Lidt om lchf kage, mit indre sukkermonster og en opskrift på snaskede chokolademuffins.

Som de fleste af jer ved, så hælder jeg til lchf kosten. Når jeg skriver hælder til, så betyder det, at jeg egentlig bare føler, at jeg spiser mad, og ikke er så glad for alle de kasser, det kan puttes i. Det kan hurtigt give en fornemmelse af, at man gør noget forkert, hvis man ikke konstant overholder nogle bestemt principper eller retningslinjer. Og den følelse har jeg egentlig haft nok af i mine fedtforskrækkede dage! Hvis mad konstant handler om rigtigt og forkert, så synes jeg nydelse, nærring og energidelen træder i baggrunden, og det har jeg ikke længere lyst til.

Når det er sagt, så har jeg jo mærket, hvor stor forskel det har gjort for mig, at jeg har budt fedtstof velkommen i mit liv efter mange mange år uden. Og at jeg samtidig har minimeret sukkerindtag og ikke længere lever af hjemmebagte boller og rugbrødsmadder. Det har givet min krop en ro. Og den ro mærker jeg især, når jeg ikke har den! For jeg tager også nogle gange nogle valg, som er virkelig dårlige for mig, og så må jeg æde konsekvenserne de følgende dage, ja uger kan det vare. Suk. Der mærker jeg for alvor, hvor godt det er for mig, at spise lchf kost.

Men, jeg har været nød til, at finde mig et sted midt i mellem, hvor jeg tager hensyn til alle i familien. Det er en lang forklaring, så det vil jeg ikke gå i dybden med, for lige nu handler det egentlig bare om kage og bagværk. Det er nemlig ikke lykkedes mig endnu, at sælge kage og brød herhjemme, som er bagt helt uden mel. Ind i mellem lykkes det, men det er for sjældent til, at jeg egentlig orker. Jeg selv er rigtig glad for det, og jeg finder oftest min inspiration hos denne dejlige dame, og hun kan om nogen sit stof. Men når jeg bager lchf kage, så er det oftest små portioner, for det er mest mig der spiser det. Jo, der er bestemt nogle opskrifter, som ryger indenbords med stor appetit, som børnekiksene fra Janes Spis dig mæt og slank, bananbrødet sluger ungerne også gerne, og mine egne glutenfri knækbrød spiser hele familien, men når jeg skal lave kage, så må jeg altså gå på kompromis.

Det er ikke ret tit, vi bager kage. Egentlig ærgrer det mig lidt, for ungerne elsker at bage, og det kan være en rigtig hyggelig ting, at gøre sammen. Det kan også være en aktivitet fra helvede, hvis begge børn er med og de hele tiden bliver uvenner over hvem der skal hvad, og det ender med mel og æg i hele køkkenet!! Jeg elsker kage, jeg elsker at bage kage, og at spise kage, men der er så meget kage og guf alle vegne, at det sjældent levner plads til, at vi selv får bagt. Og så er der lige det med, at hvis jeg ikke bager lchf style, så dukker det ondeste sukkermonster op i mig. Det er f.eks. gerne til børnefødselsdage, jeg får et gensyn med det kære sukkermonster. Når bunden er lagt med hvide boller, og kage, ja, så er det man finder mig begravet i lagkagen på den Gollum agtige måde “Mmmm, my precious” når aftensmadstiden nærmer sig. Sukkermonsteret i mig råber “Vig bort, rigtig mad, det er mig, der bestemmer i dag!”  Og så er det, jeg går i seng klokken 21 med hovedpine og ondt i hele kroppen. Og det er ikke væk næste dag. Nej, der må jeg døje med de onde sukkertømmermænd, som betyder jeg er sur og træt hele dagen, og drømmer om den forbandede lagkage, som intet godt gør for mig.

Den kamp orker jeg ikke ret tit. Det er uværdigt, og det gør ikke noget godt for mig eller min familie. Så er det ligesom bare nemmere, at lade være med at bage. Eller tage til børnefødselsdag, men den del er ligesom en del af livet, jeg må lære, at navigere i.

Nå, men al den her kagesnak kommer sig af, at i går var begge børn hjemme. Bertram er syg, og Ronja fik en velfortjent fridag. Men eftersom hun ikke var syg, men var i fin hopla, og ikke lå splattet ud på sofaen, så skulle der ske noget. Og hun ville så gerne bage! Jeg har en muffinbog, hun ofte beundrer, og hendes store yndige øjne fik mig overtalt. Jeg holdt mig dog fra muffinbogen, men fik kringlet den, så jeg kunne lave nogle muffins, hvor vi mødes på midten. Jeg tog udgangspunkt i mine hjemmelavede mælkesnitter, for de var jo eddergode, og indeholder mindre hvedemel og sukker end mange andre kager. De blev virkelig gode! Og sukkermonsteret blev holdt på afstand. Og så var Ronja så venlig, at dele muffins ud til det meste af nabolaget, så der ikke lå 18 muffins og fristede. Det hjælper også på det, ik!

Her er, hvad jeg brugte til 18 muffins:

150 gram blødt smør

5 spsk. kokossukker

2 æg

5 spsk. hvedemel

6 spsk. fiberrigt mandelmel

5. spsk. kakao

2 spsk. fiber Husk

2 tsk. bagepulver

2 dl. sødmælk

Pisk smør og æg luftigt, tilsæt et æg af gangen og pisk videre. Bland alle de tørre dele, og pisk dem i også, du kan også bare vende det hurtigt i med en ske, så bliver dejen mere typisk muffinagtig. Til sidst vendes mælken i, lidt af gangen.

Fordel dejen i ca. 18 muffin forme (alt efter hvor store du vil have dem) og bag dem i et kvarters tid ved 180 grader. Laver du dem større, skal de have lidt længere. Stik i dem med f.eks. en spids kniv, for at tjekke om de er færdige. Lad dem køle af 5 minutter i formen, og vend dem derefter ud på en rist.

chokolademuffins

Her er de næsten direkte fra ovnen, men da de var kølet ned fik Ronja lov at pynte nogle med både glasur og hjertekrymmel. Så var det ligesom også sikrere, at jeg ikke gik amok og åd dem alle, for jeg bryder mig ikke om glasur. Eller krymmel.

chokolademuffins

2 tanker om "Lidt om lchf kage, mit indre sukkermonster og en opskrift på snaskede chokolademuffins."

  1. Henriette

    mmmm det lyder godt og hvor er det sjovt jeg havde ikke læst dit indlæg før jeg skrev mit om gulerodskage og om at jeg sjældent for bagt de der LCHF kager fordi jeg synes de er FOR omstændige, dyre og ikke altid det værd ;)

    Kram-og god weekend til dig

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>