Hvad ville du gøre, hvis det var dit barn, der blev overvægtig?

tape-403592_640

Det spørgsmål fik jeg stillet i går. Jeg havde ærlig talt svært ved at svare på det lige dér. Jeg fik svaret lidt kluntet og upræcist, og jeg tror, jeg har fundet ud af hvorfor. Jeg vidste faktisk mest, hvad jeg IKKE ville gøre. Nu har jeg gået og summet lidt over det, og jeg er vist blevet mere klar i spyttet omkring, hvad jeg tror, jeg ville stille op.

Jeg har selv været, i tidligere tiders forkvaklede syn på mig selv og vægt, overvægtig siden teenageårene, så det er 20-25 år. At det var selvbedrag og handlede om noget helt andet, det kan vi tage en anden dag. Jeg vil så gerne, at mine børn får et andet syn på sin krop end jeg havde. Og eftersom jeg aldrig har lært det, som jeg gerne vil lære mine børn om kroppen, så kræver det, at jeg på en måde aflærer alt det, jeg troede var sandheden. Derefter skal jeg så til at opfinde den dybe tallerken, og det skal jeg gøre samtidig med, jeg kæmper mod den samfundspåvirkning, der ramte mig selv som ung. Det kan godt gå hen og blive lidt op af bakke, det her.

Det åbenlyse sted at sætte ind hos barnet vil være kosten. Ikke? Men det kunne jeg mærke i går, at det var ikke mit svar. Jeg havde bare aldrig tænkt tanken til ende, omkring hvad jeg rent faktisk ville stille op. Nu kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke ville se meget anderledes på det, end hvis en voksen kom til mig og ville have min hjælp til at komme af med sin overvægt. For mig er overvægt et symptom på en ubalance i kroppen og i sindet. Lige så vel som stress er det, tilbagevendende smerter er det, overspisning, underspisning, udslæt, kontrol osv. Ubalancer giver udslag på forskellig vis, og det er op til os, at mærke dem, læse dem og forstå dem, så vi kan rette op på ubalancerne og komme i balance igen.

Derfor, hvis jeg kunne se, at mit barn begyndte at blive usundt overvægtig, så ville jeg se på hele barnets liv, ikke kun kosten. Ligesom hvis et barn græder meget, hvis et barn har ondt i maven, hvis et barn lukker sig inde, hvis et barn taber sig meget, så ville jeg se på hele barnets liv, og se om jeg kunne snuse mig frem til, hvor ubalancen ligger. Og er der sket noget i barnets liv, der kan have indflydelse på, om der er følelser, der gør ondt? Er bedste veninden flyttet? Skal mor og far skilles? Har barnet fået ny klasselærer? Ja, det behøver ikke engang være noget stort og voldsomt, det kan være helst små ting i hverdagen.

Vi kan såmænd sagtens blive enige om, at det bare kan være, barnet spiser for meget chokolade, men hvorfor er det så, barnet har behov for det? Jeg er enig med Charlotte i, at vi spiser med følelserne, så i et tilfælde hvor en ubalance giver udslag ved, at barnet har ekstra stort behov for at spise, så er der fra min synsvinkel, ingen vej uden om, at barnet forsøger at spise sig ud af nogle ubehagelige følelser. Og det er der, jeg ville sætte ind, ikke med chokoladen som sådan. For hvis jeg bare tager chokoladen fra barnet, hvad så? Det ville efterlade barnet i en frygtelig sårbar situation, som gør ondt, og som barnet ikke ved, hvad det skal stille op med. Lige så vel som når en voksen tvinger sig selv ned i vægt, ved bare at fjerne chokoladen. Hvis ikke der bliver taget hånd om ubalancen, så finder kroppen en måde, at vende tilbage til den beskyttede tilstand, ved enten at tage på igen, eller på anden vis undertrykke de følelser, der gør så ondt.

Lige for en god ordens skyld, det her er mit ydmyge syn på det, det er det, jeg tror på. Jeg siger ikke, jeg har fundet sandheden, jeg siger bare, at det her er min version, og måske du kan bruge det til noget? Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at hvis jeg en dag skulle opdage en ubalance hos mine børn, der giver udslag som overvægt, at jeg ikke har mit gamle syn på sagen, hvor jeg troede løsningen ville være, at skrabe smørret eller spise Cheasy produkter. Jeg siger ikke, at kosten ikke har betydning, for selvfølgelig har den det, men det er bare ikke der, vi skal sætte ind først. Jeg tror først og fremmest på, at vi skal have fat i årsagen, som overvægten er et symptom på.

Hvad ville du gøre? Og hvad tænker du, om det jeg skriver?

 

6 tanker om "Hvad ville du gøre, hvis det var dit barn, der blev overvægtig?"

  1. Lotte

    Helt enig! Overvægt er et symptom på at noget andet er galt, men det kan være virkeligt svært at finde frem til præcis hvad der egentlig er galt. Jeg har lidt tendens til at overspise (og selvfølgelig mest af det usunde, og så kører det i ring), når jeg er ked af det, men selv om jeg er bevidst om det, har jeg alligevel svært ved at sætte fingeren på, hvad det er jeg er blevet trist over. Og tænker det kan være rigtigt svært at finde frem til, præcis hvad det er, der gør at ens barn er lidt i ubalance. Selvfølgelig er der de “synlige” ting som du nævner, men hvad nu hvis det ikke er det? Og hvad nu, hvis man slet ikke kan finde ud af det? Håber virkelig aldrig jeg kommer i den situation, det er SÅ synd for de børn der er overvægtige, og ofte bliver de jo så også drillet af den grund oven i det hele – det må være så hårdt for dem. Barndommen skal helst være noget man oplever og tænker tilbage på som en glad og ubekymret tid.
    Men i hvert fald tror jeg også det er vigtigt at hele familien er med i det, hvis det er nødvendigt at ændre kosten, så må man alle samme spise sundt guf når det er fredag, og alt det andet findes der slet ikke noget af i huset, og så tror jeg i øvrigt heller ikke man skal snakke for meget om det. Man serverer bare sund mad uden så meget forklaring, og så er det det alle mand spiser.
    Men det er absolut en meget svær situation at løse uden der kommer skrammer i selvtilliden.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Tusind tak for din kommentar Lotte :)

      Jeg kom til at tænke på, om jeg fik det til at lyde som om, jeg ville snakke med barnet om overvægt, eller om barnet ville komme til mig og bede om hjælp. Det var ikke sådan, jeg mente det.

      Jeg mener bare, at uanset hvilket symptom barnet viser udadtil, om det er overvægt, undervægt, ked af det hed, kontrol, stress, perfektionisme, så er det fordi noget ikke fungerer. Kosten er bare et af de steder, hvor man kan sætte ind, og det kan man sådan set i de fleste ubalancer, for den spiller ind næsten uanset hvad.

      Når du skriver, du ikke altid ved, hvad det handler om, når du (over)spiser, så får jeg nogle tanker, som jeg gerne vil dele, det håber jeg, er ok? Ellers siger du til, så sletter jeg det igen :) Jeg tænker, at det handler om kropsfornemmelse. Den er vi desværre mange der mister forbindelsen til, og kan vi ikke mærke kroppen, så kan vi ikke mærke vores behov, og kan vi ikke mærke vores behov, så kan vi ikke mærke vores følelser. Jeg skyder bare her ikke…men jeg tænker, at når man får mere bevægelse i kroppen, og går til f.eks. bindevævsmassage, så begynder kroppen langsomt at vågne, og den kan mærkes igen :) Men hey, det er bare et bud, og det er bare lige rørt på overfladen :)

      Og så er der det med at spise sundt. Det er (desværre) et vidt begreb jo, og vi er ikke alle enige i, hvad der er sund og god kost. Jeg mener (selvfølgelig), jeg har ret, men det gør andre jo også.
      Mand, det er noget, jeg brænder for det her, kan jeg mærke….
      Tak fordi du skrev :)

      Svar
  2. Lotte

    Du er meget velkommen til at skrive dine tanker og forslag, jeg finder stor inspiration i det du skriver, og har glædet mig til at du vendte tilbage efter sommerferien:-) Jeg prøver rigtig meget at mærke efter i kroppen, mest mht hvilket mad der mætter mig og giver mig en god følelse (startede ud med at være meget inspireret af LCHF (og Jane:-)), men kan ikke få det til at hænge sammen med den øvrige familie (som elsker kulhydrat), er blevet noget mere liberal nu med flere kulhydrater, men primært går jeg op i at maden er så naturlig og ren som muligt, uden alt muligt gift). Men på trods af at jeg har det rigtigt dejligt med mig selv og i min krop, når jeg spiser efter ovenstående, så sker det alligevel ofte, at jeg havner i den forkerte gade med alt for meget chokolade, heldigvis er perioderne kortere end før, men de bliver ved med at komme, og det irreterer mig, når jeg nu kan mærke at jeg har det bedre med den sunde kost! Så ja, du har nok ret i at jeg skal kigge lidt indaf, og finde ud af hvad der trigger mig, men det er svært! :-)
    Og er i øvrigt helt med på at du ikke mente man skulle snakke med barnet om evt overvægt, de må endelig ikke føle sig forkerte.
    Har i øvrigt en datter (6 år)der ELSKER søde sager (og hvidt brød, og pasta og…), og hun NYDER virkelig når hun får is eller slik, hun er næsten helt i sin egen verden, og siger hmm-lyde:-), hvorimod min søn på 4 har et mere “almindeligt” forhold til søde sager, nyder det også men falder ikke i svime over det. Min datter er fuldstændig perfekt mht vægten, men er SÅ bange for, hvis man en dag skulle ende i den situation, at hun bliver lidt for rund. Det må være virkeligs svært at tage noget fra hende, som hun elsker så meget, og selv om jeg synes sundt mad er lækkert mad, så har hun nok ikke desværre samme opfattelse – pasta med ketchup osv – det hitter hos hende.
    Nå, beklager, det blev et langt indlæg, men det er bare et enormt spændende emne.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Dejligt at vide, at du finder inspiration i det jeg skriver, det gør mig glad.

      Med kropsfornemmelse mener jeg ikke kun mht kosten, men med hensyn til behov og følelser i det hele taget. Jeg tror (generelt) det er på tide, vi dykker et lag dybere, og får vi først løsnet op for at kunne mærke vores behov og vores følelser, så tror jeg på, resten nok skal komme.
      Det er lettere sagt end gjort, men et hint er i hvert fald, at hvis du slet ikke kan mærke, hvilke følelser du spiser på, så er der nok en blokering et sted.

      Og det kan jeg sagtens sidde og sige, jeg ved det godt. Jeg taler bare af egen erfaring. Det betyder ikke, at jeg ikke længere spiser på mine følelser, men det betyder, at jeg som regel er lidt mere bevidst om, hvilke følelser jeg spiser på. Og så føler jeg, at jeg er et skridt nærmere at give slip på det :)

      Svar
  3. Jens-k

    Nå jeg er så en del uenig Rikke. Det kan godt være der er ubalance hos de voksne, og måske nogle gange hos børnene. Men ofte hvis børnene er overvægtige så ser man forældrene der er endnu mere overvægtige og der mener jeg klart det er kostændring og motion der er vejen frem. Børnene er jo bare vant til at hyggespise foran tv’et uden motion. Det kan du så godt kalde ubalance men det er jo bare hvad de er vant til. Tror ikke man altid skal overanalysere alting :-)

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Jeg ser heller ingen grund til at overanalysere alting, men jeg ser absolut grund til at analysere rigtigt første gang, for ellers sker det samme igen og igen.
      I dit eksempel er ubalancen jo lige præcis, at hele familie dynamikken er gal, hvis man lærer fra barn at sidde foran tv´et og spise, og hvis du i det tilfælde bare “tager chokoladen fra barnet”, så ender det ikke ud i en lykkelig familie, men et sårbart barn, der står alene.
      Derfor ser man også så mange børn fra Julemærkehjemmet vende hjem til fiasko, for der er ikke taget hånd om årsagen til, at familierne spiser så elendigt, der er kun symptombehandlet i 3 måneder, for at få børnene ned i vægt. For mig at se, er det at lægge fokus et forkert sted.
      Igen, jeg mener bestemt at kost og motion er vejen frem til et sundere, rigere og mere levende liv, men det er ikke nok, kun at se på det område.
      Hvis det var så enkelt, som et kcal ind, kcal ud regnestykke, uden at se på andre faktorer, så ville der jo ikke være nogle overvægtige. For, lets face it, der er jo generelt ingen, der har lyst til at være overvægtige, og eftersom der kommer flere og flere, så er det ikke nok kun at se på et kalorieregnskab.
      Men bevares, kosten og motionen og vanerne i familien som helhed er absolut et sted der er godt at sætte ind for de fleste. Jeg mener bare, det vil være fornuftigt at se på, hvad det er der gør, at familien til at starte med har behov for at spise sig ud af nogle følelser.
      Men hey, det er jo bare MIN overbevisning, og vi behøver bestemt ikke være enige :)
      Tak fordi du skrev :)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>