Månedsarkiv: marts 2013

Opdatering på nøglesnorene

Jeg er helt vildt glad for, at der har været så stor interesse for mine nøglesnore, at jeg ikke har kunne levere til alle. Wow, tusind tak skal I have. Al min frygt er gjort til skamme. Ikke desto mindre er jeg lige så nervøs for, at sætte de næste ting til salg??!! Jeg er lige ved at tage tilløb. Og som I kan se her så er flere af tingene jo allerede lavet.

Nå, det jeg ville sige var, at jeg har opdateret indlægget med mine nøglesnore, med et billede af dem jeg har tilbage indtil videre. Og så skal jeg nok få lavet en omgang mere inden aaaalt for længe. Lige nu er der bare så mange andre projekter, der presser sig på.

Resterne af mine nøglesnore

 

Alene hjemme

Det er lidt underligt, det her. Jeg er alene hjemme. Som i HELT alene! Mine børn er taget på påskeferie hos farmor og farfar, og ham faren er ude og se landskamp. Det er altså stille, når man sådan er helt alene. Jeg både nyder det, og føler det lidt for uvant. Selvom ungerne som regel ville sove nu, så plejer de trods alt at være her.

Min dag er gået med at sy. Nej, først sov jeg længe. Det er altså en vældig sjælden fornøjelse. Jeg lå i sengen, til klokken var næsten 10. Og den eneste lyd her var, var ham faren, der snorkede ved siden af mig. Også meget underligt. Når jeg en sjælden gang sover længe, så plejer det at være med en ordenlig omgang baggrundsstøj nede fra stuen. Ikke i dag. Og heller ikke i morgen.

Men altså, jeg har syet, både i dag og mange andre dage, derfor er her så stille. Når jeg har syet, så er min energi brugt op, for jeg er stadig ikke sluppet af med den pokkers forkølelse. Jeg har fået syet et babytæppe færdig. Det kommer til salg her på bloggen. Jeg har også syet et par muleposer. Jeg har lavet en stak tørklæder, der også kommer til salg i nær fremtid. Jeg vil bare lige have lidt flere i stakken først. Og det skal have sine egne indlæg. Men I må da gerne lige smugkigge.

Hjemmelavede tørklæderHjemmelavede muleposer

Hjemmesyet babytæppeHjemmelavet babytæppe

Jeg har så mange projekter i gang. Og 10 gange så mange inde i hovedet. Og eftersom struktur aldrig har været mit mellemnavn, så kan I nok forestille jer, at kaos regerer en smule. Jeg vil så gerne det hele, men ting tager tid, især når man er forkølet, og der også findes en verden væk fra symaskinen. Men jeg er virkelig glad for og enormt stolt af, at jeg har fået solgt næsten alle mine nøglesnore. Så jeg må forsøge mig med flere ting jo. Jeg må tro på mig selv, det er der åbenbart andre der gør.

Her til aften har jeg haft min netflix debut, jeg ser Call the Midwife. Jeg har set den anbefalet et par steder her i blogland. Og når nu jeg er helt alene, og jeg er træt af forkølelse, og tv er så elendigt, at jeg stort set ikke ser det længere, så tog jeg mig sammen, og fik sat en serie på. Den er da god! Jeg har set to afsnit, og jeg fortsætter gerne. Jeg er ikke i tvivl om, at ham faren ikke er målgruppen, så jeg fornøjer mig alene. Men det er nu også ok ind i mellem.

Og hey, var der ikke lidt forår i luften i dag? Det tror jeg nok, der var. Jeg sad i haven, med et tæppe omkring mig, og drak MORGENkaffe kl. 10.30. Nøj, det var dejligt. Og på tide. Og jeg stemmer klart for, at vi fortsætter i den retning.

Kære Dagbog – dagens yogi visdom og noget om sygdom

Lille My med dagens yogi tea visdom

Yogi TeaDagens visdomsord yogi tea

Womans yogi tea

Ummenum yogi te

Jeg ved godt, at langt de fleste mennesker, er blevet ekstra slemt ramt af vintersygdommene i år. Det er nærmest absurd, så mange, der bliver syge igen og igen. Men det gør mig ikke mindre irriteret, når det endnu en gang, er mig, det går ud over. Det er meget muligt, at jeg ind i mellem skranter lidt, har lidt undervejs, men så bliver det ikke til så meget mere. Men jeg skal lige love for, jeg får min del i år. Den her gang har jeg fået en rigtig tarvelig forkølelse med hoste on the side. Jeg har nu været træt med træt på siden onsdag morgen, hvor jeg vågnede med en kraftig mistanke om, at noget endnu en gang var undervejs. Og helt ærlig, så gider jeg ikke mere. Lige som alle andre, så sukker jeg efter forår i voldsom grad nu. Jeg har egentlig ikke følt mig specielt vintertræt eller påvirket af vinteren, men nu kører selv jeg altså på reserverne. Jeg trænger til at blive varmet igennem, og jeg trænger til at få batterierne ladt op af solen.

Jeg er ikke ret god til at lægge mig syg. Jeg arbejder jo hjemme, og kan råde ret frit over min dag i forhold til, hvornår det passer mig at lægge mine arbejdstimer. Så i stedet for at tage mig en sygedag, så har jeg det med bare at trisse rundt og gøre alting for halv kraft, og det er i virkeligheden nok en temmelig dum taktik i det lange løb. I hvert fald hver gang. Måske skulle jeg ind i mellem bare tage mig en sygedag. En hel dag, hvor jeg bare drikker te, ser en film, læser i en bog under dynen og hvad man ellers laver på sådan en dag. Men det er svært, når nu, jeg har så meget, jeg gerne vil nå.

Og så var der det der med dagens visdomsord i yogi teen. Kan vi være enige om, at det i høj grad, er perfektionisterne, der gerne vil være perfekte? Og når man så, som perfektionist, trækker lige netop det tebrev, så kan man godt gå hen og føle et vis pres? Pres er der altså nok af, og helt ærlig, så har jeg ikke brug for yderligere pres fra trykkeriet på yogi tea fabrikken! Og kan man overhovedet være perfekt, spørger jeg lige den kære yogi visdomsordsforfatter? Jeg er i hvert fald langt fra, men jeg øver mig virkelig i, at acceptere, at det er sådan det er. Jeg er ikke perfekt, jeg bliver det aldrig damn it, jeg ved ikke engang, hvad det er, jeg ved bare, at det er noget, jeg tror, jeg gerne vil være. Men ville jeg overhovedet være det, hvis jeg kunne? Måske er det perfekt, at være ok med, at man er uperfekt? Er det der, dagens visdomsord i virkeligheden vil hen? Og jeg som perfektionist, ser det bare straks som en løftet pegefinger, og føler mig presset. Mon jeg fik dagens visdomsord netop for at tænke tanken om perfektionisme lidt længere?

perfect

I hvert fald fik dagens yogi visdom mig til at tænke på den her, og så er nåede jeg måske alligevel frem til det, som jeg havde brug for at høre i dag. I dag hvor jeg tager mig en halv sygedag.

I mangel af bedre

Jeg ville egentlig have skrevet et indlæg her til aften, eller have vist noget med nogle billeder af nogle toiletpunge, jeg har syet, men helt ærlig, så er jeg bare alt for træt! Jeg er snottet og slatten. Vi har haft en rigtig dejlig hjemmeweekend uden nogle planer. Faktisk har Ronja ikke været uden for en dør siden vi kom hjem fra børnehave i fredags. Jeg har instagrammet stort set hele søndagen, bare fordi. Men altså, noget eftertænksomt eller kreativt bliver det ikke til i aften, jeg vil bare suse lidt rundt på andre blogs og så vil jeg gå tidligt i seng. Det betyder dog ikke, at jeg ikke disker op med underholdning, for for et par uger siden faldt jeg over det her fantastiske klip med Ellen og Gladys på Pinterest og det skal I altså lige se, det er SÅ sjovt!

Så god fornøjelse og god søndag aften herfra.

 

Fem favoritter – på bordet

Små Margrethe skåleSmå Margretheskåle

Som jeg har skrevet om tidligere, så er mine små Margrethe skåle en af mine absolut favoritter herhjemme. Jeg bruger dem hver dag, og samlignen er ikke fuldendt endnu. Og efter der er kommet låg til dem, så behøver man vel næsten ikke andre skåle? Det skulle da lige være dem længere nede….

Mintgrøn Kähler tallerkenGrøn Kählertallerken

Aaahh men Kähler kan bare det der ik? Nu er det ikke alt fra Kähler jeg er lige tosset med, men den her Mano serie er så blød og lækker i udtrykket, og der er så dejlige former og faconer, så det kan jeg slet ikke stå for. Og så bliver jeg bare ekstra glad, når jeg skal spise af en dejlig lysegrøn tallerken.

Povl Pava skål fra AidaPovl Pava skål fra Aida

De her to små Povl Pava skåle fra Aida er jeg også helt tosset med. Endnu en ting, der bliver brugt dagligt. De dur til alt fra den græste yoghurt om morgenen til coleslaw om aftenen. Og så passer de også lige til en stor klat æblegrød med flødeskum.

Lilla Le Creuset tallerkenerLilla Le Creuset tallerken

Middagene herhjemme blev bestemt smukkere efter vi fik skiftet de kedelige og lidt for store hvide tallerkener ud med de her dejlige mørklilla tallerkener fra Le Creuset. Lækkert tungt lertøj.

Skåle fra MaltaSkåle fra Malta

De her fine skåle er fra Malta. Der ligger en lille by midt på øen, der forsyner det meste af øen med kunsthåndværk. Craft Village eller Ta´Qali hedder stedet. Man kan gå rundt og se og købe stort set alt, hvad de har at tilbyde på øen af lertøj, porcelæn, smykker, filigran, glas osv. Det er billigere her end andre steder på øen. Et rigtig hyggeligt sted. De her skåle er derfra, og er et af vores dejlige minder fra vores år på den lille klippeø. De fleste er fyldt med skår, men hey, sådan er livet, ik?

Kære dagbog – tanker om kost, sygdom og holisme

I dag har jeg bare lidt blandede tanker om kroppen, jeg håber, du kan finde hoved og hale i dem. Om der er en rød tråd, det ved jeg ikke, men prøv at følge med.

Da jeg for lidt over to år siden fik konstateret livmoderhalskræft, hørte jeg under cancerpakken (ja, here we go again, jeg snakker stadig om kræft). Når man hører under cancerpakken, så skal man indkaldes til samtale inden for to dage. Alt er lidt hu hej agtigt. Og hurra for det, for bare den weekend vi skulle gå i uvisheden var en evighed. Nå, men når man så er til den her samtale, så skal man svare på en hel masse spørgsmål om ens fysik, psyke og historie. Jeg skulle svare på de der åbenlyse spørgsmål om jeg røg, om jeg drak alkohol osv osv. Ikke én gang var der et spørgsmål, der var kostrelateret. Og det undrer mig i den grad. Lægen til samtalen udfyldte et vældig langt skema om mig, som jeg vil gå ud fra, indgår i diverse statistikker, så de kan finde frem til, om min kræftform ofte rammer rygere, folk der drikker eller ikke drikker alkohol, folk der motionerer, folk der er overvægtige og alt mulig andet. Men altså ikke om det er en sygdom, der oftere rammer vegetarer, eller folk der ikke spiser fisk, eller folk der ikke drikker vand i dagligdagen, eller folk der kun drikker cola light, eller folk der drikker blå fun, spiser for mange jordbær eller økologisk skimmelost.

Jeg mener bare, kosten spiller da en rimelig stor rolle i vores hverdag. Vi spiser mange gange hver dag, og der er virkelig stor forskel på, hvad vi som mennesker indtager. Da jeg fik konstateret min sygdom, havde jeg f.eks. levet udelukkende af cola light i mere end 10 år. Og uanset om det er cola light eller appelsin juice, så kan jeg bare forestille mig, at 1,5 liter af den samme drikkevare hver dag i over 10 år måske kunne være interessant at have med i en statistik? Det bliver alligevel til et par liter over tid. På 10 år straight bliver det til 5475 liter, og det skulle da være underligt, hvis ikke det kunne påvirke mit helbred i en eller anden forstand? Men ingen spørgsmål om kostvaner overhovedet. Hvorfor er det ikke interessant? Hvorfor er det ikke interessant, hvor ofte jeg spiste chokolade og dårlige chips? Eller hvor meget eller hvor lidt grønt? Hvor meget eller hvor lidt kød? Fisk? Sukker?

Og så lidt noget andet, men alligevel ikke. Lige nu går jeg i behandling hos to forskellige fysioterapeuter. Jeg er blevet henvist dertil af en helt anden fysioterapeut. Hun gav nemlig op, og vidste selv, at hun ikke kunne gøre mere for mig. Hun kunne simpelthen ikke regne ud, hvad der var galt. Hvorfor min ryg ikke fik det bedre. Og hvorfor mine smerter pludselig havde ændret karakter. Og hatten af for hende for at sende mig videre, det er der ikke mange der ville gøre, og stadig føle, de havde æren i behold.

Det eneste de to nye fantastiske mennesker i mit liv ikke behandler, er min ryg. For lige med det samme fandt den ene ud af, at den er gal med mine fødder. Og dem har ingen kigget på før. Jeg har gået hos flere behandlere, gået til rygtræning på hospitalet osv. Og jeg vidste bare, at det var ligegyldigt. Det var symptombehandling, og hver gang de har nævnt operation af min ryg, så har jeg sagt nej! Jeg har åbenbart vidst, at det ikke var dér, den i virkeligheden var gal. De proppede mig med smertestillende, som jeg skulle tage flere gange om dagen. Jeg ville ikke have dem. Jeg vidste, at det ikke ville løse noget på lang sigt. Bevares, jeg har taget smertestillende mange gange, efter behov, for ellers kunne jeg jo til tider slet ikke fungere. Men at spise 16 piller om dagen, det vil jeg altså ikke! Det går det jo for pokker ikke væk af. Men ingen har kigget på andet end min ryg. Ham jeg går hos nu, så det med det samme.

Hvad han også så var, hvorfor mine smerter havde ændret karakter. Det kommer simpelthen fra min operation dér for to år siden. Mit ar, som er temmelig langt, det heler så fint udvendigt, og har kun fået ros af onkologerne. Men ingen har tænkt på, hvordan det kunne være indvendigt. Heller ikke jeg. Min egen private gynækolog sagde dog, at det for nogle mennesker, kunne være nødvendigt med indvendig massage hos en særlig fysioterapeut, men ingen på Rigshospitalet har nævnt noget i den stil. Og det tog min nye fysioterapeut 5 minutter at konkludere, at det er dér, et af mine helt store problemer sidder. Jeg spænder og kompencerer i hele kroppen. Jeg har også utrolig mange følelser i klemme i det ar. Når han rører det og forsøger at løsne op, så er det som at blive stukket med knive. Det gør helt absurd ondt. Og når han så viser mig, på et andet sted på kroppen, hvor hårdt han trykker, så er det som at blive trykket helt forsigtigt. Jeg er ikke i tvivl om, at manden har ret! Og han gør noget godt for min krop. Og forklarer mig hvad og hvorfor. Og det giver i den grad mening, det han siger.

Når jeg så er inde hos hans kone, så får jeg noget behandling af mine fødder. Hun tager sig kærligt af dem (av av) inden jeg om en lille måneds tid får nogle indlæg hjem, som er lavet til mig i Canada. Efter første behandling kunne jeg næsten ikke styre min venstre fod. Hun har fået løsnet op for noget, der har været lukket af i en evighed. Og selvom hun kun skal behandle mine fødder, så går også hun op i helheden af min krop. Hun behandler nemlig ikke kun fødderne. Og det er det, der er så fantastisk anderledes, end hvad jeg nogensinde har oplevet før. Min KROP bliver behandlet, ikke kun mine symptomer og mine lokale smerter. HUN går op i, hvad jeg drikker, hvad jeg spiser, hele min historie, om jeg har slået mig som barn osv. Alt tager hun med, ja det gør de begge. Og hun går også op i, hvor meget der sidder tilbage af den psykiske del af min kræftbehandling. Som hun sagde, så når man får sådan noget så tæt ind på livet, så er det omverdenen, der bryder sammen, det er de andre, der græder, det er de andre, der reagerer. Det gør man ikke selv. Man trykker på overlev. Der er ikke andet at gøre. Og når så hele forløbet er slut, man er kommet ud på den anden side (som mange heldigvis gør), så er omverdenen glad, for nu er det jo overstået, og så er det godt igen. Men hey, jeg fik jo ikke selv reageret? Og nu kan jeg se på de andre, at det er meningen, jeg skal være glad? Men man er ikke glad. Jo, jeg var glad for det var overstået, jeg var glad for, jeg kom godt igennem det osv. Men den der følelse af, at græsset nu var grønnere på MIN side, den udeblev. Og så kan man jo gå der og føle sig helt forkert. Og lidt ensom. Og det sætter sig. Når man så ikke lytter til det psykiske, så begynder det at sætte sig fysisk, for på et eller andet tidspunkt, så skal man stoppe op. Og stopper man ikke af sig selv, så skal kroppen nok hjælpe til. Og det har den i den grad gjort nu. Kroppen har sagt stop, og jeg bliver nød til at lytte. Jeg har fået så mange tegn, og mine diskusprolapser har så været et af de temmelige in your face agtige af dem, men jeg har ikke læst dem rigtigt. Nu forstår jeg dem, men om min omverden forstår MIG, det ved jeg faktisk ikke.

Det jeg vist i sidste ende vil frem til er, at vi er nød til at tænke lidt bredere, lidt mere holistisk. Jeg er godt klar over, at alle ikke kan alt, men det må da være muligt, med lidt mere tværfaglighed her i verden. Ingen har spurgt til mine kostvaner under et helt kræftforløb (ud over selvfølgelig at pointere, hvor vigtigt det var, at spise meget, når jeg fik kemo, så jeg ikke tabte mig. Og misforstå mig ikke, jeg er onkologer og andre på Riget evigt taknemmelige for det, de har gjort for mig!! Virkelig.) Der mangler bare noget. Ligesom der har gjort i hele mit rygforløb. Ligesom der gør i mange andre sygdomsforløb jeg kender til i min nære familie. Vi mangler at tænke hele mennesket med. Og det er muligvis for meget at forlange, jeg kan bare ikke forstå, at noget som virker temmelig logisk og lige til højrebenet, er noget jeg skal lede så længe efter.

Måske lidt bøvlet og rodet, men nogle gange er det bare sådan tankerne kommer ud. Og en dagbog dømmer jo heldigvis ikke på røde tråde og formuleringer. Da slet ikke sent søndag aften. Vel?

quote

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Så sker det! Jeg holder vejret, springer ud på det dybe og sætter noget til salg, som jeg selv har lavet. Første omgang til salg bliver nøglesnore. Der er lidt i alle farver, de fleste dog med neon indvendigt. Jeg er vild med voldsomme kontraster, så det finder man på de fleste ting, jeg laver.

Jeg har lavet to slags snore. En kort til at have i hånden, som bare er super god at finde i tasken, you know. Og så er der en lang, som kan hænge rundt om halsen.

Den korte koster 65 kr. og den lange koster 80 kr.

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Set fra venstre eller nedefra: Lang 1, lang 2, lang 3, lang 4

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Set fra venstre eller nedefra om du vil: Lang 5, lang 6, lang 7, lang 8

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Set fra venstre: Kort 1, kort 2, kort 3, kort 4, kort 5, kort 6, kort 7, kort 8, kort 9, kort 10

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hjemmelavede nøglesnore til salg

Hvis du er interesseret i en nøglesnor, så skriv en kommentar her i kommentarfeltet (så kan andre se, hvilke der er reserveret) eller send mig en mail på kontakt@rikkeprikke.dk med navn på den (eller de) nøglesnor du ønsker, samt din adresse. Så sender jeg dig et kontonummer retur, som pengene skal overføres til. Til prisen skal lægges porto 8 kr. og jeg sender som brev.

Her er et billede af de nøglesnore, jeg har tilbage i dag d. 28. marts. Der kommer en omgang mere på et senere tidspunkt.

Exif_JPEG_PICTURE

Det er helt nyt for mig det her, så hvis der er noget, du er i tvivl om, så sig endelig til. Hvis I er i tvivl om farverne, så spørg bare, for billederne er en smule overbelyste, så et par enkelte kan være svære at se :)

I dag vil jeg overlade ordet til en anden

For hun er den bedste formidler af et budskab, der som altid ligger mig meget på sinde. Og ja, vi bevæger os igen i kostens verden. Kosten er afgørende for vores liv, og det er det selvfølgelig også her i familien. Det er afgørende for humør, energi, helbred, blodsukker, vægten osv. Lige så afgørende er motion, og jeg drømmer stadig om, at det en dag, er en helt naturlig del af mit liv. Men den snak tager vi en anden dag. I dag vil jeg bare lade en anden føre ordet. For jeg kan ikke huske tal, fakta, statistikker, studier og undersøgelser jeg kan henvise til. Jeg kan bare gå efter mavefornemmelsen, og min mavefornemmelse siger mig bare, at jeg er her er havnet på rette hylde. Og jeg har hverken brug for at omvende folk eller missionere, men jeg har til gengæld ofte svært ved at forklare og forsvare mine valg, netop fordi jeg har svært ved at huske og formidle videre. Det talent har til gengæld Jane, og det her indlæg siger bare spot on, hvorfor jeg vælger og fravælger som jeg gør. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har haft en anden overbevisning.

Kære Dagbog – Noget om at sælge sine ting og lidt af sig selv

Jeg har kriller i maven. Ikke på den gode måde, ikke på den dårlige måde, men på den der måde, hvor man ikke rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Jeg har besluttet at sælge af de ting, jeg syr. Og det er da noget af det mest angstprovokerende, jeg nogensinde har prøvet. For tænk hvis der ikke er nogen, der vil købe det? Jeg lægger liv og sjæl i alt hvad jeg syr, og det ville være den største afvisning, hvis intet bliver solgt. Men nogle gange ik, så må man bare tage det der spring, og jeg har ventet alt for længe nu. Jeg må tro på mig selv, jeg må tro, på det jeg kan. Men kriller i maven, det har jeg altså. Sådan virkelig meget.

Jeg forsøger så småt, at prissætte mine ting. Det er svært. Jeg forsøger meget praktisk at regne det ud baseret på, hvad jeg har brugt i materialer og tid, og så også se på, hvad der virker rimeligt, og hvad jeg selv ville give for det. Jeg har spurgt lidt rundt omkring i netværket, og der er er meget blandet reaktioner på mine prisforslag, så jeg må vist bare stole på mig selv og min mavefornemmelse. Den øvelse ville jeg nok heller ikke være det værste for mig, altså det der med at stole på mig selv.

Når jeg ser rundt omkring i blogland, så synes jeg, at mange sælger deres hjemmelavede ting vældig billigt. Og jeg tænker lidt, om det bl.a. er fordi, kvinder har sværere ved at tage den pris for tingene, som de rent faktisk er værd? Prissætter vi nogle gange tingene baseret på høflighed og dårlig selvværd? I stedet for at prissætte efter tingenes rigtige værdi? Så vidt jeg er informeret, så er det jo et problem, når kvinder skal til lønforhandling, Vi kræver ikke det, vi er værd. Hvor, ikke alle, men mange mænd er gode til at sige “jeg skal have det her i løn, ellers kan du stikke dit job skråt op”.

Nu er det ikke sådan, at jeg fra den ene dag til den anden, åbner en stor tjekket shop. For er der noget, jeg aldrig har været, så er det tjekket. Næh, jeg er nok mere kluntet og lidt på hovedet. Men jeg sætter lidt til salg løbende, og så kan jeg bare håbe, at nogle vil købe noget, så jeg med tiden kan udvidde med lidt tjekkethed på shopfronten.

Jeg elsker at sy. Jeg kan ikke lade være med at sy. Især er jeg vild med at sy ting. Jeg syr tasker, nøglesnore, babytæpper, tørklæder, hårbånd, toiletpunge, muleposer og andet i den stil. Jeg syr også tøj, men det keder mig hurtigere, det er ikke der, mit fokus ligger. Nogle kan mene, at det jeg syr, ikke er nødvendige ting, og derfor er det et svært marked. Jeg skal konkurrere med store billige kæder, der sælger tilsvarende ting til halvdelen af det, jeg kan sælge mit for. Men jeg ved jo, at jeg selv hellere vil købe lidt mindre, men så købe noget, der enten er unikt, håndlavet, nordisk eller bare i det hele taget lavet med hjertet. Jeg elsker at støtte kreative folk rundt omkring i blogland f.eks. Og de små fine lokale butikker vi har i området. Og så må jeg bare satse på, at andre har det som jeg.

Nå, men så har jeg sagt det højt. Ting til salg coming up. Sådan løbende ik. Shiiiiiit!

quote