Månedsarkiv: marts 2014

Lidt om lchf kage, mit indre sukkermonster og en opskrift på snaskede chokolademuffins.

Som de fleste af jer ved, så hælder jeg til lchf kosten. Når jeg skriver hælder til, så betyder det, at jeg egentlig bare føler, at jeg spiser mad, og ikke er så glad for alle de kasser, det kan puttes i. Det kan hurtigt give en fornemmelse af, at man gør noget forkert, hvis man ikke konstant overholder nogle bestemt principper eller retningslinjer. Og den følelse har jeg egentlig haft nok af i mine fedtforskrækkede dage! Hvis mad konstant handler om rigtigt og forkert, så synes jeg nydelse, nærring og energidelen træder i baggrunden, og det har jeg ikke længere lyst til.

Når det er sagt, så har jeg jo mærket, hvor stor forskel det har gjort for mig, at jeg har budt fedtstof velkommen i mit liv efter mange mange år uden. Og at jeg samtidig har minimeret sukkerindtag og ikke længere lever af hjemmebagte boller og rugbrødsmadder. Det har givet min krop en ro. Og den ro mærker jeg især, når jeg ikke har den! For jeg tager også nogle gange nogle valg, som er virkelig dårlige for mig, og så må jeg æde konsekvenserne de følgende dage, ja uger kan det vare. Suk. Der mærker jeg for alvor, hvor godt det er for mig, at spise lchf kost.

Men, jeg har været nød til, at finde mig et sted midt i mellem, hvor jeg tager hensyn til alle i familien. Det er en lang forklaring, så det vil jeg ikke gå i dybden med, for lige nu handler det egentlig bare om kage og bagværk. Det er nemlig ikke lykkedes mig endnu, at sælge kage og brød herhjemme, som er bagt helt uden mel. Ind i mellem lykkes det, men det er for sjældent til, at jeg egentlig orker. Jeg selv er rigtig glad for det, og jeg finder oftest min inspiration hos denne dejlige dame, og hun kan om nogen sit stof. Men når jeg bager lchf kage, så er det oftest små portioner, for det er mest mig der spiser det. Jo, der er bestemt nogle opskrifter, som ryger indenbords med stor appetit, som børnekiksene fra Janes Spis dig mæt og slank, bananbrødet sluger ungerne også gerne, og mine egne glutenfri knækbrød spiser hele familien, men når jeg skal lave kage, så må jeg altså gå på kompromis.

Det er ikke ret tit, vi bager kage. Egentlig ærgrer det mig lidt, for ungerne elsker at bage, og det kan være en rigtig hyggelig ting, at gøre sammen. Det kan også være en aktivitet fra helvede, hvis begge børn er med og de hele tiden bliver uvenner over hvem der skal hvad, og det ender med mel og æg i hele køkkenet!! Jeg elsker kage, jeg elsker at bage kage, og at spise kage, men der er så meget kage og guf alle vegne, at det sjældent levner plads til, at vi selv får bagt. Og så er der lige det med, at hvis jeg ikke bager lchf style, så dukker det ondeste sukkermonster op i mig. Det er f.eks. gerne til børnefødselsdage, jeg får et gensyn med det kære sukkermonster. Når bunden er lagt med hvide boller, og kage, ja, så er det man finder mig begravet i lagkagen på den Gollum agtige måde “Mmmm, my precious” når aftensmadstiden nærmer sig. Sukkermonsteret i mig råber “Vig bort, rigtig mad, det er mig, der bestemmer i dag!”  Og så er det, jeg går i seng klokken 21 med hovedpine og ondt i hele kroppen. Og det er ikke væk næste dag. Nej, der må jeg døje med de onde sukkertømmermænd, som betyder jeg er sur og træt hele dagen, og drømmer om den forbandede lagkage, som intet godt gør for mig.

Den kamp orker jeg ikke ret tit. Det er uværdigt, og det gør ikke noget godt for mig eller min familie. Så er det ligesom bare nemmere, at lade være med at bage. Eller tage til børnefødselsdag, men den del er ligesom en del af livet, jeg må lære, at navigere i.

Nå, men al den her kagesnak kommer sig af, at i går var begge børn hjemme. Bertram er syg, og Ronja fik en velfortjent fridag. Men eftersom hun ikke var syg, men var i fin hopla, og ikke lå splattet ud på sofaen, så skulle der ske noget. Og hun ville så gerne bage! Jeg har en muffinbog, hun ofte beundrer, og hendes store yndige øjne fik mig overtalt. Jeg holdt mig dog fra muffinbogen, men fik kringlet den, så jeg kunne lave nogle muffins, hvor vi mødes på midten. Jeg tog udgangspunkt i mine hjemmelavede mælkesnitter, for de var jo eddergode, og indeholder mindre hvedemel og sukker end mange andre kager. De blev virkelig gode! Og sukkermonsteret blev holdt på afstand. Og så var Ronja så venlig, at dele muffins ud til det meste af nabolaget, så der ikke lå 18 muffins og fristede. Det hjælper også på det, ik!

Her er, hvad jeg brugte til 18 muffins:

150 gram blødt smør

5 spsk. kokossukker

2 æg

5 spsk. hvedemel

6 spsk. fiberrigt mandelmel

5. spsk. kakao

2 spsk. fiber Husk

2 tsk. bagepulver

2 dl. sødmælk

Pisk smør og æg luftigt, tilsæt et æg af gangen og pisk videre. Bland alle de tørre dele, og pisk dem i også, du kan også bare vende det hurtigt i med en ske, så bliver dejen mere typisk muffinagtig. Til sidst vendes mælken i, lidt af gangen.

Fordel dejen i ca. 18 muffin forme (alt efter hvor store du vil have dem) og bag dem i et kvarters tid ved 180 grader. Laver du dem større, skal de have lidt længere. Stik i dem med f.eks. en spids kniv, for at tjekke om de er færdige. Lad dem køle af 5 minutter i formen, og vend dem derefter ud på en rist.

chokolademuffins

Her er de næsten direkte fra ovnen, men da de var kølet ned fik Ronja lov at pynte nogle med både glasur og hjertekrymmel. Så var det ligesom også sikrere, at jeg ikke gik amok og åd dem alle, for jeg bryder mig ikke om glasur. Eller krymmel.

chokolademuffins

Lever vi det der liv, eller går dagene bare?

I går faldt jeg over en artikel fra BT, som fortæller om en sygeplejerske på et hospice, der har skrevet en bog, der handler om top 5 over de ting, folk fortryder på deres dødsleje. Gør dig selv en tjeneste, og læs artiklen. Det tager et øjeblik. Endnu mere interessant kunne det være, at læse bogen, men så langt er jeg ikke endnu.

Det fik mig til at tænke over igen, hvad vi vælger at bruge vores liv på og hvad vi vælger, ikke at bruge vores liv på. Da jeg stod og skulle vælge, om jeg ville starte på ID life-coach uddannelsen, tænkte jeg en del gange, at det var nok også for sent. For jeg er jo hele 36 år. Egentlig handlede den undskyldning nok mest om frygt for det ukendte, men ikke desto mindre, så dukkede det op flere gange. Men for pokker, det nytter jo ikke noget, at putte mig selv ned i en kasse, og så bo i den kasse for evigt. Jeg lever forhåbentligt 50 år endnu, og de skal vel ikke alle leves på samme måde som nu?

Jeg er sikker på, jeg også har ting, jeg fortryder, når det er en dag er mig, der ligger og venter på døden. Men jeg vil dælme ikke fortryde, at jeg ikke sprang ud af kassen ind i mellem, og prøvede en anden. Vi bliver frygtelig fastlåste i vores liv, for vi låser os selv fast, efter min mening. Vi tager en uddannelse i vores unge år, og så lever vi de næste 50 år ud fra den. Hvis vi tager beslutningen om at tage en ny uddannelse 10 år senere, ja så er det jo nærmest en beslutning, der kan måles på Richter skalaen. Jeg ved godt, at en del gør det, men nu snakker jeg om majoriteten. Ja, og ellers tager vi ikke en uddannelse i vores unge år, og så lever vi ud fra den beslutning de næste 50 år. Vi gemmer os bag undskyldninger og bortforklaringer om økonomi, og hvad med børnene, og nu har vi jo købt hus, og bilen skal også betales. Så kan vi da ikke bare pakke kufferten og rejse jorden rundt. Nej, det er måske ikke alle forundt, at rejse jorden rundt. Og det er heller ikke alle der har lyst. Men alle har da lyst til NOGET! Og jeg synes virkelig, det giver mere mening, at mærke efter, når man er 36 år, om det er tid til, at livet skal tage en ny retning, få noget nyt indhold, end det er at mærke det, når man er 86.

Selvfølgelig er det ikke sådan, at alle er kede af det liv, de lever. Jeg er heller ikke ked af mit. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan ryste posen lidt, og se hvad der sker. Som eksempel, så har jeg haft stående længe i min sidebar, at jeg gerne vil være god til yoga. Ja, det vil jeg virkelig gerne. Det er en drøm, jeg altid har haft. Men hey, ville det så ikke være en god idé, at DYRKE yoga? Jo, det tror jeg nok, det ville. Der er mange ting, jeg gerne vil, men det sker jo ikke, så længe jeg ikke gør noget ved det. Og så kan jeg sidde der på et hospice, og fortælle en sygeplejerske om 50 år, at jeg ville sådan ønske, jeg var blevet god til yoga, eller i det mindste var begyndt til yoga, og holdt ved det.

Jeg vil også rigtig gerne have meditation som en fast del af min hverdag. Men hey, ville det så ikke være smart, at begynde at meditere noget mere? Jo, det ville det nok. Det er jo ikke uoverkommelige ønsker, der er på min liste lige nu vel? Kom dog i gang!!

Jeg har en drøm om, at tage ud og rejse et halvt års tid, når ungerne er 10-12 år. Men der går de jo i skole! De er puttet i skolekassen fra de starter om 5 måneder og så de næste 10 år som minimum. De næste 10 år har jeg i princippet ikke råderet over mine børns liv, udover de uger om året, som samfundet har valgt, jeg kan råde over. Jeg er bestemt fortaler for skolen, det skal der ikke være tvivl om, men jeg er også fortaler for, at vi nogle gange, gør noget andet. Springer ud i livet. Springer ud af kassen. Jeg tror næppe, at det, at mine børn rejser rundt i verden et halvt år i deres skolealder, gør dem fortabt for evigt. Tvært imod. Men for pokker, hvor kan man vælge, at se mange forhindringer i sådan en beslutning. Drømmen lever, så må jeg se, om vi også får udlevet den.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om andres liv er et liv, de ikke fortryder, når de en dag er ved vejs ende. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker sig om. Hvis man har en hverdag, hvor man konstant glæder sig til det bliver fredag, så man kan holde weekend, så går man jo glip af så meget. Med det mener jeg ikke, at hver dag skal være en fest, at hver dag skal leves som var det den sidste. Livet går op og ned, og nogle dage går bare, men hvis dagene bare går i 20 år, så er det pludselig en anden snak.

Måske er 36 år den helt rigtige alder, at få startet på at skrive den der bucket list. Og ikke bare skrive den, men rent faktisk også udføre nogle af de ting, jeg går og drømmer om.

Og inden jeg fik afsluttet det her indlæg, har jeg meldt mig til yoga i aften kl. 18.30. Bum!

life

Er det farligt, at blive ked af det?

Jeg havde en oplevelse den anden dag, som jeg gerne vil dele med jer. Men jeg vil ikke udlevere nogen, og jeg vil ikke bryde den fortrolighed, jeg har med vedkommende. Så for at dele det, så bliver det meget udetaljeret, men prøv om du kan følge med, og hav med i tankerne, at jeg ikke kan være specifik.

Jeg kan lige starte med at fortælle kort, om en helt anden oplevelse, som jeg havde, da jeg var på 1. modul af ID-life coach uddannelsen i weekenden. Hver dag  lærte vi nogle nye værktøjer, som vi skulle ud i grupper og øve. De to første dage skulle vi øve en 15 minutters coaching session, den sidste dag var det 40 minutter. På den 40 minutters session var det mig, der var klient. Ca. halvvejs inde i forløbet fangede min coach noget i mig, han ramte plet, og fra det ene sekund til det andet væltede tårerne ud af øjnene på mig. Her kunne min coach vælge to veje. Han kunne trøste mig, enten fordi han synes det var ubehageligt, eller han var bange for, at jeg synes, det var ubehageligt. Eller han kunne vælge at lade mig være i det, og selv være i det med mig. Han valgte heldigvis det sidste. Måske fordi han var ok med det, måske fordi han så, at jeg var ok med det, eller måske var det for ufordringens skyld. I hvert fald lod han mig blive i det. Og det var der, jeg begyndte at rykke. Fordi jeg ikke længere tænkte, men følte. Jeg gav slip og var bare i det. Havde han trøstet mig, havde han ville løse det, havde han spurgt om jeg ville have en pause, så var jeg lukket i igen. Så var jeg begyndt at tænke. Jeg siger ikke, at målet i sig selv er tårer, slet ikke, men hvis der er brug for dem, så skal de have lov at være der.

Og så tilbage til den oprindelige historie. Jeg havde en oplevelse en aften, hvor det samme skete for en veninde. Hun snakker sig ud af tingene, rationaliserer, tænker, bruger mange ord. Hun vil ikke føle. Det kan der være mange årsager til, det skal jeg ikke være dommer over. Det er jo et helt sædvaneligt handlingsmønster. Men så skete der noget i samtalen, hvor jeg ramte noget, og hun blev ked af det. Og ved I hvad? Det var fedt. Årsagen til hun blev ked af det, var selvfølgelig ikke fed, men det at hun gav slip, bare i 15 sekunder, og ikke lod tankerne styre, men lod følelserne fylde, det gjorde en forskel. Og jeg havde ikke brug for at trøste, hun havde ikke brug for at blive trøstet. Vi kunne bare være i det lidt, og hun opdagede forskellen på at tænke og føle.

Jeg tror desværre, det er en noget overset kvalitet efterhånden, det der med at mærke efter. Jo, vi kan alle sige, at vi lige skal stoppe op og mærke efter, men kan vi det? Virkelig mærke efter? Jeg har ikke kunne i mange år. Det troede jeg, at jeg kunne. Lige indtil jeg rent faktisk kunne. Så mærkede jeg forskellen, og der er en bragende forskel. Tidligere når jeg mærkede efter, så tog tankerne alligevel over. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde det, jeg mærkede ikke, hvordan jeg havde det. Kan I følge mig her?

For mit vedkommende, så har det været afgørende, at nå dertil, hvor jeg virkelig mærker efter. Om det er vigtigt for alle, det skal jeg ikke kunne sige. Måske har det noget at gøre med, at jeg er særlig sensitiv, og jeg derfor skal have følelserne med mig alle vegne. Jeg kan ikke slippe af med dem alligevel, de fylder så meget i mig, så jeg kan lige så godt lære at tyde dem, mærke dem, bruge dem. Måske ser verden helt anderledes ud, hvis man er udstyret med en helt normal sensitivitet, det ved jeg ikke.

Normalt når nogle er kede af det, eller mærker noget, der ikke er rart, så skal vi straks i gang med at fikse det, vi går i løsningsmode, vi skal blive glade igen. Men hvorfor er det så pokkers farligt, at være ked af det? For mit eget vedkommende, så har jeg temmelig let til tårer. Det betyder ikke altid, at jeg er ked af det, når tårerne triller, men når jeg virkelig er ked af det, så er det måske også ok? Måske er det lige der, jeg kan mærke noget andet. Det behøver ikke være farligt, det behøver ikke stoppe, det kan tværtimod være til stor gavn. Det kan være forbundet med forløsning, at være ked af det. Og når jeg tænker tilbage, hvor folk har forsøgt (af et absolut godt hjerte, vil jeg gerne understrege) at få mig ud af ked af det-heden, så kan jeg se situationer, hvor jeg har tænkt “så lad mig dog for helvede være ked af det!!” Men det er bare ikke alle (ind i mellem mig selv inklusiv) som kan rumme, når andre er kede af det. Det vækker måske noget i en selv, man ikke bryder sig om at føle. Måske ved man ikke, hvad man skal sige, gøre, mene. Men vi er vel udstyret med de her følelser af en årsag. Hvem mon kommer bedst ud på den anden side af hjertesorg, den der kan græde, føle og finde forløsning, eller den der er tapper, holder på det, eller slet ikke mærker? Jeg tror, evolutionen har ramt meget godt plet med både tårer, følelser og ked af det-hed. Men vi skal turde være i det, ellers kan vi ikke bruge det til noget.

feel

1. modul på ID-life coach uddannelsen er klaret

Jeg er kommet hel ud på den anden side af 1. modul på ID-life coach uddannelsen. Fredag morgen var jeg ikke overbevist om, at jeg virkelig ville komme hel igennem det, men det gjorde jeg. Jeg gik ikke i stykker. Tværtimod. Og egentlig vidste jeg det fra starten, at jeg havde en barriere, jeg skulle forcere, men at der ville være rart på den anden side. Og der er altså rart her. Jeg kan trække vejret igen, jeg kan få luft. Det kunne jeg faktisk også lørdag og søndag, men torsdag og fredag fik jeg vist ikke meget ilt til hjernen.

Men sikke en weekend. Jeg er så glad så glad så glad for, jeg er startet på den uddannelse. Lige præcis den uddannelse, lige præcis nu, med lige præcis de mennesker. Det har været voldsomt grænseoverskridende på så mange planer, men for pokker, hvor har det givet mig meget. Især har det vist mig, at jeg kunne. SGU! Jeg kunne rykke mine grænser, jeg kunne trække vejret uden for komfortzonen, jeg kunne være i det trods angst, panik og ondt i hele kroppen. Jeg kunne vokse.

Jeg smutter igen, jeg ville bare lige opdatere på, at jeg stadig er i live, ingen medstuderende eller lærere har spist mig eller knækket mig. Jeg er lidt stærkere i dag, end jeg var i sidste uge.

tiptoe