Månedsarkiv: november 2012

Post cancer snak

I går havde jeg en aftale med min frisør. Jeg skulle hverken klippes, farves eller dulles op på nogen måde. Vi skulle snakke om livet efter kræft. Vi har nemlig en særlig ting til fælles. Vi har begge haft livmoderhalskræft. Hun fik det konstateret, lige som jeg var færdigbehandlet. Vi har været igennem stort set det samme forløb i forhold til operation, kemo og stråler. Vi har begge mand og to små børn. Vi er præcis samme alder.

Efter endt behandling har vi haft to forskellige forløb. Jeg har haft alle de forventede bivirkninger (og den liste er lang, den vil jeg skåne jer for) indtil 4 måneder efter endt behandling, hvor jeg fik en ganske usædvanelig bivirkning. Mine syninger i underlivet sprang op. Mit væv var så ødelagt af stråler, at det ikke kunne holde sammen længere. Det var en helt absurd omgang, jeg var igennem der, også det vil jeg skåne jer for, for det er egentlig ikke så meget det, jeg ville snakke om. Jeg ridser bare lige de grove streger op for jer.

Min frisør var igennem et noget andet forløb. Hun fik infektioner i kroppen, som lægerne desværre opdagede meget sent og nærmest ved et tilfælde. Og grunden til man kan overse den slags er jo, at man i forvejen har det rigtig skidt og hele kroppen er ude på et skråplan, når man får kemo og stråler. Hendes infektioner sendte hende ind og ud af hospitalet i 4 måneder straight. Når hun endelig fik lov at være hjemme, skulle hun alligevel møde på Riget 3 gange i døgnet til behandling. Også det forløb er en meget lang og barsk historie. Hun er endt ud med en af de rigtig sjældne bivirkninger af strålebehandlig, nemlig lymfeødem i benet. Og det er for livet. Det er barsk, det siger jeg bare. Jeg kan huske, jeg selv var hundeangst for den bivirkning, men jeg slap indtil videre. Det gjorde hun ikke.

Det var lige den virkelig korte version af vores 2011 sammenlagt. Jeg startede mit forløb i starten af januar 2011, hun sluttede i slutningen af december 2011.

Og hvad så, når man er færdig? Ja, hvad så! Så står man der, og har haft kræft. Det hele er vendt på hovedet. Verden er gået videre, hverdagen vender langsomt tilbage. Er man glad? Er man ked af det? Er man vred? Er man bange? Hele det forløb efterfølgende går man med alene. Uanset hvor mange og hvem jeg har talt med om, hvad der sker inde i mig, så er jeg i bund og grund alene med det. Jeg kan aldrig på nogen måde, få forklaret andre, hvordan der er inde i mig. Lige med den undtagelse af andre, der har været igennem præcis det samme. De ved det. De kan mærke det. Og i går var første gang, jeg for alvor gjorde brug af det. Det har været længe undervejs, men jeg har ikke været klar. Min kære frisør har været til gruppekurser på Herlev sygehus nogle gange, og ses nu med de andre damer privat hver 3. måned. Jeg skal med næste gang. Jeg har taget et langt tilløb. Hver gang jeg så meget som overvejede, at mødes med andre, der har været det samme igennem, så fik jeg kvalme. Nu prøver jeg. Nu tror jeg godt, jeg kan.  Og i går var en blid start. Det var nogle gode, men bestemt også hårde timer. Jeg var helt færdig, da jeg kom hjem. På en måde fyldt op og på en måde fuldstændig drænet.

I dag er mit hoved stadig fyldt af tanker. Hvis jeg kunne, så satte jeg mig, og stirrede ud af vinduet hele dagen. Det kan jeg ikke, og det er nok meget godt i sidste ende. Jeg vil bruge min tid på noget andet. Jeg vil gå i gang  med at lave julehemmeligheder med ungerne. Og i sidste ende, er det jo det, der tæller. Tid med børnene, tid til livet, og tid til julehemmeligheder ikke mindst. Og når vi nu er ved snakken om tid sammen, så har Ronja stået og hevet i mig i lang tid nu, fordi hun vil lave perleplader med mig. Så det vil jeg lave nu. Perleplader. Og senere gælder det julehemmeligheder. Og måske noget varm kakao med flødeskum. Sammen.

Instagram, så er jeg også med.

Nå, nu kom jeg så på det der Instagram. Og lige nu er jeg lidt i panik, for tænk hvis ingen følger mig? Giver det så nogen mening? Nu er jeg jo ikke mesterblogger med horder af fans bag mig, nej, jeg har en beskeden læserskare, der sjældent giver sig til kende med kommentarer. Så kan I se, der er grund til panik? Jeg springer virkelig ud på det dybe her, og har tillid til og håber på, at et par stykker af jer derude, vil forbarme jer og følge mig på Instagram.

Det var egentlig ikke de tanker, der holdt mig tilbage i starten, de er bare kommet, nu hvor jeg er blevet oprettet. Nej min oprindelige grund var, at jeg er lidt bange for at udviske grænsen mellem privat og ikke privat. Og “er noget overhovedet værd at gøre, hvis det ikke bliver set af andre” agtige tanker. Men helt ærlig, så har jeg det også nogle gange med at tænke tingene ihjel, så nu springer jeg ud i det, og jeg håber ved Gud eller noget at I er med mig derude.  

Og p.s. Jeg ved godt, jeg ikke har fået nogle billeder på endnu, og så giver det måske ikke ret meget mening at følge med, men jeg har jo for pokker sceneskræk og præstationsangst nu! Mit første billede, som skal sælge mig til jer er jo vigtigt! Aaaarrrgh, jeg skulle aldrig have gjort det. Shiiiit…..

Et lille stykke chokoladehimmel

Og den overskrift lover på ingen måde for meget. Jeg er helt tosset med den her chokolade. Den er blød, den er sprød, den er cremet og knasende. Og så er den inspireret af Madbanditten  så kan det ligesom ikke gå helt galt.  

Til min version af en fornuftig portion chokoladehimmel har jeg brugt:

140 gram 70% chokolade

en god håndfuld paranødder (eller andre nødder)

1 stor spsk. crunchy peanutbutter

Rist nødderne på en tør pande, lad dem køle lidt ned, fjern så meget skal du kan, og hak dem i den størrelse du foretrækker. Smelt chokolade og peanutbutter over vandbad. Tag chokoladen af varmen, sørg for der ikke kommer vand i fra vandbadet. Vend nødderne i. Hæld chokoladeblandingen i et lille fad med bagepapir eller smørrebrødspapir i. Stil det på køl og lad det blive helt koldt. Når du absolut ikke kan vente længere, så vend det ud på et skærebræt og skær det i passende tern.

Den her portion passede lige til et fyldt glas til en gave og en rimelig rest til gavegiveren. Glem endelig ikke at lave rigeligt, så der også er til dig selv, hvis du skal bruge det til en gave. Chokoladegaver er noget af det bedste der findes i min verden, den går man vist aldrig helt galt i byen med, men man skal dælme ikke snyde sig selv, eller ikke for at lave en helt portion til sig selv, bare fordi.

Hjemmelavet rødkål

Årh, jeg elsker det bare. Duften af rødkål, der simrer på komfuret. Rødkål i så store mængder, at der er både til i dag, i morgen og dagen efter. Og jeg er ikke den eneste herhjemme, der har det sådan. Rødkål hitter bare. Her er min vældig klassiske version.

1 økologisk rødkål*

50 gram smør

Koncentreret solbærsaft

Eddike

Sukker

Salt

2 nelliker

1 kanelstang

2 laurbærblade

Rødkålen snittes fint og svitset i det smeltede smør i et par minutter, mens der røres rundt. Tilsæt så et par dl. solbærsaft og et par dl. eddike. Skru ned til medium varme og lad det stå og simre en halv times tid, rør rundt ind i mellem. Der skal nok bruges noget mere eddike og mere solbærsaft, men det er svært at sige hvor meget. Tilsæt en halv dl. sukker, rør godt rundt, til det er opløst. En tsk. salt skal der til, og krydderierne skal også i nu. Lad det simre en halv times tid mere, husk at sikre dig, at den ikke koger tør.

Og nu må du smage dig frem, om den skal koge mere, om der skal mere af det ene eller det andet i. Og krydderierne skal fiskes op. Det kan være svært at finde nellikerne, men det kan altså lade sig gøre. Vi fandt dem bare undervejs, men det kræver jo, man lige husker at sige det, til dem der skal spise med. Det er ikke rart, at få bidt i en nellike.

Jeg ved godt, det ikke altid er nemt, når der ikke er mål på opskrifterne, men jeg er ikke selv god til at følge opskrifter, og jeg lader mig sjældent diktere af andres smagsløg i forhold til mængder. Min mand elsker f.eks. når de syltede rødbeder er hvinene sure, min mor vil helst have dem søde, og derfor synes jeg det er vigtigt, at man tør stole lidt på sine egne smagsløg og prøve sig frem.

*Et økologisk rødkål er ofte halv størrelse af ikke-øko, så tilpas evt. mængderne efter hvilken slags du bruger.

En stor taske i babyfløjl

Uanset hvad jeg ellers får syet, så vender jeg konstant tilbage til det med at sy tasker. I går blev jeg færdig med den her for anden gang, en stor slasket taske i babyfløjl. Den ser nem og enkel ud, men den har virkelig voldt mig kvaler. Mest fordi jeg har kvajet mig, og det kan tasken vel næppe få skyld for, men i hvert fald har den taget noget længere tid at sy end beregnet. Jeg satser på, den næste bliver færdig en del hurtigere. Og den næste, og den næste og den næste….

Vinterhi?

Bedst som jeg havde lyst til at gå i vinterhi, disker naturen op med den smukkeste morgen. Nu er jeg blevet i tvivl, og jeg venter nok et par dage. Men jeg skal da lige love for, den mørke tid har sat sig i krop og sind. Pludselig er jeg blevet mere tyndhudet, pludselig er jeg blevet skrøbelig, og jeg føler, jeg er lige så nem at knække, som et af de frosne græsstrå, jeg fik billeder af her til morgen.

Jeg synes ellers, jeg var ved at være en smule zen-agtig, men jeg er i den grad slået ud af kurs.  Jeg er ved at acceptere, at det er en af vilkårene her i livet, det med at blive slået ud af kurs, og skulle finde vej tilbage, men jeg bliver altid lidt forskrækket, når det sker. Og jeg føler mig ikke forberedt. Det kommer altid bag på mig, når sindet lige tager et skarpt sving mod mørkere tider. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg plejer at håndtere det, men måske jeg rent faktisk skulle gøre noget aktivt for, at både jeg og mine omgivelser slipper billigt i år.

Noget med nogle gåture, når solen viser sig som i dag, noget med nogle kosttilskud, og noget med at gå ekstra tidligt i seng. Noget med meditation, og noget med lidt ekstra træning og en opprioritering af yoga. Så må vi se, om det gør mig mere omgængelig for mine nærmeste, og giver mig lidt mere ro i mave og sind.

Fredagsguf: Chokolademousse

I onsdags var jeg på alt for sjældent besøg hos en kær barndomsveninde. Og udover det altid dejlige selskab, så kan man altid være sikker på, der bliver disket op med et eller andet lækkert, og det indeholder som oftest chokolade. Min kære veninde havde læst om min kornfri uge her på kanalen, så i stedet for bagværk (som hun ellers er temmelig ferm til) havde hun lavet en chokolademousse. Det har jeg bare ikke spist i 100 år, ummenum siger jeg bare. Hun havde lavet fine og heldigvis store portionsglas, og da hun var gennem en tredjedel af glasset, sagde hun “jeg kunne vist godt have lavet portionerne lidt mindre, ligesom børnenes”. Ja, der var jeg så lige ved at være igennem min, og størrelsen passede mig glimrende. Anyway, jeg tror ikke, ungerne nogensinde har smagt chokolademousse, så det er da lige det, jeg har lavet til fredagsguffen i dag. Den er lavet ud fra hukommelsen og det er jo altid lidt farligt, når det kommer til mig og hukommelse, fra dengang jeg arbejdede som kantinevikar for en menneskealder siden.

Chokolademousse til ca. 5 portionsglas:

140 gram 70% chokolade

4 pasteuriserede æggeblommer (2 bægrer)

3/4 dl. kokossukker (eller anden sukker)

1,5 dl. sødmælk

2,5 dl. piskefløde

Smelt chokoladen ved lav temperatur over vandbad. Pisk kokossukker og æggeblommer i et par minutter. Pisk fløden til let skum. Varm sødmælken i en gryde ved middel varme. Hæld sødmælken i æggeblandingen lidt af gangen. Hæld æggeblandingen tilbage i gryden og varm det hele forsigtigt op. Rør rundt med piskeris i mens. Når den begynder at tykne en smule, så tag den af varmen. Hæld den smeltede chokolade i og rør godt rundt. Vend chokolade-æggemassen med flødeskum, stille og roligt med en dejskraber. Fordel i portionsglas eller en stor skål, sæt på køl i minimum et par timer.

Jeg har været ude og prøvesmage, og den er lige i skabet, så måske husker jeg bare de ting, der er vigtige nok? F.eks. hvordan man laver chokolademousse. Det må man sige, er en af de vigtigere ting at huske her i livet.

God fredag og god weekend.

 

Glimt fra en kornfri uge

I sidste uge spiste jeg ikke korn eller dvs jeg spiste stort set ikke korn. Undtagelserne var da ham faren panerede rødspætter i fredags, og et par af de muffins, jeg lavede til kagegæsterne i går. Grunden til endnu en kornfri uge er, at min trang til brød er mindsket virkelig meget efterhånden, og jeg kan tydeligt se, forskellen på, hvor mange grøntsager jeg indtager, om jeg spiser brød eller ej. Den her uge, har faktisk været, som jeg ønsker mit forhold til korn skal være fremover. Som udgangspunkt ingen eller et minimum af brød, med plads til en muffn og en paneret fisk, hvis det er det, dagen byder på.

Min favoritfrokost for tiden, tunsalat lavet af en dåse god tun i vand, en spsk. græst yoghurt 10%, 1 tsk. Hellmans mayonaise, saften af en halv citron, salt og peber. En håndfuld blandet grøn salat og en råkost med appelsinsaft.

Lidt blandede grøntsager til rispapirruller. Årh mand, det smager bare stadig så sygt godt.

En typisk omelet hjemme hos mig, stegt peberfrugt, løg og tomat (eller andet grønt), 2-3 æg, en skive flødehavarti, og et par håndfulde blandet grøn salat med lidt balsamico på.

Ok, jeg har været lidt fedtet med billederne, det kan jeg godt se. Jeg troede faktisk, jeg havde fået taget flere. Anyway, så har det været en fornøjelse. Og mængden af grønt stiger sådan set ret proportionelt med faldet i mængden af brød, så jeg fortsætter den vej.

Ej, jeg spiste da også en par bidder af både en banankage og en romkugle, da vi var på Krogerup i weekenden, men SÅ spiste jeg altså heller ikke mere, jeg sværger.