Månedsarkiv: februar 2014

En ny buksedragt

Jeg tror egentlig aldrig, jeg fik vist Ronjas buksedragt frem herinde? Egentlig er jeg blevet rigtig dårlig til at vise det frem, som jeg får igennem maskinen. Måske fordi jeg sjældent får taget rigtig gode billeder af det, og vupti, så har jeg jo sendt det af sted ud i landet til en ny ejer, der har bestilt det enten på IG, i den virkelige verden eller gennem Kaoskartellet.

Men den her synes jeg alligevel I skal se. Det er en bestilling, jeg har lavet, som skal afleveres personligt om nogle dage, så jeg nåede lige at få taget et par billeder.

buskedragt by kaos

buskedragt by kaos

buskedragt by kaos

buskedragt by kaos

Og så legede vi jo, at jeg synes, den var nem og enkel at sy, at lynlåsen og det indvendige neonbånd slet ikke driller. Som om! Men jeg lærer lidt hver gang, og næste gang, SÅ er den der i første forsøg, ikke?

Hvis du er interesseret kan du bestille den her på bloggen, den koster 425 kr. og du kan vælge mellem gul og koral neon indvendig.

Jeg har taget vejen til venstre

I dag er dag 15 i min 14 dages udfordring. Og da jeg for et par dage siden skrev om dag 9, var det faktisk dag 11. Dagenen flyver åbenbart af sted. Også selvom jeg løber. Og når nu jeg siger, det er dag 15 i min 14 dages udfordring, så betyder det, at jeg fortsætter! Jeg er blevet virkelig glad for at vågne med den løbetur om morgenen, så jeg ser ingen grund til at stoppe. Jeg ved ikke med dig, men jeg er selv vældig imponeret haha. Jeg har aldrig (som i: ALDRIG!) løbet 15 dage i træk, og jeg har aldrig brudt mig om at løbe. (At jeg så ikke har kunne i nogle år pga. ryggen er noget andet). Men ved at lave taktikken om, så jeg løber virkelig kort, men hver dag, så har jeg ændret min indstilling. Planen er opstået efter inspiration fra min mand, der i den grad er transformeret af løb. Han startede i september med at løbe 5 km. HVER dag! Ind i mellem har han taget en svømmedag i stedet, og nu er han så begyndt til boksning en gang om ugen for afvekslingen, men ellers har han løbet hver eneste dag siden september. Selv 1. januar var han ude kl. 7. om morgenen. Bare fordi. Og i lørdags løb han så sin første marathon distance. Jeg er virkelig imponeret. Både over at han klarede en marathon, men i særdeleshed over hans vedholdenhed på de 5 daglige km. Han havde ikke andre mål, end at gøre det igen i morgen. Ikke noget med tider, (han er dog temmelig hurtig!) ikke noget med distancer, det handlede bare om, at få km. i benene. Hver dag! Det har i den grad inspireret mig. Han har taget nogle afstikkere på 10, 15, 20 km. og 30 en enkelt gang, for at blive klar til marathon, men ellers er det de 5, der har drevet ham dertil. Jeg løber så 700 meter i stedet for 5 km. men som sagt, så handler det om noget helt andet for mig. Det handler om mindset. Det handler om, at sætte sig et mål og fuldføre det. Ingen undskyldninger, ingen bortforklaringer, ingen sovepude. Og det gjorde jeg. Jeg fortsætter, fordi jeg for en gangs skyld ikke vil stoppe med noget, som gør mig godt. Det er jeg ellers pokkers god til.

Nå, men det var jo den her snak om vejen ud af komfortzonen, vi kom fra. Og jeg har valgt. Jeg ER gået til venstre, jeg er på vej ud af komfortzonen. På torsdag starter jeg på en 2 årig uddannelse som ID life-coach. Jeg vil hjælpe andre (og mig selv undervejs) med at blive den bedste version af sig selv. Med at sætte et mål og fuldføre. Med at overkomme de hårde dele i livet og komme ud på den anden side. Den dag jeg meldte mig til, var jeg ved at kaste op (for real!!) jeg havde det så dårligt, jeg rystede og kunne næsten ikke få luft. Det er voldsomt angstprovokerende for mig på så mange planer. Jeg skal til at lære noget nyt. Jeg skal til at lære at lære igen! Jeg skal gøre det sammen med 20-30 fremmede mennesker på intensive modulhold. Puha, jeg får helt koldsved bare af at skrive om det nu. Men jeg er også klar. Jeg vil det her. Jeg har egentlig ville det i mange år, men jeg har ikke været klar. Det er jeg åbenbart nu. Så nu gør jeg det. Så kryds fingre for mig på torsdag, hvor jeg drejer skarpt til venstre.

me

Fredagsguf: søde dadelkugler

Vi bliver hurtigt enige om, at jeg ikke har opfundet den dybe tallerken her. Jeg og mange andre har lige siden den spæde start for den kernesunde familie lavet et utal af varianter af dadelkuglen. Så hvorfor endnu en opskrift. Jo, fordi jeg bare synes, at de her blev ekstra lækre. Som regel laver jeg dem bare af det jeg nu har, og det gjorde jeg såmænd også den her gang, men de smagte altså så godt, at jeg måtte skrive målene ned, for jeg vil lave lige præcis dem her igen en anden dag.

Og med mål mener jeg ca. mål. For som sagt laver jeg dem jo bare sådan ved at tømme skabene ned i blenderen og start.

Til en god portion brugte jeg ca:

1 håndfuld dadler (udblødt i vand i 10-15 min)

2 store spsk. smør

1 håndfuld nødder (en blanding af hasselnødder og mandler)

1 dl. kokos

2 spsk. kaffe (vand dur sikkert fint)

3 tsk. kokosolie

3 store tsk. raw kakao

ekstra kokos til at rulle dem i

Nødder og dadler blendes først, resten blandes i, blend, form og rul dem evt. i ekstra kokos. Sæt dem på køl et par timer, så er de klar.

dadelkugler

De BLEV altså virkelig gode, og de blev vældig hurtig spist. Der er ikke sparet på dadlerne, så hvor gode de er ved blodsukkeret, det vil jeg lade dig selv vurdere.

Det er vist ved at være temmelig længe siden, jeg har smidt en opskrift på bloggen hva? Jeg er lidt madtræt for tiden. Jeg gider ikke rigtig lave det, og der er ikke så meget, jeg har lyst til at spise. Det bliver lidt til den samme græske yoghurt med fløde, frugt og nøddemusli til morgenmad i hverdagene, en halvkedelig frokost og synes også vi kører lidt i den samme rille til aftensmaden. Også her venter jeg vist på varmere lysere tider, som betyder friske salater, lettere grøntsager og ikke mindst friske bær. Mand, jeg trænger til bær. Men bevares, jeg holder mig kørende på dadelkugler til de kommer, og det er jo egentlig ikke helt tosset vel?

Dag 9

Måske skulle min næste udfordring hedde noget med at blogge hver dag? For egentlig har jeg jo ikke lyst til, der går 9 dage mellem indlæggene, men den ene dag tager den anden…

Jeg er nu nået til dag 9 i min udfordring. Og faktisk går det rigtig fint. Jeg har løbet de to runder hver morgen, og det har været helt ok. Selve det at løbe er jeg stadig ikke ret glad for, og det er kun fordi, jeg synes, det er ubehageligt! Men så snart jeg åbner døren og går ud i den friske luft ved 6.30 tiden, så vågner jeg på en helt anden måde end jeg er vant til. Vejret har heldigvis været med mig, jeg er endnu ikke kommet gennemblødt tilbage, men derimod frisk og klar til dagen.

Jeg er ved Gud ikke morgen menneske. I morges vågnede jeg af mig selv kl. 5.30, men jeg kom først op 6.20. Dynen er tung, kroppen er tung og jeg elsker bare at ligge der under dynen. At ligge og lytte til et barn eller to, der er langt væk i tryg og varm søvn, det er noget af det bedste jeg ved. Eller at høre små fortællinger om nattens drømme, det nyder jeg også. Men nu er jeg så også begyndt at nyde, at vågne i den friske luft.

Der er endnu ikke sket de store mirakler på konditionsfronten. Og alligevel er der måske. De to første dage kom jeg tilbage med tarvelig slim i halsen og høj puls (ja, efter 700 meter!!), og selvom jeg stadig synes det er tungt at komme igennem de to runder, så falder pulsen hurtigere igen, og det der slim i halsen har jeg ikke længere. Til gengæld så havde jeg gjort rent på badeværelset i dag, inden jeg fulgte ungerne i børnehave, så måske er der sket noget med morgen energien?

better

Bortset fra det, så er jeg træt for tiden. Træt helt ind i knoglerne. Blame it on february siger Jane, og det gør jeg så. Og så venter jeg utålmodigt på marts! For selvom jeg egentlig ikke har følt mig træt af vinteren, som så mange tidligere år, så er jeg nok alligevel i underskud af frisk luft, D-vitamin og meget andet, som forårssolen bringer med sig. Så jeg hutler mig igennem og glæder mig over, at solen ind i mellem er begyndt at kigge frem igen. Det spiller måske også ind, at vi har valgt vores januar rejse fra i år. Den der uge i sol og varme har kroppen og sindet nok manglet, men jeg satser på en rejse til foråret, og ind til da hepper jeg på den danske sol.

14 dages udfordring – ryk ud af komfortzonen

Lige for tiden står jeg ved en skillevej. Jeg skal vælge. Til højre ligger komfortzonen, der har jeg befundet mig længe, der er trygt og godt. Jeg kan fortsætte dagene stille og roligt, fortælle mig selv, at det er ok, at være der. Det er nemt, og helt ærlig så behøver livet ikke altid at være så svært vel? Jeg har haft min del af svært, synes jeg, men jeg ved jo også godt, at der er mere svært i vente, så hvorfor ikke være her i ro og fred så længe?

Til venstre fører vejen ud af komfortzonen. Til venstre ligger noget nyt og potentielt farligt og lurer. Noget ukendt, der kan koste mig en masse kræfter og æde mig op. Men til venstre ligger også udfordring og udvikling. Der ligger muligheder. Muligheder for at udvikle mit potentiale. For at optimere mig selv. Den slags kan ryste mig og gøre mig bange. Jeg ved ikke altid, om jeg kan klare det, eller om det knækker mig og lader mig tilbage med en fiasko, lader mig tilbage med forpligtelser, jeg ikke kunne leve op til. Den tanke giver mig ondt i maven.

Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg mærker gang på gang, hvordan tingene spiller sammen. Nogle vil måske mene, jeg ser det, jeg vil se. Andre forstår. Og hvis begivenheder pludselig viser sig som en rød tråd, er det så ikke min pokkers pligt, at lytte efter?

For et par dage siden mødte jeg en kær veninde fra folkeskolen. Vi har ikke set hinanden i 10-12 år. Vi holdt sammen dengang, og pludselig kom vi fra hinanden. Vi har skrevet en smule sammen på Facebook, men vi har ikke mødtes i alle de år. Pludselig stod hun der. Jeg mødte hende lige på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun i den grad er rykket ud af komfortzonen. Hun er alene med sin lille pige på 1 år, og har sagt sit trygge faste job op, uden at have et andet. Min reaktion til hende var “sejt”. Hun sagde, at det var hun glad for at høre, det var jeg den første, der havde sagt. Alle andre mente, det var uforsvarligt, og forstod hende ikke. Og det forstår jeg sådan set godt. Og jeg kan da også sagtens sige sejt, jeg står ikke alene med en lille pige og det store ansvar. Jeg har det trygt og godt her, hvor jeg er. Men jeg synes virkelig det er sejt. For pludselig ville hun ikke have siddet 6 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det, nej så ville hun have siddet 15 år, 20 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det. Ville det have været sejere? Nej, jeg synes det er sejt, at man i den grad tør ryste posen og vælge en anden vej. More power to you, kære ven.

Der har været flere af den slags oplevelser på det seneste. Og andre slags. Alle peger i sammen retning for mig. Og nu er det min forbandede pligt at lytte efter og agere!

Hvad vejen til venstre konkret byder på, det vil jeg ikke komme nærmere ind på endnu, men når jeg ved mere, så ved I også mere. Men indtil da, har jeg sat en udfordring for mig selv. Jeg har givet mig selv en udfordring, som, i den grad flytter mig ud af min komfortzone af flere årsager. For det første foregår den om morgenen, men det er her jeg mener, den kan give bedst udbytte for mig. For det andet, er det ubehageligt, og jeg kan virkelig ikke lide noget der er ubehageligt! For det tredje er den nødvendig. Og for det fjerde vil det vise mig, om jeg kan rykke mig, og dermed give mig adgang til vejen til venstre. For jeg er faktisk klar til at gå til venstre.

De næste 14 dage vil jeg hver morgen, som det første, løbe 2 runder om rækkehusene her. Og jeg er allerede lidt i panik over, at jeg nu har sagt det højt, og dermed har følelsen af at forpligte mig i højere grad, end hvis jeg kun sagde det til mig selv. Så ville jeg jo kunne snyde mig selv (?!).  Jeg gjorde det i morges, det tog 5 minutter og 42 sekunder. Distancen er 0,71 km. Så vi er altså inden for en tidsramme, der kan lade sig gøre for de fleste, vil jeg mene? Hverken tid eller distance er i sig selv interessant for mig, jeg er fuldstændig ligeglad med at løbe turen hurtigere, eller lige tage en runde mere osv. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at sætte mig et mål og fuldføre. Det handler om, at gentage. Det handler om at presse mig selv, og det handler om, at se, hvordan det er at løbe de 710 meter om 14 dage. For i dag var det altså ikke rart. Jeg bryder mig ikke om det.

Efter løbeturen lavede jeg vægttræning i ca. 4 minutter, og jeg lavede 2 gange solhilsen, som også varede ca. 4 minutter. Så, alt i alt er vi på 13-14 minutters træning, og hvis jeg gør tøj klar om aftenen, og bare skal springe i skoene om morgenen, så er vi alt i alt på under 20 minutter. Og giver det overhovedet mening, med så lidt motion? Ja, det gør det faktisk. Det betyder noget psykisk. Det betyder en ny start på dagen , det betyder at jeg bryder vaner, det betyder, at jeg gør noget andet. Og det er det, det hele handler om for mig. At jeg så samtidig får brugt min krop 20 min. mere aktivt end jeg plejer, er bare dejligt for mig.

Forstår I, hvad jeg mener? Jeg vil rykke nogle grænser, og om det så handler om at gå en kort tur, løbe en runde, cykle på arbejde, smøre madpakken aftenen i forvejen, spise grøntsager hver morgen, putte en tsk. sukker mindre i kaffen, hvor end det er, din udfordring ligger, så er det måske på tide, at rykke sin grænse. Bare lidt? Vil du være med? For mig har det ingen betydning, hvad din udfordring er, men jeg synes, det kunne være spændende, hvis du vil være med. Bare i 14 dage, men HVER dag. Og er din udfordring i motionens verden, så er dårligt vejr ingen undskyldning. Det her handler om at overvinde den psykiske del af udfordringen. Det SKAL kunne lade sig gøre i 14 dage. Lad os se, hvad det rykker. Lad os se, hvad der findes på den anden side af komfortzonen. Det ville være så rart med lidt selskab.

comfortzone

Nye nøglesnore i Liberty stof

 

Liberty nøglesnore

Så er der nye lækre nøglesnore syet i det skønne Liberty of London stof hos Kaoskartellet.dk

De måler ca. 1 meter og koster 89 kr. inkl. fragt. De fås med både blå og grå inderside. Du kan bestille her på siden, på kontakt@rikkeprikke.dk eller direkte i shoppen.

Slut fred med din krop?!

Jeg er næppe den eneste, der mener, at det udsagn føles en lille smule op af bakke? Lidt ligesom idéen om, at man får mere energi af at dyrke motion? Den er VIRKELIG op af bakke! Men ved I hvad? Jeg tror faktisk, jeg endelig langt om længe har sluttet fred med min krop! Ja, den er god nok. Faktisk har jeg fundet ud af, at det var mig selv, som i hele mig, jeg skulle slutte fred med, ikke min krop. Kroppen har bare været den fysiske og meget håndgribelige del af mig, som jeg kunne pege fingre af. Det er nemmere at vrænge næse af lårene i spejlet, end det er at vrænge næsen af sjælen eller den inderste kerne. Min ufred med kroppen har derfor været symbolet på alt det, der var og til dels stadig er galt inden i mig. Eller, galt er nok ikke det rigtig ordvalg her længere, for jeg føler mig ikke så gal, jeg føler nærmere en ubalance, som heldigvis er langt nærmere mål end tidligere. Og ved at finde ind til kernen, ved at finde ind i mig igen, så har jeg faktisk sluttet fred med den krop, som jeg har haft det så svært med i så mange år. Ja, faktisk så langt tilbage, jeg kan huske.

Et ganske tydeligt symbol på, at det med det faktisk slet ikke handlede om kroppen er, at da jeg vejede 10 kg. mindre end jeg gør nu, det sted som jeg vil betegne som min ideal vægt set med det gennemsnitlige samfundsøje, faktisk ikke havde det det mindste bedre. Og jeg skyndte mig da også at tage de 10 kg. på igen, for det var både farligt og sårbart at stå der 10 kg. lettere uden at have styr på noget som helst inde i mig. Jeg måtte tilbage til det trygge og velkendte, åbenbart.

Jeg har i virkelig mange år kæmpet med vægten. Og jeg har ikke rokket mig ud af stedet. Jo, et kilo af og på her og der, men ikke noget der for alvor rykkede. Og jeg forstår det nu. Jeg havde fokus det helt forkerte sted. Jeg havde fokus på tallet på vægten, på lårene i spejlbilledet. Jeg havde ikke fokus på mig som et helt menneske. Et menneske med en sårbar sjæl, et menneske, der havde brug for en ekstra tryghed og omsorg, som jeg ikke kunne give udtryk for. Jeg så kun vægten. Vægten er målbar, resultatorienteret og vi skal både passe den rigtige størrelse, have en vis fedtprocent, og så er der noget med BMI og jeg skal komme efter dig. Vi hører det konstant og hele tiden!! BMI kan rende mig! Vægten kan skride af helvede til! Og det kan godt være, jeg kan få et tal på en vægt i et fitnesscenter, der fortæller mig min fedtprocent, men hvad skal jeg stille op med det? For jeg ved nu, at uanset om jeg rammer inden for en eller andet målsætning på et tidspunkt, så vil det ikke gøre mig den mindste smule lykkeligere, og det vil sikkert holde i tre dage, med mindre jeg har fået styr på MIG først! Og så er jeg sikker på, det andet nok skal komme.

At jeg har sluttet fred med min krop betyder ikke, at jeg bare kan lade stå til. Eller at jeg ikke ønsker, at det skal være anderledes. Men mit fokus har rykket sig. Fokus er rykket til at have det godt. Tænk, at fokus ikke altid har været der?? Vi sætter kroppen i kasser og rammer, som den skal passe i og indenfor. Vi måler og vejer, men snakker ikke om, hvordan vi egentlig har det. Og hvordan vi har det om mange år. Alt det med kroppen handler efterhånden kun om vægt. Vi spiser en bestemt kost pga. vægt, vi holder igen pga. vægt. vi motionerer pga. vægt, vi vejer os, vi måler os og vægten kan gøre os mere ulykkelige end noget andet i perioder. Vægten og vægttab kan fylde alt, hvis det får lov. Og her taler jeg vitterlig af erfaring. Men jeg tænkte aldrig over, hvad der egentlig gjorde en forskel for mig som menneske. Hvad der gjorde mig glad. Jeg regnede vel med, at når jeg nåede idealvægten, så var jeg glad. Tja, det var jeg så ikke. Men ved I hvad? Det at finde ind til mig selv igen, det at finde ud af (ganske langsomt) hvem jeg egentlig er, og mærke efter, hvad der er godt og skidt, hvad der gør mig ked af det, hvad der gør mig træt osv, ja DET gør mig glad. Og det er altså uden vægten har rykket sig det mindste. Eller, det ved jeg faktisk ikke, for jeg vejer mig ikke længere.

Fokus er nu på at have det godt. Fokus er på at jeg også vil have det godt, når jeg er 70, 80 og 90 år! Fokus er på at bruge min krop, fordi den har godt af det, ikke fordi jeg skal tabe mig. Fokus er på at røre mig, fordi det gør mig glad, fordi det gør mig skarp, fordi det giver mig energi, IKKE fordi jeg skal tabe mig. Fokus er på sundhed, på mæthed, på lykkefølelse, ikke på at tabe mig. For der findes bare så meget andet her i livet at have fokus på. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad, det betyder ikke, at jeg bare kan tage på, det betyder ikke, at jeg ikke længere er forfængelig, det betyder bare, at det ikke længere styrer mig, og det har givet mig en helt ubeskrivelig frihed.

Næste skidt er, at få repareret de utallige års stress, jeg har udsat min krop for. Den har lidt under, at jeg har givet den ansvar for det hele. Jeg har behandlet den rigtig skidt. Jeg vælger, som så meget andet her i livet, at se det som erfaring, som noget, jeg åbenbart skulle lære. Nu har jeg lært, så nu gør jeg noget andet. Jeg er blevet klogere, og hallelulja for det.

love yourself