Madspildsudfordring

Jeg beundrer folk med systemer. Tænk at nogle mennesker, kan lave madplan for en måned eller kun handle en gang om ugen, eller ordne grøntsager til ugens forbrug på en søndag. Om det så handler om økonomi, tid, etik eller det hele på en gang kan vel variere, men i hvert fald er tingene på en eller anden måde sat i system. Jeg kan det ikke. Jeg har flere gange forsøgt mig med madplaner og storindkøb, men det går ikke, jeg dur ikke til det. Hvordan i alverden kan jeg vide om søndagen, hvad jeg har lyst til at spise om onsdagen? Hvad nu hvis jeg ikke har noget med rødkål på menuen, og når jeg så handler, så støder jeg på de fineste flotte rødkål, som inspirerer mig til en masse rødkålsretter? Nej, jeg er vist alt for impulsstyret.

I går skulle bilen afleveres til mekaniker, og vi får den først mandag aften. Derfor skulle jeg handle ind inden, i hvert fald de tungeste ting. Jeg handlede de varer, der så lækre friske ud og som er i sæson, og så fandt jeg på noget aftensmad. Men jeg har da ikke fået handlet ind til en planlagt aftensmad til i aften og i morgen aften. 3 dage skulle jeg planlægge, og den gik ikke. Som så ofte før, så må jeg åbne køleskabet, og så kommer menuen ud fra, hvad der viser sig. Det i sig selv har jeg det fint nok med. Det inspirerer mig og gør mig dygtigere hele tiden. Men den seneste tid har jeg lagt mærke til, at vores madspild er øget betragteligt. Og alt det her gik jeg og tænkte meget på i Bulgarien, så husholdning kan jeg vist ikke holde helt ferie fra. Vi snakkede om det på ferien, for jeg synes virkelig, det er blevet værre. Så det her indlæg var allerede undervejs, inden jeg opdagede DR2 temaet om madspild i går aftes. Det så jeg selvfølgelig med største fornøjelse, når nu tankerne kredser om det, og jeg så den inspirerende No Impact Man bagefter. Alt det her tilsammen giver vist anledning til en lille udfordring. Dem har jeg ellers ikke været meget for i den seneste tid, for mine sidste udfordringer til mig selv, faldt ikke så heldigt ud, synes jeg. Men nu hopper jeg på den igen, og hvis nogle derude har lyst til at være med, så er I hjertlig velkommen, bare sig til.

Udfordringen lyder på, at de næste to uger, dvs til og med søndag d. 19. august skal ALLE madvarer i køleskabet bruges. Alle rester skal finde plads på menuen. Jeg er ikke så naiv, at jeg udfordrer mig selv til madplaner og indkøb en gang om ugen, men det her er også rigeligt. Intet må smides ud, og hvis jeg gør, så dokumenterer jeg det og står til ansvar.

 Samtidig vil jeg ind i mellem give eksempler på de gode retter af restemad, som jeg forhåbentligt får bikset sammen.

Desuden inspirerede programmet mig til at få en kompostbeholder, så det må jeg vist lige få snakket med ham manden om. Ja, høns gad jeg da også godt, men jeg er ikke sikker på, at resten af rækkehuskvarteret er enige i, at det er en god idé. Måske man kunne bestikke dem med æg? Og jeg kom da også til at tænke på, hvor containerne er hos den lokale Irma?? Er de låst inde? Skal man planke den, eller er de mon tilgængelige? Det der skralderi lyder altså ikke helt tosset. Hvis man både kan skaffe rødvin, ost og chokoladeskildpadder på den måde, så lyder det ikke så skørt endda. Men det må blive en anden udfordring….måske.

12 tanker om "Madspildsudfordring"

  1. Jane

    Det er en supersag! Vi smider ikke meget ud, synes jeg. Alle triste grøntsager ryger i juiceren og resten bliver spist op.

    Til gengæld vil jeg også vildt gerne have høns. Æg er en af de største poster på vores madbudget. Vi bor i villalejlighed og er heller ikke sikker på, om vi kan få underboerne med på idéen. Overvejer som Plan B at høre, om vi kan leje et par høns hos en af datterens veninder, som bor længere ned af vejen og som har mange høns i baghaven.

    Svar
  2. Birgitte

    Den udfordring hopper jeg med på – om en uge når hverdagen begynder igen… ;-)
    Og hvis man så SKAL være skralder, så SKAL man da skralde hos Irma!!! Griner højt!!! Tror Nettos containere er lettere tilgængelige ;-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Dejligt du vil være med. Det er ikke nemt, det kan jeg godt sige dig, her på dag 2!!

      Og eftersom jeg er temmelig træt af Nettos udvalg for tiden (jeg synes altså, det går ned af bakke for den butik?), så er der vel ingen grund til lige frem at tage deres skrald også :D Nææh du, Irma, det ved man hvad er (og man ved så også hvad det koster, så jeg bryder ikke helt med Netto, trods vores noget lunkne venskab for tiden :)

      Svar
  3. Ladyjane

    Meget fint indlæg og lækker tankegang, men kunne du ikke vente med det til efter vi har været ud og smovse i Rikkemad.
    Nu tænker jeg at vi skal ud og have restemad af ting du har fundet i irmas kontainer (selvom det nok ikke er den værste kontainer ;-) )

    Ej, det lyder som en rigtig god idé og jeg er sikker på du sagtens kan hitte på en masse for at undgå dumt spild. Og så er der jo også en masse penge at spare!.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Haha, tænkte godt på dig, da jeg skrev det :D Men restemad betyder jo heldigvis ikke, at jeg ikke må købe nyt også :)

      Svar
  4. Ladyjane

    Det var i hvert fald super lækkert det du lavede til os, og super sødt med himbærsnitter (;-))

    Svar
  5. Jens K

    Tak for super dejlig mad i går:-)

    Løsningen er jo simpel, inviter mig hver dag og vupti ingen rester.

    Ps Kan du ikke smide opskriften på den der koldskål? Bare ved lejlighed engang:-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Dejligt I kunne lide det :)

      Koldskålen ligger allerede på siden, søg på koldskål i søgefeltet :)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>