Kære Dagbog – Når det hele rammer på en gang

Nogle dage virker ting som sukkerpolitik, aftensmad, indkøb, tøjvask, rod i stuen som vigtige emner. Nogle gange træder de temmelig meget i baggrunden, fordi der er vigtigere ting på spil. Nogle gange er der nogle i familien der er kede af det og savner i voldsom grad, nogle gange er der nogle i familien, der står i lort til halsen, nogle gange mister man en i familien, nogle gange bliver familiemedlemmer uvenner, nogle gange holder nogen alt for stædigt på sin ret, nogle gange bliver nogen såret, så det virkelig gør ondt helt ind i hjertet. Og en sjælden gang i mellem rammer det hele på én gang!

Så er det, at trivielle ting virker knap så vigtige, for de store ting giver ondt i maven og der er ikke plads til andet. Jeg er sådan en, der suger alle følelser til mig. Jeg kan ikke sortere i dem, og når det så bliver for meget, og jeg ikke kan rumme mere, så trækker jeg mig helt tilbage, jeg går i baglås. Min tidligere psykolog har sagt til mig, at jeg kan ikke redde hele verden. Det er jeg sådan set enig i, men jeg er desværre ikke blevet klogere på, hvad jeg så skal stille op, når jeg er fyldt op, og ikke føler jeg kan gøre noget som helst ved noget af det. Én ting af gangen, det kan jeg måske klare, men når det hele rammer på én gang, så kan jeg føle, at det eneste forsvar jeg har, er at dejse om, sove i 100 år, og først vågne, når det hele er overstået, og nogle andre har klaret problemerne.

For nogle kan det måske virke ansvarsløst, men jeg kan ikke altid styre det. Hvis man selv er typen, der “mander sig op”, så kan det se ud som om, udefra, at jeg bare stikker hovedet i jorden, men nej, det er ikke min hensigt. Nogle gange kan knuden i maven bare vokse sig så stor, at jeg ikke kan trække vejret. Det eneste sted, jeg kan få luft, er med min egen lille familie, som jeg knuger og krammer og passer på, så intet ondt skal ramme lige præcis dem. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne redde hele verden, eller i det mindste bare dem omkring mig, så er det bare ikke sådan det forholder sig. Jeg har ikke noget følelsesfilter, og alt i mig bliver kaos, når jeg suger det hele ind. Det føles som en tornado inden i, et voldsomt stormvejr, der er ved at blæse mig væk, og det eneste jeg vil, er at finde læ.

Ligesom nogle muligvis har svært ved at forstå, hvordan jeg reagerer, så kan jeg også have svært ved at forstå, hvordan andre reagerer, når der sker voldsomme ting. Jeg bliver bange for, at det kan få store konsekvenser på lang sigt, når nogle reagerer for skævt. Også selvom det måske er det, jeg selv gør. Det giver blandede følelser. For på den ene side, så er den sidste, jeg passer på, mig selv, men på den anden side, så reagerer min krop så kraftigt, og jeg føler, jeg mister magten, for den tager over for at overleve. Som hvis jeg stod overfor en løve på savannen, og det eneste jeg kunne gøre for at overleve, var at løbe for livet. Der ville mit instinkt tage over, og måske er det også det der sker, når jeg kommer dertil, hvor jeg ikke længere kan trække vejret, og min krop løber for livet, selvom jeg ville noget andet, hvis jeg kunne vælge.

get up

8 tanker om "Kære Dagbog – Når det hele rammer på en gang"

  1. Henriette

    Kære kære Rikke
    Jeg har heller ikke noget filter og derfor er jeg begyndt at slukke for tv ( har ikke noget mere) og ipad og gå i haven eller isolerer mig på sofaen med en bog.
    ja lige i øjeblikket år jeg meget meget tidligt i seng,,, måske er det en Maude jeg laver, men jeg orker ikke at forhold mig til mere kaos, hverken mit eget eller verden omrkring mig . Jeg føler mg atid forpligtet til at hjælpe og blande mig men jeg kan jo ikke redder alle g alt !
    Ignorerer jeg virkeligheden?
    Måske ….men hvis det betyder at jeg undgår udbrændthed og stress så fint !!

    Rigtig god karma til dig.

    Svar
  2. Jane

    Jeg kan sagtens genkende det også, Rikke, og jeg har heller ikke helt fundet svaret på, hvad man gør for at komme tilbage, når først bægeret er fyldt op.

    Så ingen kloge ord herfra desværre men et stort kram i stedet.

    Svar
  3. Stine

    Pyha Rikke… sikke et indlæg og jeg kan såmen også nikke genkendende til meget af det. Og ligeledes uden at have fundet nogen løsning..
    Du får også en kæmpe krammer herfra og jeg håber det hele ser mere lyst ud lige straks!
    *Krammer* fra Stine

    Svar
  4. Marianne

    Det vigtigste er, at man lærer at acceptere sig selv præcis, som man er.
    Jeg kender alt for godt det med at tage alt ind og så netop blive nødt til at ‘flygte’ eller sagt på en mere positiv måde, at være helt alene for en tid, simpelthen for at lade energierne op igen. :)
    Vi er forskellige og reagerer og handler forskelligt på diverse omkring os; mennesker, konflikter og ofte også andres magtkampe og konflikter, som jo ikke har noget med os at gøre – og din og min måde at reagere på er lige så god som andres, som gør tingene på en anden måde.
    For at hjælpe andre, må man først være i stand til at hjælpe sig selv og tage sig selv og ens behov alvorligt.
    Stort Kram herfra!

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tak Marianne, sikke en dejlig kommentar.

      Det er ikke nemt, det er det altså ikke, det der med at acceptere sig selv fuldt ud. En meget stor opgave!!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>