Månedsarkiv: februar 2013

Hjemmelavede toiletpunge eller dimsetasker

Hjemmelavet toiletpung 

Hjemmelavet toiletpung

Hjemmelavet toiletpung

Hjemmelavet toiletpung

Hjemmelavet toiletpung med fugle og gul lynlås

Hjemmelavet toiletpung

Jeg har givet mig i kast med en serie toiletpunge. Jeg elsker at sy tasker, og den her gang er det små tasker, jeg har kastet mig over. Om det er en toiletpung, det ved jeg egentlig ikke, men det er vel det logiske navn. De kan nemt bruges som dimsetaske også, og sådan nogle kan man vel aldrig få nok af?

Blå er bare slet ikke min farve, men lige de her stoffer er jeg helt tosset med. Jeg har endda planer om en opslagstavle med fuglestoffet på. Den skal hænge ved min syplads, som jeg også har planer for. Ja, planer har jeg nok af, det er vist mere tiden det kniber med. Jeg har samlet nogle idéer på Pinterest for mine oprindelige planer for min syplads, de holder bare ikke. Måske er det derfor, jeg ikke har fået gjort det færdig endnu, for jeg har manglet den rigtige idé. Hurra for Pinterest, der kan hjælpe på vej.

Symaskinen har egentlig holdt stille en periode. Ligesom så meget andet i min hverdag. Måske er det lyset, jeg ved det ikke, men det er som om, mit hoved levner plads og overskud til andet end bare tankemylder. Så nu kører symaskinen og overlocken igen for fuld drøn, og det er der blandt andet kommet den her familien toiletpung ud af. Der er flere på vej. Og jeg tænker Give Away?

Kære dagbog

I dag har jeg været til træning for første gang i 2,5 måned. Hvordan den pause blev så lang, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har bare ikke kunne rumme det. Mit hoved har været fyldt til bristepunktet, og trykker jeg på overlev i en periode. Men det må jeg se at komme ud over, for min krop kan altså ikke tåle, at jeg ikke bruger den. Jeg er vind og skæv, og jeg har virkelig potentiale til at ende med en krop, der ikke KAN bruges, sådan som jeg har behandlet den. Det er op til mig lige nu.

Det var hårdt. Og det gjorde lidt ondt. Og gensynsglæden med lokationen var fraværende. De mangler altså noget på væggene, noget man bliver glad af. Jeg har snakket med lederen om noget tapet for længe siden, jeg håber det bliver til noget en dag. Men jeg fik gjort det jeg skulle, og jeg er godt tilfreds med min indsats for i dag. De næste par dage er det nok knap så sjovt, men…

stop giving up

…måske skulle jeg bare snart lade være at holde de der lange pauser. For jeg ved jo, at så snart jeg er inde i rytmen, så går det ok, og det giver mig den der rummelighed. Jeg kan vælge den gode cirkel, hvor motion giver mig energi og glæde, som giver mig overskud til at gøre ting jeg ellers ikke orker, som gør mig til en gladere mor, og en gladere kæreste, en gladere mig, som så gerne vil træne mere, for at få mere af det gode. Eller jeg kan vælge den dårlige cirkel, hvor jeg ikke motionerer, som resulterer i at have ondt over alt, og det er virkelig noget der dræner mig for energi go overskud, som så gør, at jeg ikke orker at træne. Bom bom, den er egentlig ikke så svær vel? Eller er den? For gang på gang, så går det jo skævt. Ikke kun for mig, men for langt de fleste mennesker. Det går ikke som vi regnede med, det går ikke som vi planlagde.

Det hårdeste er, når man, hver gang det går skævt, føler sig som en fiasko, som en doven hund og man banker sig selv i hovedet med det. Den nagende dårlige samvittighed, der hvisker mig i øret hver dag, jeg ikke kommer afsted. For mit rationelle jeg ved godt, at jeg ikke er en doven hund. Det har jeg måske troet i mange år, men det gør jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg ikke er doven. Og alligevel så sidder den der lille djævel på skulderen, og prøver at overbevise mig om noget andet. Jeg håber, jeg en dag får bugt med den og kan begynde at fortælle mig selv gode positive beskeder, som gavner mig. Hvis jeg kan overføre filosofien fra min kost “Fyld mere af det gode på, så ryger det dårlige automatisk ud”  så skal det nok lykkes en dag. Og eftersom jeg har sendt mig selv temmelig mange dumme beskeder i over 30 år, så kan det godt være, det tager lidt tid, at lave om på det mønster. Some day…

 

Tak Jane for din dagbogsopfordring. Jeg giver det et skud, så må vi se :)

Fem favoritter på væggen

Nej, hvad er nu det? En ny kategori på bloggen? Ja, det er lige det, det er. Fem favoritter.

Her er fem favoritter på væggene i stuen.

Woody Allen Manhattan

Jeg er helt tosset med Woody Allen og hans univers. Både nye og gamle film kan jeg se igen og igen, men især de gamle klassikere har en stor plads i mit Woody Allen elskende hjerte.

Ronja og Bertrams malerier

Ronja og Bertram har malet fine malerier over temaet hav. Fine ik?

Vi sidder bare her 

Vi sidder bare her. 3 mænd, der både hver for sig og tilsammen er ganske særlige. Jeg er vild med deres idé, og i særdeleshed med det produkt, der kommer ud af det i sidste ende. Plakaten her er signeret af de tre herrer. Jeg snakkede mig til den, efter vi havde set dem live på Jazz House i København. Det var en usigneret reklameplakat, der hang på væggen, som jeg fik lov at få af den unge mand, der solgte deres cd´er efter koncerten. Han fik desuden gode drikkepenge, for at få den signeret.

Minder om Malta

Det her maleri købte min mand og jeg sammen, den dag jeg fik konstateret kræft. Måske en lidt skør ting, men den dag virkede det helt rigtigt. Det minder os om bugten i den by på Malta, hvor vi boede i 5 år.

Hundertwasser

Den her Hundertwasser havde jeg kigget på og sukket efter længe. Under mit kemoforløb indførte min svigerinde, at jeg fik en gave hver onsdag, når jeg kom hjem fra kemo, enten af hende eller af min mand. Det her billede fik jeg den sidste onsdag af min mand.

Det var mine første fem favoritter. De har alle stor betydning for mig og jeg kigger på dem hver dag. Kigger og tænker et par glade tanker.

Nå, men når nu én lige er gået blogkold et øjeblik…

… og bruger tiden på at tænke dybe tanker om livet, ambitioner, drømme og ønsker, så kan én da lige vise et par billeder fra et fint lille Orkidehus på Cran Canaria. Faktisk er det en ren forglemmelse, at jeg ikke har vist dem før. Jeg er egentlig ikke nogen hengiven orkidefan, og de er næppe fan af mig heller, eftersom jeg har det med at slå dem ihjel ca. 15 min. efter de er kommet over dørtærsklen her, men jeg blev altså i godt humør, af den lille tur gennem det fine orkidehus.

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Smuk orkide

Exif_JPEG_PICTURE 

Smuk orkide

Projekt organisering er skudt i gang

Som jeg skrev om i januar, så har jeg i år ingen nytårsfortsætter, men jeg har sat nogle ord på året, eller en retning måske. Og en af mine ord for 2013 er organisering. Mit behov for at få alt på sin rette plads er vokset, jeg er knap så rummelig, når det kommer til rod og uorden som jeg har været.

Vi har to slags rod. Der er den slags med et stuegulv fuld af Gormitier, puslespilsbrikker, Vildkatten, tegnetavle, actionmen og Ninjagoer, et køkken der flyder med opvask, bagværk, æbleskrog og modellervoks. Den slags er træls, men for det meste til at få af vejen igen. Hvis tingene altså har en plads. Og så er der den slags rod, hvor tingene IKKE har en plads. Og den slags rod, har vi bare for meget af. Vi køber nyt, som de fleste andre, men får ikke smidt ret meget ud, vel også som de fleste andre. Jeg er ikke god til at smide ud. Jeg bryder mig ikke om spild. Men til gengæld er jeg blevet fan af at stå på loppemarked og komme af med krims kramset på den måde.

Total ynglingsreol

En ting der længe har stået på min ønskeliste er en ekstra sektion til vores reol i stuen. Bogsamlingen har vokset sig større end reolen, og i det hele taget har den bare manglet, synes jeg. Jeg har det sidste års tid holdt øje på dba, uden held. Lige indtil i mandags. Bum, så var den der. Lige det jeg skulle bruge, til den rigtige pris. Ganske vist godt brugt og slidt, men hey, så længe pengene ikke vokser på træerne, så er jeg fint tilfreds med brugt og slidt.

under

Endelig fik jeg også sat vores bøger i orden igen. De stod engang for 100 år siden i sirlig orden, men jeg havde glemt at informere ham faren om systemet, så det fik han da fuldstændig spoleret på ingen tid. Min egen fejl,  og det kommer ikke til at ske igen! Nu står de igen i orden, orden efter kategori.

efter

Jeg er helt vild med den nye fine endevæg. Man kan måske mene, der ikke er den store forskel, men der er voldsom forskel for mig. Alle bøger er nu på rette plads. Der er ingen stakke på 1. salen, ingen stakke i vindueskarmen. Der er sorteret fra til loppemarked, de står i orden og system. Mmmm, det gør godt for en som jeg, der i den grad har brug for orden for tiden.

Og det kunne være, jeg en dag, skulle vise den anden ende af stuen, bare for at vise, at vi ikke kun bor hvidt! For det gør vi langt fra. Men det må blive en anden god gang.

Min bedste banankage, lchf version

Som nogle nok har opdaget, så har jeg i en længere periode flirtet en del med LCHF kosten. Og det har jeg tænkt mig at fortsætte med. Jeg er ikke kun til LCHF, og det måske heller ikke ambitionen. Men LCHF har virkelig mange gode elementer, som jeg har taget til mig. Min taktik lyder på, at jo mere jeg fylder på af det gode, jo mindre plads er der til det dårlige. En taktik der vel kan bruges i de fleste af livets aspekter. Meget enkelt, men typisk for mig, har jeg altid tænkt det omvendt. At alt det dårlige skulle ud, basta. Men den filosofi bliver man ikke ligefrem lykkeligere af vel? Men at vende den på hovedet, og i stedet fylde på af alt det gode, det virker meget bedre i mit hoved. En filosofi der stammer fra Hungry for Change som jeg er helt tosset med (det er ikke en LCHF-film, men en realfood film)

Det med de kloge ord bag LCHF vil jeg lade andre om, jeg kan bare mærke, hvad der virker for mig, og den mad gør mig glad og mæt. Jeg kan især mærke det, når jeg IKKE spiser sådan. Jeg er ikke 100% LCHF, men ser jeg bare et år tilbage på min kost, så er der sket voldsomme ændringer, men det kræver nok sit eget indlæg en anden dag. I dag var det det med banankagen.

Jeg har længe været bagenørd. Surdej, Kenwood, lange hævetider osv. Så det har taget lidt tid, at få mig over på LCHF bageriet, men jeg er så småt på vej. Jeg har bagt boller, fladbrød, chokoladebrød og et par andre ting. Det har været efter opskrifter, men i går kastede jeg mig for første gang over et spontant eksperiment lige midt jeg lavede aftensmad. En banankage med kokosfibre i stedet for hvedemel, og kokossukker i stedet for almindelig sukker. Og jeg fik den dejligste banankage ud af det. Faktisk den bedste jeg har lavet. Og ungerne spiste 3 stykker til fredagsguf, det er vel også en form for godkendt stempel?

LCHF banankage

Indrømmet, banankage ser sjældent ud af ret meget, og et elendigt billede taget med telefonen hjælper vist heller ikke på det, men hvis smagen er i orden, så går det vel an? Og smagen er så meget i orden i den her version.

Banankage til en sandkageform:

2 meget modne bananer, most

2 spsk. smør med top

2 æg

1/2 dl. kokossukker

1/2 tsk. vaniljepulver (ikke sukker)

1 tsk. kanel

1 tsk. bagepulver

1 spsk. fiberhusk

lidt salt

1,5 dl. kokosfiber

50 gram hakket mørk chokolade min. 70%

Smelt smøret. Pisk æg med kokossukker, og hæld langsomt det smeltet smør i. Bland kokosfiber, bagepulver, kanel, vaniljepulver, fiberhusk og salt sammen. Vend det i æggeblandingen. Al væsken bliver hurtigt suget op af fibrerne. Vend til sidst det hakkede chokolade i. Jeg brugte en sandkageform med bagepapir i, trykkede dejen godt ud, og så bagte den i 20-22 min. ved 200 grader.

Jeg er ovenud tilfreds med mit første eksperiment med kokosfibre, den skal bestemt laves igen.

Og jeg ved godt, bananer ikke er det mest LCHF agtige, men det er godt nok til mig. Som ved alt andet, så er findes der grader, og jeg er temmelig moderat i min tilgang til det. Det vigtigste for mig er i virkeligheden, at jeg laver mad af rene råvarer, som tilfører noget godt til min og familiens krop, og ikke om det hedder LCHF eller andet. Jo mere godt, jo mindre skidt.

Og så blev det der skulle være en banankageopskrift alligevel til en mindre afhandling. Jeg forstår virkelig, at gøre en kort historie lang. Et af mine utallige talenter. Det rangerer helt deroppe ved talentet for at huske de kendtes navne.

Chokoladebrød

Jeg har endnu en gang kastet mig over en af Madbandittens skønne opskrifter. Kernebrød med chokolade. Hvis der er noget, der skal testes, så er det da det! Så det gjorde jeg i går. Og hallelulja et lækkert brød.

Chokoladebrød

Chokoladebrød med smør

Det var så nemt at lave, det eneste der var svært, var at vente på, det kølede nok ned, så jeg kunne spise det! Jeg var simpelthen så spændt. Helt tosset, I know. Men det var ventetiden værd, det smagte forrygende. Så jeg sender en anbefaling videre herfra.

Det eneste jeg ændrede i opskriften var de hakkede nødder. Jeg havde ingen hasselnødder, og brugte i stedet 150 gram mandler, lækkert lækkert. Der er noget dessert agtigt over det brød. Og morgenmads agtigt. Og eftermiddagsmads agtigt. Ja, der er faktisk ikke ret meget brød tilbage host host.

Chokoladebrød

Vil lige vise, at sådan så brødet ud, da jeg tog det ud af ovnen. Om det er hørfrøene eller æggehviderne, der er på spil, det ved jeg ikke, men jeg vil bare lige sige, at det forsvinder med det samme du tager brødet ud, så det ER færdigt, selvom det ser vådt og ufærdigt ud.

I dag er det fredag. Weekenden står for døren. Jeg drømmer om fredagskage, men jeg har på fornemmelsen, jeg ikke når det. For om lidt skal jeg på besøg hos den skønneste lille Josefine, som jeg har skrevet om her og jeg glæder mig!

Babytæppe i barselsgave

Som jeg skrev om i går da jeg tænkte tilbage på mine egne børns fødsel, så er lille skønne Josefine kommet til verden. Og har man fødselsdag, så får man gaver, og det gjorde lille Josefine selvfølgelig også. Det her tæppe har været længe undervejs.  Ikke fordi det tager laaang tid at sy, men at vælge stoffet, det kan tage sin tid. Og jeg har da også ændret mening et par gange. Endelig fik jeg den helt rigtige sammensætning, og jeg synes selv, det er blevet noget så fint. Modtagerens mor og far var heldigvis også tilfredse, så hurra for det.

Hjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppeHjemmesyet babytæppe

 Et par små stribede bukser blev det også til. Det er længe siden, jeg har lavet noget, der var så småt. Det er ikke det nemmeste, at få syet ribkant i de små smalle ben. Og så er de endda alt for store lige nu.

Beklager tæppet ikke er strøget inden jeg tog billeder. Jeg ooooorkede bare ikke lige den dag jeg tog billeder.

I de her dage, går tankerne tilbage

Ronja og Bertram

De sidste to aftener har jeg tilbragt på Hillerød sygehus. For en gangs skyld med et fantastisk formål, nemlig at sidde og nusse med den skønneste dejligste lille Josefine. Min kære veninde og kæresten har fået den dejligste lille pige, og uden at sige for meget, så er hun altså usædvanlige dejlig, sådan rent objektivt host host. For 4,5 år siden var det mig, der lå på Hillerød sygehus (ja og et par gange siden, men det er en anden historie), dog ikke på barselsgangen, men på neo natal. Jeg fødte to små rollinger 6 uger for tidligt. Og når jeg siger små, så mener jeg små. 1840 gram og 1970 gram. Der kan man tale om, at være bange for, de går i stykker, når man rører dem.

At sidde der i stolen med den yndigste lille pige, sender bestemt tankerne tilbage til dengang det var os. Shit, det var hårdt med hårdt på. Jeg tror bestemt, at alle nye forældre synes det er benhårdt, og man kan jo kun tage udgangspunkt i sit eget liv og egne oplevelser. Min oplevelse var vist chok tilstand. Hvem var de to baryler? Hvor længe skulle vi være her? Ville jeg nogensinde selv kunne give dem mad? Hvorfor græd de? Hvordan stoppede man det? Hvornår ville vi nogensinde få noget søvn? Ville de tage på i vægt? Hvor var jeg i alt det her? Hvordan skulle jeg dække deres behov? Hvad VAR deres behov? Var der en manual et sted? Hvorfor spiste de forældre længere nede af gangen kun røde pølser? Jaja, madpolitiet var allerede på spil dengang.  Mon knuden i maven ville løsne sig igen? Ville jeg stoppe med at få daglige grådanfald? 3 uger var vi der. Og da vi kom hjem, så blev det for alvor hårdt. Christ.

Jeg kan huske, det bedste råd, jeg nogensinde har fået i forbindelse med at blive mor, det var da jeg fik en sms fra en god veninde, mens vi stadig var indlagt, som skrev “Hvis man ikke får den altoverskyggende forelskede mor-følelse fra dag et, så er det ok, det skal nok komme!” Og så hyyyylede jeg. TAK!! Jeg var ikke helt forkert, jeg gjorde ikke alt galt, og det var ok, jeg ikke var som en mor på film, der bare havde styr på det hele fra fødslen. Tak tak tak! Det glemmer jeg aldrig. Og grunden til, jeg ikke havde forestillet mig, den følelse af at stå og kigge på dem og tænke “hvem er I, hvad vil I her?” er nok fordi, det er tabu. Det er der i hvert fald ikke ret mange, der siger højt. Men i virkeligheden er der jo nok mange mødre, der har det sådan. Og fædre. Og hun havde ret, veninden, det kom. Men det tog tid, vi skulle lige lære hinanden lidt at kende. Den kom langsomt, den der mor følelse. Men den kom. Og i dag har jeg ikke længere følelsen af, at jeg var forkert og jeg manglede noget. Jeg var helt normal. Og jeg er ikke bange for at sige det højt.

En af de klogeste bogtitler, der nogensinde er lavet må være “Jeg var en virkelig god mor, før jeg fik børn”. Jeg har ikke læst bogen endnu. Den står i min reol, men hey, tiden har ikke været til det, for jeg har for travlt med at være mor. Og det er fandeme ikke for tøsedrenge, kan jeg godt hilse og sige. Indrømmet, jeg har måske ikke de nemmeste roligste børn i verden, og de har måske ikke de nemmeste og roligste forældre i verden  men jeg har heldigvis de dejligste, men hold kæft, hvor var jeg klog, inden jeg selv fik børn. Det er jeg ikke mere. Jeg prøver at overleve, og have børn der overlever også. Parforholdet skal også gerne overleve, så vi ikke ender med en familie, der en dag bliver fundet hovedløse, fordi vi har revet knoppen af hinanden. Og det der med overskudsmor, glem det. Her er jeg lykkelig, hvis bare jeg er mor og ikke underskudsmor. Overskudsmor er alt for ambitiøst.

Der flyver virkelig mange tanker gennem hovedet i de her dage. Især om den noget barske start vi havde. Indtil videre ser det ud til, at Josefine og hendes mor og far har en noget blidere start, og det gør mig glad. De skal nok få kam til deres hår, og de skal nok komme til at synes, at det er benhårdt, for de har jo DERES situation og tage udgangspunkt i, og man skal ikke altid sammenligne sig med andre, hvor det hele var anderledes. Man er hvor man er, og det skal man have lov at være. Og indtil videre er vi alle overlevet, vi har alle hovedet siddende solidt på skuldrerne, og bogen får jeg nok læst en dag, når ungerne er flyttet hjemmefra. Men pyt, vi klarede den start, og morfølelsen er alive and kicking, og selv om min facebook opdatering her til morgen lød “Har lige hylet som en Sirene (måske knap så elegant, måske lød det mere som en gammel sur heks med en fløjte galt i halsen) for at få ungernes opmærksomhed. Nu har jeg hovedpine. Jeg skal vist ikke være Sirene i mit næste liv.” så ved jeg allerede, hvad jeg vil være i mit næste liv. Jeg vil være MOR!

 

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Blomkål-jordskokkesuppe med persillepesto og brødstænger

Blomkål-jordskokkesuppe med persillepesto og brødstænger

Det var menuen i går. Et rigtig dejlig måltid, som var populær hos hele familien.

Blomkål-jordskokkesuppe:

1 lille blomkålshoved skåret i mindre stykker

ca. 10 jordskokker, skrællet og skåret i mindre stykker

1 løg i grove tern

en rest halvkedelig broccoli (feel free to bruge et frisk )

et par håndfulde knoldselleri i tern

2-3 fed hvidløg i skiver

oliven olie

salt

peber

urtesalt

2,5 dl. piskefløde

Start med at svitse løg i oliven olie, tilsæt resten af grøntsagerne og svits til det får farve. Dæk grøntsagerne med vand, og lad det simre i 20 min. eller til det er mørt. Blend med stavblender, tilsæt fløde, smag til med urtesalt, salt og peber. Easy peasy.

Hjemmelavet persillepesto

Persillepesto: (den har jeg vist før, men den tåler gerne en gentagelse)

1 stor håndfuld persille

1/2 fed hvidløg

olivenolie så det passer (ca. 1 dl.)

1/2 dl. pinjekerner

Revet parmesan eller anden ost, hvad der svarer til 3-4 spsk. frisk revet

Rist pinjekernerne på en tør pande, lad dem køle ned. Riv osten på den fine side af rivehjernet og stil det til side. Smid hvidløg, persille, pinjekerner og olivenolie i minihakkeren eller noget tilsvarende og blend den så grov eller fin som det passer dig. Vend osten i og smag til med salt.

Hjemmelavede brødstænger

Brødstænger:

10 gram gær

3 dl. lunkent vand

2 spsk. oliven olie

1 dl. blandet frø, jeg brugte hørfrø, chiafrø og sesamfrø

3 dl. fuldkornsdurummel*

3 dl. tipo 00 mel*

1 tsk. salt

ekstra sesamfrø til at vende dem i

Opløs gæren i vandet og tilsæt resten. Ælt så længe du orker, jo længere tid du bruger, jo bedre resultat. Lad dejen hvile min. 1 time. Rul dejen ud i stænger, tryk dem flade, tryk dem godt ned i sesamfrø, du skal evt. lige fugte dem med våde hænder først. Til sidst snor du dem og lægger dem på bageplade. Lad dem nu hvile igen, gerne 1/2 time. Bag dem ved 200 grader i ca. 12 minutter. De var vældig populære hos ungerne, og de smagte rigtig dejligt.

Hjemmelavet brødstænger

Hjemmelavede brødstænger

Så var det vist nok opskrifter for i dag, hva?

*Brug bare noget andet mel, hvis det passer dig bedre.