Dans som om ingen ser det

Helt uden jeg var klar over det, er jeg blevet mere og mere forkrampet som årene er gået. Min krop har fysisk trukket sig sammen, jeg har meget svært ved at give slip og være afslappet, som i RIGTIG afslappet. Ikke på den der nu har jeg ædt julemiddag og smider mig på sofaen afslappet, men som noget, der kommer indefra. Der, hvor man slipper hæmningerne og lader kroppen gå derhen, hvor den gerne vil.

To helt fysiske oplevelser er med til at få min krop til at give slip. Den ene er yogaen, som kræver af mig, at jeg er fuldt til stede, og at jeg giver kroppen frit spil. Jeg bruger hver en muskel, hver en celle i kroppen under sådan en yogapraksis, det er som om min krop bliver vækket til live efter den har ligget i hi. Jeg elsker det, virkelig! Jeg kan give mig hen til yogaen, jeg overgiver mig, og netop når det er Prana flow yoga, så er der hele tiden en mindre eller større bevægelse i gang, og det kan føles som en dans. Jeg kan også mærke, at jeg bliver dygtigere, og det nyder jeg i den grad også. Jeg bruger mindre og mindre energi på, hvad de forskellige stillinger hedder, selvom de for det meste bliver nævnt ved deres oprindelige navn og ikke en dansk version. Yogaen bliver mere flydende for mig, og jeg håber, jeg med små skridt får det integreret mere og mere i mit daglige liv. Ikke kun yogastillingerne (asanas), men hele yogalivet med karmayoga, meditationen, kosten osv, for det er som at komme hjem.

En anden ting, der får mig til at give slip er dans. Vi danser på ID-lifecoach uddannelsen. Vi rykker alle stolene ud til siden, (vi har et virkelig dejligt stort lyst lokale på Østerbrogade) musikken bliver skruet op, og det kan være alt fra afrikansk stammemusik til Danser med drenge. Det var SÅ grænseoverskridende den første gang. 20 fremmede stod der, kiggede ned i gulvet og tænkte pis pis pis!!!! Jeg troede et kort øjeblik, at jeg ville besvime, hvem ved, måske ville jeg faktisk falde død om! Jeg var ANGST! Men jeg gjorde det, og på dag 4 glædede jeg mig, til vi skulle danse.

Vi mødes så kun 4 dage hver 2. måned, men alligevel har det gjort en kæmpe forskel for mig. Det har åbnet en dør, dansen har vist mig noget, jeg havde pakket væk. Det handler om kropsfornemmelse, det handler om at komme ud af komfortzonen, om at rykke grænser, om at give slip, om at turde noget, jeg ikke turde før. Det handler ikke om, at se tjekket ud, at se fjollet ud, at være god til det eller noget andet. Det handler bare om at være, og det er helt vildt fedt! Tænk, det havde jeg glemt. Jeg havde glemt, hvordan det føles at give slip, at mærke min krop. Det at mærke min krop, hvad den kan, hvad den gør, hvad den vil, har været sådan en øjenåbner for mig. Det har givet mit et helt andet forhold til min krop. I mange år har jeg hadet min krop, jeg følte mig altid bare som den tykke, klodsede, utjekkede og jeg blev ked af det, når jeg så på mig selv. Sådan har jeg det slet ikke længere. Jeg nyder min krop nu! I stedet for at dømme den på vægten, så fejrer jeg den og glædes over, hvad den kan. Den kan SÅ meget!  Der er en hel verden inden i kroppen, som hver eneste dag, gør hvad den skal for at passe på mig. I alt for mange år så jeg den som en skal, der enten kunne være tyk eller slank, ikke andet. Det er helt forsvundet, og noget af det, der virkelig har ændret det, har været dansen og yogaen.

Så, en opfordring herfra. Dans! Prøv at danse helt for dig selv derhjemme. Skru op for musikken, rul gardinenerne ned, hvis du har brug for det, luk øjnene, hav bare tæer, så du får kontakt til underlaget og bare stille og roligt prøv at give slip. Se hvad der sker, når dansen starter i armene eller bagdelen, se hvad der sker, når du bevæger hele kroppen på en gang, se hvad der sker, når du hopper. Du hopper måske ikke første gang, måske vrikker du bare med tæerne første gang, det er også helt fint, men prøv det nogle gange, og se om du finder en eller anden form for forløsning ved det. Jo mere modstand du føler mod at prøve, jo mere trænger du måske til at prøve det? Jo mere det provokerer dig, jo mere ville det måske gøre dig godt?

Jeg vil virkelig gerne høre om det, hvis du prøver det af, så smid mig en kommentar enten om dine tanker omkring det, din modstand eller dit forsøg. God fornøjelse.

dance

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>