Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen.

Silhuetter 1. jan

Eller i hvert fald skal der ikke være så langt mellem hverdagene, og så mange planer, som der er i sådan en juleferie. Så savner jeg i den grad hverdagen. Det har været en hård ferie. To uger med syge børn, en syg mor, en jul, fødselsdage og nytår. Det var vist mere, end jeg kunne rumme. I hvert fald synes jeg, jeg endte som sure nej mor, og det gav ikke ligefrem medgørlige børn. I går, d. 1. januar, var faktisk den bedste dag i hele ferien. Alt hurlumhejet var overstået, der var ingen forventninger, ingen planer, og der var faktisk ro.

Jeg har lært en masse i den her jul, og sådan her bliver det ikke næste år. Der er i den grad nogle ting, der skal ændres på. Jeg skriver det ned, så jeg husker det. Og så vil jeg glæde mig over, at hverdagen nu er tilbage. Jeg rydder op, og rydder væk. Jeg vasker sengetøj og lufter ud. Jeg har brug for orden og system i højere grad end tidligere. Ferien har giver rod i mit hjem, og rod i mit hoved. Der er en ny ferie lige om hjørnet, den glæder vi os til.

Så er der det der med nytårsfortsætterne. Det hører sig vel til. Nogle siger, de ikke tror på dem. Jeg ved ikke, om det handler om at tro. Og jeg tror heller ikke, det handler om, at alt nødvendigvis skal føres ud i livet. For mig handler det om status. Et kig tilbage og et kig frem. Det er vel ikke så tosset. Hvad gik godt, hvad kunne være bedre og hvad mon det næste år byder på. 2012 var ikke et brag af et år. Et leverpostejsår, vil jeg kalde det. Jeg gik ikke bankerot som Spanien, jeg er ikke smidt på gaden som grækerne, jeg fik ikke kræft som i 2011, jeg var på en drøm af en ferie, jeg har i virkeligheden ikke så meget at klage over. Men 2013 må gerne byde på lidt mere sjov og ballade. Jeg har ikke som sådan nogle fortsætter i år, jeg har mere lavet nogle stikord. Stikord som glæde, orden, struktur, organisering, venskaber, udvikling, hygge, fridage, benene op, dybe vejrtrækninger, leg, dans og grin. Det er vel ikke de værste ord at sætte på et år. Det er mange ord, det ved jeg, men vigtige ord for mig lige nu.

Jeg hørte Dronningens nytårstale. eller jeg hørte dele af den. Vi spiste kransekage og drak champagne med ungerne, så det blev kun til brudstykker. Men jeg hørte det med, at vi har en tendens til at vise vores perfekte liv frem. Det må jeg give hende ret i. Og er der et sted, man støder på det, så er det i blogland og på instagram . De andres liv kan se vældig perfekte ud, men jeg må bare huske på, de har et filter, nøjagtig som jeg har. Jeg forstår jo fint, man ikke viser sit beskidte undertøj frem, og det ville måske også blive en smule anstrengende med tiden, men man kan også gå og bilde sig selv ind, at det er alle de andre, der har tjek på det hele. Derfor har jeg været glad for at læse de forskellige nytårsfortsætter rundt omkring i blogland. De er faktisk meget ens mange steder, det ser ud til, vi ønsker det samme i grove træk. Det er egentlig meget rart at vide.

Og så har jeg ikke mere at sige i dag. Jeg er flad og eftertænksom. Jeg prøver at lade op, stille og roligt.

Og btw, så er dagens titel lånt af Dan Turells digt om hverdagen

6 tanker om "Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen."

  1. Henriette

    Kære Rikke
    2 hjerner en titel ;)
    Håber sådan at du finder overskuddet igen
    og ja man må bestemt gerne vise sit uperfekte liv frem
    – frem med snotnæserne, underskudsmødre som fodre sine børn med resterne af julen chokolade( det var ikke mig ;), hængebrysterne – rynkerne-nullermændene der bare vokser frem.
    Overvejede at hvis jeg havde haft et kamera at tage billeder af nullermændene under sengen idag.
    Godt nytår
    kh

    Svar
  2. Jane

    Gode tanker, Rikke! Både om sidste år og om det nye.

    Jeg synes også, pointen med det perfekte liv var god. Mange steder finder man glansbilleder af fine liv, og det er såmænd da udmærket. Men glansbilleder interesserer mig bare ikke synderligt, så jeg er hurtigt videre. Mennesker interesserer mig. Rigtige mennesker. Og uden at vi behøver ryge helt i anti-grøften, synes jeg også, det er så uendeligt vigtigt at få begge dele med. Og derfor holder jeg af din blog. Her skriver et menneske :-)

    Svar
  3. Joan

    Ja, men så er det jo godt, at der er FLEST hverdage! Jeg holder i den grad også af alle de almindelig dage, med alt hvad det nu en gang indebærer.
    Godt at gøre status – det gør jeg også……
    Godt Nytår – jeg glæder mig til at læse med i 2013
    Kh Joan

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Mange tak Joan, dejligt du vil læse med :)

      Godt nytår til dig også, må det byde på en masse dejlige hverdage :)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>