Projekt godmorgen

Det kan virke banalt på den ene side, og det kan virke helt absurd på den anden. Jeg er i gang med projekt godmorgen, og jeg håber, I er med. Jeg har besluttet mig for, at jeg siger godmorgen til dem, jeg møder på min vej frem til kl. 10, derefter hilser jeg med et hej. Nej, det gælder ikke alle i toget, eller alle i køen i Brugsen. Det gælder alle dem jeg direkte passerer, når jeg går ud i verden, det gælder dem, jeg støder på foran og indeni børnehaven (utroligt så mange der ikke siger godmorgen!!),det gælder damen ved kassen i Netto, det gælder naboen og bibliotikaren, det gælder manden der sælger hus forbi og hvem jeg ellers er i nogenlunde direkte kontakt med. Resten får et smil. Jeg tror virkelig på, at det engang var det naturligste i verden, at lette på hatten og sige godmorgen, goddag og god aften, til dem man møder på sin vej. Måske forsvandt den slags høfligheder da hatten røg ud til højre? Jeg vil rigtig gerne, at folk smiler til mig, hilser på mig, og at jeg ikke møder dem med mistro, når de gør det. For det er lidt der vi er, ikke? Folk er nok lidt underlige, hvis de smiler for meget, hilser for meget, sætter sig ved siden af os i bussen. Så er de enten ude på noget, eller også kunne de være statister i en ny sæson af Morten og Peter. Og vi kan ikke lide det underlige. Jo, på behørig afstand på den anden side af tv´et kan vi da godt lade som om vi er nede med dem der er lidt anderledes, men ikke i vores helt rigtige virkelighed i bussen, toget og Netto. Der skal vi bare have fred til at komme videre med vores dag så hurtigt, effektivt og smertefrit som muligt, uden for mange sammenstød med det der muligvis kunne være underligheden selv. Men måske, bare måske, kunne vi ind i mellem også nå at sende et smil, give en forlomme, og lette på hatten? Det er også en udfordring for mig. Jeg kan sagtens sidde her og puste mig op, men jeg er heller ikke vant til det, og jeg vil da heller ikke stemples som underlig. Jeg gør et forsøg, og så må vi se, om jeg havner på den lukkede, eller om det i stedet lykkes mig, at få smilet til at vandre videre ud i verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>