Månedsarkiv: juli 2012

Herbjørg Wassmo, here I come

Jeg nåede dælme at læse en hel bog på ferien, og den var endda på 600 sider! Ja ja, jeg valgte ganske vist den nemme løsning og gav mig i kast med Nymåne af Stephanie Meyer, 2´eren i Twillight sagaen, men jeg er nu alligevel overrasket over, at jeg nåede hele bogen. Jeg er ikke helt vild med at indrømme det, men den vampyrhistorie er kravlet godt ind under huden på mig, den er altså spændende! Nu venter jeg på 3´eren, men min kære svigerinde skal lige vende hjem fra ferie, før jeg kan låne den. I mellemtiden har jeg så været så vovet, at kaste mig over den Herbjørg Wassmo bog, som ikke kom med i kuffterten til Bulgarien. Den ville simpelthen være for tung følelsesmæssigt, hvis den er bare lidt i stil med de andre jeg har læst af hende. Men læses det skal den, og jeg tror, jeg er klar nu. Det lyder måske underligt for nogle, men siden jeg var igennem operation og behandling for livmoderhalskræft sidste år, har jeg været på sådan en følelsesmæssig rutsjebanetur, at jeg ikke har kunne læse, se eller lytte til noget, der kostede mig på følelserne og gjorde mig trist. Men jeg tror, jeg er kommet dertil, hvor jeg godt tør prøve kræfter med det igen. Måske bliver jeg ikke færdig med bogen denne gang, men jeg føler noget stærkt ved, at jeg i det mindste, tør give mig i kast med det.

Så nu vil jeg gå i seng og tage Herbjørg Wassmos Et glas mælk, tak med mig. Godnat og sov godt.

Madlede og morgenmad

Et ordsprog bliver vel til et ordsprog, fordi der er noget om snakken? Ude godt, men hjemme bedst holder i hvert fald. Vi er hjemme fra Bulgarien, og det er nu dejligt. Ikke mindst på madfronten. En ting er, at man kan blive slået ud af varmen, men når man bliver slået ud af maden oven i, så er der ikke meget energi tilbage. Det har været lidt af en udfordring, at få kost med både nærring, mæthed og god smag. Ja, faktisk så lykkedes det ikke!! Jeg forsøgte så godt jeg kunne, at få lavet noget fornuftigt, når vi spiste hjemme, både morgen middag og aften, men nemt var det ikke. Det var mindst lige så svært at finde fornuftig mad til ungerne på restauranterne, hvis ikke sværere. Og jeg er bare ikke god til at abstrahere fra det, ikke mindst fordi min krop bliver utrolig påvirket af det. Min mave bliver ramt, mit humør og mit energiniveau bliver i den grad også ramt. Og det samme sker jo for ungerne, de kan bare ikke regne ud, at det er derfor.

Det værste var uden tvivl maden ved poolen. Vi forsøgte to gange, men så ville jeg altså hellere give dem frugt og kiks i stedet, og så ristet brød om eftermiddagen, når vi kom tilbage til lejligheden.

Her er et glimrende eksempel på poolmaden. Det her er så en “baked sandwich with egg, cheese and tomato”(wtf???) Er det mig, der er sart? Eller kunne den æggesandwich opgraderes bare en smule? I hvert fald endte jeg med, at måltiderne var noget, der skulle overståes, og gerne med bind for øjnene. Ikke alt mad, var den her standard, bestemt ikke. Der var et par fine restauranter med ganske udemærket mad, og omgivelserne var rigtig dejlige med den smukkeste udsigt. Men jeg begriber ikke, hvorfor poolmad altid skal være så elendig. Det eneste sted, vi har oplevet det anderledes, er de gange vi har været i Las Vegas.

Inden vi tog til Bulgarien, var madlavning ved at hænge mig langt ud af halsen! Jeg var SÅ træt af at finde på, finde på, finde på. Men glæden er vendt tilbage, jeg er klar til at indtage køkkenet igen.

Dagen startede med den her tallerken. Ristet økologisk kernerugbrød, rørøg, jordbær rørt med en smule sukrin, kirsebær, agurk og en mellemlageret ost, med en kop grøn te on the side. Og til dessert en god kop kaffe. Der er ikke noget hokus pokus i den morgenmad, den var bare rigtig frisk, lækker og mættende og jeg var ikke den eneste, der pludselig fik appetit igen.

Postkort fra Bulgarien

Erfaringer so far:

-Man har ligesom aldrig fedt hår på en badeferie

-Russere fylder rigtig meget

-Müslibarer, bananer og chokoladekiks kan faktisk godt udgøre det for frokost host host

-Edward er rejst, og har efterladt Bella knust, hvad ligner det?

-Det russiske alfabet giver INGEN mening!!

-Varme er opreklameret

-Husk solcreme, også øverst på ryggen for fanden altså!!

-Vaskeri der henter, vasker, stryger og bringer styrer max

-Trætte børn og trætte forældre er en dårlig combo, også i Bulgarien

-Man kan godt savne Netto ret meget

-Forbudt aftenbadning med tøj på er top sjovt

-Man kan godt overleve på dårlig kaffe med langtidsholdbar mælk

-Man kan godt have seriøse samtaler med fremmede i bikini, hvis der er en pool ved siden af

Courgetter med tomat og parmesan, og pasta med laks og fløde

Torsdag aften inden vi tog til Bulgarien, stod aftensmaden på alt godt fra køleskabet og verdens mindste køkkenhave. Vi havde et pragteksemplar af en courgette i køleskabet, som vi skulle have spist inden afgang. Vi havde også en rest af både bagt og røget laks, som skulle bruges. Og en masse æg. Det blev til den her, måske lidt usædvanelige, men lækre og mættende ret.

Bagte courgetter med tomater og parmesan:

1 stor courgette

lidt forårsløg

2 tomater

frisk basilikum

friskrevet parmesan

1 fed hvidløg

salt og peber

Olivenolie

Skær courgetter i tykke skiver, ca. 1,5 cm. Steg dem gyldne i olivenolie. Placer dem i et ildfast fad. Smid snittet forårsløg på panden med et fed hvidløg. De skal kun have et minutstid. Fordel løgene på courgetteskiverne. Læg et frisk basilikumblad på hver skive, og derefter en skive tomat. Drys med salt og peber og fordel revet parmesanost henover. Ind i ovnen til osten er smeltet.

Pasta med laks, fløde og citron

En lille portion fuldkornspasta

1 fed hvidløg

lidt røget laks

lidt bagt laks

1,5 dl. fløde

saft af en lille citron

salt og peber

Olivenolie

Drys med frisk basilikum

Kog pastaen. Skær den røgede laks i tern, sted ved høj varme i lidt olie. Tilsæt den bagte laks og sted kort. Tilsæt hvidløg og pasta, derefter fløde og citron. Lad det varme sammen et minutstid, og drys med frisk basilikum. Nemt ik?

Og så blev det til et spejlæg on the side, for æggene skulle bruges, og maverne skulle mættes.

 

Glimt

Leg i haven / Vandmelon / Freække Ronja / Kartoffelmad / Ronja og Bertram cykler / Æggemad / Frække Bertram / Tomatmad / Morgenmad / Grøntsager til lasagne

Så er vi tæt på afgang

Og lige nu er jeg dælme glad for, at vi skal ned til sol og sommer! Jeg er rigtig træt af den her udsigt.

To rejseklare rødder, der lige tester, om Junglebogen virker som den skal på iPad´en.

Kufferterne er pakket, madpakkerne smurt og lufthavnen i Burgas er åbnet. Vi er klar.

Rejsefeber

Jeg er en af dem, der får rejsefeber. Selv da jeg skulle til Middelfart nåede den at sætte ind. Latterligt måske, den kære mand synes i hvert fald jeg er tosset, men vi har vel alle vores stærke og svage sider. Jeg er ikke god dagene før en rejse, ligesom jeg heller ikke er god til edderkopper, gyserfilm og sørgelig musik. Og det hjælper da i hvert fald ikke på det, at der angiveligt kom en selvmordsbomber forbi Bourgas lufthavn hvor vi gerne skal lande i morgen formiddag.

Jeg forsøger at holde tankerne på valg af bøger, legetøj og andet ferietamtam, og skubbe det med bomben lidt til side. Lige nu er det Nymåne og  Blå bror, der er på vej i kufferten. Jeg læste det meste af Tusmørke, da vi var på Tenerife i januar. Den er nem at læse, den er god at gå til og fra og den kræver ærlig talt ikke den store tankevirksomhed, og det er nok det, jeg skal satse på. Jeg har ikke tidligere læst noget af Ib Michael, men jeg har to af hans bøger liggende, for jeg har længe gerne ville. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, jeg får læst en hel og kan gå i gang med en anden, det er bare rart at kunne vælge, hvad lysten er til.

Det meste er pakket. Ungerne har været hos mormor et par timer, mens jeg legede tornado og kastede alt i kufferterne. Vi mangler vist bare ungernes fjällræv til flyet, og der må de selv være med, og så de der irriterende last minute ting. Ja, og så skal der lige laves et par madpakker i aften til flyturen. Vi skal afsted hjemmefra kl. 4 i nat, så det bliver med unger i nattøj, og morgenmad i tasken.

I morgen ved den her tid, så er vi forhåbentlig helt fremme i lejligheden, nu skal det bare overståes. Ja, jeg er virkelig ikke god, et par dage før en rejse!

Så fra i morgen, så er jeg turist, og jeg håber godt nok ikke, jeg er en af dem, som der så kærligt skrives om her og her. Tiden må vise, om jeg dukker op, så fint beskrevet, på en anden blog om et par uger hahahaha……

Ferien er skudt i gang

Vi starter langsomt, for det kræver et par dage eller 4, at komme ned i gear, men jeg kan mærke, at allerede i dag, er ferietempoet ved at ramme os. I hvert fald vågnede jeg i morges, og var allerede bagud inden jeg stod op. Jeg havde forregnet mig på flere punkter, for jeg har jo ikke andet end god tid, når der er ferie? Jeg havde åbenbart stadig ting, jeg skulle nå til tiden.

På fredag rejser vi sydpå, vi skal en tur til Bulgarien. Vi har lejet en lejlighed af min tidligere chef. En taglejlighed med stor terasse, grill, køkken, stue, soveværelse osv. Det ser utrolig lækkert ud, vi glæder os rigtig meget til at komme afsted. Jeg er helt ærlig ved at være godt træt af den danske sommer, og jeg er langt fra den eneste. Kunne jeg sende en klage et sted hen, så gjorde jeg det, med ekspress post! Jeg er rigtig glad for, at vi skal sydpå, og ikke har lejet sommerhus i Danmark, som vi gjorde sidste år.

Indtil videre er dagene gået med cykelvask, en tur i skoven og regnvejrssysler herhjemme. Vi har haft besøg, og ungerne har besøgt venner. Et par gode dage til at komme ned i tempo.

De næste dage fortsætter i samme stil, stille og roligt gør vi klar til fredag. Egentlig er jeg ikke til høj varme (siger hende, der boede på Malta i 5 år), men lige nu er jeg klar på stort set alt andet end den her sørgelige undskyldning for en sommer! Og ungerne elsker det. Vi skal bade, slappe af, bade lidt mere, spise is, se tegnefilm i sengen, spille lidt, bade, dase og måske kan mor og far få læst lidt i en bog også. Det er lige det, vi alle trænger til. Vi var på Tenerife i januar, og hold-nu-op, hvor har jeg aldrig oplevet mine unger så zen agtige før, så det må vi have mere af. Jeg tror på, at Santa Marina i Sozopol har alt det vi skal bruge, nøj hvor vi glæder os nu.

Men indtil videre må vi holde os til de der regnvejrssysler, for den der tur til Frilandsmuseet og en aften picnic på stranden er udsat for nu, jeg gider simpelthen ikke i stiv kuling og regn. Men klippe klistre, modellervoks og geomag er også ok, det der tæller er, at vi har ferie sammen. Ferie styrer…

Verdens mindste køkkenhave

Jeg er ret imponeret over, hvor meget den kære mand kan få presset ind i vores virkelig lille have. Jeg har været på rundtur og det her er ikke engang alt, hvad haven byder på.

Courgette

Lidt mindre courgette

Basilikum

Cherrytomater

Ærter

Chokolademynte

Hindbær

Rosmarin

Ananassalvie og purløg

Æbler

Persille

 

Marokkansk mynte

Og til sidst et bevis på, at vores have virkelig er lille. Det er kun det inde bag det lille hegn, der er vores eget. Jaja, vi snakker ikke afgrøder i bonderøvsstil, det ved jeg godt, men det er nok til, at de små filurer på 4 år kan plukke lidt af det hele, og det er det, der er meningen med det hele. Bortset lige fra krydderurterne, som handler om smag og økonomi, for det er dog utroligt, så dyre sådan nogle er i supermarkeder, og de smager ikke af nær det samme, som det man lige kan plukke i verdens mindste have. Og jeg må give al ære til den kære mand, det er fuldstændig hans værk. Fint ik?