Smid badevægten ud og skriv en sundhedsdagbog i stedet.

Smid badevægten ud

Jeg kan huske engang, for mange år siden, jeg fandt ud af, at en af mine tætte veninder ikke havde en badevægt! Jeg kunne slet ikke begribe det. Hvordan kunne hun så vide, hvor meget hun vejede? Hvad var så hendes omdrejningspunkt i livet? Jeg vejede mig jo både morgen og aften, vidste hvor meget mit forskellige tøj vejede, vejede mig før og efter motion osv. Og så stod hun der og sagde, at hun ingen vægt havde? Kunne man overhovedet det? Ja, det kunne man åbenbart, og der skulle gå en hulens masse år, før jeg fandt ud af, at livet bare er så meget federe, når man IKKE har en badevægt. For der er da ved Gud ikke noget, der er mere ligegyldigt, end hvor meget vi vejer?! Jeg siger ikke, at overvægt er uden betydning, men det er tallet på vægten. Det, der har betydning er, hvor meget jeg bevæger mig, hvor meget vand jeg drikker, hvor mange grøntsager jeg spiser, hvor glad jeg er, hvor godt jeg sover om natten, hvor meget energi jeg har. Og det kan ingen vægt i verden fortælle mig, og alligevel var det den forbandede vægt, der dag ud og dag ind i mange mange år, var udgangspunktet for, om jeg havde det godt eller ej, om jeg var på rette vej mod vægttab forstås, for vægttab var alt, om jeg var sund i det hele taget.

Så kan man mene, at den er god at måle fremskridt på, den er god til at motivere, når man har tabt sig osv. jeg er bare fuldstændig uenig. Mål i stedet din sundhed på, hvor godt du sover om natten, hvor god din fordøjelse er, hvor træt du er i ulvetimen, hvor meget sukker du har trang til, hvor godt dit humør er. Jeg ved godt, det kan lyde helt grænseoverskridende og fuldstændig utopisk, men virkelig, din sundhed har intet med en badevægt at gøre, den overskygger i stedet alle de andre ting, som du skal lægge mærke til i dit liv.

Hvis det er lidt for angstprovokerende, at smide den ud, så start med at stille den i skuret, på loftet, hos naboen, eller hvad du nu synes, prøv det af, og begynd at måle din sundhed på andre parametre, som giver dig langt mere glæde, og som i sidste ende, er det, der tæller. Mand, det har taget mig lang tid at nå hertil, men jeg kan se nu, at uanset hvilket tal, der står på vægten, så har det ingen betydning, hvis jeg har ondt i min krop, sover dårligt, er sur og træt osv. Vægten er fuldstændig overflødig, fandt jeg ud af efter at have vejet mig dagligt i 20 år. Jeg har ikke savnet den en eneste gang!

Hvordan kan jeg så måle mine fremskridt?

Nogle siger, at i stedet for at veje dig, så kan du måle dig med et målebånd, skrive dine mål ned, og så sammenligne senere. Her er jeg heller ikke enig. Jeg mener, det har samme effekt, for omdrejningspunktet er vægttab, ikke sundhed og det gode helbred. Betyder det noget, om du kan måle dig frem til, at du er blevet 1 cm. mindre eller større om overarmene? Det er du jo, uanset om du måler det eller ej.

Jeg synes hellere, du skal lave dig en sundhedsbog, og holde øje med, hvordan de her 5 områder af dit liv udvikler sig:

-Hvor godt sover du om natten?

-Hvor frisk er du om morgenen?

-Hvor god er din fordøjelse?

-Hvor godt er dit humør?

-Hvordan føles din krop?

Du er selvfølgelig velkommen, til at føje flere områder til listen, hvis der er andre ting, du mener, ville have godt af ekstra fokus i dit liv.

Du kan gøre det på forskellige måder. Du kan enten lave en helt simpel 1-10 skala, under hver punkt, og tegne ind på skalaen, hvor du er lige nu på hver område. Du kan gøre det en gang om ugen, lige tage en status, det er virkelig nemt og enkelt på den måde. Det vil give dig et rigtig fint overblik på, hvad der halter, og hvad der går godt. Du vil kunne følge din udvikling, og du vil kunne gå tilbage og se, at du faktisk har rykket dig, på de dage, hvor du tror noget helt andet.

Du kan også vælge at skrive ned i dagbogsform. Jeg vil stadig anbefale dig, at lave 1-10 skalaen, for den er lige til at slå op på, når du kigger tilbage, men det kan være en rigtig god idé, at skrive et par ord, eller en masse, om hvordan du har det, hvad der er fedt lige nu, om du har gjort noget ekstra godt for din sundhed, hvordan det føles, at få en god nats søvn eller at vågne frisk om morgenen.

Du kan også virkelig give den gas, og både lave 1-10 skalaen, skrive dagbog og sætte billeder eller citater ind i din sundhedsbog. Ikke billeder af kvinder i bikini fra damebladene btw, lad være at købe dem overhovedet (eller mænd i badebukser og 6-pack, hvis jeg har mandlige læsere?) men billeder af, hvad du forbinder med fysisk og mental sundhed. Billeder af friske grøntsager, af en yogastilling, en der løber, en skovsø, en der mediterer, en solopgang, hvad du nu forbinder med sundhed. Ved at tage det ekstra skridt, at du helt lavpraktisk klipper et billede ud, limer det ind i din bog, og kigger på det jævnligt, så sker der noget visuelt i din hjerne, som forstærker dine tanker i den retning.

Sæt dig gerne nogle mål.

Lav bogen til din helt egen, skriv i den, når du har brug for det, læs i den, når du har brug for det. Det vil give dig rigtig meget, som du kan måle på, hvis du har brug for at måle. Og har du brug for at sætte mål, jamen så skriv dine mål ned i bogen. Nu skal jeg ikke diktere, hvad dine mål skal og ikke skal være, men jeg vil foreslå, at dine mål ikke handler om din vægt, men i stedet kunne lyde i retning af:

-Jeg vil være frisk om eftermiddagen.

-Jeg vil bevæge mig i naturen 4 dage om ugen.

-Jeg vil sove godt 8 timer om natten.

-Jeg vil spise grønt til alle måltider.

-Jeg vil grine mere.

 

Noget i den stil. Prøv om du kan undgå ordet “ikke” i dine mål. I stedet for at skrive: “Jeg vil ikke være træt” så skriv “Jeg vil være frisk”…i stedet for at skrive “Jeg vil ikke være så sur” så skriv “Jeg vil være mere glad”.

Mine egne mål lyder noget i retning af:

-Jeg vil dyrke yoga to gange om ugen.

-Jeg vil bevæge mig i naturen 3 gange om ugen.

-Jeg vil vågne frisk om morgenen.

 

Tør du smide badevægten ud?

Tør du prøve? Tør du skifte badevægten ud med en sundhedsdagbog? Hvordan ville dine mål lyde?

Tror du, jeg tager fejl? Eller kunne der være noget om snakken?

Du må meget gerne skrive en kommentar til indlægget, både hvis du føler dig inspireret eller hvis du er lodret uenig.

Billederne nedenfor er eksempler, der inspirerer mig. Hvad inspirerer dig?

rawfoodpyramide

namaste

yoga transform

Og her er et billede, med stof til eftertanke!

badevægt

14 tanker om "Smid badevægten ud og skriv en sundhedsdagbog i stedet."

  1. Louise

    Super god ide Rikke!
    Jeg er overbevist om, at de ønsker og drømme vi har for os selv og vores fremtid, starter hos os selv..
    Derfor har jeg to spørgsmål jeg reflekterer over, når jeg har lagt mig under dynen om aftenen:
    Hvad har været godt idag -og hvad kan jeg gøre, for at få mere af det fremover?
    Hvad har været svært idag -og hvad kan jeg gøre, for at undgå det fremover?
    Jeg bilder mig ind, at jeg fungerer bedst med forudbestemte planer og at alt skal tilrettelægges og planlægges, men det går op for mig med jævne mellemrum, at jeg har de bedste dage, når jeg giver slip og lader tingene ske :)
    Sommerhilsen
    Louise

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Lige præcis det med at give slip, har jeg erfaret, er meget vigtigere end jeg troede! Det kan gøre en verden til forskel, at slippe kontrollen. Det er også noget af det, jeg skriver om her omkring dans, for det betyder bare så meget, og det anede jeg ikke. Tak for din kommentar Louise :)

      Svar
  2. louise

    Det er are så dejligt og inspirerende at læse på din blog for øjeblikket. Kunne ikke være mere enig med ovenstående !!
    Dejlig dag til dig kloge Rikke :)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tusind tak Louise, det er godt nok dejligt at vide. Jeg bruger meget tid og energi på det, så det er virkelig godt at høre, at det er inspirerende! Tak :)

      Svar
  3. Rebekka

    Amen! Her hjemme er badevægten også forvist. Jeg blev simpelthen så deprimerende over at kigge på den. Jeg spiser sukker når jeg er trist, så i stedet for det ønskede vægttab, tog jeg på. Spiste mere sukker, tog mere på, mere sukker…
    Nu er vægten væk, og i stedet fokuserer jeg på, hvad jeg fylder i min krop, og hvor meget jeg rører mig. Mit humør er i top, og bukserne strammer ikke helt så meget.

    Så jeg vil tilslutte mig; væk med vægten og ind med velvære og godt humør

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Fedt Rebekka! Hvor er det dejligt at høre. En mindre at omvende :) eller noget…

      Hvor er jeg glad for at høre om dit gode humør og tusind tak for din kommentar :)

      Svar
  4. Ditte Marie

    Virkeligt et fint og meget tankevækkende indlæg! Jeg er stadig på den med at veje mig morgen og aften – og gud hvor er det trættende og på grænsen til det deprimerende! Du vækker nogle tanker og følelser som er rigtig bløde og rare… :D Jeg overvejer! Dælme dutme om jeg ikke overvejer – Elsker ideen med en sundhedsbog! Det er jo en genial tankegang og et meget positivt indslag på vejen til mere glæde.

    Jeg tror jeg tager dine ord og ideer med i seng i aften! Tak for nogle fine lyse tanker og overvejelser! :)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tænk, at du overvejer, hvor er jeg glad!!! Virkelig glad. Jeg håber, du får sovet rigtig godt, og lad mig endelig høre, hvad du beslutter :) Tusind tak fordi du skrev!!

      Svar
  5. Lola

    Hej Rikke. Fandt lige din blog gennem Instagram. Her må jeg hellere følge med. :-) Jeg har ikke eget EM badevægt siden jeg flyttede hjemmefra- for 13 år siden. Jeg ved ikke hvad jeg skulle bruge den til, da vægten nok ild ville ændre min levestil alligevel, for den er jeg sådan set fint tilfreds med. :-) Men totalt thumbs up for at du har sagt forvej til sådan en ‘forhindring’ i dit liv. Så sejt!!

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tusind tak for din kommentar Lola, dejligt for dig!!
      Og dejligt du har lyst til at følge med herinde, det glæder mig rigtig meget, så velkommen :)

      Svar
  6. Jens-k

    Du har skam mandlige læsere og dejligt der er godt gang i blokken igen :-)

    Vi er nok ikke helt enige og det gør jo heller ikke spor med lidt forskellighed.

    Jeg har en vægt, vejer mig vel cirka en gang om måneden og det er så det og det bliver jeg helt sikkert ved med. Det styrer intet for mig og er der nogle der har det bedst uden så er det jo helt fint, jeg forstår bare ikke det der enten eller? :-)

    Som du ved går jeg ikke op i hvad jeg spiser, men jeg dyrker motion (hovedsagligt løb) flere gange om ugen. Sover fint, fordøjelsen er fint og jeg er glad :-)

    Du har helt sikkert nogle gode pointer, inspirerer mange og ved en hulens masser om ting jeg intet aner om :-) Så keep going :-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Jens, du er her endnu :) Jeg var faktisk i tvivl, det er længe siden, jeg har hørt fra dig. Dejligt at høre fra dig.
      Indlægget her er skrevet til dem, der som jeg var, er en slave af vægten, og jeg ved der findes utallige kvinder (især) derude, som ved lige præcis hvad jeg mener, desværre. Vi bliver påvirket alle steder fra, og jeg vil gerne påvirke i den anden retning nu, og vise at der er en anden vej. For det ved man ærlig talt ikke, når man står på vægten, jeg gjorde i hvert fald ikke.
      Tak Jens, dejligt du kom :)

      Svar
  7. Vikki

    Elsker alle de kloge ord du smider ud i æteren pt. Rikke :-)
    Jeg har det sådan i perioder, at vægten er gemt langt væk, og intet betyder for mig. Men så i andre perioder sniger den sig tilbage, og inden jeg ved af det vejer jeg mig hver dag igen. Lige nu er jeg et sted midt i mellem, hvor jeg er på vægten en gang i ugen eller lignende, men jeg ved hvor hurtigt det kan gå den gale vej, og den pludselig styrer om jeg skal have en god eller en dårlig dag.
    Jeg gad virkelig godt smide den ud, men der er jeg bare ikke lige nu. Men dine ord tager jeg med mig! Også vil jeg da få lavet sådan en sundhedsbog uanset hvad! Så kan den måske på sigt også helt overtage vægtens plads :-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tak Vikki, det glæder mig, du kan bruge det :)

      Jeg ønsker egentlig også bare, at det giver mening, det jeg siger, og at du tager ordene med mig, er mere end jeg turde håbe, så hvem ved, måske en dag.

      Dejligt du vil lave en sundhedsdagbog, jeg tænker nemlig også, at den pludselig kan fylde mere, vægten kan fylde mindre :)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>