Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

4 tanker om "Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning"

  1. Henriette

    Spændende læsning Rikke.
    Min store unge er jo også SS
    Jeg synes at det har været en hårdfin balance at skulle på den ene side skærme hende og på den anden side udfordre hende -rykke ved hendes grænser.
    For E er det særligt lyd og mange mennesker der er problemet.
    I i slutningen af folkeskolen start/ gym- havde hun dage hvor hun når hun kom hjem bare rullede sig ind i dynen og man slet ikke kunne tale med hende de første timer. Andre dage når det var temauger med tværfaglig undervisning kom hun tudende hjem af overstimuli.
    Jeg synes simpelthen at det var SÅ svært at vurdere om vores livsomstændigheder ( stille lille famile) også påvirkede hende – hindrede en tilpasning.
    I perioder har hun haft ørebøffer på- det var før det blev alm i skolerne – men det virkede.
    I dag som 20 årig har hun stadig enormt meget brug for fred og meget lidt støj men hun har formået at udfordre sig selv og kan idag feks godt arbejde i en travl og støjende steak restaurant.
    Så måske er det godt at hun har lært at passe på sig selv samtidig med at hun også har udfordret sig selv…
    kh

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Enig, Henriette! Der er noget med en balance, og jeg synes dælme den er svær at finde. Selv min mavefornemmelse kan jeg blive i tvivl om, for handler det så om mig, og hvad jeg ville have brug for, eller handler det om den anden. Der er ikke rigtig noget måleredskab her, vel.
      Og der ER jo nogle ting, vi død og pine må forholde os til, for ellers må vi trækker rødderne op og flytte til et helt andet samfund, men det er jo heller ikke det, jeg er interesseret i. Det er SVÆRT!

      Svar
  2. C. Stubbe

    Jeg elsker at læse andres syn på at være særlig sensitiv og hvordan de oplever verden, og tackler hverdagen.
    Jeg er selv særlig sensitiv, og har først fundet ud af det i år i en alder af 24 år. Så der er rigtig mange ting, der giver mening for mig nu.

    Om morgenen, der har jeg altid skulle ro omkring mig og tage det stille og roligt. Jeg finder ud af aftenen før, hvad jeg skal gøre klar om morgenen (såsom pakke taske, spise morgenmad, osv.). Det var virkelig et problem, da jeg boede med min veninde, da hun skal have musik eller tv’et kørende for at komme i gang. Og jeg er en af de sensitive, som er lydfølsomme. Nu bor jeg med min kæreste, som tit hører højt musik, og jeg beder ham hver gang om at skrue ned, fordi det nærmest skærer i mine ører. Derudover er jeg også følsom med sult. Så snart jeg er sulten, så skal jeg have mad, for ellers snerrer jeg af folk.

    Førhen har jeg med lyden bidt det i mig, fordi jeg netop har tænkt at nu må jeg tage mig sammen. Men jeg mister simpelthen koncentrationen og fokus så hurtgit, hvis der er højt musik og jeg skal føre en samtale. Musikken går ind som hvid støj på min linje, så jeg ikke kan høre folk, og bede dem om at gentage det.

    Men for lige at kommentere på din holdning til selve ordene “særlig sensitiv”, så læser jeg dem ikke som at jeg er særlig. Min hjerne ligger automatisk tryk på sensitiv og så tænkter jeg videre, f.eks. “særlig sensitiv overfor lyd”.
    Til gengæld bryder jeg mig ikke om at særlig sensitiv bliver set på som en diagnose, da jeg selv ser det som et karaktertræk. For mig er ordet diagnose forbundet med sygdom, og jeg føler mig ikke syg, jeg bruger bare min hjerne anderledes end andre.

    Svar
    1. Rikke Forfatter

      Hej C.
      Tak for din lange kommentar.
      Jeg fandt først selv ud af det (for alvor) i 30´erne, så jeg forstår hvad du mener med, at mange ting først giver mening nu. Sådan har jeg det også. Det lyder som om, du ved, hvad der påvirker dig og hvad der ikke gør. Det har personligt været et stort skridt for mig. Næste skridt er at finde ud af, hvordan man så er i det, når nu resten af verden også har behov.
      Dejligt at høre fra dig :)

      Kh. Rikke

      Svar

Skriv et svar til C. Stubbe Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>