En kontrol, og en gang træning

Og hvor skal jeg så lægge fokus? Skal jeg fokusere på, at jeg har været til endnu en 3 måneders kontrol på Riget, eller skal jeg fokusere på, at jeg på trods af, hvor meget sådan en kontrol kræver af mig mentalt, rent faktisk tog til træning først? Bare lige så det giver mening for alle, også nye læsere, så har jeg for nylig meldt mig ind i et fitnesscenter, og jeg har for 1,5 år siden haft livmoderhalskræft. Nogle dage ser jeg bagud, nogle dage ser jeg fremad. Kræften ligger bagud, og skal gerne blive der, træning ligger nu og fremad, og sådan skulle det gerne fortsætte. Måske vil jeg i dag bare fokusere på, at begge dele er en del af mig. Den ene del fylder meget i tankerne, den anden del kommer til at fylde meget i hverdagen fremover.

Jeg er stadig rask, hallelulja. Jeg hader dagene op til en kontrol. Ikke fordi jeg går og tror det vender tilbage, for de har jo for pokker taget hele mit underliv og mere til, men alligevel så kører tankerne på højtryk lige op til. Der er en grund til, man går til kontrol, og det er at det rent faktisk kan vende tilbage, uanset hvor meget de har taget ud. Og den tanke er svær at slippe helt. Som dagene går, bliver tankerne færre, de er ikke længere alt opslugende, men de er der. Hver dag. Og de der tanker om at leve sit liv, og leve det lykkeligt, for man ved aldrig, de er der også. De sætter baren højt. Ikke på den måde, at livet kun er lykkeligt, hvis jeg bestiger Mount Everest, eller hopper ud fra et fly med en faldskærm, for sådan har jeg det slet ikke. Men at finde frem til en grundglæde, og holde fast i den, det betyder noget. Det betyder noget, at jeg bruger min tid, på noget jeg holder af, småt som stort. Bruger min tid, på mennesker jeg holder af. Kysser mine børn til de bliver vanvittige af mig, husker mig selv i hverdagens hverdag, stopper op og dufter til blomsterne. Det lyder banalt, men når tingene har været sat så meget på spidsen, som de har været for mig, så går det fra at være banalt til at være meget bogstaveligt.

Og derfor har jeg længe ikke haft lyst til det træning. Et fitnesscenter er ikke særlig dufte-til-blomsterne-agtigt. Men jeg er kommet på andre tanker, bedre tanker. For jeg har fået flettet det sammen med grundglæden. At passe på min krop på den motionsagtige måde, er en vigtig del af et godt helbred. Og et godt helbred betyder sgu noget. Det kan hjælpe til, at jeg bliver mindre plaget af min diskus prolaps. Det kan hjælpe til, at jeg får mere energi.Det kan hjælpe mig til at tabe de der 10 kg. jeg vejer for meget, så jeg rent statistisk har mindre risiko for utallige andre sygdomme, som jeg gerne vil være foruden. Det kan hjælpe til, at jeg viser et sundt og godt forbillede for mine børn, så også de gerne skulle lære, at man skal passe på sig selv. Men jeg er undskyldningernes kvinde. Jeg har altid en god forklaring på, hvorfor jeg ikke fik trænet i dag. Det har jeg altid haft. Jeg har altid en god forklaring på, hvorfor jeg ikke får dyrket motion, uanset hvor godt det er for mig. Og netop derfor, var jeg temmelig stolt, da jeg i går, inden min kontrol, fyldte drikkedunken med vand, tog træningstøjet på, og tog til træning og gav den hele armen, på trods af, at jeg lige er startet op. Jeg kunne så nemt være blevet hjemme. Lige den her undskyldning, synes jeg virkelig gav mening. Men nej, jeg tog det rigtige valg for mig, og hvis jeg ikke kan bruge en kræftkontrol som undskyldning for at blive hjemme, ja så er jeg vist løbet tør for undskyldninger all together.

I dag har vi været i biografen med ungerne. Vi så Modig. I den møder prinsesse Merida skovnymferne, der viser hende vej til hendes skæbne et par gange undervejs. Det ville ikke være dårligt, med et par nymfer i mit liv ind i mellem, når jeg farer vild, og ikke helt ved, i hvilken retning min skæbne ligger. Hvor ville de mon vise mig hen? Jeg håber, jeg har ret, når jeg føler, at de i hvert fald ikke ville vise mig tilbage til sygdom, men frem i livet og at sygdommen var en bumbet omvej, og nu er jeg på rette vej igen. På vej mod min skæbne, som forhåbentligt er brolagt med grundglæde og mennesker jeg elsker. Jeg tror, jeg er på vej.

Et billede min kære søn har taget af mig. Et billede som min forfængelighed af mange årsager, kunne stoppe mig i at vise, men lige der, da han fangede mig, lyste hans grundglæde sådan ud af ham, han var lykkelig over at måtte låne mors højt elskede kamera, og det smittede. Så til trods for morgenhår, runde kinder og det at jeg muligvis ser en smule bælgøjet ud, så var jeg lige der lykkelig. Og lykke vejer mere end runde kinder, trods alt.

 

12 tanker om "En kontrol, og en gang træning"

  1. Jane

    Jeg synes, det billede viser en supersmuk kvinde! Wow!

    Og sikke et fint indlæg. Det er helt sikkert, at du har en anden baggage end os ordinære lykkejægere, men det lyder som om du har gang i både nogle gode ting og nogle gode tanker. Og jeg tror på, at lykken starter i tankerne.

    Og nymfer, siger du? Ja, altså nogen (bl.a. Charlotte/Sundforsjov og min mor – uden at der skal være nogen sammenligning mellem de to) tror jo på, at der er engle omkring os, som trøster og guider. Tanken er skøn og lidt creepy på en gang, men jeg er også på et ufatteligt lavt niveau, når det kommer til spiritualitet. Men jeg arbejder på at stige lidt i graderne ;-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Enig, lykken må starte i tankerne.

      Og ja, det er lidt creepy, så derfor vælger jeg også, at lukke øjnene lidt for det, for jeg kan egentlig ikke helt overskue, hvis der er nogle, jeg ikke kan se, som holder øje….

      Svar
  2. DorteS

    Hvor er det sejt gået, at du kom afsted! Sådan!
    Jeg kender det selv alt for godt, blivver ofte fanget af, at “jeg gør det bare i morgen”. En ting, der engang imellem virker for mig, er at bryde det op i bittesmå bidder. Jeg kan da i det mindste lige tage træningstøjet på – så er jeg nået så langt, og så kan jeg altid lade være med at gøre mere. Dernæst – finde min ipod frem, pakke taske, eller hvad det nu er, der så står øverst. For mig virker det faktisk ofte – for når jeg kunne det første, kommer de næste punkter også nemmere.
    Dernæst er jeg gået væk fra tanken om, at den altid skal have max gas. Det vigtigste for mig er at komme ud af døren og få et par km i løbeskoene – og så glæde mig over det, i stedet for at piske mig selv over, at jeg skal være topsej og ultrasporty med personlige rekorder hver evig eneste gang. Det er ikke det, det handler om. Det handler om, at det også skal være sjovt – ellers gider man ikke igen…
    Håber, du kan bruge det til noget! :-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Lige det der med personlige rekorder kender jeg alt for godt. Og har lagt det bag mig, for det er ikke længere det det handler om for mig. Jeg har været alt for fokuseret på forkerte elementer i træningen, i hvert fald forkerte for mig. Jeg er langsom ved at finde frem til, hvad der virker for mig, og det er en stor lettelse :)

      Svar
  3. Birgitte

    Og hvor lyser grundglæden ud af dig. Du ligner én der er fyldt af at elske :-)

    Og tillykke med veloverstået kontrol! Jeg bliver ski’ lige rørt hver gang du kommer med godt nyt :-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Virkelig? Du plejer da ellers ikke at være typen, der sådan bliver rørt :D Ej, tak søde Birgitte, jeg er også lettet…endnu en gang :)

      Svar
  4. Mette

    Hej!
    Jeg kender dig slet ikke og det er første gang jeg ser din blog.
    Må bare lige sige, at du lyser af kærlighed og glæde på det billede – og så kan man ikke blive smukkere, hvis du spørger mig.
    Sender de bedste ønsker for dig!
    Kh Mette

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tusind tak Mette, sikke en dejlig kommentar, den ryger lige i honningdepoterne til en rainy day :)
      Dejligt du kiggede forbi, du er meget velkommen tilbage :)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>