Kære dagbog

I dag har jeg været til træning for første gang i 2,5 måned. Hvordan den pause blev så lang, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har bare ikke kunne rumme det. Mit hoved har været fyldt til bristepunktet, og trykker jeg på overlev i en periode. Men det må jeg se at komme ud over, for min krop kan altså ikke tåle, at jeg ikke bruger den. Jeg er vind og skæv, og jeg har virkelig potentiale til at ende med en krop, der ikke KAN bruges, sådan som jeg har behandlet den. Det er op til mig lige nu.

Det var hårdt. Og det gjorde lidt ondt. Og gensynsglæden med lokationen var fraværende. De mangler altså noget på væggene, noget man bliver glad af. Jeg har snakket med lederen om noget tapet for længe siden, jeg håber det bliver til noget en dag. Men jeg fik gjort det jeg skulle, og jeg er godt tilfreds med min indsats for i dag. De næste par dage er det nok knap så sjovt, men…

stop giving up

…måske skulle jeg bare snart lade være at holde de der lange pauser. For jeg ved jo, at så snart jeg er inde i rytmen, så går det ok, og det giver mig den der rummelighed. Jeg kan vælge den gode cirkel, hvor motion giver mig energi og glæde, som giver mig overskud til at gøre ting jeg ellers ikke orker, som gør mig til en gladere mor, og en gladere kæreste, en gladere mig, som så gerne vil træne mere, for at få mere af det gode. Eller jeg kan vælge den dårlige cirkel, hvor jeg ikke motionerer, som resulterer i at have ondt over alt, og det er virkelig noget der dræner mig for energi go overskud, som så gør, at jeg ikke orker at træne. Bom bom, den er egentlig ikke så svær vel? Eller er den? For gang på gang, så går det jo skævt. Ikke kun for mig, men for langt de fleste mennesker. Det går ikke som vi regnede med, det går ikke som vi planlagde.

Det hårdeste er, når man, hver gang det går skævt, føler sig som en fiasko, som en doven hund og man banker sig selv i hovedet med det. Den nagende dårlige samvittighed, der hvisker mig i øret hver dag, jeg ikke kommer afsted. For mit rationelle jeg ved godt, at jeg ikke er en doven hund. Det har jeg måske troet i mange år, men det gør jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg ikke er doven. Og alligevel så sidder den der lille djævel på skulderen, og prøver at overbevise mig om noget andet. Jeg håber, jeg en dag får bugt med den og kan begynde at fortælle mig selv gode positive beskeder, som gavner mig. Hvis jeg kan overføre filosofien fra min kost “Fyld mere af det gode på, så ryger det dårlige automatisk ud”  så skal det nok lykkes en dag. Og eftersom jeg har sendt mig selv temmelig mange dumme beskeder i over 30 år, så kan det godt være, det tager lidt tid, at lave om på det mønster. Some day…

 

Tak Jane for din dagbogsopfordring. Jeg giver det et skud, så må vi se :)

4 tanker om "Kære dagbog"

  1. Jane

    Måske kan jeg få lov at være stemmen, der hvisker, at du bare er et menneske, indtil din egen stemme tager over?

    Hvis det er nogen trøst, så fungerer det heller ikke med motionen for mig i øjeblikket, og det går mig også på. Og selvom det nogle gange godt kan lyde som om jeg har fuldstændig styr på det der med at tale pænt til mig selv, så har jeg sørme da også situationer, hvor det er svært at finde de pæne ord frem. Som fx når jeg ligger vågen kl. 2 om natten med hjertebanken, fordi jeg har spist en plade 86% chokolade efter aftensmaden – og jeg normalt ikke tåler koffein overhovedet efter kl. 15.00. Lige der er det sgu lidt svært.

    Men det vigtigste er at man øver sig, for forhåbentligt bliver det så reglen snarere end undtagelsen en dag.

    Og jeg glæder mig over din nye kategori. Og thumbs up, i øvrigt, for at du kom afsted til træning. :-)

    PS: En sidste ting: Det er virkelig ikke årstiden til at stille for mange krav til sig selv. Det er slut februar og vi er alle fladmaste ovenpå en lang vinter. Slæk lidt på kravene nu og kom igen til april. Der er chancerne for succes bedre. Jamen, det tror jeg virkelig på. Og jeg er helt sikker på at Henriette vil bakke mig op her! ;-)

    Svar
  2. Rikke Forfatter

    Du er sød Jane <3 tak.

    Og ja, det hjælper lidt at vide, at andre også bøvler med det motion. Og at andre får hjertebanken af for meget chokolade, det hjælper faktisk også lidt :D

    Jeg har ikke rigtig tænkt på, at det der med, at det er en hård tid at sætte store krav til sig selv. Jo vist, jeg har da læst og forstået hos Henriette og andre, men ikke sådan lagt to og to sammen, så det også gælder mig :D For jeg kan da ikke bare sådan slække på cravene, bare fordi det er februar? Nej nej, det her med at banke mig selv i skallen, det er ikke på sæsonbasis, det er en helårs beskæftigelse.

    Men du har da ret, det er nok en hård tid. Og som min kære veninde så fint formulerede langt over hendes sengetid den anden aften: Vi må cutte os selv noget slack :D Ja, det er nok det vi må :)

    Og jeg er ikke i tvivl om, at Henriette bakker dig op hehe ;)

    Svar
  3. klummefabrikken

    Jeg er sikker på, at Jane har en god pointe, du (og jeg!) bør lytte til. Jeg prøver selv at høre og forstå hendes kloge ord, for hey – jeg er dronningen af negative tanker om mig selv. Ingen er endnu kommet bare i nærheden af mig.
    Jeg forsøger efter bedste evne at tænke pæne tanker om mig selv, for jeg ville aldrig – som i aldrig – tænke om andre, som jeg tænker om mig selv. Det er svært. Det er uvant. Det virker næsten fjollet. Men jeg tror, jeg langsomt bliver bedre til det. For lige som dig ved jeg godt, at jeg ikke er doven og jeg ved godt, at jeg ikke har rygrad som en regnorm. Heller ikke når jeg falder i. Mit hoved forstår det – det kniber lidt mere med følelserne i maven.
    Så skal vi ikke bare aftale, at det er februar. Det er koldt. Det er mørkt. Det er røvsygt. Så lad os være gode ved hinanden og os selv. Er du med?

    Og tak for et godt indlæg!
    Kram Klumme

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Hej Klumme,
      Dejligt at se dig igen :)
      Hvor gik det så galt mon? Jeg vil så gerne vide det, for jeg vil nødig give alt for meget at det videre til afkommet.
      Jeg så for nogle uger siden, et klip af Danskernes Akademi (som ellers kan være pænt tørt), som handlede om grundglæde. Nogle mennesker er født med større grundglæde end andre, og jeg er helt sikkert en af dem, der ikke ligger over gennemsnit, det er helt sikkert.
      Min tidligere psykolog snakkede også om det. Hun lavede en fin tegning over den gennemsnitlige grundglæde, og så min til sammenligning. Hm.
      Hønen og ægget, tænker jeg, men i hvert fald tænker jeg, at der kan være en sammenhæng.
      Jeg er rigtig god til at være “god ved hinanden”, men dælme ikke ret god til at være god ved mig selv. Men jeg vil prøve Klumme, i hvert fald resten af februar :D Så gør du også, ik?

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>