Månedsarkiv: januar 2013

Hva´så når man møder en kendt?

Stork

Jeg er fra provinsen, og møder sjældent kendte mennesker her i kvarteret. De seneste kendte, jeg har mødt her i byen er tidligere trafikminister Flemming Hansen, og Amalie Szigethymed mor Lotte. Med al respekt, så er det ikke ligefrem højest på min liste over kendisser, der imponerer mig. Ej, det passer faktisk ikke, Amalie imponerer mig sådan set lidt, bare på en eller anden underlig omvendt måde?

En gang i mellem, når jeg bevæger mig helt til Kjøwenhavnstrup, falder der en kendt ned i min turban, eller der er i hvert fald en kendt inden for synsvidde. Jeg har for nylig kørt forbi Casper Christensen i min bil på Østerbro, og sådan får jeg ind i mellem et glimt, at det der skal forestille creme de la creme af Danmarks kultur og erhversliv. Jeg er sjældent imponeret. Men en gang i mellem er der en af de fede kendte i mellem. En af dem, som imponerer mig. En af dem, som jeg egentlig godt ville have en samtale med. Jeg aner ikke om hvad, men jeg har bare på fornemmelsen, at de har noget at byde på, og det har jeg selvfølgelig også.

Den ene jeg har stødt på, er Viggo Mortensen. Årh mand, ham ville jeg gerne have snakket med, eller sagt hej til eller noget. Men hvad fanden gør man? Manden gik der i Tivoli med sine børn, han så meget privat ud. Men på en eller anden måde, så ville jeg jo gerne fortælle ham, at jeg synes han var fed ik? Det gjorde jeg ikke. Han opdagede mig, det gjorde han, for jeg havde min kære nevø hængende vandret i luften efter mig, ham havde jeg hevet med derhen, for så havde jeg da en nogenlunde plausibel undskylning for evt. at trænge mig på. Drengen var jo for pokker vild med Aragorn! Men ak, han så så privat ud med sin familie, det ville jeg ikke forstyrre.

En anden jeg har mødt, og her siger jeg mødt, for vi hilste faktisk på hinanden i enrum, gav endda et nik til hinanden, er James Hetfield. Jeg havde slet ikke set det komme, og der kan man tale om, at blive mundlam. Jeg stod på hotel Skt. Petri i København, ventede på min kære mand ved elevatoren. Vi var på kæresteovernatning i byen, og vi skulle sørme til Metallica koncert om aftenen!! Og hvem kommer gående rundt om hjørnet, og skal have elevatoren ned? Selveste Metallica himself. Der skal jeg lige love for, jeg blev starstruck! Hvis der er nogen, der har et godt bud på, hvad pokker man lige siger dér, så kom endelig med det. For man står der over for Mister top tjekket, han er to meter høj, har den dybeste stemme, (ja, han sagde faktisk hej til mig). Siger man “see you tonight høhø” eller hvad? Ej, der gik jeg altså helt i baglås. Det gjorde så jeg ikke dengang, jeg mødte Michael Carøe på en bar i Vegas, selvom han så noget selvfed ud, og havde ønsket en vis form for starstruckhed, det er helt sikkert. Han tog elevatoren ned, min kære mand kom op, og det tog altså lidt, at overbevise ham om, at den var god nok. Men han var ikke længere i tvivl, da vi fik værelse på den gang, der var lukket af til nogle kendisser. Ham, der viste os vores værelse, blev noget lang i ansigtet, da jeg godt vidste, hvem det var jaja, der havde jeg fået tungen på gled igen, for det var jo top hemmeligt. Nå, men den ærgrer mig noget over, selvom jeg stadig er glad for, jeg et kort øjeblik var in the precence of greatness i stilhed. Metallica er soundtracket til det meste af min ungdom, så det var altså noget helt særligt, at stå der og vente på elevatoren med James Hetfield ved min side.

Nå, inden jeg går helt i selvsving og dykker for langt ned i minderne, så er hele grunden til det her indlæg, at jeg i går igen mødte en af de der kendte, som jeg synes er fed. Vi snakker ikke Hetfield kaliber eller andre, der kan give kriller i maven, men en helt stille og rolig nede på jorden kendt mand, som jeg synes er helt ok, som jeg respekterer, som jeg lytter til, og bare godt kan lide. I går havde jeg inviteret min kære mand i biografen og se Hobitten, og jeg inviterede ham oven i købet ud at spise først. På hans favorit falafelsted ved biografen, ingen smalle steder her. Der har vi vist ikke været i et par år. Jeg gider sjældent, men i går var vi der på eget initiativ, for at glæde ham. Jeg hører godt, der sidder en far og søn ved siden af os, som generelt er lidt stille, men ellers har en forsigtig sludder. Jeg får bare aldrig kigget over på dem. Da vi så forlader etablissementet, spørger ham den kære, om jeg godt havde set, at vi sad ved siden af Mads Christensen.(han ved godt, jeg er lidt tosset med den mand) “Neeej, for real?” svarer jeg , og drøner selvfølgelig tilbage, for at glo ind af vinduet. Han havde så lige drejet sig i mellemtiden, og sad med korslagte arme, korslagte ben og så meget stramt ud af det vindue, som hende tossen kom flyvende hen til (endnu et af mine Bridget Jones moments). Jeg sendte ham et stort smil og en salut. Måske var det den stramme udstråling der gjorde, at det blev en salut og ikke et vink, jeg ved det ikke, jeg går normalt ikke og sender salutter til hverdag. Jeg fik et smil retur. Jeg smuttede, for ligesom med Viggo, så var han der med sin søn. Nu ved jeg godt, Mads Christensen nok kan være lidt mere i fred end Viggo Mortensen, men anyway, når der er børn, som har deres kendte forældre med ud, så fortjener de vel lidt privatliv, det er trods alt ikke deres valg?

De skulle så også i biografen, og vi gik rundt med dem, som de eneste i popcornbiksen, vi stod alene med ham i kaffekøen, ja jeg havde mange muligheder, for at sige noget. Men igen, hvad siger man? Han er ikke ligefrem en, der giver sommerfugle i maven, men jeg kan lide ham, og det ville vel være ok at sige til ham? Jeg synes pludselig, det virkede så dansk jantelovsagtigt at sige ingenting. Ingenting ud over min salut. Jeg håber, han tolkede den som en jeg-synes-du-er-fed-og-bliver-glad-når-du-er-i-mads-og-monopolet-salut.

Og hvad har alt det her, med to storke på et billede at gøre, tænker du? Ingenting overhovedet. Det er bare et godt billede, jeg fik taget på Gran Canaria, som jeg synes, I skulle se.

Salut!

P.s. Jeg er så heldig, at kende indehaveren af den skønne webshop JustHairClips.dk og hun har lovet mig, at hun vil finde præmier til en Give Away her på bloggen en af de næste uger, så stay tuned.

Top lækker klassisk amerikansk coleslaw

Den her opskrift er inspireret af Martha Stewart, meget mere amerikansk bliver det vel næppe. Jeg orkede ikke lige at lave om i mål fra cup til noget andet og sådan, så jeg lavede den bare ud fra, hvad jeg synes, virkede rigtigt. Og den blev top lækker, så det sagt. Perfekt tilbehør til en lækker søndagsburger.

Klassisk amerikansk coleslaw

8 revne gulerødder, sådan mellemstørrelse

Tilsvarende mængde meget fint revet hvidkål (jeg brugte mandolinjern)

Dressing:

1 tsk dijonsennep

1 spsk. citronsaft

1 spsk. creme fraiche

3 spsk. god mayonaise (jeg bruger Hellmans til sådan noget)

1 spsk. sukker

1 spsk. eddike

lidt salt

Der er ikke andet i det, end at røre dressingen sammen, og vende den i de revne gulerødder og hvidkål.

Jeg har ikke mere at tilføje for nu. I dag er første hverdag efter ferien, og jeg har travlt, både hjemme og ude i verden. Rigtig god vintermandag til jer.

Peace out.

På strandtur i januar, ja tak!

Noget af det bedste, vi nogensinde har indført, i vores lille familie, er sol og varme i januar måned. Det er nu 2. år vi flygter sydpå her midt i vinterkulden. Det udsprang af, at jeg som de fleste nok ved efterhånden  fik konstateret livmoderhalskræft i januar 2011, og da vi nærmede os januar 2012 så skulle den altså være anderledes end året før! Sidste år gik turen til Tenerife, i år valgte vi Gran Canaria. Vi har ikke lyst til at rejse alt for langt, mens ungerne stadig er så små, for de er altså ikke nemme på en lang flytur. Og jeg skal lige love for, vi valgte rigtigt i år. Vi boede på Radisson Blu på sydkysten i en lille rolig by. Og hold nu kæft, det var lækkert! Alt var bare i orden, og vi bor hellere end gerne på et af Radissons hoteller igen.

Vi har i den grad nydt livet. Vi har ikke lavet andet end at bade, dase, spise, se Bennys badekar, læse og sårn. Jeg fik endda læst et par blade ved poolkanten, og jeg nød i fulde drag, at mine børn er blevet lidt større, så jeg lige kunne trække vejret ind i mellem.

Vi havde ca. 23 grader hver dag, dvs. der var ca. 30 graders temperaturforskel på her og der. Tror I det var koldt, da jeg skulle ud og hente bilen på P15 torsdag nat, da vi landede 4 timer forsinket? Og så havde jeg i øvrigt glemt min jakke i kufferten. Shit jeg frøs! Men jeg klager ikke, ikke det mindste. Vi har haft en skøn skøn uge.

I skal selvfølgelig se billeder. Her er et lille udpluk af dem fra kameraet, jeg er ikke nået til dem fra telefonen endnu, og så er der også dem, ham faren har taget, så der kommer måske en omgang mere en af dagene. For der er da ikke noget bedre, end at se andres feriebilleder vel?

Gran Canaria januar 2013

Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013

Endnu en kontrol veloverstået på en iskold smuk vinterdag

Sikke en smuk morgen vi havde i dag hva? Her var helt stille, iskoldt og bare så flot. Jeg fik taget et par billeder på vej hjem fra børnehaven. Ja, I har sikkert set det samme, der hvor I var, men jeg deler nu alligevel.

Jeg har været til min sidste 3 måneders kontrol i dag. Det gik godt. Jeg endte faktisk med at føle mig ekstra fin down there, så meget ros fik jeg af onkologen. Nu er der 6 måneder til næste kontrol. Det betyder, at jeg er rykket i en anden statestik over tilbagefald, og det er længe ventet. Og jeg føler mig heldig. Jeg gik rundt derinde på Rigshospitalet og så så mange skæbner. Børn, unge, voksne og olderne. De fejler alt herfra og til månden. Og jeg følte mig heldig. Jeg gik også tænkte på Mira Wanting, hun har vel også haft sin gang derinde. Ligesom så mange andre har. Nogle slipper igennem, så heldig var jeg. Nogle er syge i mange år, nogle bliver aldrig raske. Der er mange skæbner sådan et sted, og jeg følte mig i den grad heldig.

Og jeg skal lige love for, jeg var lettet efter min kontrol. Jeg vidste faktisk ikke, hvor meget det havde presset mig i de sidste dage, men da jeg var færdig, forsvandt min kvalme og en stor knude i maven. Så selvom jeg egentlig ikke troede det, så havde jeg været nervøs. Nu er jeg ikke længere nervøs, nu føler jeg mig ekstra fin. Og heldig.

Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013

Fredagsguf: Hjemmelavede romkugler uden gluten og sukker

Hjemmelavet romkugler uden sukker

Romkugler findes åbenbart i mange forklædninger. Der er snart lige så mange romkugleopskrifter som pandekageopskrifter her på bloggen. Men det er vel heller ikke det værste at have i overflod.

Jeg har en idé om, at jeg i den næste tid, skal lære at følge opskrifter. Jeg skal f.eks. finde nogle opskrifter i mine überlækre kogebøger og IKKE lave lidt om på opskrifterne, men følge dem og se hvad der sker. Jeg er ved at varme op, så jeg kigger på opskrifter og billeder. Og i dag tænkte jeg så, at jeg ville prøve Madbandittens romkugler og følge opskriften, bare sådan som generalprøve. Jeg dumpede i stor stil. Men hey, jeg udskiftede bare hasselnødder med paranødder, undlod espresso, brugte en stor banan, lidt ekstra romessens, halvdelen af kardemommen, tilsatte noget smør og chokolade…og det er så så god jeg er til at følge en opskrift!

Hjemmelavet romkugler med frysetørrede hindbær

I får lige min version, for jeg gentager gerne, romkugleopskrifter er ikke det værste at have i overflod.

100 gram dadler

100 gram rosiner

80 gram kokosmel

50 gram paranødder

2 spsk. kokosfiber (eller 50 gram havregryn)

2 tsk. kakaopulver

1 stor banan

50 gram smør

1 tsk. kardemomme

1 tsk. kanel

1,5 spsk. romessens

40 gram mørk chokolade (hvis du har lyst)

Jeg lagde dadler (som jeg først klippede i mindre stykker) og rosiner i blød i kogende vand i 10 min.

Blendede kokosmel med paranødder i minihakkeren. Blandede det med kokosfiber, kakao, kardemomme og kanel.

Blendede dadler, rosiner, banan, smør og romessens i foodprocessoren. Tilsatte de tørre ingredienser og blendede en omgang mere. Hakkede 40 gram 86 % chokolade i minihakkeren og blandede det med det andet. Stillede det så på køl i en times tid.

 Ud med det igen, og tril det til kugler i den størrelse du nu synes. Jeg har lavet dem mindre end dem hos bageren, men stadig med en vis størrelse. Det giver en god romkuglefornemmelse. Nogle har jeg trillet i mere kokosmel, og nogle trillede jeg i frysetørrede hindbær, jeg har pulveriseret i minihakkeren. Bare for sjov. Jeg tror, Ronja synes det er konge eller prinsesse?, at der er pink romkugler.

Hjemmelavede romkugler trillet i kokos

Den pink idé stammer sørme også fra Madbanditten. Jeg kan ikke lige finde det relevante indlæg, men i stedet vil jeg smide et link til hendes nye LCHF-forum som fortjener al den omtale, det kan få.

Mine små Margrethe skåle

Til min fødselsdag tilbage i august, var jeg så heldig, at jeg fik 4 små Margrethe skåle fra Rösti af en god veninde. De kan bruges til det hele, og det bliver de. De er stort set alle i brug dagligt, og jeg har nu udviddet samlingen med endnu en skål og med låg til alle 5 skåle. Jeg har på fornemmeren, at der kommer flere med tiden, for jeg kan godt mærke, jeg ikke har helt nok endnu.

  Æbler i MargretheskålSmå Margretheskåle

Lille rød MargretheskålRevet parmesan

Suppeknas i MargretheskålHjemmelavet pesto

Æggeskal i MargretheskålYoghurt

Spontane snakskede søndags smuffins

Smuffins? Ja, smuffins. Det starter med S, ok! Desuden har mine børn altid kaldt det for smuffins, det gør de så ikke mere, men så kan jeg heldigvis bare gøre det selv. Jeg fik ikke bagt den frække fredagskage, jeg ellers havde drømt om, den må blive i næste uge, for jeg er bare stadig så flad! Jeg tror, Bertram og jeg tager et smut til lægen i morgen, for hvor længe er det lige man skal være sløj efter sådan en influenza? Så må han lige lytte og kigge, så er det i hvert fald gjort.

Anyway, jeg har bagt smuffins, man kan jo blive endnu mere sløj, hvis man SLET ikke bager!! og de blev helt ok. De er sådan hverdagsmuffinsagtige, og muffins til hverdag er vel ikke helt tosset? Heller ikke på en søndag. Jeg forsøger mig stille og roligt ud i bagning uden hvedemel. Det gør mig nemlig godt. Jeg tager små skridt og får familien med på den måde. De her banditter er der så havregryn i, men jeg er ved at finde min balance med det der med korn, stivelse, sukker og sådan. Jeg udelukker ikke noget helt, men jeg tænker mig om, og gør tingene lidt anderledes end jeg har gjort før.

Muffins uden hvedemel

Til 12 muffins brugte jeg:

2 dl. havregryn

2 dl. mælk

1 dl. creme fraiche 18%

100 gram smeltet smør

2 æg

lidt vaniljepulver

1 dl. kokossukker

2,5 dl. fiberrigt mandelmel

revet skal af 1 økologisk appelsin

Bland havregryn med mælk, smeltet smør, creme fraiche, vaniljepulver, appelsinskal og de 2 æg, lad det stå et øjeblik. Bland sukker og mandelmel i, vend det rundt med gaffel uden at røre for meget. Hæld dejen i muffinforme med en ske og bag dem ved 200 grader i ca. 20 min.

De ser lidt brændte ud på billedet, men det er de altså ikke. De smager rigtig dejligt. De er fugtige og lidt klæge med en god smag af appelsin. De er bestemt værd at springe ud i. God søndag derude.

Lidt fredagssnak om sygdom, kage, kys og kram.

Lys i januar

Herhjemme er vi syge igen. I hvert fald halvdelen af os. Nogen har feber, og nogen skal holde sig i temmelig fornuftig afstand af toilettet. Vi er faktisk ikke kommet os rigtig over juleferiens influenza, og måske det gør os ekstra sårbare, for vi er ellers ret sjældent syge herhjemme. I hvert fald ikke noget i stil med en influenza. Nej, her har det de sidste par år været kræft, diskus prolaps, et skævt bækken og andet i den stil. Man kan i virkeligheden blive helt taknemmelig for bare at have mavepine.

Jeg skulle have været på Riget i dag. Min sidste 3 måneders kontrol. Herefter overgår jeg til 6 måneders kontrol, det glæder jeg mig til. Så føler jeg, jeg hører til en anden statestik. Jeg hører til en gruppe, hvor der er endnu mindre risiko for tilbagefald. Den gruppe vil jeg gerne være en del af. Kontrollen på Riget i dag er udsat et par uger. Jeg ville ellers gerne have det overstået. Om et par dage, er det to år siden jeg fik konstateret livmoderhalskræft, så ligesom sidste januar, så fylder det lidt ekstra i min bevidsthed i de her dage. Der er bare noget ved mærkedage, der gør noget ved én. Man tænker lidt ekstra, det fylder lidt mere. Og den sørgelige besked om Mira Wanting gjorde selvfølgelig også noget ved mig. Jeg må endnu en gang opfordre både kvinder og mænd til at få den HPV-vaccine. Der er faktisk ikke nogen undskyldninger. Jeg vil virkelig gerne høre fra den, der har en undskyldning, der holder vand? Bare afsted med jer, og husk også at få de årlige celleskrab, ik?

Nå, nu skal det hele ikke gå op i sygdom elendighed vel, det er trods alt fredag, det er da også noget. Jeg har planer om en fredagskage, nu må vi se, om det bliver til noget. Jeg har gået rundt med en kage i hovedet i en uges tid, og den trænger til at blive bagt meget underlig sætning, jeg kan godt høre det! Uanset sygdom, så er der jo nogen, der insisterer på fredagsguf, jaja, det gør jeg også, så jeg skal have bikset noget sammen. Og en klistret chokoladekage med creme fraiche til lyder da temmelig fornuftig, ik? Kig ind senere, så er der måske kage på menuen.

Så du for øvrigt det nye program “Du skal dø” med den skønne Anders Lund Madsen i går? Tankevækkende program. Det kan vist nok få nogle til at give et ekstra kys eller kram.

Og hey, det slår mig lige, at 3 af mine absolut top favoritter inden for tv og underholdning hedder Anders. Anders Lund Madsen, Anders Matthesen og Anders Agger. Lidt skørt.

Og så har jeg vist ikke mere at sige for nu, bortset fra at I skal huske at nyde fredagen og hinanden og lidt kage derude. Giv et kram, fordi I kan. Giv et kys, fordi I har lyst. Rigtig god weekend til dig og dine.

Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen.

Silhuetter 1. jan

Eller i hvert fald skal der ikke være så langt mellem hverdagene, og så mange planer, som der er i sådan en juleferie. Så savner jeg i den grad hverdagen. Det har været en hård ferie. To uger med syge børn, en syg mor, en jul, fødselsdage og nytår. Det var vist mere, end jeg kunne rumme. I hvert fald synes jeg, jeg endte som sure nej mor, og det gav ikke ligefrem medgørlige børn. I går, d. 1. januar, var faktisk den bedste dag i hele ferien. Alt hurlumhejet var overstået, der var ingen forventninger, ingen planer, og der var faktisk ro.

Jeg har lært en masse i den her jul, og sådan her bliver det ikke næste år. Der er i den grad nogle ting, der skal ændres på. Jeg skriver det ned, så jeg husker det. Og så vil jeg glæde mig over, at hverdagen nu er tilbage. Jeg rydder op, og rydder væk. Jeg vasker sengetøj og lufter ud. Jeg har brug for orden og system i højere grad end tidligere. Ferien har giver rod i mit hjem, og rod i mit hoved. Der er en ny ferie lige om hjørnet, den glæder vi os til.

Så er der det der med nytårsfortsætterne. Det hører sig vel til. Nogle siger, de ikke tror på dem. Jeg ved ikke, om det handler om at tro. Og jeg tror heller ikke, det handler om, at alt nødvendigvis skal føres ud i livet. For mig handler det om status. Et kig tilbage og et kig frem. Det er vel ikke så tosset. Hvad gik godt, hvad kunne være bedre og hvad mon det næste år byder på. 2012 var ikke et brag af et år. Et leverpostejsår, vil jeg kalde det. Jeg gik ikke bankerot som Spanien, jeg er ikke smidt på gaden som grækerne, jeg fik ikke kræft som i 2011, jeg var på en drøm af en ferie, jeg har i virkeligheden ikke så meget at klage over. Men 2013 må gerne byde på lidt mere sjov og ballade. Jeg har ikke som sådan nogle fortsætter i år, jeg har mere lavet nogle stikord. Stikord som glæde, orden, struktur, organisering, venskaber, udvikling, hygge, fridage, benene op, dybe vejrtrækninger, leg, dans og grin. Det er vel ikke de værste ord at sætte på et år. Det er mange ord, det ved jeg, men vigtige ord for mig lige nu.

Jeg hørte Dronningens nytårstale. eller jeg hørte dele af den. Vi spiste kransekage og drak champagne med ungerne, så det blev kun til brudstykker. Men jeg hørte det med, at vi har en tendens til at vise vores perfekte liv frem. Det må jeg give hende ret i. Og er der et sted, man støder på det, så er det i blogland og på instagram . De andres liv kan se vældig perfekte ud, men jeg må bare huske på, de har et filter, nøjagtig som jeg har. Jeg forstår jo fint, man ikke viser sit beskidte undertøj frem, og det ville måske også blive en smule anstrengende med tiden, men man kan også gå og bilde sig selv ind, at det er alle de andre, der har tjek på det hele. Derfor har jeg været glad for at læse de forskellige nytårsfortsætter rundt omkring i blogland. De er faktisk meget ens mange steder, det ser ud til, vi ønsker det samme i grove træk. Det er egentlig meget rart at vide.

Og så har jeg ikke mere at sige i dag. Jeg er flad og eftertænksom. Jeg prøver at lade op, stille og roligt.

Og btw, så er dagens titel lånt af Dan Turells digt om hverdagen