Hvilken betydning har miljøet omkring os ved en livsstilsændring?

Jeg læser med ovre hos The Food Club, og Ditte sætter i den her uge spot på sukker. Jeg er altid frisk på at bakke om den slags, og en af grundene er, at jeg nyder det så meget, når jeg møder folk rundt omkring i blogverdenen, som sætter fokus på, at sukker måske ikke er Guds gave til mennesket, men faktisk har udviklet sig til at være et stort problem for os mennesker. Grunden til jeg nyder det så meget, er at jeg ikke ret ofte møder folk i den virkelige verden, som har samme holdning som mig. Vi behøver på ingen måde have den samme holdning alle sammen, men kender I til den ensomhed, man kan føle, når man står alene med noget? Det kan virkelig være op af bakke.

Og det er ikke kun ensomheden omkring holdningerne, der kan være svært. Det kan være utrolig svært, at gennemføre den pokkers livsstilsændring, hvis man hele tiden bevæger sig i et miljø, der er af en anden overbevisning. Sådan er det i hvert fald for mig, og jeg er helt sikker på, mange andre har det på samme måde, her er jeg desværre ikke alene.

Jeg var til yoga i går, og brugte noget af tiden i restorative (de sidste 10 min, hvor vi ligger i en næsten meditativ tilstand, hvis altså man ikke ligger og tænker på alt mulig andet) til at tænke over, hvor meget miljøet omkring os påvirker os. Det havde noget relevans for min dag i går, og det var åbenbart noget, der skulle tænkes igennem, siden det var det, jeg brugte min restorative på. Jeg tænkte på mig selv, og de ændringer jeg forsøger at udføre, jeg tænker på, hvor svært jeg synes, det kan være, når jeg hele tiden føler mig alene med mine overbevisninger. Min mand og jeg er til dels enige, men ikke hele vejen, mine børn er slet ikke enige med mig, for de bliver også påvirket af miljøet omkring sig, min familie og svigerfamilie har også andre overbevisninger. Sådan er det jo med mennesker, vi er forskellige og har forskellige holdninger.

Når jeg træder ind i yogastudiet, så har jeg det som om, jeg er kommet hjem. Jeg ånder lettet op. Jeg går ind i en boble, hvor jeg er skærmet fra omverdenen og dens fristelser, hvor der er andre, der har det ligesom mig. Jeg kan slappe af, og skal ikke tænke på, om jeg er anderledes, om jeg har de forkerte holdninger, om jeg spiser det rigtige, om jeg nu igen skal takke nej eller spise af høflighed, eller fordi jeg bliver så fristet. Det er som at være ryger, der vil stoppe, men hele tiden bevæger sig med udelukkende rygere, og hver gang vi samles, så ryges der ekstra meget. Der er det godt nok også svært, at være den der skal stoppe ikke? Det kan de fleste rygere og eksrygere i hvert fald sætte sig ind i.

Så, jeg falder i gang på gang, og det er SÅ svært for mig, at komme ud af det igen. Jeg er ved, at være virkelig voldsomt frustreret. Jeg mener ikke, at min omverden skal lave noget som helst om for min skyld, det mener jeg faktisk ikke, jeg har bare brug for et værktøj til, hvordan i alverden, jeg så håndterer det?! Jeg kan melde mig ud, men det gør nok ikke det store ved ensomhedsfølelsen i længden vel? Jeg kan tage min egen mad med, når jeg skal nogle steder? Det er på en eller anden måde også virkelig træls, især for dem jeg besøger. Hvis det nu opfattes som om, jeg ikke mener, de gør det godt nok? Men når nu jeg for pokker ved, at jeg hver gang jeg spiser sukker og hvedemel, så har det så store konsekvenser for mig, bør jeg så ikke gøre noget ved det?

Det har virkelig stor betydning for menneskers livsstilsændringer, at der er opbakning i miljøet omkring os, udfordringen ligger bare i, at det ikke miljøet omkring os, der foretager den ændring! Jeg tænker da nogle gange, at jeg ikke orker, for jeg VED, at jeg falder i igen, jeg VED, jeg snart skal noget socialt, der inkluderer mad, jeg VED, jeg snart skal på ferie, hvor jeg spiser is osv. Er det så besværet værd?

Et gammelt japansk ordsprog siger “Fall down 7 times, get up 8″ Et ordsprog jeg faldt for, første gang jeg stødte på det på Pinterest. Jeg overvejede det som en tatovering på et tidspunkt. Det er et relevant ordsprog her, for ja, det ER besværet værd. Jeg VIL knække koden for, hvordan jeg gennemfører mine valg, selvom miljøet omkring mig tager andre valg. Jeg må finde min støtte, hvor jeg kan, og jeg VIL tage de valg, der er gode for mig, og holde fast i dem. Det dur ikke, at et af de eneste steder, jeg føler mig lettet og i ro er i yogastudiet, jeg vil tage det med mig ud i verden. Jeg har de vilkår, jeg har, det kan jeg ikke ændre ved, men jeg kan tage mine valg og stå ved dem. Jeg vil i en bestemt retning med mit liv, og det nytter ikke noget, at jeg hele tiden føler en elastik, der hiver mig tilbage. Jeg må kappe dem elastik, og starte forfra, så jeg føler mig hjemme, uanset hvor jeg er. Hvis du har nogle gode råd, så skal de være så hjertelig velkommen, for jeg er klar til at rejse mig igen.

nevergiveup

 

6 tanker om "Hvilken betydning har miljøet omkring os ved en livsstilsændring?"

  1. Charlotte Rasmussen

    Kæreste Rikke
    Hvis jeg må give dig et råd, så er det først og fremmest at forstå, at alle – du er ingen undtagelse – har et grundlæggende behov for at “passe ind” og føle sig som en del af fællesskabet. Det er en del af vores urinstinkt at søge fællesskabet og faldet vi uden for dette – altså dets værdier og normer, så mærker vi ensomhed. En følelse som kommer for at gøre dig opmærksom på, at du hellere må tilpasse dig “arten” og fællesskabet, fordi du er sårbar ude på Savannen, hvis du er alene. Sammen er vi stærkere. Men du kommer i konflikt, når du ikke har lyst til at tilpasse dig de værdier, som de fællesskaber omkring dig har og spørgsmålet er, hvordan du tolker dette. Hvad fortæller du dig selv om, at du ikke har de samme værdier, som de fleste? At du er mærkelig? At du er anderledes? At det er dig, den er gal med? Og er det en følelse, som du kender fra andre områder i dit liv – nu eller tidligere? Som jeg svarede på min blog, så påvirker både de mennesker og de omgivelser som vi har omkring os vores adfærd og til tider meget markant. Hvis vi hæver sig lidt over situationen, så handler det – når vi tale om mennesker – i virkeligheden om, at vi ser verden med forskellige “briller” og at vi forsøger at overtalte andre til også at tage disse briller på. På den måde bliver der ro i flokken/i fællesskabet og de der er i flokken bliver igen trygge, fordi de kan bekræfte sig selv i, at de er indehaveren af de “rigtige” briller. Det bliver lidt svævende, men håber du forstår. Forløsningen kommer først i det øjeblik, hvor vi formår at give slip på retten til virkeligheden og rette til at definere det rette fællesskab eller den rette livsstil, for den har vi alle sammen og den er forskellig for os alle hver især. Derfor nytter det ikke noget, at diskutere om retten til den, eller at vende kritikken indad, men i stedet at acceptere at verden er fyldt med smukke og værdifulde nuancer :-) Det er selvfølgelig en proces, men håber, du kan følge mig lidt.
    Kærligst Charlotte

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Jeg er helt enig med dig Charlotte, jeg kan bare ikke finde ud af, hvad jeg på det helt lavpraktiske plan skal gøre?
      Jeg har tidligere haft mange tanker omkring, at de andre skulle se verden gennem mine briller, sådan har jeg det ikke (så meget) længere. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal agere i forhold til andre, når det kommer til kost og det sociale, for jeg synes, det er så pokkers svært!! Både at undgå at blive fristet selv, men også at undgå at andre bliver såret, når jeg vælger deres fra.
      Tusind tak for din kommentar Charlotte :)

      Svar
  2. Charlotte Rasmussen

    Kære Rikke
    Det forstår jeg godt og du er bestemt ikke den eneste, som mærker denne frustration – tro mig! Helt praktisk kan du prøve at tage en dyb indordning, mærke dine fødder (skabe jordforbindelse) og sige til dig selv: fakta er, at jeg netop har sagt nej tak til et stykke kage… hvad fortæller jeg mig selv om det?
    Og her kommer det væsentlige – for det er lige netop dét, du fortæller dig selv, som sætter din følelsesmæssige og fysiske reaktion i gang. Det er din tolkning af det faktuelle. Tanker/tolkninger skaber følelser og følelser er hormoner.
    Første skridt er derfor, at du begynder at blive opmærksom på dine tanker og tolkninger. Prøv at skrive dem ned i en lille lommebog og se, om du kan finde et mønster og måske gå lidt baglæns og lokalisere, hvor du har disse tolkninger/overbevisninger fra? Er de dine, eller er det bare nogle, som du pr. automatik er kommet til at overtage fra andre?
    Bevidsthed er første skridt til forandring og når du først begynder at bliver bevidst om det, du tolker og den kropslige reaktion, det skaber, så bliver du i stand til at stoppe op og VÆLGE anderledes :-)
    Kærligst Charlotte

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Jeg fortæller mig selv, at de andre nok tror nu, at jeg tror, jeg er bedre end dem, fordi jeg vælger noget fra, som de har lavet, til jeg kom. Jeg fortæller mig selv, at jeg sårer de andre, og det er ikke ok, så spiser jeg hellere, selvom jeg helst er fri. Og så bilder jeg mig selv ind, at et lille stykke ikke gør noget, men det VED jeg jo, det gør.
      Så, jeg er ret bevidst om, hvad der sker, bare ikke hvordan jeg skal komme videre og få sagt nej tak uden at såre nogen, eller at TRO jeg sårer nogen.

      Svar
      1. Charlotte Rasmussen

        Er du muligt, at du i virkeligheden spiser på følelser som: du skal ikke tro, du er noget = skam dig? Fyyy ha (nu overdriver jeg, men der for at skubbe kærligt til dig Rikke:-) ).
        På følelser som: hvad bilder du dig ind, sådan at såre de andre = skam dig.
        Og at det er denne følelse af skam og af at være ulydig, som udløser dit kamp/flugt nervesystem og alle dets reaktioner, som at dræne dig for energi og øge sin sukkertrang.
        Måske kender du denne skam fra dine forældre, fra skolen eller fra andre rollemodeller? Men hvad nu, hvis de tog fejl? Hvad nu, hvis du er kommet til at tro på en løgn? OG at du er fantastisk og værd at elske – præcis, som du er også selvom du siger nej tak?
        Kan du følge mig Rikke? Det er denne proces, du skal ned i for at opnå forløsningen og selve bevidstheden og accepten. Det er muligt, at det ikke er tilstrækkeligt. I så fald kan det være, at du skal prøve en omgang TFT mere på lige netop disse følelser.
        Kærligst Charlotte

        Svar
        1. Rikke Forfatter

          Jamen jo, det er der vi er ude, jeg vil bare gerne have løst det op. Jeg har det som om, jeg står med et garnnøgle, der er helt kludret, jeg ved det skal trævles op, jeg ved bare ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg ved det bliver bøvlet og irriterende og alle mulige andre følelser undervejs.
          Vores sidste modul på min uddannelse handlede om overbevisninger, så jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg det er den slags, der ligger begravet her. Jeg fortæller mig selv en historie, som jeg har svært ved at se mig ud af, for den er blevet min sandhed. Den er så sand, den overbevisning, at jeg har svært ved at finde den, og det er scary shit, den slags!! Men jeg skal nok finde den og knække den!! For jeg tror faktisk, det er løgn, hvis jeg dykker langt nok ned…
          Og tak Charlotte, det er ikke hver dag jeg oplever sådan en open air terapi, det er ikke dårligt, at blive tvunget ud i det :)

          Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>