14 dages udfordring – ryk ud af komfortzonen

Lige for tiden står jeg ved en skillevej. Jeg skal vælge. Til højre ligger komfortzonen, der har jeg befundet mig længe, der er trygt og godt. Jeg kan fortsætte dagene stille og roligt, fortælle mig selv, at det er ok, at være der. Det er nemt, og helt ærlig så behøver livet ikke altid at være så svært vel? Jeg har haft min del af svært, synes jeg, men jeg ved jo også godt, at der er mere svært i vente, så hvorfor ikke være her i ro og fred så længe?

Til venstre fører vejen ud af komfortzonen. Til venstre ligger noget nyt og potentielt farligt og lurer. Noget ukendt, der kan koste mig en masse kræfter og æde mig op. Men til venstre ligger også udfordring og udvikling. Der ligger muligheder. Muligheder for at udvikle mit potentiale. For at optimere mig selv. Den slags kan ryste mig og gøre mig bange. Jeg ved ikke altid, om jeg kan klare det, eller om det knækker mig og lader mig tilbage med en fiasko, lader mig tilbage med forpligtelser, jeg ikke kunne leve op til. Den tanke giver mig ondt i maven.

Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg mærker gang på gang, hvordan tingene spiller sammen. Nogle vil måske mene, jeg ser det, jeg vil se. Andre forstår. Og hvis begivenheder pludselig viser sig som en rød tråd, er det så ikke min pokkers pligt, at lytte efter?

For et par dage siden mødte jeg en kær veninde fra folkeskolen. Vi har ikke set hinanden i 10-12 år. Vi holdt sammen dengang, og pludselig kom vi fra hinanden. Vi har skrevet en smule sammen på Facebook, men vi har ikke mødtes i alle de år. Pludselig stod hun der. Jeg mødte hende lige på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun i den grad er rykket ud af komfortzonen. Hun er alene med sin lille pige på 1 år, og har sagt sit trygge faste job op, uden at have et andet. Min reaktion til hende var “sejt”. Hun sagde, at det var hun glad for at høre, det var jeg den første, der havde sagt. Alle andre mente, det var uforsvarligt, og forstod hende ikke. Og det forstår jeg sådan set godt. Og jeg kan da også sagtens sige sejt, jeg står ikke alene med en lille pige og det store ansvar. Jeg har det trygt og godt her, hvor jeg er. Men jeg synes virkelig det er sejt. For pludselig ville hun ikke have siddet 6 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det, nej så ville hun have siddet 15 år, 20 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det. Ville det have været sejere? Nej, jeg synes det er sejt, at man i den grad tør ryste posen og vælge en anden vej. More power to you, kære ven.

Der har været flere af den slags oplevelser på det seneste. Og andre slags. Alle peger i sammen retning for mig. Og nu er det min forbandede pligt at lytte efter og agere!

Hvad vejen til venstre konkret byder på, det vil jeg ikke komme nærmere ind på endnu, men når jeg ved mere, så ved I også mere. Men indtil da, har jeg sat en udfordring for mig selv. Jeg har givet mig selv en udfordring, som, i den grad flytter mig ud af min komfortzone af flere årsager. For det første foregår den om morgenen, men det er her jeg mener, den kan give bedst udbytte for mig. For det andet, er det ubehageligt, og jeg kan virkelig ikke lide noget der er ubehageligt! For det tredje er den nødvendig. Og for det fjerde vil det vise mig, om jeg kan rykke mig, og dermed give mig adgang til vejen til venstre. For jeg er faktisk klar til at gå til venstre.

De næste 14 dage vil jeg hver morgen, som det første, løbe 2 runder om rækkehusene her. Og jeg er allerede lidt i panik over, at jeg nu har sagt det højt, og dermed har følelsen af at forpligte mig i højere grad, end hvis jeg kun sagde det til mig selv. Så ville jeg jo kunne snyde mig selv (?!).  Jeg gjorde det i morges, det tog 5 minutter og 42 sekunder. Distancen er 0,71 km. Så vi er altså inden for en tidsramme, der kan lade sig gøre for de fleste, vil jeg mene? Hverken tid eller distance er i sig selv interessant for mig, jeg er fuldstændig ligeglad med at løbe turen hurtigere, eller lige tage en runde mere osv. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at sætte mig et mål og fuldføre. Det handler om, at gentage. Det handler om at presse mig selv, og det handler om, at se, hvordan det er at løbe de 710 meter om 14 dage. For i dag var det altså ikke rart. Jeg bryder mig ikke om det.

Efter løbeturen lavede jeg vægttræning i ca. 4 minutter, og jeg lavede 2 gange solhilsen, som også varede ca. 4 minutter. Så, alt i alt er vi på 13-14 minutters træning, og hvis jeg gør tøj klar om aftenen, og bare skal springe i skoene om morgenen, så er vi alt i alt på under 20 minutter. Og giver det overhovedet mening, med så lidt motion? Ja, det gør det faktisk. Det betyder noget psykisk. Det betyder en ny start på dagen , det betyder at jeg bryder vaner, det betyder, at jeg gør noget andet. Og det er det, det hele handler om for mig. At jeg så samtidig får brugt min krop 20 min. mere aktivt end jeg plejer, er bare dejligt for mig.

Forstår I, hvad jeg mener? Jeg vil rykke nogle grænser, og om det så handler om at gå en kort tur, løbe en runde, cykle på arbejde, smøre madpakken aftenen i forvejen, spise grøntsager hver morgen, putte en tsk. sukker mindre i kaffen, hvor end det er, din udfordring ligger, så er det måske på tide, at rykke sin grænse. Bare lidt? Vil du være med? For mig har det ingen betydning, hvad din udfordring er, men jeg synes, det kunne være spændende, hvis du vil være med. Bare i 14 dage, men HVER dag. Og er din udfordring i motionens verden, så er dårligt vejr ingen undskyldning. Det her handler om at overvinde den psykiske del af udfordringen. Det SKAL kunne lade sig gøre i 14 dage. Lad os se, hvad det rykker. Lad os se, hvad der findes på den anden side af komfortzonen. Det ville være så rart med lidt selskab.

comfortzone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>