Månedsarkiv: februar 2012

Suk, prust og bogudsalg

Jeg er sløj i dag. Jeg sukker og pruster og orker ingenting. Jeg kigger lidt ud i luften, får tømt vaskemaskinen, fyldt tørretumbleren, sukker lidt, fylder vaskemaskinen på ny. Opvaskeren er også klaret, men køkkenet roder alligevel. Jeg orker ikke rigtig at rydde det op, men det bider sig selv bagi, når jeg om lidt skal ud og lave en lasagnesovs. Det orker jeg egentlig heller ikke. Jeg har været på bogudsalg i formiddags. Jeg orkede ikke helt, men det kriblede alligevel lidt for meget i mig, jeg kunne ikke at blive hjemme. Og måske ville lidt luft og lys hjælpe. Jeg tror, det er min blodprocent, den er gal med (igen!), så jeg må et smut forbi lægen. Jeg orker det bare ikke….ZZZZzzzzzz….

Hjemmelavet opslagstavle

Pladen er blød masonit, den kostede 120 kr. inkl. at få den skåret. Den måler 150×90 cm.

Stoffet er almindelig bomuld. Husk at strække det rigtig godt, så det er strammet godt ud over pladen. Det kan evt. fugtes bagefter med lidt vand i en forstøver, så trækker stoffet sig lidt sammen.

Den tog mig i alt to timer at lave, inkl. at hente den hos trælasten. Den har kostet 300 kr. i alt.

Jeg er rigtig godt tilfreds, den pynter og tager også noget af rumklagen :)

 

Projekt godmorgen

Det kan virke banalt på den ene side, og det kan virke helt absurd på den anden. Jeg er i gang med projekt godmorgen, og jeg håber, I er med. Jeg har besluttet mig for, at jeg siger godmorgen til dem, jeg møder på min vej frem til kl. 10, derefter hilser jeg med et hej. Nej, det gælder ikke alle i toget, eller alle i køen i Brugsen. Det gælder alle dem jeg direkte passerer, når jeg går ud i verden, det gælder dem, jeg støder på foran og indeni børnehaven (utroligt så mange der ikke siger godmorgen!!),det gælder damen ved kassen i Netto, det gælder naboen og bibliotikaren, det gælder manden der sælger hus forbi og hvem jeg ellers er i nogenlunde direkte kontakt med. Resten får et smil. Jeg tror virkelig på, at det engang var det naturligste i verden, at lette på hatten og sige godmorgen, goddag og god aften, til dem man møder på sin vej. Måske forsvandt den slags høfligheder da hatten røg ud til højre? Jeg vil rigtig gerne, at folk smiler til mig, hilser på mig, og at jeg ikke møder dem med mistro, når de gør det. For det er lidt der vi er, ikke? Folk er nok lidt underlige, hvis de smiler for meget, hilser for meget, sætter sig ved siden af os i bussen. Så er de enten ude på noget, eller også kunne de være statister i en ny sæson af Morten og Peter. Og vi kan ikke lide det underlige. Jo, på behørig afstand på den anden side af tv´et kan vi da godt lade som om vi er nede med dem der er lidt anderledes, men ikke i vores helt rigtige virkelighed i bussen, toget og Netto. Der skal vi bare have fred til at komme videre med vores dag så hurtigt, effektivt og smertefrit som muligt, uden for mange sammenstød med det der muligvis kunne være underligheden selv. Men måske, bare måske, kunne vi ind i mellem også nå at sende et smil, give en forlomme, og lette på hatten? Det er også en udfordring for mig. Jeg kan sagtens sidde her og puste mig op, men jeg er heller ikke vant til det, og jeg vil da heller ikke stemples som underlig. Jeg gør et forsøg, og så må vi se, om jeg havner på den lukkede, eller om det i stedet lykkes mig, at få smilet til at vandre videre ud i verden.

Rester

Nogle gange giver rester bare den dejligste aftensmad.

Her er det hjemmelavet falafler, hummus, salat, couscous med abrikoser, tomater, agurker og citron,  2 slags dressing og et pitabrød on the side. Alt er bare hevet ud af køleskabet. Jeg stemmer for flere af den slags rester i mit køleskab.

Nogle mennesker er bare seje

Man kan være sej på mange måder. En af måderne man kan være sej på, er ved at løbe et halvmarathon…når det er 2 grader….og stiv kuling…og man ikke er i form. Det synes jeg er sejt! Det gjorde Jens i lørdags. På 1 time, 47 minutter. Jeg kørte Jens og Jane til Helsingør, hvor starten skulle stå. Så snuppede jeg Jane med ind i den varme bil, og kørte sydpå, mens Jens tog strandvejen til bens, sammen med de andre løbere. Godt løbet Jens. Jeg synes, du er sej.

Falafler

350 gram kikærter, udblødt natten over, ikke kogt!

3 æg

1 løg

2 store håndfuld persille

2-3 spsk. stødt korianderfrø

2-3 spsk. stødt spidskommenfrø

5-8 fed hvidløg

salt

peber

2-3 spsk. rasp

Olie til stegning

Alt blendes, på nær rasp. Det skal blendes godt, men må gerne bevare lidt struktur. Hæld det i en skål og tilsæt rasp. Lad det hvile en halv times tid, til det er blevet lidt mere fast. Form enten som kugler og dybsteg dem, eller form dem som flade frikadeller og steg dem i godt med olie på panden. De skal have et par minutter på hver side.

Her blev de serveret med hjemmebagte pitabrød, couscous med hakkede tørrede abrikoser, persille og citron, blandet salat og hummus.

 

Hummus

150 gram kikærter, udblødt natten over og kogt med lidt salt i ca. 1,5 time.

1 fed hvidløg

2-3 spsk. tahin

saft af 1-2 citroner

en håndfuld persille

olivenolie, eller hvilken olie du foretrækker, til det passer, der skal bruges en del

evt. en klat creme fraiche

salt

Det hele blendes sammen og smages til.

Unfair trade?

Jeg ved godt, at de her kokosnødder fra Netto ikke er mærket med et fair trade label, men her vil jeg være så vovet at håbe på, at også varer der ikke er mærket med fair trade mærkaten, kan indgå i en fair handel. Men det er måske alligevel at være for naiv? Her er i hvert fald et strålende eksempel på en varer, der nok skulle have haft en mærkat, hvor der står “unfair trade”.

Og stiller man kokosnøden op mod den danske dusk persille, der rent faktisk koster 40% mere end kokosnøden, så virker det bare endnu mere absurd, ikke?

Naboskab?

Vi bor i rækkehus. Det gør vi primært, fordi vi har børn. Da vi kiggede på huset, snakkede vi meget om fordele og glæder ved at bo i rækkehus. Vi gav afkald på en stor have, vi gav afkald på langt til naboen, fordi vi ville få et stort fælles areal, hvor ungerne kunne lege med andre børn. Det er et lille kvarter, vi er 22 huse. Husene ligger stort set alle ind til et fælles grønt område. Jeg vil tro, der bor børn i over halvdel af husene. Nu har vi boet her i snart 2 år, og her er kun 22 huse, men alligevel skriver jeg, at jeg vil tro, der bor børn i halvdelen af husene, for jeg ved det rent faktisk ikke. Jeg er forundret. Der var slet ikke den mindste tvivl hos os om, at et så lille hyggeligt kvarter, havde en form for fællesskab. Vi tog grueligt fejl. Her er ingen fællesskab. Ikke det der ligner. Der er flere, der ikke engang hilser, når man går forbi på gaden. Det gør mig rigtig trist. Er det mig, der har nogle forældede 70´er rundkreds forventninger? Kunne vi ikke bare i det mindste være i stand til at ønske hinanden en dejlig dag? Sende et smil, og sige at det er dejligt solen skinner?

Jeg har længe planlagt, at jeg ville arrangere en fastelavnsfest for ungerne her. Det nytter ikke noget, kun at sidde med hænderne i skødet, og brokke sig over, at ingen tager initiativ, hvis jeg ikke selv gør noget ved det. Så det gjorde jeg. Jeg delte invitationer ud, bagte fastelavnsboller, vi malede en tønde, jeg lavede slikposer, æbledrik, varm kakao og brunsviger. Vi pyntede det store træ med lanterner, fandt sommerdugen frem, dækkede op, og bød til fællesskab.

Det var ikke mange der kom, men der kom nogen. Og dem der kom, var virkelig glade. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg til påske ville prøve igen, og jeg fik kun opbakning på den konto, de vil endda være med til at arrangere. Så der ER altså andre end mig, der gerne vil fællesskabet. Måske skulle vi bare kickstartes, som det så populært hedder for tiden. Måske kommer der flere næste gang. Og hvis der ikke gør, så er det også ok med mig, bare vi er nogle der gider. Jeg ønsker virkelig, at vi nu er på vej mod bedre fælles tider her i kvarteret. Jeg ønsker virkelig, at det ikke er de samme tre forældre, der altid er ude og lege med hele gadens børn. Las os komme ud og lege, lad os drikke noget kaffe sammen, lad os lære af hinandens forskelligheder. Vi har vel alle noget at byde på, og vi har vel alle noget andre kan bruge. Vi er jo alle mennesker, mennesker med historier, bagage, erfaringer, glæder og sorger. Er det ikke vores sans for fællesskab og næstekærlighed, der er med til at gøre os menneskelige? Jeg vil i hvert fald gøre mit til det gode naboskab. Både for børnenes, men bestemt også for min egen skyld.