2. dags kost i min udfordring

Ikke en specielt sindsoprivende dag på kostfronten heller. Jeg havde et ærinde knap 4 km. herfra, og der gik jeg til og fra, så da jeg kom hjem, skulle frokosten bare gå hurtigt, for det var blevet lige sent nok. Og kl. 17 skulle jeg til foredrag i børnehaven frem til kl. 21, så jeg skulle have et eller andet at spise inden, men også en smule efter. Så det blev en lidt underlig dag, men den blev uden korn og sukker som den skulle, så succes på den front. Og så oplevede jeg, hvor lidt der skal til, for at man skiller sig ud socialt, når man ikke spiser med. Der var smørrebrød i børnehaven (det var et personalemøde, som jeg var inviteret til, fordi jeg er med i forældrerådet), og det var jeg ikke klar over, men skulle under alle omstændigheder ikke have noget. Der var godt nok mange, der reagerede på, at jeg ikke spiste noget. Jeg sagde ikke noget om hvorfor, for det er en længere udredning jo, og jeg havde ikke lyst til at blive endnu mere mystisk. Der var chokolade, muffins og frugt, og til trods for at der lå en kæmpe skildpadde og stirrede på mig det meste af aftenen, så havde jeg ingen problemer med at holde mig til frugten. Jeg er en smule overrasket faktisk. Indtil videre har jeg heller ikke haft hovedpine, men det har måske noget at gøre med, at jeg spiser smertestillende hver 6. time i øjeblikket for ryggen, så hovedpinen har ikke en chance. Jow jow, der er skam også altid en positiv vinkel på tingene.

Nå, men morgenmaden bestod af røræg af 2 æg, banan og æble.

Formiddag fik jeg en håndfuld mandler og et æble på vej ud af døren.

Frokost blev til en portion torskerognssalat af torskerogn, creme fraiche og en masse citron, dampede asparges og knækbrødet fra aftenen før, med ost på.

Inden jeg smuttede i børnehaven spiste jeg en portion skyr blandet op med tykmælk, med jordbær og banan på.

Inden da fik jeg 3 forskellige små friskpresset juice, for vi har fået vores nye juicer. Og hold nu op, hvor smager det godt!! Jeg hev lidt af det hele ud af køleren og startede fra en ende. Den første blev med gulerod, æble, ingefær og agurk. Og det var lige præcis det den smagte af. Dejligt. Den næste blev med rødbeder og æbler. Nøj det var godt. Den sidste var med appelsiner, æbler, spinat og mynte, og den røg lige ind på en første plads. Ummenum, siger jeg bare. Men hold op, hvor tager den godt fra sådan en juicer. Der skal altså noget frugt og grønt til, når en familie på 4 skal stilles tilfredse.

Her til morgen fik vi den her smukke orange variant med gulerødder, æbler og appelsiner. Jeg glæder mig allerede til den næste, jeg skal have prøvet noget med citron.

Hov for resten, da jeg kom hjem fra børnehaven blev det til en smule af det samme som til frokosten, og en ordenlig portion friske ærter. Det var den dag. Jeg er tilfreds.

2 tanker om "2. dags kost i min udfordring"

  1. frk. sveske

    Sådan Rikke! Ingen korn og sukker ;-)
    Jeg håber, du klarer ‘den lumske tredjedag’ i lige så fin stil (er jeg overbevist om).
    Puha, den var ikke sjov med den servering i børnehaven. Det er de der sociale sammenhænge, jeg frygter. Er ikke løbet ind i de helt store endnu. Kollegerne har fundet ud af ‘jeg har min egen mad med’, når der ellers er noget fælles. Det er stadig til deres store undren og undgår heller ikke kommentarerne. Jeg springer dog også fint og elegant uden om den store udredning.
    Held & Lykke!
    Jeg hepper her fra sidekanten.
    – frk. sveske

    Svar
  2. Rikke Forfatter

    Det er en sjov ting, at så mange undrer sig. Det må handle mere om dem selv end om du og jeg (og andre der “vælger kagen fra”). Jeg tror, det handler om at stå uden for flokken. Det gør folk utrygge. Jeg kan huske, en kær veninde der engang skulle tabe sig, havde en kollega, der var en stor sabortør. Hun kom hele tiden med fristelser helt oppe i ansigtet på hende, ren chkane. Og det handlede jo om hendes egen usikkerhed, men det var da ikke rart for min veninde. Trist at det skal være sådan.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>