Endelig efterårsferie

Så blev det vores tur til at holde efterårsferie. Eller er det vinterferie? Det er i hvert fald koldt derude, koldt og frisk, men himlen er blå og solen er ved at tage over, så mon ikke temperaturen stiger et par grader snart.

Vi er endnu ikke underlagt skolernes faste ferier, så vi holder så vidt muligt på andre tidspunkter, så kan vi nogle gange slippe for det værste mylder, og det nyder vi, så længe vi kan. Igen i år skal vi på efterårsferie på dansk jord. Sidste år tog vi til nordjylland med hele svigerfamilien helt ude ved det store kolde Vesterhav. I år skal vi, altså kun os 4, til de danske troper, nemlig noget så eksotisk som Lalandia. Om to dage går turen vestover til Billund, og jeg er spændt. Lad mig bare sige det, som det er, Lalandia er ikke højest på min ønskeliste over steder jeg gerne vil besøge, men noget der er højt på min liste, er børneferie i børnehøjde med vand, leg og grin, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at ungerne får et brag af en ferie.

Jeg har længe været meget anti Lalandia, jeg kunne på ingen måder overskue, tanken om at tilbringe 5 dage i pommes frites helvede med 7000 skrigende unger, slush ice, kantinemad og daglige ture i et for lille omklædningsrum, men man har et standpunkt, til man tager et nyt, og jeg har taget et nyt. Jeg læste en artikel med Anders Matthesen i søndagsavisen for længe siden, hvor han fortalte om sin nye rolle som familiefar. Han sagde bl.a. at hvis man var sådan en, der havde sat sig selv i bås, som en der aldrig tog til Lalandia, så kunne man gå glip af meget her i livet. Og her var Lalandia selvfølgelig i overført betydning, men det var bare ret bogstaveligt for mig. Og manden har jo ret. Nogle gange skal grænserne rykkes, og jeg udfordrede mig selv til en tur til Lalandia, bare fordi.

Det skulle så vise sig, at være en temmelig dyr udfordring, for hold da op, de ved da godt, hvad de skal tage for det. Men nu prøver vi, og vi glæder os. Vi glæder os til at komme på ferie. Vi trænger til at komme væk hjemmefra. Vi trænger til nogle gode grin, noget afslapning, lidt ny energi og nogle nye omgivelser i et par dage. Vi har valgt at tage til Billund, selvom det nok er en del hurtigere og billigere at køre til Rødby, men så sidder man ligesom abre i Rødby ik? Jeg ville straks føle mig som en statist i en Helle Helle bog, og det har jeg altså ikke mod på lige nu. Uden at vide det, så har jeg på fornemmelsen, at Billund og omegn har lidt mere at byde på? Og så er det nyere, det har vel også sine fordele.

Hvis der skulle sidde nogen derude, som har et par tip til noget, der er værd at se i området, så lad mig endelig høre, for jeg er helt blank i det jyske. Det eneste jeg har tænkt, var Givskud Zoo, er det godt? Vi skal have et par steder, at køre mod, for jeg kan altså ikke sidde 5 dage i et børnebassin, så mister jeg forstanden, og det er nu alligevel en lidt for høj pris, for sådan en grænserykkende udfordring.

11 tanker om "Endelig efterårsferie"

  1. Henriette

    Smukke smukke billeder
    Det er godt et stykke tid siden jeg var Givskud zoo- men E var glad for det – selv som teen er hun glad for dyr- dog er det en anderledes oplevelse her om vinteren ;)
    Ha en rigtig dejlig tur
    kh

    Svar
  2. Jane

    Uha, bon courage! Vi var i et badeland på et Scandic hotel i Frederikshavn, da ungerne fyldte 6, og lad mig bare sige, at badeland heller ikke er mit game. Men nu har jeg prøvet det og ser det herefter som min gode ret at afvise det fremover ;-)

    Svar
  3. Jens K

    Løveparken i Givskud er et ganske udmærket sted også for børn, der er en børnelegeplads med geder så vidt jeg husker og vistnok også nogle trampoliner og så kan man jo køre i bil inde i parken så nogle af de vilde dyr kan komme helt tæt på.

    Et alternativ kunne være Skærup Zoo som er et meget mindre sted, meget hyggeligt og klart også børnevenlig. Er dog i tvivl om de ikke har vinterlukket.

    Økolariet i Vejle, for børn og vistnok gratis adgang. Skulle være et hit

    Madsby legepark i Fredericia. Har hørt fra børnefamilie at det er rigtig godt, mener også det er gratis.

    Legeland i Vejle.

    Legoland.

    Så er der jo heller ikke så langt til Himmelbjerget og Ejer Baunehøj, men der sker jo ikke så meget for børn, men de kan da løbe rundt og lege:-)

    Men hvis det har interesse så Google dem og tjek lige at de ikke har vinterlukket.

    Ps Jeg skriver igen hvis jeg kommer på mere.

    Pps Så er der pokalkamp på Vejle stadion onsdag kl 19 mellem Vejle og Randers (Must see thing).

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tusind tak Jens. Det er rigtig dejligt med et par gratis glæder, og det behøver ikke kun være ren børneleg, de må lære der findes andre mennesker i verden end dem hehe. Tak for de mange fine forslag. God ferie til jer :)

      Svar
  4. Jens K

    Andre muligheder

    Koldinghus

    Egtved pigens grav

    Tørskind grusgrav (Robert Jacobsens jernskulpturer)

    Bindeballe Købmandsgård

    De 3 sidste ligger ikke så langt fra hinanden.

    Dyrehaven i Nørreskoven i Vejle (gratis – rådyr – måske fodre dem).

    Vejle – Kør ud af Ibæk Strandvej, op ad bakken mod Munkebjerg, når i er kommet igennem tunellen kan i pakere ved det første sving og der er trappe op til Munkebjerg hotel vel 200-300 trin. I behøver jo ikke gå ind på hotellet men kan bare nyde Munkebjerg skoven.

    Men igen google og se hvad i har lyst til og er til. God ferie:-)

    Svar
  5. Jens

    Jeg tænker da helt klart Legoland, når i nu er i Billund. Det er jo simpelthen børne-mekka nr. 1. Men der er nu mjoget for hele familien. Men ellers er der jo som allerede nævnt også Givskud Zoo at kombinere med Lalandia-turen.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Ja Legoland er ret oplagt, men der er vist lukket nu. Og det koster 1000 kr bare for indgangen, så det er måske meget godt :)
      Tror det bliver den zoo tur.
      Tak for forslag og tak for din kommentar :)

      Svar
  6. Jens

    Ahh ja, du har selvfølgelig ret: Legoland er lukket nu. Og ja, det kan være en dyr fornøjelse at komme ind. Men der er nu mange muligheder for rabat. Brug en time eller to med noget søgning på nettet, hvis i en gang vil en tur til Legoland. Det kan der være mange penge at spare ved. God tur i Zoo :-)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>