippet stof klar til brug

Jeg har klippet stof. Jeg har klippet stof i flere timer. Det kan godt være det ikke ser ud af noget, men der er klippet temmelig meget, og jeg skal klippe mere. Jeg klipper tasker. Sjove tasker, skøre tasker og fine tasker. Uh, det bliver så godt. Håber jeg!!! Jeg glæder mig meget til at sy dem.

 

 

 

 

 

Suppe med jordskokker og linser

 

Jordskokkesuppe med linser

Til 4 voksne

1 kg. skrællet jordskokker skåret i grove stykker

1 stort løg i tern

2-3 fed hvidløg

2 dl. røde linser

6 mellemstore kartofler skrællet og i grove tern

1 håndfuld persille

grøntsagsboullion (jeg bruger Herbamare)

1 dl. fløde

Salt og peber

Olie

 

Svits løg i olie ved middel varme i nogle minutter. Tilsæt hvidløg i skiver. Rør lidt rundt og tilsæt jordskokker og kartofler. De skal svitse med i 5 minutter, rør jævnligt rundt. Hæld de skyllede linser i, og tilsæt vand (det går hurtigst hvis det er vand der lige har kogt i f.eks. elkedlen) så det er dækket plus lidt mere. Tilsæt boullion og lad det simre i 20 min. Når grøntsagerne og linserne er møre, så tilsæt persille og blend med stavblenderen, og smag så til med salt, peber og fløde.

Server med frisk pesto, croutoner og ristede kerner.

 

Hjemmelavede croutoner

Skær brødrester i små tern, op på bagepapir på bradepanden, lidt olivenolie og salt på, vend rundt og lad dem tørre i ovnen i ca. 30 min ved 150 grader. Rør rundt jævnligt og tilsæt evt. mere olivenolie. Både lyst, groft og rugbrød kan bruges.

Ristede kerner

Jeg bruger ofte græskarkerner, solsikkekerner og sesamfrø.

Rist solsikker og græskarkerner på en tør meget varm pande i nogle minutter, rør rundt hele tiden. Tilsæt så lidt olivenolie og salt, og sesamfrø. Rist 30 sekunder mere og hæld dem så i en skål med det samme.

Hjemmelavet pesto, klassisk genovese

Lidt pinjekerner

Et bundt frisk basilikum

olivenolie (prøv dig frem, ca. 1/2 dl.)

1/2 fed hvidløg

1-2 dl. friskrevet parmesanost

Rist pinjekernerne på en tør pande, rør godt rundt, lad dem kun tage lidt farve. Op i minihakkeren med dem sammen med basilikum, olivenolie og hvidløg. Blend til du får den konsistens du kan lide. Den skal være lidt tynd inden osten kommer i, men om du vil have den grov eller fin er op til dig selv. Hæld i en skål og rør friskrevet parmesanost i (revet på det fine rivejern). Jeg foretrækker bestemt, at osten er revet for sig, og rørt i bagefter, fremfor at den bliver blendet med andet.

God fornøjelse med det hele.

 

 

 

Erik Kold

Postbuddet kom med en rigtig fin Erik Kold smørbøtte, som jeg har ledt efter meget længe. Jeg fik den for 40 kr. Den er godt brugt, men i rigtig fin stand. Jeg er meget glad for den. Sikke jeg nyder den.