Lever vi det der liv, eller går dagene bare?

I går faldt jeg over en artikel fra BT, som fortæller om en sygeplejerske på et hospice, der har skrevet en bog, der handler om top 5 over de ting, folk fortryder på deres dødsleje. Gør dig selv en tjeneste, og læs artiklen. Det tager et øjeblik. Endnu mere interessant kunne det være, at læse bogen, men så langt er jeg ikke endnu.

Det fik mig til at tænke over igen, hvad vi vælger at bruge vores liv på og hvad vi vælger, ikke at bruge vores liv på. Da jeg stod og skulle vælge, om jeg ville starte på ID life-coach uddannelsen, tænkte jeg en del gange, at det var nok også for sent. For jeg er jo hele 36 år. Egentlig handlede den undskyldning nok mest om frygt for det ukendte, men ikke desto mindre, så dukkede det op flere gange. Men for pokker, det nytter jo ikke noget, at putte mig selv ned i en kasse, og så bo i den kasse for evigt. Jeg lever forhåbentligt 50 år endnu, og de skal vel ikke alle leves på samme måde som nu?

Jeg er sikker på, jeg også har ting, jeg fortryder, når det er en dag er mig, der ligger og venter på døden. Men jeg vil dælme ikke fortryde, at jeg ikke sprang ud af kassen ind i mellem, og prøvede en anden. Vi bliver frygtelig fastlåste i vores liv, for vi låser os selv fast, efter min mening. Vi tager en uddannelse i vores unge år, og så lever vi de næste 50 år ud fra den. Hvis vi tager beslutningen om at tage en ny uddannelse 10 år senere, ja så er det jo nærmest en beslutning, der kan måles på Richter skalaen. Jeg ved godt, at en del gør det, men nu snakker jeg om majoriteten. Ja, og ellers tager vi ikke en uddannelse i vores unge år, og så lever vi ud fra den beslutning de næste 50 år. Vi gemmer os bag undskyldninger og bortforklaringer om økonomi, og hvad med børnene, og nu har vi jo købt hus, og bilen skal også betales. Så kan vi da ikke bare pakke kufferten og rejse jorden rundt. Nej, det er måske ikke alle forundt, at rejse jorden rundt. Og det er heller ikke alle der har lyst. Men alle har da lyst til NOGET! Og jeg synes virkelig, det giver mere mening, at mærke efter, når man er 36 år, om det er tid til, at livet skal tage en ny retning, få noget nyt indhold, end det er at mærke det, når man er 86.

Selvfølgelig er det ikke sådan, at alle er kede af det liv, de lever. Jeg er heller ikke ked af mit. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan ryste posen lidt, og se hvad der sker. Som eksempel, så har jeg haft stående længe i min sidebar, at jeg gerne vil være god til yoga. Ja, det vil jeg virkelig gerne. Det er en drøm, jeg altid har haft. Men hey, ville det så ikke være en god idé, at DYRKE yoga? Jo, det tror jeg nok, det ville. Der er mange ting, jeg gerne vil, men det sker jo ikke, så længe jeg ikke gør noget ved det. Og så kan jeg sidde der på et hospice, og fortælle en sygeplejerske om 50 år, at jeg ville sådan ønske, jeg var blevet god til yoga, eller i det mindste var begyndt til yoga, og holdt ved det.

Jeg vil også rigtig gerne have meditation som en fast del af min hverdag. Men hey, ville det så ikke være smart, at begynde at meditere noget mere? Jo, det ville det nok. Det er jo ikke uoverkommelige ønsker, der er på min liste lige nu vel? Kom dog i gang!!

Jeg har en drøm om, at tage ud og rejse et halvt års tid, når ungerne er 10-12 år. Men der går de jo i skole! De er puttet i skolekassen fra de starter om 5 måneder og så de næste 10 år som minimum. De næste 10 år har jeg i princippet ikke råderet over mine børns liv, udover de uger om året, som samfundet har valgt, jeg kan råde over. Jeg er bestemt fortaler for skolen, det skal der ikke være tvivl om, men jeg er også fortaler for, at vi nogle gange, gør noget andet. Springer ud i livet. Springer ud af kassen. Jeg tror næppe, at det, at mine børn rejser rundt i verden et halvt år i deres skolealder, gør dem fortabt for evigt. Tvært imod. Men for pokker, hvor kan man vælge, at se mange forhindringer i sådan en beslutning. Drømmen lever, så må jeg se, om vi også får udlevet den.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om andres liv er et liv, de ikke fortryder, når de en dag er ved vejs ende. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker sig om. Hvis man har en hverdag, hvor man konstant glæder sig til det bliver fredag, så man kan holde weekend, så går man jo glip af så meget. Med det mener jeg ikke, at hver dag skal være en fest, at hver dag skal leves som var det den sidste. Livet går op og ned, og nogle dage går bare, men hvis dagene bare går i 20 år, så er det pludselig en anden snak.

Måske er 36 år den helt rigtige alder, at få startet på at skrive den der bucket list. Og ikke bare skrive den, men rent faktisk også udføre nogle af de ting, jeg går og drømmer om.

Og inden jeg fik afsluttet det her indlæg, har jeg meldt mig til yoga i aften kl. 18.30. Bum!

life

4 tanker om "Lever vi det der liv, eller går dagene bare?"

  1. Henriette

    Kære Rikke – tak for en skøn øjenåbner ( ja jeg laver overspringshandlinger lige nu :)
    Jeg læste godt den her artikel og den var ligesom den sidste dråbe i en process som allerede startede da jeg gik ned med stress for snart 3 år siden.
    En process hvor det både er lidt smertefuldt men også befriende at stoppe op og tænke hvad vil jeg egentlig med livet- skal jeg lave det samme ? skal jeg opfylde alle andres forventninger eller skal jeg finde en måde at leve på som gør mig glad.

    Jeg har i 20 år snart – været mor først og fremmest – så har jeg i perioder været en hæderlig god studerende- så har jeg arbejdet røven ud af bukserne oftest med jobs jeg faktisk ikke synes om men selvfølgelig passede fordi jeg er et ordentligt flittigt menneske- de jobs jeg har haft som var meningsfyldte var jobs jeg faktisk ikke kunne holde ud i længden -måske fordi jeg ikke kunne passe på mig selv- men også fordi der slet ikke var balance i mellem arbejde og fritid. Jeg tror ikke at jeg er skabt til at arbejde 37 timer + transport.
    Nu er jeg lige om lidt 42 år- suk hvor gik tiden-og jeg synes faktisk ikke at jeg har brugt de her 20 og 30 godt nok- jeg har ikke rejst det jeg ønskede, jeg har ikke elsket nok- jeg ikke fundet det job jeg drømmer om. Men så slog det mig for nogle måneder siden- hey livet er sgu ikke forbi fordi du har nået ca halvvejs – der er da masser af tid til både at elske, rejse og leve.
    NU skal jeg bare ha fundet den praktiske vej til at få det liv jeg drømmer om-og ja det kræver mod at gå mod strømmen og sige jeg drømmer ikke om penge og karriere men om livskvalitet og TID.
    Men hver dag øver jeg mig i at stoppe op og sige tak for dagen der gik- for hver dag rummer jo fantastiske øjeblikke- selv når den ser sort ud.
    I går tilbragte jeg feks en hel dag med at nusse rundt i drivhuset i det mest fantastiske vejr- det havde jeg ikke kunne hvis jeg sad på et kontor(klasseværelse fra 8-16- jeg følte mig bare så HELDIG -også selv om kontoen er næsten i minus og marts er lang :) Idag står den godt nok på en masse pligt arbejde- men lige om lidt kan jeg spise frokost -grøntsagssuppe med grøntsager jeg selv har dyrket og gå en lang tur i blæsevejret.

    kram

    Svar
  2. Rikke Forfatter

    Tak for din lange kommentar Henriette, jeg ønsker dig et dejligt forår i haven. Selv har vi kun 20 m2, men vi sår altid lidt ærter, jordbær og bønner, for det er sjovt for ungerne at følge og plukke.
    Og det der stress har det med at få én til at stoppe lidt op, heldigvis!! Så er det da godt for noget.

    Svar
  3. Frusb

    I skal da helt sikkert tage ud og rejse,hvis det er dét i brænder for! Den læring børnene får på sådan en rejse, kan de jo ikke få i skolen. I skal bare sørge for selv at undervise dem, mens i er ude at rejse. Det er da flere, der gør :-)

    Vi drømmer også om, at tage nogle måneder afsted, når Anton er stor nok, til at få noget ud af det :-)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>