Nå, men skulle man tage og blive voksen?

Eller er jeg det mon allerede? Jeg kan godt blive i tvivl nogle gange. Nogle gange når jeg ser de andre forældre i børnehaven, så tænker jeg, at de er sådan nogle rigtig voksne, med styr på forsikringerne og har en god pensionsordning, og jeg lader bare som om. Men på den anden side, så har jeg en diskus prolaps og en mand, der er ved at pakke til en tur til Seattle, hvor han skal på søgemaskineoptimeringskonference, det er vel på en måde også lidt voksent? De andre forældre husker at købe sandaler i god tid, og give deres børn regntøj med, når det er regnvejr, ik? Men jeg bor da i rækkehus og kører i Volvo, og det hører vel til på voksensiden? Mon de andre er sådan nogle, der tørrer støv af deres lamper, og gør rent på badeværelset i ordenlig tid? Mon de andre kan overskue at holde fødselsdag for børnehaven eller tænker de også “shit, så skal jeg rydde op på ungernes værelse” og i resten af huset? Mon de andre også har bunken af tøj børnene er vokset ud af liggende i en stol i hjørnet af soveværelset i 4 måneder, før de får taget sig sammen til at få det på loftet i det der rækkehus? Til gengæld så har jeg stedmorblomster i haven og nogle små væsner rendende, der kalder MIG for mor. Det er vel egentlig rimelig voksent? Jeg læser ganske vist mere Peter Pedal og Alfons Åberg end Politiken og Børsen, men den del kan ligesom hælde begge veje?

Eller handler det der med at blive voksen i virkeligheden om, at sætte andres behov før ens egne? For det synes jeg da i den grad jeg gør, og med stor glæde. De der små rødder kommer altid først. Ikke at jeg er sat helt ud på et sidespor, for jeg er bestemt god til at lave plads til mig selv, men i første række, det er jeg altså ikke. Og fint med mig, for man lærer vist en del om sig selv, ved at sætte andre først. Måske kan voksenhed ikke måles i forsikringer og pensionsordninger? I mine børns øjne er jeg nok temmelig voksen, selvom der er støv på lamperne? Jeg ved det ikke, men jeg ved i hvert fald, at når jeg kigger i spejlet, så er smilerynkerne blevet tydligere host host  og tyngdekraften er i den grad sat ind. Men det er jo livet ik? Man bliver ældre og klogere for hver dag, og selvom det her voksenliv ved Gud kan være nederen nogle gange, så er her egentlig også meget fedt. Jeg bliver snart 35, og det er ok med mig. Og hvem ved, måske jeg når at få styr på forsikringerne inden?

13 tanker om "Nå, men skulle man tage og blive voksen?"

  1. Linda

    Du har ihvertfald styr på at lukke kloge ord ud af din mund :-)
    Og du har styr på kærlighed og omsorg til dine omgivelser…
    DET er meget vigtige ting at have styr på, og det har DU!

    Svar
  2. Ladyjane

    Synes jeg har en hel masse at skrive til din indlæg, men ved ikke helt lige hvad…kender du det….

    En kommentar er i hvert fald skrevet :)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Nej, det kender jeg ikke. Jeg har altid et super tjekket svar lige på læberne…med løøøøøg pååååååå :D

      Svar
  3. Julie

    ALLE jeg kender har det sådan dér :-)
    Vi er alle sammen bange for at blive afsløret, en eller anden dag! Især til forældremøder i børnehaven!

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Ja, problemet er nok det med, at jeg i virkeligheden ikke kender dem, og jeg har svært ved at gennemskue, hvem der lader som om, ligesom jeg gør :D Men måske har du ret, de er allesammen skide bange. Måske jeg skulle tage dem på sengen, og afsløre dem, før de afslører mig :D Eller nowet!

      Svar
  4. Jane

    Oh me too! Særligt derude i det private erhvervsliv. Alle tager alting så alvorligt, og jeg har nogle gange en fornemmelse af, at vi bare leger kontor i 8 timer om dagen. Okay, så siger vi, jeg var Presales Manager og så ku’ du være chefen! Eller man sidder til et meget vigtigt møde, og alle de andre er så alvorlige, og jeg har mest lyst til at råwe: LIGHTEN UP!! DET ER JO BARE NOGET, VI LEGER! Men sådan tænker de andre ikke…. :-/

    Hjemme hos os er min mand den voksne. Den, der har styr på økonomi og huslån og forsikringer og pension, og jeg har virkelig en følelse af, at jeg burde oppe mig og være lidt med der. For det er sgu da synd for ham, at han skal stå med alle de kedelige voksenting selv.

    Og ja til bunker af tøj her, der og allevegne. Eller den der med at have pakket noget tøj væk til sommeren/efteråret/vinteren og det finder man så først tre år senere, når ungerne forlængst er vokset ud af det. Suuuuk… hvor jeg kender det, mand!

    Svar
  5. Trine

    Har ofte tænkt det samme. Godt formuleret og skrevet Rikke ;-)
    Da jeg ‘etparogtyve’ var dem i trediverne altså ret voksne synes jeg.
    …det gjorde de måske bare ikke selv? Jeg glemte at spørge.
    Det er ikke tallet der gør en voksen, det siger dem over 40 altså også
    Noget med det der med at man bliver klogere for hver dag der går?
    Lige nu leger jeg ‘træt voksen der er kommet hjem fra arbejde i Helsinki og ser frem til weekend’ imorgen vil jeg tage Kanes briller på og ‘lege kontor’ ha ha. Fedt!

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Og da vi gik i 7. så var dem i 10. godt nok også voksenagtige!! Det snyder måske bare helt fra man er barn.

      Svar
  6. Birgitte

    Overvejer stadig hvad jeg skal skrive… For dit indlæg har godt nok sat tanker og diskussioner igang i vores lille hjem! Meget interessant :-) Hvem definerer hvad en voksen er? Er det ikke noget vi “beslutter” allerede som barn? Og som jeg husker det var det sjældent forbundet med alle de positive ting jeg rent faktisk oplever nu – mest noget med opvask og regninger og sådan… ;-)
    Man bruger ofte begrebet “voksenrollen”… Hvorfor mon? Er der for lang tid andre der har følt som vi gør nu – at det er en rolle vi spiller? Hmmm… “Godmorgen, tillykke med din 18 års fødselsdag, du får hermed rollen i livet som voksen!” Og så er det bare om at bevise for Gud og hver mand at man ikke er blevet fejlcastet, men at men virkelig ER voksen. Men hvor var lige manuskriptet og rollebeskrivelsen? I de lege man legede som barn?
    Men Rikke, ansvar og organisation er to forskellige ting – en “skal’er” og en “kan’er”. Ansvaret er fandeme et must når man har unger, det at kunne organisere er vældig praktisk – men dine unger tager altså ikke skade af at mangle gummistøvler eller sandaler en uger ekstra, eller at du ikke har fået lagt aflagt tøj væk!
    Og så fristes jeg til at skrive: HA!! Ville du så måske nu ønske at du havde øvet dig i at være organiseret, dengang vi gik i skole og JEG skrev lister og sedler i lange baner??? Og se lige hvor organiseret jeg er nu… ;-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Haha, ja det lyder godt nok som om, der kom gang i snakken. Jeg kan godt huske dine lister og sedler, min mor prøver stadig at overbevise mig om, at det er vejen frem, men det er som om det ikke siver ind. Det er vist bare ikke min stil. :D

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>