Månedsarkiv: oktober 2013

Stavgang

Det der med motion har godt nok svært ved at falde mig helt naturligt. Jeg kan godt lide følelsen bagefter, jeg kan godt lide, hvad det gør ved min krop, jeg elsker at være ude i naturen og alt det, men jeg er virkelig god til at sætte det nederst på dagsordnen. Og det hører bare slet ikke til helt dernede. Der er faktisk ikke rigtig noget dårligt at sige om bevægelse. Og slet ikke den slags, der foregår i naturen. Jeg synes bare, det kan tage så pokkers lang tid nogle gange.

Netop pga. tiden har jeg endnu en gang forsøgt mig med løb på trods af virkelig dårlige erfaringer og skader. Det gik ikke. Efter 2. gang fik jeg smerter i venstre skinneben og det blev siddende i 5 dage. Venstre skinneben er det værste faresignal for mig i forhold til ryggen, det er der, smerten sidder, inden det kan gå rigtig galt for mig. Så jeg droppede det igen. Jeg ville bare gerne spare tid og løbe mine kilometer frem for at gå dem altid.

Nu tror jeg, at jeg har fundet en mellemvej. Stavgang. Jamen, er det ikke sådan noget pensionister gør, spørger du? Jo, det er det vist nok. I hvert fald er jeg ret overbevist om, at melder jeg min ind i en stavgang klub hvis den slags findes, så vil jeg være absolut yngste medlem. Og jeg kan nu med erfaring sige, at det forstår jeg overhovedet ikke! For det er jo rigtig godt!! Jeg har fået et par stænger i fødselsdagsgave, og jeg skulle lige tage tilløb, men nu har jeg prøvet det nogle gange, og sikke en forskel fra almindelig gang. Jeg får langt mere fart på, jeg får meget mere bevægelse i kroppen, jeg kan mærke det i både arme og i mavemusklerne. Jeg får en anden rytme og et fast tempo. Det er ikke helt så nemt at stoppe op og dufte til blomsterne. Jo vist, der skal også være plads til at dufte, men ikke hver gang og ikke flere gange, for så render tiden altså fra mig.

Grunden til jeg var længe om at komme i gang, var at flere sagde til mig, at så skulle jeg på kursus og lære det. Åh! Det har jeg altså hverken tid, overskud, tålmodighed eller økonomi til lige nu. Men så fandt jeg i stedet en instruktionsvideo på youtube, som hjalp mig i gang, og så gik det bare derud af.

Sådan et par stænger koster under 300 kr. og det er mindre end en måneds abonnement koster i et fitnesscenter. Det er vigtigt at vælge teleskopstænger med håndtag, så de kan indstilles præcis efter højde, og så kan de nemt gøres korte og f.eks. tages med i kufferten på ferie.

I morges var jeg ude igen. I regnvejr. Og jeg glemte at skifte til regnjakke, da jeg havde afleveret ungerne, så jeg kom ved en fejl af sted i vinterjakken. Så får man varmen kan jeg afsløre. Og våd blev jeg godt nok også. Men sikke en dejlig tur, selv i regnvejr.

Stavgang

Stavgang

Jeg er så heldig, at have den dejligste natur lige ude for min dør, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde bliver træt af, at gå lige præcis der. Det med at motionere i naturen frem for i et fitness center, har den store fordel for mig, at jeg får ro! Jeg har aldrig musik i ørerne, for det er ikke noget, der gør mig rolig, tvært i mod. Jeg kan ind i mellem godt lytte til en lydbog, men det er sjældent efterhånden. Jeg har virkelig fundet ud af, at der bare er nogle tidspunkter, hvor der skal være helt stille. Og jeg skal helst gøre det alene. Det er ofte her, jeg får de gode idéer, det er her, jeg får tænkt nogle tanker til ende, for jeg har jeg ikke ret meget andet at lave. Som særlig sensitiv er det ekstra vigtigt, at finde nogle områder, hvor der ikke er snak, musik eller andre indtryk. Da jeg var i fitnesscenter kunne jeg sagtens gå derfra mere stresset end da jeg kom, for der var tid på alt og der var mange mennesker, musik der spillede og ofte også tv der kørte. Det gjorde ikke noget godt for mig. På mine gåture lader jeg op i stedet for at blive drænet. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at det er sådan det hænger sammen for mig, men pyt, nu har jeg lært det og jeg nyder det.

Knasende knækbrød uden hvedemel

Hjemmelavet knækbrød

Så lykkedes det mig, at få lavet en portion knækbrød uden hvedemel, som smager helt vildt godt. Jeg har forsøgt mig et par gange tidligere, men jeg har ikke været helt tilfreds med resultatet. Det er jeg her. Og hvor er det dog nemt.

Her er hvad jeg brugte til 2 bageplader knækbrød:

2,5 dl. solsikkefrø

2 dl. hørfrø

1 dl. sesamfrø

4 spsk. fiberhusk

4 spk. sesammel

1 tsk. salt

1/2 dl. oliven olie

4 dl. vand

Bland alle ingredienser og lad det hvile 10-15 min. mens ovnen varmer op til 150 grader. Del dejen i to og rul den ud på to bageplader. Jeg gør det ved at lægge dejen mellem to stykker bagepapir og så bruge en kagerulle. Det skal være ret tyndt, det fylder stort set hele pladen. Du kan så skære dejen i firkanter allerede nu, hvis du vil have nogle fine kantede stykker. Det glemmer jeg som regel, og knække det bare i stykker, når det er bagt og kølet ned. Det giver lidt rustikke stykker knækbrød, men pyt, jeg er ikke sart på det punkt. De skal bage ca. 40 min. hold øje med dem og når de er gyldne og du synes de virker sprøde, så er de færdige.

God fornøjelse og velbekomme.

Så blev det vist vejr til en vaffel eller to…

hjemmelavede vafler

Jeg har købt mig et vaffeljern for 30 kr. på et loppemarked. Det har længe stået på ønskelisten, men det er ligesom ikke rigtig blevet til noget af den ene og den anden årsag. Men så fandt jeg et for et par uger siden, og sikke et fint køb. Jeg har lavet vafler to gange. Første omgang lavede jeg af dejen til min favorit pandekager uden hvedemel. Der var rigtig god smag i, jeg laver dem gerne igen, som sådan en hverdagsvaffel f.eks.til morgenmad, men faren savnede noget knas, så i går lavede jeg en portion med hvedemel. De blev rigtig gode, men det koster mig som regel en omgang mavepine og lidt ekstra træthed dagen efter. Det er utroligt så hurtigt kroppen vænner sig til at leve uden korn, og den kvitterer med en glad og mæt mave til hverdag.

Vaffelopskriften passer til 9 rigtig gode vafler.

300 gram hvedemel

2 tsk. bagepulver

1-2 tsk. vaniljepulver

4 tsk. sukker

3 små æg

100 gram smeltet smør

4 dl. mælk (jeg brugte sødmælk)

Bland de tørre ingredienser og de våde ingredienser hver for sig og bland dem til sidst samme, pisk godt så du slipper for klumper. Bag dem i vaffeljernet til de er gyldne. Når de er færdige, så læg dem på en bagerist, ellers bliver de bløde.

Jeg serverede dem med flødeskum og jordbærsyltetøj. Alle mand var vældig tilfredse og ham faren sagde “kan du høre det…” da de knasede sprødt og godt. I dag er det hverdag igen, og den foregår for mit vedkommende uden korn, men en sjælden gang i mellem, så tager jeg mine hvedemelstømmermænd.

Kære Dagbog – Jeg kunne jo godt lige…

I dag har jeg været ved tandlægen. Igen. Det er 3. gang på en måned, og for en med udtalt tandlægeskræk, så er det altså lidt af en omgang. Først fik jeg lavet en rodbehandling over to omgange, og i dag har jeg så fået hevet en kindtand ud. Den var flækket på langs pga en gammel rodbehandling. Det skulle tage ca. en halv time at trække den tand ud. Det gjorde det så ikke, det tog TO!!! To f…… timer lå jeg der med åben mund og var så sårbar. Den ville bare ikke ud, den pokkers tand. Min stakkels tandlæge endte med at svede som hest, som han selv sagde. Jeg fik ca. 12 sprøjter, for bedøvelsen bliver ikke ret længe i mit system. Han hev, flåede, borede, trykkede og rokkede. Og da jeg langt om længe var færdig, sagde han, at skulle jeg en dag have trukket flere tænder ud, så skulle jeg få en tid hos en hospitalstandlæge. Jamen, så blev det jo afgjort, jeg skal ikke have trukket flere tænder ud. Ever!!

Jeg klarede det nu ok, hvis jeg selv skal sige det. Han sagde, jeg var meget tålmodig, men come on, hvor meget valg har man, når man ligger der? Jeg har den sødeste tandlæge, der lytter, beroliger og forstår. Det er dejligt, trods alt. Og efter den her omgang, så glæder jeg mig helt vildt til at vende tilbage og bare få en stille og rolig tandrensning. Argh, helt vildt er nok så meget sagt, men det bliver piece of cake!!

Her til eftermiddag har jeg så meldt mig lidt ud af familien. Jeg er ovenpå. I min seng. Og i min hule. Egentlig har jeg slet ikke så ondt nu, som jeg frygtede. Og når jeg ikke har ondt, så kunne jeg jo godt lige lave aftensmad? Jeg kunne jo lige ordne den rodebunke, der på mystisk vis er vokset ud af ingenting, på gulvet ved siden af min seng? Når jeg nu alligevel ligger der?! Jeg har jo ikke så ondt, så hvorfor bare ligge der? Altså lige bortset fra, at tandlægen beordrede mig hjem i seng, så tanden får ro til at hele. Men jeg er lidt irriteret over den der tanke om at bare lige kunne, hele tiden dukker op. Hvorfor kan jeg ikke bare ligge ned, læse min bog, se noget tv, hive stikket ud? Begge dele hiver i mig. For nej, jeg kan ikke bare lige. For jeg er fuldstændig drænet for energi. De to timer tog alle kræfter ud af mig for i dag. Jeg har ikke noget at give af. Jeg tusser lidt rundt, putter med et barn der trænger, snakker lidt med en træt familiefar, ligger lidt igen og tænker at jeg kunne jo godt lige, for det gør jo ikke så ondt.

Hvor tit er det lige, jeg melder mig ud og går op på mit værelse? Aldrig. Så nyd det dog for pokker, når nu det skal være. Mon det er de der stressknuder i maven, der alligevel stikker sit grimme fjæs frem? Følelsen af hele tiden at skulle præstere? Følelsen af, at når jeg laver ingenting, så er jeg doven?

Jeg vil prøve at trække vejret dybt ned i maven, forsøge at lukke de eftermiddagstrætte i familien ude, og glæde mig over, at jeg trods alt ikke har så ondt, som jeg havde forventet efter den omgang. Peace out.

tandlægen

Ny opslagstavle

Hjemmelavet opslagstavle

Hjemmelavet opslagstavle

Mand, jeg har et dårligt kamera! Og jeg kan ikke finde ud af at redigere billederne, så de bliver, som jeg vil have dem. Jeg er godt klar over, at jeg ikke vinder VM i at tage billeder, men jeg ville i det mindste gerne have teknikken på plads. Nå, det må blive et af de fremtidige projekter. Indtil da må I stille jer tilfredse med mine uredigerede, over og underbelyste billeder fra vinkler, der til tider er mere skøre end skønne.

I hvert fald, her er den nye opslagstavle jeg har fået lavet til hulen. Jeg er stadig tosset med “love birds” stoffet, men har nu snart brugt det op, og det ser ikke ud til, jeg får mere af det lige foreløbig. Jeg VILLE bare have det på den opslagstavle, også selvom det tog en stor bid af det skønne stof.

Den er blevet indviet med et hjerter fra min polter for 2,5 år siden, og en skøn tegning af Rapunzel. Ja, det er Rapunzel, der var bare en lille mus, der havde et uheld med håret, da hun blev klippet ud. Hvis du kigger godt efter, kan du se en grøn streg i højre side af tegningen. Det er det lange fine hår, som desværre ikke overlevede hele vejen rundt. Sådan kan det gå, og det blev Rapunzel i mine øjne bare endnu skønnere af.

Den måler 70×90 cm. Den er lavet af blød masonit med stof klipset på, Helt enkelt og nemt projekt. Hvis du selv vil prøve, så har jeg en diy til en hjemmelavet opslagstave her på bloggen.

Kære Dagbog – jeg er her endnu.

Egentlig så mistede jeg motivationen lidt til at blogge her hen over sommeren. Jeg tænkte, at det nok ville vende tilbage, når efteråret ramte, når dagene blev kortere. Men det skete ikke rigtig. Når jeg tænker mig godt om, så kan jeg se nu, at det er fordi, livet på den anden side af skærmen har fyldt så meget, at den her del af livet blev sorteret fra. Der var simpelthen ikke plads til at præstere her også. Alt hvad jeg skrev blev halvhjertet, lidt uinteressant og små kedeligt og endte med at blive slettet igen. Tja, det bliver det måske også fremover, men nu er presset herude i den virkelige verden i hvert fald lettet lidt, så jeg giver det en chance mere.

Da jeg læste det her indlæg for nogle dage siden, så gik det også op for mig, at det Ulla siger i sit meget velskrevne indlæg også spillede ind hos mig. Det vidste jeg bare ikke, før hun sagde det højt. Samtidig har jeg for tiden lidt svært ved at finde den røde tråd i min blog. Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg bidrage med? Hvor har jeg noget at byde ind med? Jeg har brug for at definere bloggen på en måde, så det ikke bliver et stort misk mask af alt og intet. Hvad er det, I gerne vil læse om? Vil I læse om mig og min familie? Er det opskrifter? Er det billeder af de ting, jeg syr? Er det en blanding, hvor det hele er med? Med Ullas indlæg i tankerne, så ville det være rigtig dejligt med lidt feedback her.

Men når nu jeg alligevel skriver, så kan jeg da fortælle, om lidt af det, der har fyldt mit liv den sidste tid.

Jeg har fået min egen hule. Min kære mand har fået sig et kontor ude i byen, så jeg er nu alene på skansen herhjemme i dagtimerne. Det nyder vi begge i stor stil. For skal jeg være helt ærlig, så er fælles kontor med manden på hjemmeadressen ikke det, der har bidraget allermest til hverken vores arbejds eller privatliv de sidste måneder. Vi havde begge brug for forandring. Det betyder, at jeg nu har mere luft omkring mig, mere ro og det har han også. Det har givet os en masse på arbejdsfronten, og det har givet mig plads til at drømme stort i mit lille rum. De drømme vil jeg gerne dele med jer snart, men det må vente lidt endnu. Jeg er ikke klar.

Derudover, så har min lille Ronja fyldt meget i mine tanker. Hun har haft det svært, og egentlig har det nok handlet meget om, at JEG har haft det svært. Det smitter hende med det samme, når jeg har de der stressede knuder i maven. Et af de karaktertræk hun har arvet fra mig, på godt og ondt, er at hun er særlig sensitiv. Forskellen ligger så i, at jeg er voksen, jeg kan læse mig frem til, hvad det drejer sig om, både for hende og for mig selv, jeg kan mærke efter, men hun er lille, og må bare spille med. Jeg kan ikke forklare hende det. Endnu. Det har givet nogle rigtig dumme situationer, når både hun og jeg er brugt op, og der samtidig også er en lille dreng og en far, som også har brug for en plads her i familien. Nu er mine knuder i maven langsomt ved at løsne sig, og det smitter heldigvis også. Det er helt utroligt, så stor indflydelse både det sagte og usagte har på vores små børn. Sikke et ansvar man bærer på. Jeg håber, vi er på rette spor nu.

Jeg har været hos min ene fysioterapeut i dag. Som nogle måske kan huske, så går jeg hos to forskellige (mand og kone). Den lange historie omkring hvad der er kommet ud af det forløb, vil jeg fortælle om en anden dag, det kræver vist sit eget indlæg. Men i hvert fald, så har jeg hen over sommeren ikke været ret meget hos ham, mest hos hende. Og i dag da jeg kom, der lyste han helt op. Han var så glad og kunne tydeligt se, at den kvinde der kom ind af døren i dag, er en helt anden, end den der kom hos ham første gang tilbage i januar! Det skal lige indskydes, at den mand altså ikke er en normal fysioterapeut. Han kan noget mere, det er jeg ikke i tvivl om. Han behandler hele mennesket, ikke kun den smerte, der lige sidder i lænden, nakken eller hvor den nu sidder. Og han så, at jeg er kommet langt. Han har forstået mig, og behandlet mig ud fra, hvad han så. Det har været fantastisk, og det var rigtig dejligt, at han så noget andet i dag. Jeg har fået glimtet i øjet tilbage, min holdning ændrer sig, mine konstante smerter er på retur, lige nu har jeg flere dage uden smerter i ryggen end jeg har med smerter. Det er en ny verden. Boblen om mit hoved er sprunget, jeg føler det nærmest som om, jeg ikke kunne se, og nu har fået briller.

Jeg tager et skridt af gangen. Det kan godt være, det ikke altid går så hurtigt, men jeg er på vej. Men SKAL det gå hurtigt? Jeg har vist aldrig gjort noget hurtigt, til stor irritation for min omverden og mig selv ind i mellem, men hvis det nu engang er sådan jeg er? Der er jo en grund til, vi har fået indrettet vores liv herhjemme, som vi har. Jeg passer ikke ned i hurtig kassen. Jeg passer ikke ind i det konventionelle arbejdsliv. Det ødelægger mig. Men jeg føler stadig, jeg skal undskylde for det?! Hvorfor skal jeg hele tiden stræbe efter, at lave mig om, så jeg passer ind i det liv, som andre lever? Ja, jeg er SÅ privilegeret, at det kan lade sig gøre sådan her, men er det forkert? Det betyder ikke, at jeg bare fiser den af, for det gør jeg langt fra. Jeg halter altid bagud, har altid travlt. Men jeg nyder, at jeg kan gøre det jeg skal i ro og fred. Og se, nu følte jeg alligevel et behov for at fortælle, at jeg faktisk har travlt og er bagud?! Endnu en gang skulle jeg forklare og forsvare. Selv på en blog, hvor de fleste læsere, slet ikke er nogen, jeg møder i mit virkelige liv. Utroligt. Det må jeg arbejde videre på.

Nå, måske var det et sidespring, eller måske var det det, jeg virkelig ville sige? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald noget af det, der rører sig i mit liv for tiden. Det der fylder mine tanker.

Og er det så ikke ved at være fast, at der til indlæggene om mine tanker, hører et pinterest quote? Jo, det tror jeg vist nok, så her får I en af mine favoritter for tiden. Jeg siger det bare…

busy