Månedsarkiv: august 2013

LCHF chokolademousse med avokado

Som lovet på instagram kommer her opskriften på dagens lækkerbisken. En chokolademousse der, som jeg skrev, smager så jeg fik gåsehud. Måske sætter jeg baren lidt højt, når jeg skriver sådan, men helt ærlig, når de to primære ingredienser er chokolade og fløde, så kan det da for pokker ikke gå helt galt, vel?

LCHF chokolademousse

Hvor mange den her portion rækker til, det er lidt uvist. Herhjemme fik ungerne en smule til dessert (ja ja, de fik fredagsguf i går, de bliver ikke snydt men i dag var det de voksnes tur til en late night snack.) Ham faren og jeg delte den, men hånden på hjertet, så kunne jeg nemt have spist det hele selv, men det er nok mit forhold til chokolademousse, der spiller ind her.

Jeg brugte:

1 moden avokado

1 bæger past. æggeblommer

2 dl. fløde

Næsten (host host) 100 gram 70% chokolade

1 spsk. kokossukker

Blend æg og avokado i minihakkeren. Pisk fløden til skum. Smelt chokoladen over vandbad og bland kokossukkeret i. Så vendte jeg skiftevis avokadocreme og flødeskum i den lune chokolade. Lidt af gangen. Ind i køleren og på med den tålmodige hat.

Jeg spiste det selvfølgelig med en klat frisk flødeskum på. Bare fordi jeg kunne.

Vi er lige kommet hjem efter en uge i Portugal. Der var det stort set umuligt for mig, at leve lchf (mere om det en anden dag), så jeg kæmper lidt meget med sukker / kulhydrat afvænning lige nu. Her gælder alle kneb, og i dag var det en chokolademousse, der tog toppen af trangen. Min søde nabo nævnte chokolademousse tidligere i dag, og det satte sig fast. Jeg er ligesom ikke typen, der klarer abstinenserne med en kop lakrids te, der skal skrappere midler i brug.

Mine oopsies

Hvis man kender lidt til lchf (low carb high fat) verdenen (som efterhånden er vokset sig gigantisk i DK), så kender man også Oopsies. Et helt igennem fjollet navn, som jeg ikke forstår. Det er fra de svenske lchf´ere så vidt jeg kan regne ud. Måske var der en, der lavede dem ved en fejl engang og sagde oops? Skørt navn i hvert fald.

De originale oopsies synes jeg er lidt for vandbakkelse agtige, de giver mig ikke helt det, jeg gerne vil have, som erstatning for det brød, jeg ikke længere spiser. Og så orker jeg ikke det der med at dele æg op i piske i to skåle, så jeg har lavet min egen variant, som har sesammel i, og som bare er pisket i en enkelt skål for nemheds skyld.

Sesam oopsies lchf

Oopsie sandwich med mayo, ost, salat og tomat.

Sesamoopsies:

3 æg

1/2 tsk. salt

1/2 tsk. bagepulver

100 gram Philadelphia original (ikke light!)

1 spsk. Husk (loppefrøskaller)

3 spsk. sesammel

Pisk æg og Philadelphia sammen til en ensartet masse, tilsæt resten af ingredienserne og pisk igen.

Fordel dejen i klatter på bagepapir, der bliver 8-10 stykker af den her portion alt efter størrelse. Bag dem i ovnen ved 150 grader i ca. 20-25 minutter. Kig til dem, når de er gyldne og faste, så er de færdige.

De kan bruges som sandwichbrød, burgerboller eller andet i den dur. Den her oopsie variation deler førstepladsen over lchf brød for tiden, med Jane Faerbers grøntsagsfladbrød fra hendes über lækre bog Spis dig mæt og glad.

 

Ny tatovering

Eller helt ny er den ikke, den er 6 uger gammel, men jeg har ikke fået vist den frem herinde, kun på instagram. Den repræsenterer min lille familie. 4 hjerter flettet sammen.

Tatovering med 4 hjerter

Jeg er rigtig glad for symbolikken, jeg er glad for designet, men der er desværre også et par ting, jeg ikke er tilfreds med. Jeg fik den lavet i The Old Barbershop, som nogle måske kender fra tv3. Jeg ser ikke selv programmet, men var derinde med mine gode veninde for noget tid siden, hvor hun fik lavet sin første tatovering. Hun blev tatoveret af Maria, og det var en rigtig god oplevelse. Derfor valgte jeg det sted. Jeg fik desværre ikke tid hos Maria, men hos Dario. Og jeg synes desværre ikke, at oplevelsen var lige så god, som den var hos Maria. Og resultatet heller ikke. Det ser ud til, at han har stukket lidt for dybt, og jeg derfor har nået at danne arvæv under tatoveringen, inden den trængte helt ned i huden. Jeg skal lige have en eksperts udtalelse om det, før jeg holder 100% på det, men det er hvad vi har kunne læse os frem til, er sket. Desuden synes jeg han har sjusket lidt. Der er et par steder med hakker, og den er ikke symmetrisk. Jeg ved godt, at det er et håndværk, og man derfor ikke altid kan forvente fuldstændig præcision, men når oplevelsen var, at han var træt, irriteret og havde travlt, så tænker jeg jo bare, at det kunne være gjort bedre, ikke? Og nu er det ikke hver dag, jeg får lavet tatoveringer, det er faktisk 16 år siden sidst, så jeg ved ikke, hvad dagsprisen er for den slags, men jeg synes alligevel, at 1200 kr. måske var lidt mere end jeg havde regnet med?!

IMG_4380

Nå, men det er nu ikke sådan, at jeg har fortrudt. Det ville jeg heller ikke få ret meget ud af. Den er min, og den sidder der som et evigt minde om min familie. Jeg er vild med farverne. Jeg skal nok have den farvet op snart, men det er der ikke noget usædvanligt i, og det vil jeg ikke bebrejde Dario. Men jeg går et andet sted hen. Flere siger, at de synes, jeg skal gå derind og få ham til at kigge på den, men jeg har det altså ikke helt tip top med at skulle ind og brokke mig til en halvsur tatovør, hvis arbejde jeg ikke er helt tilfreds med, for så at give ham lov til, at gøre det bedre? Tænk hvis han bliver sur? Nej nej, jeg tror jeg finder en glad tatovør! Jeg har allerede fået anbefalet to, så jeg går og tænker.

Nye mobil / kosmetikpunge til salg

Jeg har lavet nogle nye små punge, som passer til enten en mobil tlf., kosmetik eller andet dims i tasken.

Pung til mobil tlf eller kosmetik

De måler 16×8 cm. og passer bl.a. til en iPhone 5. Prisen er 125 plus porto. Send mig en mail på kontakt (@) rikkeprikke.dk hvis du er interesseret :) Se flere billeder i Rikkeprikke shoppen 

Jeg laver dem også gerne i andre størrelser, hvis der er interesse. Bare sig til.