Kategoriarkiv: Øjebliksbilleder

Og sådan kan man så også blive modtaget

Bloggen: “Hey, hvem er du?”

Mig: “Det er mig, Rikkeprikke!”

Bloggen: “Hvad vil du her?”

Mig: “Øh, skrive lidt?”

Bloggen: “Det kan du glemme!”

Mig noget rystet efterhånden : “Hvorfor dog?”

Bloggen: “Tror du virkelig, jeg bare står til rådighed, som det passer dig? Her har man ikke set skyggen af dig i flere uger, og så kommer du bare og tror, du kan drible ind fra højre og tage over igen?

Mig: “Øh ja, det er da min blog?” nu er det faktisk ikke så sjovt længere det her

Bloggen: “Nå, men hvis du har tænkt, du skal have noget som helst at have sagt her på kanalen igen, så strammer du edderbroderme op fra nu! Jeg havde det på fornemmeren, så snart vi nærmede os december, så fik du kolde fødder, nøjagtig ligesom sidste år. Hvad skete der i december sidste år? Ikke en fis skete der. ”

Mig nu en tand mere ydmyg : “Jamen jeg har været i Finland. Glemte jeg at sige det? Men du har ret. Du har faktisk ret. Jeg tager den på mig. Jeg strammer op her i december, det lover jeg. Må jeg så godt være med igen? ”

Bloggen: Jeg ved faktisk ikke. Jeg havde overvejet, at få en aftale i hus med en anden. Må jeg tænke over det?”

Mig: “Ej, helt ærlig, kunne vi ikke lige…..”  afbrudt af Bloggen

Bloggen: “Arh, det gaaaaaas. Selvfølgelig må du komme tilbage, er du da tosset, du er jo den sejeste. Velkommen tilbage, du skønneste smukkeste Rikkeprikke.”

Og nej, jeg tog på ingen måde selv over der til sidst, så det sagt.

 

Glimt fra Krogerup

Ungerne og jeg har været på Krogerup Avlsgård i dag, som er en del af Aarstiderne. En hyggelig tur i overskyet, men ellers fornuftigt efterårsvejr. Vi startede med en ordenlig omgang leg i halmballerne, det virker bare hver gang.

Jeg havde lovet ungerne en tur i caféen, så vi gik ind og varmede os og fik kage, varm chokolade og kaffe. Stedet er simpelthen så hyggeligt, roligt og indbydende, at jeg næsten ikke nænner at kritisere, men det var altså ikke det hele der spillede. Ingen af ungerne kunne lide den varme chokolade, og det var helt sikkert fordi, den var grynet. Mælken var ikke varm nok, da den blev hældt over chokoladen, så den smeltede ikke ordenligt. Romkuglen synes jeg, var hvinende sød, men det er jo en smagssag, der var ellers god smag i den af kanel og andre lækkerier, og så var der små stykker chokolade i, og dét spillede. Det skal jeg huske, til min næste omgang romkugler. Banankagen var en god én af slagsen, og begge kager røg hurtigt ned hos ungerne.

Til sidst var vi en tur i gårdbutikken for at proviantere. En citruskasse, lidt svampe og nogle lækre gule peberfrugter blev det til. Men alt så lækker og indbydende ud, jeg kunne nemt købe mig fattig i den butik.

Jeg vinder ikke DM i billedekvalitet for den her serie, men bered jer på billedspam alligevel.

Efter besøget på Krogerup kørte vi hjem langs strandvejen i det flottevejr og endte på havnen, hvor vi skulle købe fisk. Vi gik lige en runde og blev blæst godt igennem af den friske havluft. Åbne vidder med efterårsluft, det er noget der rykker, der føler jeg virkelig jeg lever. Jeg er vild med det.

 Jeg var så stolt af mine unger i dag. Vi snakkede en del om i bilen, det der med at høre efter, at tage det roligt, at lade være at plage og få et hysterisk anfald, hvis man ikke får sin vilje. Og de var bare så gode!! For en gangs skyld var det ikke mig, der stod med et kropumuligt barn eller to, næh nej, det lod jeg en anden mor om, mens jeg nød mine egne unger i fulde drag. Årh mand, det var skønt.

Man må gardere sig

Man må forberede sig og sikre både underholdning og proviant, når der skal ordnes i de der forbandede momspapirer. Og en enkelt overspringshandling undervejs med et kig ind hos Jane, skal der også være plads til, ellers går man jo helt ned med flaget. Der er ting her i livet, der må krydres, hvis man ikke skal falde i søvn undervejs.

Morgenglimt

Hvis du bliver fristet, så  indeholder de sprøde koldthævede morgenboller solsikkekerner, græskarkerner, chiafrø og hørfrø. Frø og kerneblandingen har stået i koldt vand et par timer inden jeg lavede dejen. Desuden har jeg brugt 20 gram gær, lidt ekstra vand, salt, halv groft speltmel og halv hvedemel. Det er rørt godt på maskine, men kan sagtens røres i hånden også. Dejen har stået på køl natten over, er smidt på bagepladen, da jeg stod op, og stod så og hævede lidt mens ovnen varmede op. Bagte dem ved 250 grader i ca. 15 minutter.

Jeg har en travl og dejlig dag i sigte. Jeg skal i køkkenet, og så får vi fint besøg af en kær gammel ven. En tur til fyssen bliver det også til, det glæder jeg mig ikke til, for hun er ved at sætte mit åbenbart skæve bækken på plads, og det gør naller, skal jeg lige love for! Men det bliver ved bedre en dag. Og det er heldigvis det længe ventet besøg, der står øverst på listen i dag.

Glimt fra den årlige tur på frugtplantagen

Nu er det 3. efterår i træk, vi besøger frugtplantagen Frydenlund i Trørød og når det er 3. gang, så må man vel sige, at det er blevet en tradition? Jeg er ret vild med tanken om, at vi forsøger at at opbygge en form for traditioner, mens ungerne vokser op. Jeg drømmer om flere traditioner, men indtil videre har vi, ud over de åbenlyse som jul og lign., den her tur til æbleplantagen, og startede jeg sidste år på en fastelavnsfest, som jeg håber, også bliver til en tradition.

Æbler og pærer kan man blande som man vil. Man kan plukke selv eller man kan snuppe af dem, der allerede er plukket. Uanset hvad, så koster frugterne 15 kr. kg, og de er bare gode! Jeg valgte Cox Orange (min favorit), Rubinola og Fillippa æbler, og Doyenne pærer. Knap 8 kg. blev det til. Lidt er givet væk, resten ligger og venter på at blive spist i den næste tid, og mon ikke jeg får lavet en enkelt æblekage eller to også…

Glimt fra København

Jeg kommer for lidt ind til København. Hver gang jeg går fra Nørreport ned af Frederiksborggade, så er der åbnet et væld af nye forretninger siden sidst. I går var ingen undtagelse. Jeg trængte til lidt storbysatmosfære, så jeg lavede en aftale med en veninde, så vi kunne mødes og bare være. Jeg var på jagt efter vinterfornødenheder, men kom hjem uden. Jeg kom dog hjem en hel del snak rigere, og det er nu heller ikke så ringe.

Vi nåede en tur i Hay, forbi nogle vegetarboder, et smut i Magasin, i et par skoforretninger, en kaffesnak på café, en lang tur op af strøget og en længe ventet tur på Wagamama. Man når ikke meget andet, når snak er første prioritet.

Det viste sig, at det var international vegetardag i går. Jeg vidste ikke, at den dag fandtes, men det gør den så. Vi måtte forbi de 10 små boder, der var opstillet i anledningen ved Storkespringvandet, og jeg må nok sige, at jeg var ikke helt på bølgelængde med vegetardagen, trods jeg selv er vegetar. Det første jeg mødte, var en stor løftet pegefinger, til folk der spiser kød, hvor der stod beskrevet, hvor forkerte kødspisere er. Jeg er enig i, at folk der spiser kød, nok kunne skrue en anelse ned, og i det mindste tage stilling til, hvilken type kød de spiser. Men jeg tror ikke, man kommer ret langt ved at udvise en hellig adfærd, og presse dårlig moral ned over hovedet på folk.

Desuden var der en bod, hvor den vegetariske kogebogsforfatter Kirsten Skaarup præsenterede sine bøger. Hun serverede en lille rugkerne salat, og ellers så kunne man få smagsprøver på forskellige versioner af soyamælk. Det synes jeg godt nok var et pudsigt valg som temmelig storsælgende kogebogsforfatter. Jeg tror nok, jeg kunne finde på noget mere interessant at lade folk smage end soyamælk. Men nu er soyamælk heller ikke ret højt på min personlige hitliste. Jeg forstod det bare ikke helt, det må jeg sige.

Vi var en tur i Hays forretning, der er fyldt med lækkerier, men pungen blev i tasken og det blev ved kigget. Ind i mellem findes der dog også en nitte, og jeg har svært ved at forestille mig, dem der ville være vild med at have de her to figurer stående derhjemme. De er da rimelig scary, er de ikke?

Jeg er stor hoptimist fan, og bliver altid glad, når jeg møder en lille udstilling med de små figurer. Jeg ønsker mig en flyvene hoptismist, til at have hængende over mit sybord. Den kan da kun skabe glæde og inspiration.

Vi afsluttede dagen på Wagamama. Jeg har et soft spot for det sted. De forstår virkelig, at krydre deres mad, så det smager af noget. Endnu en gang valgte jeg laksen og et par småretter, og det smagte præcis som det plejer, og nogle gange er det bare sådan det skal være. Jeg endte med at spise det hele, og det var alligevel for meget.

Vejret var i den grad med os, ingen regn, lun luft og en rimelig temperatur. Det var lige, som det skulle være. Og så håber jeg bare, jeg kan finde et par støvler i lokalområdet, så jeg snart kan få varme fødder igen.

En kontrol, og en gang træning

Og hvor skal jeg så lægge fokus? Skal jeg fokusere på, at jeg har været til endnu en 3 måneders kontrol på Riget, eller skal jeg fokusere på, at jeg på trods af, hvor meget sådan en kontrol kræver af mig mentalt, rent faktisk tog til træning først? Bare lige så det giver mening for alle, også nye læsere, så har jeg for nylig meldt mig ind i et fitnesscenter, og jeg har for 1,5 år siden haft livmoderhalskræft. Nogle dage ser jeg bagud, nogle dage ser jeg fremad. Kræften ligger bagud, og skal gerne blive der, træning ligger nu og fremad, og sådan skulle det gerne fortsætte. Måske vil jeg i dag bare fokusere på, at begge dele er en del af mig. Den ene del fylder meget i tankerne, den anden del kommer til at fylde meget i hverdagen fremover.

Jeg er stadig rask, hallelulja. Jeg hader dagene op til en kontrol. Ikke fordi jeg går og tror det vender tilbage, for de har jo for pokker taget hele mit underliv og mere til, men alligevel så kører tankerne på højtryk lige op til. Der er en grund til, man går til kontrol, og det er at det rent faktisk kan vende tilbage, uanset hvor meget de har taget ud. Og den tanke er svær at slippe helt. Som dagene går, bliver tankerne færre, de er ikke længere alt opslugende, men de er der. Hver dag. Og de der tanker om at leve sit liv, og leve det lykkeligt, for man ved aldrig, de er der også. De sætter baren højt. Ikke på den måde, at livet kun er lykkeligt, hvis jeg bestiger Mount Everest, eller hopper ud fra et fly med en faldskærm, for sådan har jeg det slet ikke. Men at finde frem til en grundglæde, og holde fast i den, det betyder noget. Det betyder noget, at jeg bruger min tid, på noget jeg holder af, småt som stort. Bruger min tid, på mennesker jeg holder af. Kysser mine børn til de bliver vanvittige af mig, husker mig selv i hverdagens hverdag, stopper op og dufter til blomsterne. Det lyder banalt, men når tingene har været sat så meget på spidsen, som de har været for mig, så går det fra at være banalt til at være meget bogstaveligt.

Og derfor har jeg længe ikke haft lyst til det træning. Et fitnesscenter er ikke særlig dufte-til-blomsterne-agtigt. Men jeg er kommet på andre tanker, bedre tanker. For jeg har fået flettet det sammen med grundglæden. At passe på min krop på den motionsagtige måde, er en vigtig del af et godt helbred. Og et godt helbred betyder sgu noget. Det kan hjælpe til, at jeg bliver mindre plaget af min diskus prolaps. Det kan hjælpe til, at jeg får mere energi.Det kan hjælpe mig til at tabe de der 10 kg. jeg vejer for meget, så jeg rent statistisk har mindre risiko for utallige andre sygdomme, som jeg gerne vil være foruden. Det kan hjælpe til, at jeg viser et sundt og godt forbillede for mine børn, så også de gerne skulle lære, at man skal passe på sig selv. Men jeg er undskyldningernes kvinde. Jeg har altid en god forklaring på, hvorfor jeg ikke fik trænet i dag. Det har jeg altid haft. Jeg har altid en god forklaring på, hvorfor jeg ikke får dyrket motion, uanset hvor godt det er for mig. Og netop derfor, var jeg temmelig stolt, da jeg i går, inden min kontrol, fyldte drikkedunken med vand, tog træningstøjet på, og tog til træning og gav den hele armen, på trods af, at jeg lige er startet op. Jeg kunne så nemt være blevet hjemme. Lige den her undskyldning, synes jeg virkelig gav mening. Men nej, jeg tog det rigtige valg for mig, og hvis jeg ikke kan bruge en kræftkontrol som undskyldning for at blive hjemme, ja så er jeg vist løbet tør for undskyldninger all together.

I dag har vi været i biografen med ungerne. Vi så Modig. I den møder prinsesse Merida skovnymferne, der viser hende vej til hendes skæbne et par gange undervejs. Det ville ikke være dårligt, med et par nymfer i mit liv ind i mellem, når jeg farer vild, og ikke helt ved, i hvilken retning min skæbne ligger. Hvor ville de mon vise mig hen? Jeg håber, jeg har ret, når jeg føler, at de i hvert fald ikke ville vise mig tilbage til sygdom, men frem i livet og at sygdommen var en bumbet omvej, og nu er jeg på rette vej igen. På vej mod min skæbne, som forhåbentligt er brolagt med grundglæde og mennesker jeg elsker. Jeg tror, jeg er på vej.

Et billede min kære søn har taget af mig. Et billede som min forfængelighed af mange årsager, kunne stoppe mig i at vise, men lige der, da han fangede mig, lyste hans grundglæde sådan ud af ham, han var lykkelig over at måtte låne mors højt elskede kamera, og det smittede. Så til trods for morgenhår, runde kinder og det at jeg muligvis ser en smule bælgøjet ud, så var jeg lige der lykkelig. Og lykke vejer mere end runde kinder, trods alt.