Er det farligt, at blive ked af det?

Jeg havde en oplevelse den anden dag, som jeg gerne vil dele med jer. Men jeg vil ikke udlevere nogen, og jeg vil ikke bryde den fortrolighed, jeg har med vedkommende. Så for at dele det, så bliver det meget udetaljeret, men prøv om du kan følge med, og hav med i tankerne, at jeg ikke kan være specifik.

Jeg kan lige starte med at fortælle kort, om en helt anden oplevelse, som jeg havde, da jeg var på 1. modul af ID-life coach uddannelsen i weekenden. Hver dag  lærte vi nogle nye værktøjer, som vi skulle ud i grupper og øve. De to første dage skulle vi øve en 15 minutters coaching session, den sidste dag var det 40 minutter. På den 40 minutters session var det mig, der var klient. Ca. halvvejs inde i forløbet fangede min coach noget i mig, han ramte plet, og fra det ene sekund til det andet væltede tårerne ud af øjnene på mig. Her kunne min coach vælge to veje. Han kunne trøste mig, enten fordi han synes det var ubehageligt, eller han var bange for, at jeg synes, det var ubehageligt. Eller han kunne vælge at lade mig være i det, og selv være i det med mig. Han valgte heldigvis det sidste. Måske fordi han var ok med det, måske fordi han så, at jeg var ok med det, eller måske var det for ufordringens skyld. I hvert fald lod han mig blive i det. Og det var der, jeg begyndte at rykke. Fordi jeg ikke længere tænkte, men følte. Jeg gav slip og var bare i det. Havde han trøstet mig, havde han ville løse det, havde han spurgt om jeg ville have en pause, så var jeg lukket i igen. Så var jeg begyndt at tænke. Jeg siger ikke, at målet i sig selv er tårer, slet ikke, men hvis der er brug for dem, så skal de have lov at være der.

Og så tilbage til den oprindelige historie. Jeg havde en oplevelse en aften, hvor det samme skete for en veninde. Hun snakker sig ud af tingene, rationaliserer, tænker, bruger mange ord. Hun vil ikke føle. Det kan der være mange årsager til, det skal jeg ikke være dommer over. Det er jo et helt sædvaneligt handlingsmønster. Men så skete der noget i samtalen, hvor jeg ramte noget, og hun blev ked af det. Og ved I hvad? Det var fedt. Årsagen til hun blev ked af det, var selvfølgelig ikke fed, men det at hun gav slip, bare i 15 sekunder, og ikke lod tankerne styre, men lod følelserne fylde, det gjorde en forskel. Og jeg havde ikke brug for at trøste, hun havde ikke brug for at blive trøstet. Vi kunne bare være i det lidt, og hun opdagede forskellen på at tænke og føle.

Jeg tror desværre, det er en noget overset kvalitet efterhånden, det der med at mærke efter. Jo, vi kan alle sige, at vi lige skal stoppe op og mærke efter, men kan vi det? Virkelig mærke efter? Jeg har ikke kunne i mange år. Det troede jeg, at jeg kunne. Lige indtil jeg rent faktisk kunne. Så mærkede jeg forskellen, og der er en bragende forskel. Tidligere når jeg mærkede efter, så tog tankerne alligevel over. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde det, jeg mærkede ikke, hvordan jeg havde det. Kan I følge mig her?

For mit vedkommende, så har det været afgørende, at nå dertil, hvor jeg virkelig mærker efter. Om det er vigtigt for alle, det skal jeg ikke kunne sige. Måske har det noget at gøre med, at jeg er særlig sensitiv, og jeg derfor skal have følelserne med mig alle vegne. Jeg kan ikke slippe af med dem alligevel, de fylder så meget i mig, så jeg kan lige så godt lære at tyde dem, mærke dem, bruge dem. Måske ser verden helt anderledes ud, hvis man er udstyret med en helt normal sensitivitet, det ved jeg ikke.

Normalt når nogle er kede af det, eller mærker noget, der ikke er rart, så skal vi straks i gang med at fikse det, vi går i løsningsmode, vi skal blive glade igen. Men hvorfor er det så pokkers farligt, at være ked af det? For mit eget vedkommende, så har jeg temmelig let til tårer. Det betyder ikke altid, at jeg er ked af det, når tårerne triller, men når jeg virkelig er ked af det, så er det måske også ok? Måske er det lige der, jeg kan mærke noget andet. Det behøver ikke være farligt, det behøver ikke stoppe, det kan tværtimod være til stor gavn. Det kan være forbundet med forløsning, at være ked af det. Og når jeg tænker tilbage, hvor folk har forsøgt (af et absolut godt hjerte, vil jeg gerne understrege) at få mig ud af ked af det-heden, så kan jeg se situationer, hvor jeg har tænkt “så lad mig dog for helvede være ked af det!!” Men det er bare ikke alle (ind i mellem mig selv inklusiv) som kan rumme, når andre er kede af det. Det vækker måske noget i en selv, man ikke bryder sig om at føle. Måske ved man ikke, hvad man skal sige, gøre, mene. Men vi er vel udstyret med de her følelser af en årsag. Hvem mon kommer bedst ud på den anden side af hjertesorg, den der kan græde, føle og finde forløsning, eller den der er tapper, holder på det, eller slet ikke mærker? Jeg tror, evolutionen har ramt meget godt plet med både tårer, følelser og ked af det-hed. Men vi skal turde være i det, ellers kan vi ikke bruge det til noget.

feel

11 tanker om "Er det farligt, at blive ked af det?"

    1. Rikke Forfatter

      Tak T. Vi må græde noget mere uden at gemme det væk, måske det bliver new normal hipt en dag :)

      Svar
  1. Karina

    Jeg elsker dit indlæg her – og hvor har jeg selv kæmpet med at få hjertet til igen at være dominerende i mine livsvalg. Det havde jeg lige så stille pakket ned for at passe ind i nogle udefrasatte rammer (dog af mig selv, men fordi jeg ønskede at prøve det, alle andre også havde, trods jeg følte mig rigtig godt tilpas med min situation), og det tog mig nogle år med hjælp fra pskykolog at mærke efter igen – dybt inde.

    Jeg arbejder selv som studievejleder, og det ER fedt at få folk ind i den zone, hvor der er kontakt.

    Tak for et knald godt indlæg. :-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tak Karina :)
      Det er utrolig trist, så svært det er, at vende tilbage til der hvor der er godt, når man først har lært at lukke ned. Godt du er tilbage. Hold den der :)

      Svar
  2. Sara

    Hold da op – hvor er det godt skrevet og helt rigtigt alt sammen. Jeg kender i den grad det med at være hypersensitiv, og kan nogen gange føle, at det er en forbandelse der gør, at man ikke kan få “fred” fra sine følelser og bekymringer. Men jeg er begyndt at tænke på det på den måde, at det kan ses som en speciel evne man skal være glad for – det er ikke alle mennesker, der har så nem kontakt med deres følelser, og ærligt talt er jeg taknemmelig over at kunne mærke, når noget er galt, så jeg kan handle på det. Tak, fordi du tør skrive om et så følsomt emne som dog berører rigtig mange.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Lige præcis, det er en gave. Udfordringerne opstår, når det bliver til et kaos, man ikke kan finde rundt i. Sådan tror jeg desværre mange har det, for langt de fleste sensitive ved i virkeligheden nok slet ikke, at det er det, der påvirker dem så meget. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at få det mere frem i lyset. Tak for din kommentar, det er rart for mig at vide, at andre derude forstår :)

      Svar
  3. louise

    Meget rørende og personligt indlæg, man kan virkelig mærke at det kommer helt indefra. Og i guder hvor har du så evigt ret – det er ok at være i ting der gør ondt – også uden at nødvendigvis at kende en løsning på det. Fed læsning :D

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tak Louise, det er dejligt at høre. Og jeg bemærker straks, at du skriver, at du kan MÆRKE, nej, at man kan mærke det kommer helt indefra. Det tror jeg ikke alle kan mærke, det tror jeg, du kan mærke. Men at være sensitiv er jo en normaltilstand for dem der er det. Jeg troede engang, det var sådan alle havde det, men nu har jeg efterhånden erfaret, at det er en særlig gave, som jeg har fået, ja og så en håndfuld andre mennesker oveni hehe :) Tak for din kommentar Louise, dejligt at høre fra dig :)

      Svar
    2. Rikke Forfatter

      BTW Louise, jeg prøvede at skrive en kommentar på din blog, men jeg kunne ikke skrive. Ville bare lige sige sejt med uddannelsen, fedt sprunget!!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>