Fødselsdagskage til børnefødselsdagen

Mine unger blevet 5 år. FEM ÅR!! Det er så sejt at blive 5 år, hold op et par stolte rødder jeg har. Og de har en stolt mor og far. Et par umulige pragteksemplarer, der er klar til storegruppen i børnehaven og nye udfordringer i livet. De er klar til flere krav, de er klar til nye opgaver. De har mod på livet, den ene i en grad, så moren ikke kan følge med.

Fødselsdag kræver en fødselsdagskage, og når nu jeg ikke er helt tosset med den store sukkerbombe, så fandt jeg noget midt i mellem. En gammel favorit opskrift på chokoladekage blev ændret en smule, så den blev en smule sukkerreduceret, men stadig blev en “normal” fødselsdagskage, som også de mange kræsne børn kunne lide. Inden kagen fik de serveret et rimelig fornuftigt og fedtholdigt måltid, og jeg blev en erfaring rigere på det punkt, men mere om det en anden dag. I dag er det kage, det handler om. Det vigtigste først, ik?

En lækker cremet chokoladekage med banan. Opskriften her er til en hel bradepande, som så blev delt i to, for selvom man er to, der har fødselsdag på samme dag, så er det stadig vigtigt at have hver sin kage.

Chokoladekage med banan, flødeskum og jordbær

Her goes:

4 æg

200 gram smeltet smør

1 dl. appelsinjuice

200 gram kokossukker

200 gram hvedemel (jeg brugte øko kagemel)

2 tsk. bagepulver

et drys salt

3 mosede bananer

75 gram kakao

1 tsk. kanel

150 gram hakket 70% chokolade

Pisk æg og sukker luftigt, tilsæt det smeltede smør og appelsinjuicen. Bland bagepulver, hvedemel, kanel, salt og kakao med et piskeris og vend det i æggene. Tilsæt bananerne og til sidst den hakkede chokolade. Dæk en bradepande med bagepapir og fordel dejen på pladen. Bages i ovnen i 20-25 min. ved 175 grader til den lige præcis har sat sig, så den ikke bliver tør. Hold lidt øje med den og prik i den med en strikkepind eller noget, for at se, om den er færdig.

Jeg bagte kagen aftenen inden, skar kanterne af (der er jo ingen, der vil have kantstykket vel?) og delte den i to. Pakkede hver kage ind i stanniol og lagde den på køl.

Inden servering pyntede jeg den med godt med flødeskum, jordbær og dryssede den med ganske giftig lyserød og blå glimmer.

Alle børn og voksne spiste op, så selvom sukkeret var kokossukker og mængden af sukker var halveret, mængden af hvedemel var kraftigt reduceret og smørmængden øget i forhold til originalen, så blev det faktisk en bedre kage end oprindeligt.

Chokoladebanankage med jordbær

2 tanker om "Fødselsdagskage til børnefødselsdagen"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>