Post cancer snak

I går havde jeg en aftale med min frisør. Jeg skulle hverken klippes, farves eller dulles op på nogen måde. Vi skulle snakke om livet efter kræft. Vi har nemlig en særlig ting til fælles. Vi har begge haft livmoderhalskræft. Hun fik det konstateret, lige som jeg var færdigbehandlet. Vi har været igennem stort set det samme forløb i forhold til operation, kemo og stråler. Vi har begge mand og to små børn. Vi er præcis samme alder.

Efter endt behandling har vi haft to forskellige forløb. Jeg har haft alle de forventede bivirkninger (og den liste er lang, den vil jeg skåne jer for) indtil 4 måneder efter endt behandling, hvor jeg fik en ganske usædvanelig bivirkning. Mine syninger i underlivet sprang op. Mit væv var så ødelagt af stråler, at det ikke kunne holde sammen længere. Det var en helt absurd omgang, jeg var igennem der, også det vil jeg skåne jer for, for det er egentlig ikke så meget det, jeg ville snakke om. Jeg ridser bare lige de grove streger op for jer.

Min frisør var igennem et noget andet forløb. Hun fik infektioner i kroppen, som lægerne desværre opdagede meget sent og nærmest ved et tilfælde. Og grunden til man kan overse den slags er jo, at man i forvejen har det rigtig skidt og hele kroppen er ude på et skråplan, når man får kemo og stråler. Hendes infektioner sendte hende ind og ud af hospitalet i 4 måneder straight. Når hun endelig fik lov at være hjemme, skulle hun alligevel møde på Riget 3 gange i døgnet til behandling. Også det forløb er en meget lang og barsk historie. Hun er endt ud med en af de rigtig sjældne bivirkninger af strålebehandlig, nemlig lymfeødem i benet. Og det er for livet. Det er barsk, det siger jeg bare. Jeg kan huske, jeg selv var hundeangst for den bivirkning, men jeg slap indtil videre. Det gjorde hun ikke.

Det var lige den virkelig korte version af vores 2011 sammenlagt. Jeg startede mit forløb i starten af januar 2011, hun sluttede i slutningen af december 2011.

Og hvad så, når man er færdig? Ja, hvad så! Så står man der, og har haft kræft. Det hele er vendt på hovedet. Verden er gået videre, hverdagen vender langsomt tilbage. Er man glad? Er man ked af det? Er man vred? Er man bange? Hele det forløb efterfølgende går man med alene. Uanset hvor mange og hvem jeg har talt med om, hvad der sker inde i mig, så er jeg i bund og grund alene med det. Jeg kan aldrig på nogen måde, få forklaret andre, hvordan der er inde i mig. Lige med den undtagelse af andre, der har været igennem præcis det samme. De ved det. De kan mærke det. Og i går var første gang, jeg for alvor gjorde brug af det. Det har været længe undervejs, men jeg har ikke været klar. Min kære frisør har været til gruppekurser på Herlev sygehus nogle gange, og ses nu med de andre damer privat hver 3. måned. Jeg skal med næste gang. Jeg har taget et langt tilløb. Hver gang jeg så meget som overvejede, at mødes med andre, der har været det samme igennem, så fik jeg kvalme. Nu prøver jeg. Nu tror jeg godt, jeg kan.  Og i går var en blid start. Det var nogle gode, men bestemt også hårde timer. Jeg var helt færdig, da jeg kom hjem. På en måde fyldt op og på en måde fuldstændig drænet.

I dag er mit hoved stadig fyldt af tanker. Hvis jeg kunne, så satte jeg mig, og stirrede ud af vinduet hele dagen. Det kan jeg ikke, og det er nok meget godt i sidste ende. Jeg vil bruge min tid på noget andet. Jeg vil gå i gang  med at lave julehemmeligheder med ungerne. Og i sidste ende, er det jo det, der tæller. Tid med børnene, tid til livet, og tid til julehemmeligheder ikke mindst. Og når vi nu er ved snakken om tid sammen, så har Ronja stået og hevet i mig i lang tid nu, fordi hun vil lave perleplader med mig. Så det vil jeg lave nu. Perleplader. Og senere gælder det julehemmeligheder. Og måske noget varm kakao med flødeskum. Sammen.

6 tanker om "Post cancer snak"

  1. Jane

    Du har ret. Man kan på ingen måder forestille sig, hvordan det er at have haft en så væmmelig sygdom som kræft, når man står her i lykkelig uvidenhed på den modsatte side.

    Og nu får jeg lyst til at stille et lidt personligt spørgsmål, som du ikke behøver svare på, hvis du ikke vil. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan du har det med alle de her “romantiske” fremstillinger af, at kræft kan helbredes med den rette kost/højdosis vitamintilskud, Crazy sexy Cancer og alt det? Bliver du provokeret af det? Det kunne jeg forestille mig, at jeg måske ville. Hungry for Change og måske især Food Matters, som jeg så forleden, går jo tæt på den idé. Selv sidder jeg tilbage og tør tro lidt på den forebyggende effekt, men den helbredende, ja, jeg ved sgu ikke. Hvad tænker du?

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Jeg føler det ikke, som et meget personligt spørgsmål, og nej, jeg bliver på ingen måde provokeret.
      Jeg tror fuldt og fast på den forebyggende effekt. Men jeg tror bare, det har så mange aspekter, at ingen kan sige sig fri alligevel. Jeg kan gøre mit bedste, og det er uden tvivl min angst for endnu en gang kræft, der har fået mig til at gå mere ekstremt til værks med min kost, og hvad jeg ikke vil byde min krop (og mine børns). Og det er fordi, jeg tror på det. Det er ikke fordi jeg går og er bange som sådan, det giver bare enormt meget mening for mig, at forebygge på områder, hvor det virker som det mest logiske i verden.
      Jeg har ikke set Crazy sexy cancer, hvorfor ved jeg egentlig ikke?! Jeg må da få den set. Chris Carr er jo skøn at se på, og dejlig at høre på, og jeg vil gerne vide mere.
      Jeg er for evigt taknemmelig for, at lægerne reddede mit liv, og jeg kunne ikke drømme om, at sige nej tak til behandlingen for at tage en alternativ vej. Det er der flere der gør, end man lige tror. Og nej, det er ikke til mig. Men på en måde forstår jeg det godt. Ganske vist redder kemo og stråler mit liv, men hold op, det er ikke for tøsedrenge, og det ødelægger så meget andet i kroppen.
      Jeg ville ønske, lægeverdenen var mere holistisk orienteret. Jeg har virkelig mødt den ene skønne sygeplejerske efter den anden, et utal af kompetente læger. Jeg har følt mig tryg hele forløbet igennem. Men jeg ville virkelig ønske, der var en person, der havde det store overblik, og så hele mennesket og hele kroppen og ikke kun lige det område, som de nu engang var specialister i. Hvis jeg lyder utaknemmelig, så er det på ingen måde min mening, men jeg har altså manglet en, der så hele mig. En umulig opgave, vil jeg tro. Men jeg tror ikke på, det er umuligt, at gøre sit bedste for, man ikke bliver ramt til at starte med. Jeg siger ikke, at man kan sige sig fri, men man kan øge sine odds, og det har jeg tænkt mig at blive ved at stræbe efter :)

      Svar
  2. Ladyjanedk

    Jeg elsker dig, Vårhøne og er så glad for du er her og glæder mig til at du skal møde min lille Josefine.

    Svar
  3. Birgitte

    Jeg synes det er dejligt at en dør har åbnet sig og du nu tør gå ind ad den og komme videre i dit rekreationsforløb! Jeg tror det er rigtig godt at kunne høre og lære af andres erfaringer. Imens vil jeg spytte – nej, snotte – godt og grundigt efter den frygtelige sygdom, og ligesom ladyen tænke på hvor glad jeg er for at du er her :-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tak Birgitte. Ja, det nok meget godt. Nogle dage lægger jeg jo ikke så meget i det, og går meget mere op i andre ting, men det ligger alligevel og lurer. Måske gør det en forskel, at få snakket med nogle af de andre madammer :)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>