Derfor gik jeg 25 km. i weekenden

change

Jeg har aldrig brudt mig om noget, der var ubehageligt. Jeg har aldrig kunnet lide, når noget gjorde ondt. Det handler om, at jeg instinktivt har blandet rundt i begreberne grænseoverskridende over grænsebrydende. Jeg tænker, at jeg har opfattet de to som én og samme ting. Det er blevet indkodet i mig i en tidlig alder, uden jeg kan sige præcis hvorfor og hvordan. Når jeg har fået overskredet mine grænser, har jeg mærket ubehag og har forbundet det med fare. Så snart jeg har forsøgt at bryde mine grænser, er jeg stødt på ubehag, som så er lig med fare. Ubehag har derfor fået mig til at gå i stå, så jeg ikke oplevede fare. Giver det mening?

Humlen i det er her så, at få mig om programmeret, så jeg ikke længere forbinder al slags ubehag med fare, men kan skelne mellem den gode og den på ingen måder gode ubehag. Det kan lyde som en stor opgave, og det er det måske også, jeg ved det ikke helt endnu. For det kan også være, opgaven allerede er løst, nu hvor jeg har opdaget, at det er sådan det hænger sammen. Kender du det? Det der med, at så snart man opdager problemet, så opløser det sig selv? Så har det ikke længere nogen magt? Det har jeg oplevet flere gange, siden jeg startede på ID Life-coach uddannelsen.

En del af opgaven for mig lyder på, at få brudt nogle grænser, mærke noget ubehag som viser sig slet ikke at være farlig. Det skete f.eks. da jeg startede uddannelsen. Det var det mest grænsebrydende, jeg har prøvet i mange år. Jeg var så bange!! Jeg troede, jeg ville stoppe med at trække vejret, helt bogstaveligt. Jeg var bange helt ind i knoglerne. Her kunne jeg slet ikke skelne i mellem, om det var ud af komfortzonen grænsebrydende, eller om det var en reel fare for mit liv. Det blev én og samme ting. Og så længe de to oplevelser af ubehag ikke er skilt, så vil jeg sidde fast, hvor jeg er. For det meste grænsebrydende er forbundet med ubehag i en eller anden form.

Jeg er så småt ved, at kunne skelne nu. Jeg er ved at opdage, at ikke alle former for ubehag er forbundet med fare og dermed en trussel på mit liv. Det har haft en kæmpe magt over mig, og det har infiltreret det meste af min hverdag. Det har fyldt på rigtig mange områder, både de helt store, og de meget små, det ser jeg nu. Jeg er gået glip af rigtig meget på den konto.

Et helt konkret område er motion. Og nu er vi så ved at nærme os overskriften på det her indlæg, nemlig hvorfor jeg gik 25 km (det blev nu til mere, men hvem tæller) i lørdags. Eller, nej, vi tager lige en omvej mere.

I juni begyndte jeg at løbe, sådan rigtigt. Jeg har forsøgt så mange gange, og det har ikke virket, både pga. min elendige ryg, der nu er rettet nogenlunde op, og fordi det har været enormt ubehageligt. Men jeg prøvede igen, nu hvor ryggen har det bedre. Og det var ubehageligt! Den her gang var der bare noget, der var anderledes. Noget i mit mindset havde ændret sig. Jeg løb ikke længere og tænke “nu dør jeg, nu dør jeg”, som jeg gjorde tidligere (det gjorde jeg rent faktisk!). Nu tænkte jeg, at det var fedt! Og endnu vildere var det, når jeg nogle gange tænkte på noget helt andet. Problemet var bare, at jeg fik ondt i mine skinneben. Jeg løb videre alligevel, for jeg var ikke længere bange for ubehaget og smerten (uklog beslutning måske, men det var nødvendigt for mig). Det i sig selv var ret vildt for mig. Jeg tænkte meget på Annette Fredskov, der løb et maraton om dagen i et år, med sclerose. Hvis hun kan det, så kan jeg fandeme også løbe min korte tur hver 2. dag!

Jeg fik nye sko, kompressionsstrømper og andet udstyr, og jeg løb videre. Det gik bare ikke væk, og lige nu er der dømt et par ugers pause. Og jeg er vred og irriteret og frustreret, for nu VIL jeg det løb! Jeg vil bryde de grænser, jeg vil kunne noget, jeg ikke har kunne tidligere, fordi jeg var bange. Men der er ingen vej udenom, jeg holder pause et par uger nu, så jeg kan nå at komme i gang igen inden det bliver for koldt.

Det helt usædvanlige for mig er så, at jeg ikke har givet op, ikke har lagt mig fladt ned og syntes det var synd for mig, og nu kunne jeg nok heller ikke noget alligevel. Nej, den her gang er anderledes, og jeg ville derfor mærke nogle andre grænser. Jeg ville gå langt. Og jeg aner ikke, hvor langt, langt er! Den længste tur, jeg har gået i mit liv har været på omkring 20 km. og det var tilbage på 1. år af HH. Det er 20 år siden.  Siden har jeg vist ikke bevæget mig over 12 km. Målet blev 25 km, det synes jeg lød passende, for jeg skulle lige ud og mærke, hvad 25 km. egentlig var. 25 km. var en fed tur! Jeg havde dejligt selskab af min skønne veninde, vejret var perfekt, ruten var skøn og det gik rigtig godt. Jeg havde lige et par småfejl i udstyret, men det noterer jeg som erfaring, og næste gang (snart!) går jeg længere. Jeg tænker, at 35 km. må være næste mål, bare for at se, hvordan det er. Det slutter ikke der, jeg vil op på mere, men jeg rykker grænsen stille og roligt, så jeg ikke knækker nakken.

Og om en uge eller to, så er jeg ude og løbe igen. Måske en lidt kortere tur kombineret med noget andet træning til at starte med. For nu skal jeg også i gang med styrketræning herhjemme. Det bliver ubehageligt. Og fedt!

4 tanker om "Derfor gik jeg 25 km. i weekenden"

  1. Ladyjane

    ***Jeg havde dejligt selskab af min skønne veninde***

    én fucking linie!!! én!! det er hvad jeg får efter jeg har trasket rundt med dig i over 5 timer på fødder der efter 8km var to store vabler.

    Snøft siger jeg bare, snøøøøft.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Jamen, du har da ret! Jeg vidste bare ikke helt, om jeg skulle mig ud i forklaringer om strømper og vabler og nogen, der var lige på grænsen til at snappe i skoven.

      Tak fordi du ville traske (?) rundt med mig haha, det var en stor fornøjelse, og jeg glæder mig til næste gang, hvis du er frisk :) (det ved jeg du er)

      Svar
  2. Kamilla

    Kære Rikke

    Fine overvejelser om grænseoverskridende og grænsebrydende. Jeg har altid haft det svært med at skulle presse mig selv fysisk. Jeg er meget glad for Anna Bogdanovas (forfatter til bogen “Skyhøj forbrænding og kettlebellekspert) tilgang til træning, hun har fx lært mig: “Hvis du ikke kan holde planen, er det ikke den rigtige plan for dig”.
    I sidste uge gik jeg 30 km. i løbet af hele ugen – og den plan kunne jeg godt holde – og det var en stor sejr… så for mig handler det også om at sætte realistiske mål, som rent faktisk kan give mig en succesoplevelse.

    Kærligst Kamilla

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Ja, det skal være den rigtige plan for dig (og mig)! Min plan skal rykke lidt til mig, skubbe mig lidt. Jeg er nået dertil, hvor jeg godt ved, at ubehaget ikke er det samme som at jeg dør! Den kobling har jeg givet lidt slip på. Til gengæld har jeg skiftevis ondt det ene og det andet sted, min krop stritter godt nok imod!!

      Svar

Skriv et svar til Ladyjane Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>