Månedsarkiv: marts 2012

Lige nu læser jeg…

Jeg er endelig kommet rigtig i gang med at læse igen, efter min behandling sluttede (og det er faktisk næsten et år siden). Inden da læste jeg meget, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig og finde energi efter behandlingen. Jeg kom godt i gang på Tenerife i januar, der fik jeg læst 250 sider i en rigtig voksenbog! Den er jeg for længst færdig med (det var Twillight), og nu er jeg godt i gang med Niceville, som er rigtig interessant. Derudover, så læser jeg dagligt i Naturens spisekammer, som jeg fik i julegave. Det er ved at være tid til, at naturen disker op med en sæsons lækkerier, så jeg må være godt klædt på, så jeg kan komme ud og få glæde af de gratis goder, mens det står på. Og så har jeg endnu en gang slået mig på Rollinger og Roulader. Jeg er ved at finde inpsiration til noget påskehygge her i rækkehuskvarteret, og det er lige i Sifs boldgade.

Når jeg ikke læser om aftenen, så hækler jeg. Det er længe siden, jeg har gjort det, for ærlig talt er jeg ikke ret god til det. Jeg synes, det er rigtig svært. Men min kære Nina har hjulpet mig med at knække koden til en hæklet hue, så der er en forårshue undervejs til Ronja, jeg tror, den bliver færdig i aften. Lige i hælene følger en til Bertram, og der kommer gult i, spændende om knægten vil gå med den så.

Jeg er stået helt af på tv. Jeg gider det simpelthen ikke. Der er det ene elendige program efter det andet. Jeg gider at se debatten, når det handler om noget, jeg finder interessant, jeg gider at se smagsdommerne, når jeg kan holde mig vågen til det, og så gider jeg at se Sagen genåbnet, når jeg husker det. Det er vist det. River Cottage er slut for denne gang desværre, for var bestemt toppen af poppen for mig. Så jeg er glad for, at jeg igen har fundet overskuddet frem til at læse.

Overflødige indkøb?

Her er en stak varer, som muligvis kunne kategoriseres som fredagens overflødige indkøb. Frø og kerner på tilbud, som jeg muligvis kunne leve uden lige nu, men som løfter bagværket adskillige nivaeuer. Jeg var løbet tør for græskarkernerne, solsikkekernerne var tæt på at være i bund, og hørfrø har jeg ikke haft længe. Kunne jeg leve uden? Ja, det kunne jeg, men nu VAR de jo på tilbud. Økologiske jordbær i marts, kan man leve uden? Ja, det kan man, og det var også en ener. Det var kun fordi det var fredag, og jeg vidste min lille jordbærelskende dreng ville blive noget så lykkelig. De blev guflet hurtigere end man kan sige jordbær med fløde. Nuposhakes, man kan bestemt leve uden, jeg er bare en sucker for de shakes, og de var jo på tilbud. Den økologiske tipo 00, kan man leve uden? Jo, det kan man vel, men det var kun fordi den var på tilbud, og jeg køber den jo alligevel, kan jeg så ikke lige så godt købe den på tilbud? Er der andre end mig, der aner et tilbudsmønster her? To Skovlyst øl, fredagsguf til min kære mand. Kan man leve uden? Det må I så spørge ham om, jeg tror, han svarer nej. 2 x Pez, en med Hello Kitty, en med Lynet Mcqueen. Kan man leve uden? Ja, det kan man da, men manden er jo ikke den eneste her i huset, der skal have fredagsguf.

Mange ting kunne gøres billigere, og nogle af de her ting kunne nok være overflødige eller købes i en billigere version. I hvert fald kan jeg konkludere efter min uges udfordring, at jeg handler for flere penge end forventet, og jeg skal have strammet noget op, men jeg har egentlig ikke ramt meget forbi, det jeg regnede med, jeg havde bare troet, at jeg havde kunnet spare mere end jeg har. Jeg prøver igen i den her uge, mon ikke det bliver bedre?

Øresundsakariet og Il Divino

Lørdag var tid til tur. Jeg trængte i den grad til at komme lidt på eventyr, eventyr i børnehøjde, men også lidt til de voksne. Så det blev til en rigtig dejlig tur på Øresundsakavariet og på hjemturen tog vi på Il Divino (italiens cafe) på strandvejen i Espergærde.

På Øresundsakvariet må man røre. Bertram er ikke bange af sig, og hvis han måtte, havde han taget både rødspætter og krebs med hjem som kæledyr. Ronja er mere forsigtig, men så har hun heldigvis en bror, der gerne holder for hende, så hun kan prøve om hun tør. Han er en god bror, og hun sætter pris på det. Det er et hyggelig sted, vi kommer gerne igen.

Il Divino er også et besøg værd. Jeg har været der en enkelt gang før med en kær veninde og jeg trængte til at komme igen. Der er hyggelig jazz i højtalerne, ægte italienere bag disken, god mad og dejlig kaffe. Og så er der live jazz i weekenderne, men det har vi endnu til gode at opleve.

Vi er ikke en familie, der har for vane, at tage ungerne med ud og spise. Danmark vælter sig ikke ligefrem i børnevenlige restauranter, hvis man ikke er til McD eller det der ligner. Men det gik rigtig fint. Det var et godt tidspunkt vi var der, det var lige mellem frokost og aften, så der var god plads, og vi følte os ikke i vejen.

Forårsfornøjelser

Her er et par billeder af de samme blomster som sidst, sikke de vokser og strækker sig i solen.

En gentagelse måske, men det er nok ikke sidste gang I ser dem, for jeg er vild med vores fine forårsblomster. Og i år har vi rigtig mange i haven, vi fik nemlig et gavekort til planteskolen i bryllupsgave, hvor en stor del er gået til løgplanter. Derudover så fik jeg blomster i hobetal ved den her tid sidste år, og mange af dem var påskeliljer, så de står også derude og har så småt kigget frem.

Nu er det også ved at være tid til, at tøjet kan komme udenfor og tørre igen. Det glæder jeg mig til. Tørretumbleren får en velfortjent pause, strømforbruget falder, tøjet dufter. Det bliver dejligt.

I dag er ungerne hjemme med øjenbetændelse. De er i fuld hopla, så noget skal vi finde på. Og eftersom det er blevet forår, så tror jeg det er tid til årets første cykeltur forbi legepladsen og ned til biblioteket. Bilen kan få lov at blive hjemme og hygge sig med tørretumbleren. Ja, der er mange fornøjelser i foråret, jeg kan næsten ikke vente.

“Jeg kan ikke lide gult mor”

De her bukser har bare drillet. Og drillet, og drillet lidt mere. Endelig blev jeg færdig, og jeg er tilfreds. Så viser jeg dem til Bertram, og så siger ungen “Neeeeej, jeg kan ikke lide gult mor”. What?? Hvad er nu det for noget vrøvl!! Det kan man da ikke bare komme og sige, når jeg har knoklet med de bukser. Børn nu til dags, helt ærlig.

De er frit fortolket efter endnu et Onion mønster. De er dejlig bløde, og de er tvunget på Bertram i dag, som vist endte med at synes de var ok, han forholder sig i hvert fald neutralt efter de er kommet på, men hvem ved om det blusser op igen. Hvis han får endnu et anfald, så kunne det være jeg skulle huske drengen på, at hans vinterjakke faktisk er knaldgul, og den har han på med glæde hver dag :D Tossede unge.

Marts=sparemåned

Jeg har udfordret mig selv. I marts skal jeg spare, og jeg skal spare meget. Det havde jeg såmænd allerede besluttet, inden jeg kom forbi Madbandittens spareudfordring , men den hoppede jeg med på. I hvert fald her i uge 1, så må jeg se, hvad hun finder på i de næste uger. Jeg har derfor været den virkelig bevidste forbruger i den her uge. Det er ikke gået ubetinget godt, men jeg har brugt færre penge end jeg plejer, det er jeg ikke i tvivl om. Der er flere områder af mine indkøb, jeg skal have kigget på. For det første, så hamstrer jeg. Jeg handler altid ind, som om der er atomkrig og hungersnød lige om hjørnet. Jeg er bange for at løbe tør. Jeg dækker alle eventualiteter ind. Det resulterer i skuffer og skabe, der bugner af mad. Og alligevel synes jeg ikke, vi har noget. For det andet, så handler jeg så meget økologisk, som jeg kan. Og selv om det skærer i mit hjerte, så er jeg nød til at kigge på den del også, for nogle gange ER det altså bare for dyrt. Ofte kigger jeg slet ikke på forskellen i pris, jeg tager bare øko, for det foretrækker jeg. Men det er for nylig gået op for mig, at øko mælk faktisk koster det dobbelte af ikke øko mælk!! Det tror jeg nu er fordi, prisen på ikke øko mælk er sat kraftigt ned, ikke fordi øko mælk er sat op, for sådan har det altså ikke altid været. Men jeg går ikke på kompromis med mælken, den forbliver øko, ligesom æggene og mel, og bestemt også andre ting. Men f.eks. da jeg var i Irma i går så opdagede jeg, at økologiske ærter kostede 26 kr. for en pose, og ikke økologiske ærter koster 10 kr!!! Hvad sker der for den forskel? Nu plejer jeg altid at købe de økologiske på tilbud i Irma, så er der 3 poser for 45, det er fint med mig, men i går var der ikke tilbud, så jeg tog dem der ikke var øko. For helt ærlig, den forskel var bare for stor for mig. Mest fordi jeg tror, der bliver lagt ekstra meget oven i prisen, bare fordi de kan, og ikke fordi de er tilsvarende dyrere at producere. Men hvad ved jeg…

I hvert fald så endte jeg med at bruge 85 kr. i Irma. “Det må være rekord” sagde Benjamin da jeg kom hjem. Ja, det tror jeg det er. Jeg havde været en tur forbi fiskehandleren inden, jeg skulle bruge fiskefars til boller i karry (ungerne skulle have det med i børnehave i dag, det er en anden historie), men alt i alt var det ikke et dyrt indkøb. For det tredje så er jeg ikke god til planlægning. Det der med madplaner fungerer aldrig rigtig for mig, men jeg prøver endnu en gang. Den her gang har jeg besluttet, at jeg laver planen 3-4 dage frem, og ikke en hel uge. Jeg er alligevel i Netto 2 gange om ugen, for det meste mandag og torsdag, og så kan jeg handle nyt ind til de næste 3-4 dage. Og så er torsdag blevet fast rugbrødsdag, for der får ungerne varm mad i børnehaven. Så laver jeg altid noget varmt fisk til, f.eks. panerede rødspætter, torskerogn eller fiskefrikadeller, som vi skal have til i dag (der var planlagte rester af fiskefarsen fra i går, jow jow). Rugbrødsdag er nem, billig og ikke mindst planlagt. For det fjerde så skal jeg holde mig fra de pokkers spothylder i Netto! Jeg skal være bedre til at lade de overhovedet-ikke-nødendige-men-helt-utrolig-lokkende-og-tiltrækkende-ultra-billige ting ligge!! Vi har faktisk ting nok. Og det vi har mest brug for, det kan jeg altså ikke finde på Nettos spothylder.

Når jeg har gjort noget ved de 4 ting, i større eller mindre grad, mon så ikke, jeg har sparet lidt i sidste ende? Og hvorfor så alt det spare snak, tænker I måske? Jo, det skal jeg sige jer. For det første har jeg de her indgroede dårlige vaner (og min lille dæmon på skulderen, som min psykolog kalder det), som jeg skal have gjort op med. Jeg skal have kontrollen tilbage. For det andet, så drømmer jeg stadig om sommerhus, og det kræver altså at vi skal spare et sted, før vi kan bruge penge et andet. For det tredje, så ønsker jeg mig  har jeg virkelig brug for en overlock :) Jeg vender tilbage i slutningen af måneden med en opdatering, så må vi se, hvor godt det er gået. Jeg tror på det.

Essie neglelak, en anbefaling

Nu har jeg prøvet at skrive en tekst til den her anbefaling flere gange, men hver gang ender jeg op med at lyde som en radio reklame for vaskepulver eller skopuds engang i 50´erne, og det er virkelig ikke min hensigt. Men jeg dropper den ikke helt alligevel, for jeg vil rigtig gerne dele min erfaring med den her neglelak med jer.

For den er nemlig noget helt særligt. Den virker! Og det er faktisk de færreste neglelak(ker?) man kan sige det om. I hvert fald af dem jeg har prøvet. Den er nem at lægge på, den flyder rigtig flot ud, tørrer vældig flot op, og den holder utrolig godt.  Den skal have to lag, det kommer man ikke udenom. Jeg bruger en klar basecoat og en klar topcoat også, så holder den bedre og det er nemmere at tage den af. Så vidt jeg husker,  koster den 99 kr. og jeg køber den i Matas. Peace out.

Mor og Bertram på tur alene

Det sker ikke så tit, at vi kommer afsted med kun “den ene”, men det er altid sikkert, at det er et hit for alle når det sker. I dag var Bertram og jeg en tur rundt om dammen, vi skulle nyde vejret, fodre ænder og måger, drikke en kakao og spise en croissant.

Da vi tog videre sagde Bertram “Jeg synes det var dejligt ved ænderne i dag mor”. Årh, lille ven, så sød du er. Den vil jeg gemme lidt i honningdepotet, der er lidt lavvande for tiden nemlig.