Stavgang

Det der med motion har godt nok svært ved at falde mig helt naturligt. Jeg kan godt lide følelsen bagefter, jeg kan godt lide, hvad det gør ved min krop, jeg elsker at være ude i naturen og alt det, men jeg er virkelig god til at sætte det nederst på dagsordnen. Og det hører bare slet ikke til helt dernede. Der er faktisk ikke rigtig noget dårligt at sige om bevægelse. Og slet ikke den slags, der foregår i naturen. Jeg synes bare, det kan tage så pokkers lang tid nogle gange.

Netop pga. tiden har jeg endnu en gang forsøgt mig med løb på trods af virkelig dårlige erfaringer og skader. Det gik ikke. Efter 2. gang fik jeg smerter i venstre skinneben og det blev siddende i 5 dage. Venstre skinneben er det værste faresignal for mig i forhold til ryggen, det er der, smerten sidder, inden det kan gå rigtig galt for mig. Så jeg droppede det igen. Jeg ville bare gerne spare tid og løbe mine kilometer frem for at gå dem altid.

Nu tror jeg, at jeg har fundet en mellemvej. Stavgang. Jamen, er det ikke sådan noget pensionister gør, spørger du? Jo, det er det vist nok. I hvert fald er jeg ret overbevist om, at melder jeg min ind i en stavgang klub hvis den slags findes, så vil jeg være absolut yngste medlem. Og jeg kan nu med erfaring sige, at det forstår jeg overhovedet ikke! For det er jo rigtig godt!! Jeg har fået et par stænger i fødselsdagsgave, og jeg skulle lige tage tilløb, men nu har jeg prøvet det nogle gange, og sikke en forskel fra almindelig gang. Jeg får langt mere fart på, jeg får meget mere bevægelse i kroppen, jeg kan mærke det i både arme og i mavemusklerne. Jeg får en anden rytme og et fast tempo. Det er ikke helt så nemt at stoppe op og dufte til blomsterne. Jo vist, der skal også være plads til at dufte, men ikke hver gang og ikke flere gange, for så render tiden altså fra mig.

Grunden til jeg var længe om at komme i gang, var at flere sagde til mig, at så skulle jeg på kursus og lære det. Åh! Det har jeg altså hverken tid, overskud, tålmodighed eller økonomi til lige nu. Men så fandt jeg i stedet en instruktionsvideo på youtube, som hjalp mig i gang, og så gik det bare derud af.

Sådan et par stænger koster under 300 kr. og det er mindre end en måneds abonnement koster i et fitnesscenter. Det er vigtigt at vælge teleskopstænger med håndtag, så de kan indstilles præcis efter højde, og så kan de nemt gøres korte og f.eks. tages med i kufferten på ferie.

I morges var jeg ude igen. I regnvejr. Og jeg glemte at skifte til regnjakke, da jeg havde afleveret ungerne, så jeg kom ved en fejl af sted i vinterjakken. Så får man varmen kan jeg afsløre. Og våd blev jeg godt nok også. Men sikke en dejlig tur, selv i regnvejr.

Stavgang

Stavgang

Jeg er så heldig, at have den dejligste natur lige ude for min dør, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde bliver træt af, at gå lige præcis der. Det med at motionere i naturen frem for i et fitness center, har den store fordel for mig, at jeg får ro! Jeg har aldrig musik i ørerne, for det er ikke noget, der gør mig rolig, tvært i mod. Jeg kan ind i mellem godt lytte til en lydbog, men det er sjældent efterhånden. Jeg har virkelig fundet ud af, at der bare er nogle tidspunkter, hvor der skal være helt stille. Og jeg skal helst gøre det alene. Det er ofte her, jeg får de gode idéer, det er her, jeg får tænkt nogle tanker til ende, for jeg har jeg ikke ret meget andet at lave. Som særlig sensitiv er det ekstra vigtigt, at finde nogle områder, hvor der ikke er snak, musik eller andre indtryk. Da jeg var i fitnesscenter kunne jeg sagtens gå derfra mere stresset end da jeg kom, for der var tid på alt og der var mange mennesker, musik der spillede og ofte også tv der kørte. Det gjorde ikke noget godt for mig. På mine gåture lader jeg op i stedet for at blive drænet. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at det er sådan det hænger sammen for mig, men pyt, nu har jeg lært det og jeg nyder det.

En tanke om "Stavgang"

  1. Jens-K

    Tak for et godt sportsindlæg.

    Helt enig motionsformen er fuldstændig ligegyldig, bare man finder den form der passer en selv bedst.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>