Sukker og sødestoffer, endnu en gang.

Mit indtryk er egentlig, at der har kørt en ret intens debat om sukker og sødestoffer i flere år nu. En debat som bogen Kernesund familie* vel var med til at starte op? Er det ikke nogenlunde derfra den har kørt? Eller var det bare der, jeg blev interesseret og så har det hængt fast hos mig? I hvert fald så læste jeg Kernesund familie, mens jeg var gravid, og jeg var lidt sent ude med den bog, og eftersom mine børn nu er 4 år, så er det omkring 5 år den debat må have kørt i mit hoved? Men på de 5 år, oplever jeg ikke, at der er sket ret mange reelle ændringer, så i det store hele er folk vel ikke enige i konklusionen om farerne ved både sukker og kunstige sødemidler. Men eftersom jeg selv tror på det, og selv gør en masse for at holde sukker i stram snor og sødestoffer helt ude, så får jeg konstant følelsen af at være hysterisk, overdrevet og ude af trit med virkeligheden. Jeg føler ofte, at jeg står alene med mine holdninger (heldigvis deler min kære mand og jeg holdninger om det her emne), men når nu vi må gå ud fra, at alle vil det bedste for deres børn, og jeg virkelig tror på, at sødestoffer er giftige og sukker er noget møg i dagligdagen, så ville det da være underligt, hvis ikke jeg forsøger, at holde det ude af deres hverdag? Men når nu det er noget, som andre mener er helt ok i større eller mindre mængder, så ender jeg som hende den hysteriske mor. Jeg er bare helt sikker på, at andre forældre også ville forsøge at undgå, at deres børn får “fødevarer” som de selv anser som giftige eller bare som noget møg. Men så så længe det “bare” drejer sig om sukker og kunstige sødemidler, som er så infiltreret i vores hverdag, så er det mig, der er galt på den.

Et frugt og grøntfad, som jeg lavede den anden dag til ungerne og deres legekammerater, som var med hjemme fra børnehaven. Det blev revet væk som varme boller.

Jeg er selv en overvægtig sukkerjunkie, så jeg ved på tætteste hold, hvad det møg kan gøre ved én. Jeg tror faktisk, de fleste mennesker er sukkerjunkier, ganske uden de ved det, men det er en anden snak. Jeg har selv drukket cola light, og kun cola light i ca. 13 år, så også her ved jeg, hvad det gør ved kroppen, og hvor afhængig man bliver. Jeg drikker det ikke længere, jeg stoppede fra den ene dag til den anden, jeg har ikke savnet det, og jeg rører det ikke igen. Så det er ikke fordi, jeg ikke har erfaringer med både sukker og de kunstige sødemidler, for det har jeg i den grad. Det er noget bras, det gør ikke noget godt for nogen, og det har sneget sig ind så mange steder, at vi ikke engang længere opdager, hvor meget vi får på en dag.

Jeg har oplevet episoder med både sukker og sødestoffer, som generede mig, så sent som i dag, og det er endnu kun tidlig eftermiddag. Ungerne skulle til frisør i dag, den ene efter den anden. Vi kørte ned til byen, Bertram og ham faren gik ind først, og jeg skulle i økobiksen og købe noget specielt kokosmel (som hun så ikke havde, hmrf)så der gik Ronja og jeg ind. Da vi kom derind, var der temmelig mange børn, godt nok er det lørdag, men alligevel. De fik alle sammen en lille økologisk skub-op-is af den slags vi selv har liggende i fryseren, så den genkendte Ronja selvfølgelig, og ville gerne have en. Der var åbenbart gang i noget skattejagt, som startede i økobiksen. Jeg tænkte, at det kunne vi da lige nå, inden det blev Ronjas tur til at blive klippet. Vi fik et skattekort, Ronja fik sin lille is, og vi gik afsted mod de butikker, der stod på kortet. Første stop var en skobutik, og gæt hvad Ronja fik? En slikkepind!! WTF? En slikkepind og en reklame nøglekæde. Gæt om hun overhovedet har set, at hun fik andet end slikkepinden? Hvorfor ikke bare nøjes med kæden? Nu ville Ronja slet ikke have mere is, nu ville hun have slikkepind. Fokus er på nuværende tidspunkt røget fuldstændig for pigen og jeg er småirriteret indeni, og er egentlig klar til at stoppe skattejagten her. Jeg kan så se på kortet, at man også kan gå ind i en lille børnetøjsbutik på vej tilbage til frisøren, så det prøver jeg lige, for de giver vel ikke slikkepinde alle steder? Nej, det gjorde de ikke, for i børnetøjsbutikken fik vi så juice! Hvorfor kan de ikke dele noget reklamebras ud i stedet? Godt så, jeg kapitulerer og går tilbage mod frisøren. Bertram ser selvfølgelig gevinsterne og vil også, og det kan jeg da fint forstå. Ham faren går derfor i Økobiksen og starter forfra. Han kommer dog ikke til skobutikken, men havner i stedet i brillebutikken, og det er jo fint nok, for der får man en ballon. Men kan man nøjes med en ballon? Nej, de får da også en pose med ikke mindre end 8 bolcher (som faren puttede i lommen). Der er faktisk 5 butikker endnu på kortet, og en af dem er endda slikbutikken, men her er man da selv ude om det, hvis man går derind så det gjorde vi ikke. Da Ronja og jeg er færdige i mødes vi med drengene, og vi må selvfølgelig i brillebiksen så Ronja også får en ballon. Og så bad jeg om KUN at få en ballon, tak. Ronja blev glad for sin ballon, men havde hun også fået bolcher, så havde ballonen være overflødig. I mellemtiden havde faren og Bertram fundet vej til en herretøjsbutik, så da vi kom tilbage til dem, sad Bertram med endnu en slikkepind. Og så sluttede festen altså. Jeg vil tro, vi har været i byen i 50 minutter max, inkl to frisørbesøg, og på den tid havde ungerne fået i alt 6 slikkepinde (ja, for de fik jo også hos frisøren, som ikke var så venlig, at spørge forældrene først, om det var i orden), de 3 smadrede halvvejs, de opdagede intet af det andet de fik, og der var ballade over at de ikke fik ens osv osv osv.

Så kan man måske argumentere for, at det er også fordi, de ikke får noget ret tit, så bliver de helt vilde, når de endelig gør. Men nej, det passer ikke. De får faktisk ret tit noget, lidt for tit faktisk. Både herhjemme og andre steder. Så det argument holder ikke. Det handler om, at de selvfølgelig kan mærke, hvor dejligt kroppen får det af at få sukker, ligesom alle andre. De kan som små børn bare ikke se de langsigtede mulige konsekvenser, og der skal jeg som forældre træde til, det er vel min pligt?

Senere hjemme sidder Ronja hos en af de andre i bebyggelsen og hygger. Jeg kommer lige derover, fordi jeg ikke har set hende længe, og vil lige tjekke om alt er ok. Hun sidder så, og drikker blåt saftevand. Hun viser mig det, og hun har ikke drukket ret meget, jeg tror faktisk ikke, hun kunne lide det. Og det stank, jeg siger det bare. Det kan da for pokker ikke gøre noget godt for nogen, at drikke noget så kunstigt som blå Fun light, der stinker som jeg ved ikke hvad? Og hvad gør jeg? Ingenting. Jeg sluger min kamel og lister hjem igen. Der er så mange følelser blandet ind i det mad, så hvis jeg siger noget til de forældre, der til daglig giver deres eget barn Fun light, så vil det lyde som om, jeg anfægter deres evner som forældre. Og det er ikke det jeg gør, jeg vil bare gerne have lov, at vælge noget andet på mine og mine børns vegne. Det kan muligvis godt være, det virker fordømmende på andre, men det er ikke det, der er hensigten.

Og her er beviset på, at jeg ikke er det mindste hellig. Fredagsguffen i går var hjemmelavet jordbæris i vafler med en mini flødebolle på toppen. Så det handler vitterlig ikke om, at jeg ikke under dem noget, jeg er bare ked af, at det er blevet så stor en del af hverdagen, og at vi som forældre skal føle, at vi skal forsvare os, fordi vi ikke har lyst til at vores børn skal have blå saftevand og slikkepinde fra Gud og hver mand. Det er IKKE synd for børnene, at sukkerindtaget bliver holdt i kort snor, det mente jeg i går, det mener jeg i dag, og jeg mener det højst sandsynligt også i morgen. Og så fik jeg vist raset ud for den her gang.

God lørdag aften herfra.

*Jeg vil lige pointere, at jeg ikke er ubetinget tilhænger af den kernesunde livsstil, men jeg mener, hun har fat i nogle pointer, som trængte til at blive hevet frem i lyset.

21 tanker om "Sukker og sødestoffer, endnu en gang."

  1. Ulla

    Armen, jeg er SÅ enig med dig Rikke og vi er helt på bølgelængde hvad både sukker- og kunstig sødestofpolitik angår. Kunstige sødestoffer spiser vi IKKE og sukker findes ikke i vores daglige kost. Punktum!
    Med denne holdning som både jeg og min mand deler, så kan du måske forestille dig hvordan vi har det, når børn hernede i Tyskland både i skole, børnehave og sågar VUGGESTUE får serveret sukker i deres kost næsten dagligt – selv i vores dejlige Steiner institution og skolefritidsordningen på Steiner skolen.
    Vi har kæmpet meget for at få det fjernet fra kosten, og vi har da også fået indskrænket det en lille smule, men det er stadig alt alt for meget de får! Vi kæmper stadig og giver ikke op.
    Men ja, der kan man sgu snakke om at blive set på som de hysteriske forældre!
    Øv, det med sukkeret er klart det største minus ved at bo her i Tyskland.
    Og ja, få mig ikke startet på slikkepinde der bliver stukket i hånden på ungerne uden forældretilladelse på apoteket, frisøren, bageren og aaaaaalle mulige andre steder! Vi må enten kaste os frem og nakke det ud af hånden på giveren, og hurtigt stikke det i lommen eller simpelthen blot takke nej selvom ungerne har set det. Det gør ikke noget. De er efterhånden vandt til det.

    Men ja, også i DK har jeg ofte taget mig selv i at sige ja til at mine børn må få juice, saft, sodavand, flødebolle eller andre ting fordi der er nogle andre børn der får det, og fordi jeg ikke vil stå og være hende den fanatiske. F.eks. hvis man er på restaurant eller café med venner (som også har børn med), som spørger: “Er det ikke ok, hvis ungerne får en saft/sodavand”?
    Og egentlig synes jeg slet ikke det er ok. Vi er på café og restaurant alt for mange gange om måneden til at jeg synes det er en speciel nok lejlighed til sukker (vores får altid vand – hvilket vi også selv gør bår vi er afsted med ungerne), men alligevel siger jeg ja, for jeg skal jo ikke være hende der “frarøver” de andres børn deres sodavand, så de andre forældre (hvis børn er vandt til at få sådan noget), står med en konflikt der skal tages. Suk, synes sgu det er svært, for ja – jeg føler også ofte at jeg står helt alene med ikke at ville give mine børn det skrammel på en helt almindelig dag.

    Og ja, vi spiser også sukker på specielle dage og når der skal hygges, men jeg må indrømme at vi simpelthen er nødt til at være mega stramme med det pga. alt det sukker de får i institution og skole. Heldigvis for vores lille Alfred, så skulle man ved indmelding oplyse om der var nogle fødevarer barnet ikke måtte få, og der sagde vi sukker. De har f.eks. æblemos med og uden sukker, så han får den uden. Kan slet slet ikke forstå hvorfor de ikke bare udelukkende har den uden sukker. Hvorfor skal de overhovedet have den med sukker?? Jeg forstår det simpelthen ikke. Den uden er sgu da sød nok i sig selv. Det er jo frugt for pokker! Det er sødt!
    Ellers er det vist også kun om fredagen de får kage til dessert, men på det tidspunkt er han allerede hentet, så det er vi da fri for.

    Lækkert fad! Mine unger ville også kaste sig frådende over det – uden tvivl. Herhjemme er pistacienødder en mega treat (mest fordi jeg glemmer at købe det noget oftere). De elsker det :-)

    Svar
  2. Jane

    Godt brølt, Rikke! Som du ved, har jeg sloges med vores nye Fritter om deres eftermiddagsmenu bestående af koldskål med vaniljeis og kammerjunkere eller kanelknækbrød og småkager, og selvom de tog det ilde op i øjeblikket, så skal jeg lige love for, at der er kommet rugbrød og grøntsagsstænger på menuen. I hvert fald 4 ud af 5 dage. Så langt, så godt.

    Jeg synes også, det er et problem, at sukker tilbydes allevegne ved alle lejligheder, store som små. Og jeg ved ikke, hvordan man skal håndtere det. Jeg gør det sådan, at jeg giver mine børn lov til at være med. Dvs. de får saft, slush-ice (åårh, det er det klammeste. Vel i virkeligeden Blå Fun, der er semifrosset), slik, whatever, men de får ikke lov at spise ubegrænset. Ofte beder jeg dem vælge, om de vil have popcornene eller slush-icen og så går det. Men mange af deres venner vælter rundt i det.

    Jeg synes ikke kun det handler om at for meget sukker kan ligge kimen til overvægt som voksne. For mig er det mere et spørgsmål om bevidsthed og om at man har det 100 gange bedre, når ens blodsukker ikke farer op og ned.

    Og det der med at børn, som ikke får sukker, ender med at hælde det i sig, når de selv kan bestemme, det er simpelthen det værste lorteargument i verden. Mine børn fråder ikke mere over slikket til børnefødselsdage end de andre børn gør. Langt de fleste børn (og voksne) får da en positiv reaktion i kroppen på sukker, uanset hvor tit de spiser det.

    Nå. Jeg synes heller ikke, jeg er hellig, selvom jeg ofte opfattes sådan. Men selvom vi laver sunde godter, så får mine børn også købeis, hvis vi fx er i Tivoli eller på besøg hos andre. Men det pudsige er, at ungerne jo ville blive ligeså glade for en skål jordbær med økofløde pisket med lidt vaniljesukker, så hvorfor ikke give dem det?

    Svar
  3. Jens K

    Jeg har stor respekt for jeres holdninger, selvom jeg ikke helt er enig. Men det behøver vi jo heller ikke at være:-)

    Men jeg sidder jo og tænker, hvis jeg skal undgå sukker hvad skal jeg så have på min havregryn med mælk? Det smager altså ikke godt uden.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tørret frugt af en eller anden slags. Rosiner eller abrikoser klippet i mindre stykker er fint. Og så en halv banan. Så er den fjong du.
      Så du de der film jeg linkede til for et par uger siden? Dem om sukker…ellers tag et kig på dem, de er vældig interessante. The skinny on obesity hedder de.

      Svar
      1. Birgitte

        Frugtsukker påvirker blodsukkeret på nøjagtig samme måde som almindeligt sukker. Argumentet for at spise (tørret) frugt skulle så være, at der trods alt er mere næring i, end alm sukker…

        Svar
        1. Rikke Forfatter

          Ja, men der er alligevel forskel i den måde kroppen bruger det på. Jeg tænker ikke kun på blodsukkeret, men hvad der sker kemisk i hele kroppen ved brug af sukker. Men det kommer nok, som så meget andet, an på hvem man spørger. Jeg har ingen problemer med at mine unger får tørret frugt i rimelige mængder.

          Svar
          1. Birgitte

            Nix, det er der ikke… I øvrigt beder tandlægerne forældrene om at begrænse indtaget af tørret frugt hos børn fordi det har tendens til at klistre fast til tænderne og danne grobund for huller.

  4. Birgitte

    Jeg har det virkelig svært med den sukkerdiskusion… Der findes så mange underlødige fødevarer, som jeg mener gør langt større skade end sukker. Men det virker som om at hele den ernæringsdiskusion er ved at antage religiøse dimensioner ;-)
    Hos os har vi fredagsslik, kage ind imellem, og så masser af sund fornuft :-) Mine børn véd hvad sukker i for store mængder kan gøre ved deres krop, men at undgå det helt – nej tak!
    Til gengæld synes jeg også det er svært med de der slikkepinde og vingummier, der bliver delt ud i snart sagt hver butik. Fordi vi ikke fornægter sukker, betyder det ikke at slik er tilladt til hverdag, og jeg vil gerne selv have lov at bestemme hvornår ungerne skal spise slik. Se den del er jeg meget enig i :-)

    Svar
  5. Benjamin

    “I princippet er det samme slags sukker, der findes i et æble som i sukkerskålen. Sukker fra frugt er derfor ikke sundere end andet sukker, men da der i frugt er mange vitaminer, mineraler og fibre, er det en god grund til at vælge frugt frem for slik.
    Sukkeret i æblet optages også langsommere i kroppen end rent, hvidt sukker, da æblet først skal nedbrydes. Den langsommere optagelse gør, at blodsukkeret ikke stiger kraftigt og hurtigt for derefter at falde igen med øget træthed til følge.

    Derfor kan det være mere behageligt og effektivt at få det langsomme sukker fra frugt end det hurtigere fra sukkerskålen.”

    Kilde: http://iform.dk/kost/kost-og-sundhed/er-sukker-fra-frugt-sundere-end-hvidt-sukker

    “Tilsat sukker – energi uden indhold
    Når man debatterer sukkers indvirkning på sundheden, er det vigtigt at skelne mellem tilsat sukker og naturligt forekommende sukker, som for eksempel laktose i mælken og fruktose i frugten. Betegnelsen ”tilsat sukker” dækker over alle sukkerarter, der kommes i færdigvarer (kager, brød, slik, marmelade, sodavand, m.m.) eller tilsættes maden (for eksempel sukker på havregrynene, i kaffen m.m.). Problemet ved de nævnte sukkerkilder er, at de øger kalorieindholdet i maden ganske betragteligt. Da sukkeret er blottet for sunde vitaminer og mineraler, forekommer bidraget som tomme kalorier, der ernæringsmæssigt blot giver energi. Dette kan være kærkomment under fysisk udfoldelse, men er et problem i en mere eller mindre inaktiv hverdag, hvor sukkeret tilfører overflødige kalorier, der i sidste ende kan medføre fedme.

    Naturligt sukker er ok
    Modsat det tilsatte sukker betragtes det generelt som harmløst at indtage sukker fra kilder, som det forekommer naturligt i, for eksempel mælk, frugt og grønsager. Her indgår det som en naturlig bestanddel på lige fod med proteiner, fedt, fibre og mikronæringsstoffer og kan derfor ikke betragtes som ”tomme kalorier”.”

    Kilde: http://www.netdoktor.dk/madogkrop_sukker_med_maade.htm

    Jo, der er forskel :)

    Svar
    1. Birgitte

      Frugtsukker er et monosakkarid, der som det hurtigste af flere sakkarider optages i kroppen. Jeg forholder mig til sukkerets indvirkning på blodsukkeret, ikke på de næringsstoffer man får med i købet når man spiser f.eks tørret frugt frem for rent sukker. Så i virkeligheden kan “dilemmaet” deles op i to: 1) indvirkning på blodsukker og 2) næringsværdi. Indvirkning på blodsukkeret er den samme for frugtsukker (monosakkarider) og alm sukker (disakkarider), hvorimod jeg selvfølgelig er klar over at tørret frugt indeholder store mængder af særligt mineraler. Hvis man er nervøs for pludselige blodsukkerstigninger, så er det en idé at være mådeholden med såvel tørret frugt som alm frugt. Faktisk går sundhedsstyrelsens anbefalinger på at “de 6 om dagen” fortrinsvis er grøntsager (polysakkarider = langsomt optagelige kulhydrater). Folk med diabetes kan af samme årsag heller ikke spise uanede mængder frugt – men gerne masser af grøntsager.
      Selv :-)

      Svar
  6. Benjamin

    Delvist enig – Hvis man vil tabe sig kan man heller ikke bare spise løs at frugtfadet. Men jeg vil stadig påstå, at kroppen hellere vil have 2 stk. tørret frugt frem for 2 stk. sukkerknalder….

    Ser man bort fra blodsukkeret, så er vi vel enige om, at kroppen bedst kan lide nr. 2 herunder?

    1. Havregryn, 2-3 spsk. sukker, mælk.

    2. Havregryn, hasselnødder, mandler, jordbær, rosiner, tørrede abrikoser, banan, mælk.

    Jeg vil i hvertfald til hver en tid vælge nr. 2. Har engang selv været på nr. 1 og har også fyret godt med sukker i kaffen. Men sådan er det vel når man er ung, og ikke kan lide kaffe. Nu skal den være “black as a moonless night”… ;)

    Svar
  7. Rikke Forfatter

    Ja, det påvirker blodsukkeret, enig! Og ja, man kan ikke bare spise løs, enig. Men jeg er ikke enig i, at det er det samme for kroppen. For det første fordi der skal større mængder frugt til for at få samme mængde sukker som når man får tilsat sukker. F.eks i en cola, der skal alligevel spises nogle æbler for at man opnår samme mængde sukker osv. Så jeg er slet ikke enig i at det er ligemeget om man spiser det ene eller det andet. Frugt er designet til at spise helt, og ikke bare sukkeret i frugten og det gør en væsentlig forskel.
    Måske vrøvlet formuleret, men jeg har lige børn i bad og en dreng der svinger sig i bruseren haha.

    Svar
    1. Birgitte

      Jeg ville aldrig påstå at nogen skulle drikke cola i stedet for at spise æbler. Frugt er sundt, der er alle mulige gode ting i, men frugtsukker gør det samme ved blodsukkeret som sukker-sukker. Det virker bare til, at der er mange der ikke tænker over det, når de begynder at “lade være med at spise sukker” fordi det er usundt eller piller for meget ved blodsukkeret – og det provokerer mig altså lidt ;-)
      Jeg er ikke uenig i, at en almindelig kost hvor sukker-sukker pilles ud og IKKE erstattes af noget andet, vil have en gavnlig virkning på sundhed generelt. Klart det vil! Men hvis man ikke er klar over, at det man så kommer i stedet for sukker-sukkeret i mange tilfælde har den nøjagtig samme effekt – ja så har man jo købt katten i sækken!
      Har du i øvrigt tjekket kulhydratindholdet i mørk chokolade vs tørrede abrikoser ;-)

      Svar
  8. Birgitte

    Jo, kroppen vil da foretrække nr 2 pga den næring der er i nødder og frugt – det har jeg aldrig været uenig i! Men særligt rosiner og abrikoser vil stadig påvirke blodsukkeret på samme måde som alm sukker – kemien er den samme :-) Tørrede frugter har i øvrigt omtrent det samme kulhydratindhold som sukker…
    Jeg synes bare det er lidt farligt at forsage sukker for sukkerets skyld, og så tro at den hellige ko er velbevaret (eller noget…) når man så erstatter med frugtsukker.
    Men vi er IKKE uenige i, at moderate (eller små) mængder tørret frugt er væsentlig sundere end knalderne pga de ekstra næringsstoffer i den tørrede frugt. Men nu var det fra begyndelsen blodsukkeret jeg kommenterede på…

    Svar
  9. Benjamin

    “Men særligt rosiner og abrikoser vil stadig påvirke blodsukkeret på samme måde som alm sukker – kemien er den samme. Tørrede frugter har i øvrigt omtrent det samme kulhydratindhold som sukker…”

    Ja…

    Men tørrede rosiner og abrikoser vil i min verden stadig være en bedre kilde til sødme i f.eks. morgenmad, end tilsat sukker, som kun er tomme kalorier. Sukker bidrager ikke med noget. Det gør frugten…Dvs. man erstatter ikke bare, man tilføjer ekstra vitaminer og mineraler. Stor forskel. ;)

    Det er selvfølgelig en forudsætning at det er økologisk, så det netop er uden *tilsat sukker*, svovl osv.

    Svar
  10. Benjamin

    Havregryn, sukker = søde havregryn med tomme kalorier.

    Havregryn, tørret frugt = søde havregryn + vitaminer, mineraler, fibre osv.

    :)

    Svar
  11. Benjamin

    Og så lige en sidste, så har jeg vist fået sagt det jeg skulle:

    http://iform.dk/kost/kost-og-sundhed/sundt-slik

    Hvis man ikke KAN undvære det søde, som f.eks Jens, der ikke kan spise havregryn uden sukker, så er det altså et SUNDT alternativ. Hvis Jens bytter sit sukker ud med en omgang tørret frugt og lidt banan eller hakket æble, så får han da en meget bedre start på dagen. Stadig masser af energi, ja, men han løber også meget, så det går nok, men pludselig får han også noget som er godt for maven + vitaminer og mineraler. Det en win-win, du!

    Svar
    1. Birgitte

      Benjamin, vi er ikke uenige i, at tørret frugt er at foretrække frem for sukker-sukker! Man skal bare ikke tro at man med tørret frugt kommer udenom den pludselige blodsukkerstigning :-) Og det var som skrevet dét det handlede om at få kommunikeret ud for mig…

      Svar
  12. Jens K

    Der gik da lige diskussion i den:-)

    Benjamin, jeg plejer at spise havregryn, mælk og godt med sukker:-) et par timer før jeg skal løbe langt (20 km eller mere) og det plejer at virke for mig. Jeg giver da gerne option 2 en chance, men tvivler lidt på det vil gøre mine smagsløg glade:-)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>