Månedsarkiv: januar 2012

Gensyn med en kær ven

Jeg har ikke syet i to måneder. Sikke jeg har savnet det, men jeg har bare hverken haft energi eller inspiration. På den ene side ville jeg gerne, på den anden side orkede jeg ikke. Men i dag fandt jeg den endelig frem igen. Og den spinnede taknemmeligt, det samme gjorde jeg. Den fik én på pedalen, og kort efter start, var Benjamins nye pyjamas bukser klar. Stoffet blev købt i starten af december, Benjamin har selv valgt. Siden har jeg faktisk glemt alt om de pyjamas bukser. I dag kom jeg i tanke om dem, og for en gangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling.

Mønsteret er lavet frit ud fra Benjamins favorit jeans. Benjamin er svært tilfreds. Det er jeg også.

Damn good coffee

Den smukke nøglering er ikke det eneste, min kære mand har med hjem fra det store udland.

Som I kan se, har han været på rov i en Starbucks, til glæde for hende konen derhjemme. Mmm, sikke her dufter, og sikke det smager. Og til en helt anden pris end den danske. Her kan man nyde den dejlige kaffe med god samvittighed. Både på den økonomiske side, og på fair trade siden.            …Starbucks er ikke det værste vi har, og om lidt er kaffen klar…

 

 

My…went to London and all he bought me was this lousy….

Kan I huske den? Jeg så den første gang på Anette fra klassen, hun fik sådan en t-shirt af sin søster.

Den sætning gælder overhovedet ikke her. Jo, min mand har været i London, men så er der heller ikke mere der passer, for han havde den fineste gave med hjem til mig. Det er hele tre i en gave. For det første har han i det hele taget en gave, det i sig selv er noget, eftersom han plejer at have temmelig travlt med andre gøremål, de få dage om året han arbejder i London. For det andet, så er det noget, jeg ønskede mig, og for det tredje, så er det den helt rigtige model. Det er da et pletskud, der vil noget. Jeg tror faktisk også, han har givet sig selv et klap på skulderen for job well done, men det er bestemt også i orden og velfortjent.

Det er måske ikke alle og enhver, der sådan går og ønsker sig en nøglering, men det gjorde jeg. Den her fine lyserøde Swarowski krystal nøglering har længe været på min ønskeliste. Nu fandt den vej hjem til mig, hele vejen fra London, og den skal være så velkommen. Tak.

 

Langsom Lørdag og Søvnig Søndag

Benjamin er i London, det er piv stormvejr, det har været en hektisk uge med lidt for meget på kalenderen. Det kalder vist på en rolig weekend uden planer overhovedet. Det kan give en masse overskud at rydde kalenderen helt. Jeg har ikke haft andre ambitioner end at ikke have nogle ambitioner. Vi skulle bare være. Der var ikke noget, jeg ikke kunne nå, for der var ikke noget, jeg SKULLE nå. Lyder det ikke som noget, der er dømt til succes?

Her er f.eks. to børn der leger selv…samtidig…mens mor drikker kaffe!! Ikke tosset.

Vi fik bagt en masse skøre boller, de blev pyntet så fint. Der var mange i overskud, så lige nu sidder de og ser Lauras Stjerne og spiser boller fra i går. Snart skal vi ud. Ud i kulden. Vi trænger til at blive luftet. Det var ikke længe vi var ude i går, men vi skal altså ud, bare lidt, hver dag.

 

 

Seriøst???

Så så man mig vende øjne, ryste på hovedet og fnise i Netto, mens jeg tog billeder. Hvad skete der lige for Ole Opfinder der? Han må have tabt en udfordring, det er den eneste forklaring, jeg kan komme på. Det er en sløj januar på Nettos spothylder.

God weekend derude, jeg håber den bliver vindstille med dalende sne, men ikke mere end at manden kan komme hjem fra London søndag.

 

Min sang for 2011

Der var i slutningen af sidste år en konkurrence om at finde sangen for 2011 på P3. Hvad det endte med, det ved jeg ikke, men i den forbindelse kom jeg til at tænke på min egen sang for 2011. Jeg var slet ikke i tvivl.

Jeg hørte den her sang en del i radioen i slutningen af 2010. Jeg blev mere og mere glad for den. Jeg hørte den højere og højere. I starten af 2011 fik jeg (som de fleste ved) konstateret kræft i livmoderhalsen. Sangen kørte på repeat i mit hoved, men jeg kunne ikke høre den rigtigt, for så ville jeg nok få et sammenbrud og det havde jeg slet ikke plads til. Heldigvis spillede de den ikke i radioen en eneste af alle de morgener, jeg kørte i bilen ind til Riget for at få min strålebehandling. Da mine behandlinger var ved at være slut, købte jeg den. Jeg havde ventet længe, og nu var jeg klar, og jeg gav den gas!! Jeg havde losset den sygdom noget så eftertrykkeligt bagi, nu skulle der bare noget liv på banen. Det her er MIN sang, det bliver ikke bedre i min verden.

 

 

De Enste To er virkelig kommet ind under huden på mig både med deres tekster og stemmer. Albummet kører stadig på repeat herhjemme.

I morgen skal jeg til endnu en kontrol på Riget. Det skal nok gå godt, jeg er stadig ved godt mod, jeg tror på det, jeg tror på mit liv. For jeg har ikke lyst til at dø.

 

Fredag aften i PINK og Dalle Valle

Fredag aften var jeg en tur i Kjøwenhavnstrup. Det er ikke så tit jeg kommer helt ind til storbyen, jeg ved egentlig ikke helt hvorfor. Det er jo der de fedeste forretninger er, ik? Jeg tror, det er fordi det altid koster enorme mængder af tid og penge lige netop af før nævnte årsag. Nå, nu skulle jeg i hvert fald mødes med Trine på Dalle Valle, og på vej derhen kom vi forbi en king size PINK. Jeg vidste ikke, de fandtes så store, men hvad ved jeg. Jeg er bare vant til den lille forkølede PINK her i Hørsholm. Jeg må snart derind igen, men med større mængder af tid og penge end jeg havde i fredags.

Til dem der ikke kender PINK (i Fiolstræde bl.a.) så sælger de, de dejligste nordiske mærker. Jeg troede kun det var tøj, men det er åbenbart også interiør, og så står det oven i købet i farveorden og jeg er en sucker for sådan noget.  Det blev til to par Marimekko strømper, som vil blive skattet højt. Og tjek så lige de lækre lækre støvler, der står på række, de er slet ikke til at stå for. Det var stjerneskuddet heller ikke på cafe Dalle Valle. En rigtig dejlig aften.

 

Thai suppe

Den her dejlige thaisuppe lavede jeg hos svigerne i weekenden:

2 bdt. forårsløg i fine ringe

1/2 peberfrugt i tynde strimler

1/2 courgette i fine strimler

en ordenlig omgang ingefær

lidt olie

2 spsk. grøn karry pasta

3 limefrugter, skal af 1, saft af 3

3 stængler citrongræs

1-2 spsk. soya

1 spsk. fish sauce

4 dåser kokosmælk

1 håndfuld bønnespirer

nudler

500 gram torskefilet

400 gram hjertemuslinger

rejer

Svits karrypasta i en smule olie i en stor gryde. Tilsæt ingefær og derefter kokosmælk. Op i med peberfrugt, courgette og forårsløg. Bank citrongræsset lidt i stykker med bagsiden af en kniv eller en kødhammer og op i gryden. Riv limeskal i, tilsæt saften fra lime, soya, fish sauce. Lad det simre lidt.  Kog nudlerne ved siden af, i en mængde så du synes det passer. Sørg for at rense muslingerne godt, dvs. lad dem stå i koldt saltvand, gerne et par timer, skyl skallen godt, tjek de alle er lukket osv. Spørg fiskehandleren hvis du er i tvivl. Skær torsk i tern på 2×2 cm. eller hvad du synes passer. Tilsæt torsk, rejer og muslinger, lad det stå 5-7 min. til det er færdig. Tilsæt bønnespirer til sidst, lad dem få et opkog. Smag til med soya og fish sauce og evt. lidt mere lime.

Serveres med de kogte nudler, og drys evt. med ristede hakkede cashewnødder og frisk koriander. Du kan også udskifte nudlerne med kogte ris, eller helt undlade noget af det.

Det er en nem og hurtig suppe trods de mange ingredienser.

 

 

God formiddag

 

Jeg er næsten lige stået op. Det er måske normalt for mange, at stå op ved den her tid en søndag, men for mig er det ganske usædvaneligt. Og det er nærmest uhørt at jeg faktisk stod op alene, mens resten af huset sov. Ungerne kom i seng 22.30 i går, så da de vågnede kl. 7 i morges blev de meget bestemt bedt om at sove videre!! Det tog lidt tid, men de endte faktisk med at falde i søvn igen, og er først stået op 9.45.

Jeg nåede lige at lave en kop kaffe, tage et par billeder, få noget tøj på og lægge en maskine tøj sammen inden der kom små fødder trippende ned af trappen. Og sikke et smukt landskab jeg vågnede op til. Det kan godt være det er tø sne, og at det muligvis er væk om et par timer, men lige nu er det lyst og smukt, og jeg nyder det.

Hav en rigtig dejlig snevejrs søndag.