Kategoriarkiv: Ego tid

Til bogreception hos Madbanditten

Det var jeg i går. Jeg var så heldig, at være inviteret til Madbandittens reception i anledning af udgivelsen af Janes nye fine bog. Og det var ikke uden sommerfugle i maven, da jeg tog kystbanen sydpå, for at deltage i noget ukendt, med ukendte folk i en ukendt situation. Og for en særlig sensitiv genert introvert (ja, det var mange labels jeg satte på mig selv der, men det gør det ikke mindre rigtigt), så er den slags lidt af en mundfuld, og ikke noget jeg kaster mig ud i uden videre. Men det her kunne jeg ikke takke nej til! For jeg vil virkelig gerne stille op og være med til at fejre, at Danmark har fået sin første LCHF bog. At jeg i den grad beundrer forfatterens formidlingsevne og gå på mod, og at hun har fået en særlig plads i mit liv, spiller selvfølgelig også ind, det er klart.

Det var SÅ fint at møde Jane. Skøn kvinde, der lyser et rum op. Den fornøjelse håber jeg, at få igen en anden gang. Og receptionen var også bare fin. Dejlig mad (selvfølgelig), smukt lokale, og dejlige mennesker. Mennesker jeg aldrig havde mødt, men alligevel føler, jeg kender en del af, fordi også de findes ude i blogverdenen, og jeg følger med på sidelinjen. To bloggere jeg særligt var lykkelig over at møde (ud over Jane selvfølgelig!) var Fede tider og Klummefabrikken. De to har jeg fulgt længe og grundigt. Årh, hvor var det dejligt at møde dem! Jeg håber ikke, det var sidste gang. Kloge sjove folk, jeg siger det bare.

Jane Faerber aka Madbanditten

I dagens anledning, havde jeg syet en bluse…til MIG! Jeg laver godt nok sjældent noget til mig selv, men tøjkrise lærer ellers nøgen kvinde at sy til sig selv, eller noget. Jeg har bare ikke det fede sted at tage billeder af tøj, de bliver altid lidt tamme, øv bøv. Man kan f.eks. ikke se her, at jeg har lavet rullesøm i bragende neon, nej her ser den godt nok lidt fesen ud, men det er den altså ikke!

Hjemmesyet bluse

Hjemmesyet bluse

Hjemmesyet bluse

Og nu har jeg ikke tid til at skrive mere i dag. I dag skal jeg nemlig også ud af døren. I dag glæder jeg mig i den grad også, og heldigvis er det uden sommerfugle i maven. Jeg skal på sommerhus weekend med min søde veninde. Min søde veninde, som agerede støttepædagog i går, for jeg kunne da slet ikke møde op til sådan et arrangement HELT alene!! Nu tager vi en tur til Nykøbing Sj. i hendes sommerhus. Symaskinerne er pakket, stofbunkerne også, fødderne er klar til at blive smækket op, et loppemarked venter i morgen, solen har tænkt sig at skinne (basta!) og vi har en helt weekend foran os til lige præcis det, vi har lyst til. Jeg er klar! Når jeg lige har pakket og handlet og ordnet vasketøj og sådan that is. Jeg får ikke blogget weekenden over, men mon ikke der kommer et par glimt på instagram, hvis det kunne have interesse. God weekend.

Hva´så når man møder en kendt?

Stork

Jeg er fra provinsen, og møder sjældent kendte mennesker her i kvarteret. De seneste kendte, jeg har mødt her i byen er tidligere trafikminister Flemming Hansen, og Amalie Szigethymed mor Lotte. Med al respekt, så er det ikke ligefrem højest på min liste over kendisser, der imponerer mig. Ej, det passer faktisk ikke, Amalie imponerer mig sådan set lidt, bare på en eller anden underlig omvendt måde?

En gang i mellem, når jeg bevæger mig helt til Kjøwenhavnstrup, falder der en kendt ned i min turban, eller der er i hvert fald en kendt inden for synsvidde. Jeg har for nylig kørt forbi Casper Christensen i min bil på Østerbro, og sådan får jeg ind i mellem et glimt, at det der skal forestille creme de la creme af Danmarks kultur og erhversliv. Jeg er sjældent imponeret. Men en gang i mellem er der en af de fede kendte i mellem. En af dem, som imponerer mig. En af dem, som jeg egentlig godt ville have en samtale med. Jeg aner ikke om hvad, men jeg har bare på fornemmelsen, at de har noget at byde på, og det har jeg selvfølgelig også.

Den ene jeg har stødt på, er Viggo Mortensen. Årh mand, ham ville jeg gerne have snakket med, eller sagt hej til eller noget. Men hvad fanden gør man? Manden gik der i Tivoli med sine børn, han så meget privat ud. Men på en eller anden måde, så ville jeg jo gerne fortælle ham, at jeg synes han var fed ik? Det gjorde jeg ikke. Han opdagede mig, det gjorde han, for jeg havde min kære nevø hængende vandret i luften efter mig, ham havde jeg hevet med derhen, for så havde jeg da en nogenlunde plausibel undskylning for evt. at trænge mig på. Drengen var jo for pokker vild med Aragorn! Men ak, han så så privat ud med sin familie, det ville jeg ikke forstyrre.

En anden jeg har mødt, og her siger jeg mødt, for vi hilste faktisk på hinanden i enrum, gav endda et nik til hinanden, er James Hetfield. Jeg havde slet ikke set det komme, og der kan man tale om, at blive mundlam. Jeg stod på hotel Skt. Petri i København, ventede på min kære mand ved elevatoren. Vi var på kæresteovernatning i byen, og vi skulle sørme til Metallica koncert om aftenen!! Og hvem kommer gående rundt om hjørnet, og skal have elevatoren ned? Selveste Metallica himself. Der skal jeg lige love for, jeg blev starstruck! Hvis der er nogen, der har et godt bud på, hvad pokker man lige siger dér, så kom endelig med det. For man står der over for Mister top tjekket, han er to meter høj, har den dybeste stemme, (ja, han sagde faktisk hej til mig). Siger man “see you tonight høhø” eller hvad? Ej, der gik jeg altså helt i baglås. Det gjorde så jeg ikke dengang, jeg mødte Michael Carøe på en bar i Vegas, selvom han så noget selvfed ud, og havde ønsket en vis form for starstruckhed, det er helt sikkert. Han tog elevatoren ned, min kære mand kom op, og det tog altså lidt, at overbevise ham om, at den var god nok. Men han var ikke længere i tvivl, da vi fik værelse på den gang, der var lukket af til nogle kendisser. Ham, der viste os vores værelse, blev noget lang i ansigtet, da jeg godt vidste, hvem det var jaja, der havde jeg fået tungen på gled igen, for det var jo top hemmeligt. Nå, men den ærgrer mig noget over, selvom jeg stadig er glad for, jeg et kort øjeblik var in the precence of greatness i stilhed. Metallica er soundtracket til det meste af min ungdom, så det var altså noget helt særligt, at stå der og vente på elevatoren med James Hetfield ved min side.

Nå, inden jeg går helt i selvsving og dykker for langt ned i minderne, så er hele grunden til det her indlæg, at jeg i går igen mødte en af de der kendte, som jeg synes er fed. Vi snakker ikke Hetfield kaliber eller andre, der kan give kriller i maven, men en helt stille og rolig nede på jorden kendt mand, som jeg synes er helt ok, som jeg respekterer, som jeg lytter til, og bare godt kan lide. I går havde jeg inviteret min kære mand i biografen og se Hobitten, og jeg inviterede ham oven i købet ud at spise først. På hans favorit falafelsted ved biografen, ingen smalle steder her. Der har vi vist ikke været i et par år. Jeg gider sjældent, men i går var vi der på eget initiativ, for at glæde ham. Jeg hører godt, der sidder en far og søn ved siden af os, som generelt er lidt stille, men ellers har en forsigtig sludder. Jeg får bare aldrig kigget over på dem. Da vi så forlader etablissementet, spørger ham den kære, om jeg godt havde set, at vi sad ved siden af Mads Christensen.(han ved godt, jeg er lidt tosset med den mand) “Neeej, for real?” svarer jeg , og drøner selvfølgelig tilbage, for at glo ind af vinduet. Han havde så lige drejet sig i mellemtiden, og sad med korslagte arme, korslagte ben og så meget stramt ud af det vindue, som hende tossen kom flyvende hen til (endnu et af mine Bridget Jones moments). Jeg sendte ham et stort smil og en salut. Måske var det den stramme udstråling der gjorde, at det blev en salut og ikke et vink, jeg ved det ikke, jeg går normalt ikke og sender salutter til hverdag. Jeg fik et smil retur. Jeg smuttede, for ligesom med Viggo, så var han der med sin søn. Nu ved jeg godt, Mads Christensen nok kan være lidt mere i fred end Viggo Mortensen, men anyway, når der er børn, som har deres kendte forældre med ud, så fortjener de vel lidt privatliv, det er trods alt ikke deres valg?

De skulle så også i biografen, og vi gik rundt med dem, som de eneste i popcornbiksen, vi stod alene med ham i kaffekøen, ja jeg havde mange muligheder, for at sige noget. Men igen, hvad siger man? Han er ikke ligefrem en, der giver sommerfugle i maven, men jeg kan lide ham, og det ville vel være ok at sige til ham? Jeg synes pludselig, det virkede så dansk jantelovsagtigt at sige ingenting. Ingenting ud over min salut. Jeg håber, han tolkede den som en jeg-synes-du-er-fed-og-bliver-glad-når-du-er-i-mads-og-monopolet-salut.

Og hvad har alt det her, med to storke på et billede at gøre, tænker du? Ingenting overhovedet. Det er bare et godt billede, jeg fik taget på Gran Canaria, som jeg synes, I skulle se.

Salut!

P.s. Jeg er så heldig, at kende indehaveren af den skønne webshop JustHairClips.dk og hun har lovet mig, at hun vil finde præmier til en Give Away her på bloggen en af de næste uger, så stay tuned.

På strandtur i januar, ja tak!

Noget af det bedste, vi nogensinde har indført, i vores lille familie, er sol og varme i januar måned. Det er nu 2. år vi flygter sydpå her midt i vinterkulden. Det udsprang af, at jeg som de fleste nok ved efterhånden  fik konstateret livmoderhalskræft i januar 2011, og da vi nærmede os januar 2012 så skulle den altså være anderledes end året før! Sidste år gik turen til Tenerife, i år valgte vi Gran Canaria. Vi har ikke lyst til at rejse alt for langt, mens ungerne stadig er så små, for de er altså ikke nemme på en lang flytur. Og jeg skal lige love for, vi valgte rigtigt i år. Vi boede på Radisson Blu på sydkysten i en lille rolig by. Og hold nu kæft, det var lækkert! Alt var bare i orden, og vi bor hellere end gerne på et af Radissons hoteller igen.

Vi har i den grad nydt livet. Vi har ikke lavet andet end at bade, dase, spise, se Bennys badekar, læse og sårn. Jeg fik endda læst et par blade ved poolkanten, og jeg nød i fulde drag, at mine børn er blevet lidt større, så jeg lige kunne trække vejret ind i mellem.

Vi havde ca. 23 grader hver dag, dvs. der var ca. 30 graders temperaturforskel på her og der. Tror I det var koldt, da jeg skulle ud og hente bilen på P15 torsdag nat, da vi landede 4 timer forsinket? Og så havde jeg i øvrigt glemt min jakke i kufferten. Shit jeg frøs! Men jeg klager ikke, ikke det mindste. Vi har haft en skøn skøn uge.

I skal selvfølgelig se billeder. Her er et lille udpluk af dem fra kameraet, jeg er ikke nået til dem fra telefonen endnu, og så er der også dem, ham faren har taget, så der kommer måske en omgang mere en af dagene. For der er da ikke noget bedre, end at se andres feriebilleder vel?

Gran Canaria januar 2013

Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013

Og sådan kan man så også blive modtaget

Bloggen: “Hey, hvem er du?”

Mig: “Det er mig, Rikkeprikke!”

Bloggen: “Hvad vil du her?”

Mig: “Øh, skrive lidt?”

Bloggen: “Det kan du glemme!”

Mig noget rystet efterhånden : “Hvorfor dog?”

Bloggen: “Tror du virkelig, jeg bare står til rådighed, som det passer dig? Her har man ikke set skyggen af dig i flere uger, og så kommer du bare og tror, du kan drible ind fra højre og tage over igen?

Mig: “Øh ja, det er da min blog?” nu er det faktisk ikke så sjovt længere det her

Bloggen: “Nå, men hvis du har tænkt, du skal have noget som helst at have sagt her på kanalen igen, så strammer du edderbroderme op fra nu! Jeg havde det på fornemmeren, så snart vi nærmede os december, så fik du kolde fødder, nøjagtig ligesom sidste år. Hvad skete der i december sidste år? Ikke en fis skete der. ”

Mig nu en tand mere ydmyg : “Jamen jeg har været i Finland. Glemte jeg at sige det? Men du har ret. Du har faktisk ret. Jeg tager den på mig. Jeg strammer op her i december, det lover jeg. Må jeg så godt være med igen? ”

Bloggen: Jeg ved faktisk ikke. Jeg havde overvejet, at få en aftale i hus med en anden. Må jeg tænke over det?”

Mig: “Ej, helt ærlig, kunne vi ikke lige…..”  afbrudt af Bloggen

Bloggen: “Arh, det gaaaaaas. Selvfølgelig må du komme tilbage, er du da tosset, du er jo den sejeste. Velkommen tilbage, du skønneste smukkeste Rikkeprikke.”

Og nej, jeg tog på ingen måde selv over der til sidst, så det sagt.

 

Som perler på en snor, eller tasker på en pind

“Hvorfor syr du så mange tasker, mor?” Det gør jeg, fordi jeg rigtig godt kan lide at sy tasker. Jeg har faktisk en absurd stor trang til at sy tasker, og lige for tiden er det den her model, der står for skud. Jeg har vist den ene hjemmelavet taske før, men den tåler fint et gensyn.

Det kan sitre i mig, jeg bliver drevet til symaskinen, og når jeg er færdig med en taske,  ånder jeg lettet op med ro i kroppen. Jeg får sådan en aaaaaaahhh mmmmm følelse. Hvad jeg skal med alle de tasker, det ved jeg ikke helt. Jeg drømmer om en plads på et marked en dag, hvor nogle vil købe dem. Hvis jeg da kan skille mig af med dem. Indtil videre fortsætter jeg derud af, for jeg kan slet ikke lade være.

Glimt fra København

Jeg kommer for lidt ind til København. Hver gang jeg går fra Nørreport ned af Frederiksborggade, så er der åbnet et væld af nye forretninger siden sidst. I går var ingen undtagelse. Jeg trængte til lidt storbysatmosfære, så jeg lavede en aftale med en veninde, så vi kunne mødes og bare være. Jeg var på jagt efter vinterfornødenheder, men kom hjem uden. Jeg kom dog hjem en hel del snak rigere, og det er nu heller ikke så ringe.

Vi nåede en tur i Hay, forbi nogle vegetarboder, et smut i Magasin, i et par skoforretninger, en kaffesnak på café, en lang tur op af strøget og en længe ventet tur på Wagamama. Man når ikke meget andet, når snak er første prioritet.

Det viste sig, at det var international vegetardag i går. Jeg vidste ikke, at den dag fandtes, men det gør den så. Vi måtte forbi de 10 små boder, der var opstillet i anledningen ved Storkespringvandet, og jeg må nok sige, at jeg var ikke helt på bølgelængde med vegetardagen, trods jeg selv er vegetar. Det første jeg mødte, var en stor løftet pegefinger, til folk der spiser kød, hvor der stod beskrevet, hvor forkerte kødspisere er. Jeg er enig i, at folk der spiser kød, nok kunne skrue en anelse ned, og i det mindste tage stilling til, hvilken type kød de spiser. Men jeg tror ikke, man kommer ret langt ved at udvise en hellig adfærd, og presse dårlig moral ned over hovedet på folk.

Desuden var der en bod, hvor den vegetariske kogebogsforfatter Kirsten Skaarup præsenterede sine bøger. Hun serverede en lille rugkerne salat, og ellers så kunne man få smagsprøver på forskellige versioner af soyamælk. Det synes jeg godt nok var et pudsigt valg som temmelig storsælgende kogebogsforfatter. Jeg tror nok, jeg kunne finde på noget mere interessant at lade folk smage end soyamælk. Men nu er soyamælk heller ikke ret højt på min personlige hitliste. Jeg forstod det bare ikke helt, det må jeg sige.

Vi var en tur i Hays forretning, der er fyldt med lækkerier, men pungen blev i tasken og det blev ved kigget. Ind i mellem findes der dog også en nitte, og jeg har svært ved at forestille mig, dem der ville være vild med at have de her to figurer stående derhjemme. De er da rimelig scary, er de ikke?

Jeg er stor hoptimist fan, og bliver altid glad, når jeg møder en lille udstilling med de små figurer. Jeg ønsker mig en flyvene hoptismist, til at have hængende over mit sybord. Den kan da kun skabe glæde og inspiration.

Vi afsluttede dagen på Wagamama. Jeg har et soft spot for det sted. De forstår virkelig, at krydre deres mad, så det smager af noget. Endnu en gang valgte jeg laksen og et par småretter, og det smagte præcis som det plejer, og nogle gange er det bare sådan det skal være. Jeg endte med at spise det hele, og det var alligevel for meget.

Vejret var i den grad med os, ingen regn, lun luft og en rimelig temperatur. Det var lige, som det skulle være. Og så håber jeg bare, jeg kan finde et par støvler i lokalområdet, så jeg snart kan få varme fødder igen.

Kaffe må der til…

…her dagen derpå, og jeg sparer ikke på den. Opvaskeren er tømt endnu en gang, vaskemaskinen kører, og gæsterne er forduftet efter en ordentlig tørn på den huslige front (tak for hjælpen!!) I går holdt jeg fødselsdag for nogle af kvinderne i mit liv. Jeg elsker at samle dem, det sker for sjældent, men sikke jeg nyder dem, hver og en, når det sker. Vi fik dejlig mad, god vin, gode grin og en sen aften. Det blev ikke til dans på bordene, men vi havde god tid, for næsten alle blev og sov. Ingen skulle køre hjem, og selv min skønne gravide glædessprædende veninde holdt til kl. 1, vi andre klarede den til kl. 3. Søvn blev det ikke rigtig til for mit vedkommende, af en eller anden årsag har jeg ikke fundet ro i nat, og kl. 9 stod jeg op, og gik en morgentur med en anden “morgenfrisk” veninde. Vi fik en ordentlig gang morgenmad med brød, æg, ost, laks og det løse og endnu en omgang snak og grin om bordet. Det var rigtig dejligt at vågne op til så mange skønne kvinder, som for en stund lod mænd og børn være mænd og børn.

Menuen skal I have, men opskrifter må vente, for det er kræfterne altså ikke til i dag. Jeg er træt med træt på, og forventer at den lille familie, der har været ustationeret hos farmor og farfar, snart vender hjem. Jeg har holdt lav profil og krydset fingrer for, at de bare tror jeg stadig sover, for selvom her er tomt og stille, efter de sidste kvinder har forladt selskabet, så er der ikke mange mor-kræfter at trække på lige nu. Nå, det var menuen vi kom fra.

Vi startede med en spicy grøn karry thai suppe med kokosmælk, frisk tun og bønner.

Næste ret var vietnamesiske rispapirruller med snittet grønt, cashewnødder hårdt stegte rejer, krebsehaler og resten af tunen fra suppen. Sød chili, soya og en vietnamesisk sovs at dyppe i, og en Kimchee on the side. Det geniale ved den ret var, at gæsterne selv lavede deres mad, så det krævede et minimum af forberedelser, og det nød jeg. Jeg elsker at lave mad, og jeg laver gerne gæstemad, men nogle gange er opgaven bare vældig omfattende, og så er jeg løbet tør for krudt inden gæsterne kommer. Ikke denne gang. Jeg var endda så fræk, at sætte gæsterne i sving med at snitte grønt, inden vi satte os til bords, under mantraet “6 snitter bedre end 1″ Eller som min kære veninde hørte det “6 snitter er bedre end 1″ “Skal vi have snitter???” spurgte hun straks, for det havde hun alligevel ikke regnet med. Nej, vi skulle ikke have snitter haha.

Til dessert havde jeg lavet hvid chokolade brownie med mandler og rabarber, og en hindbærparfait. Ikke noget dårligt valg, den opskrift kan I godt glæde jer til.

Endnu en gang er jeg blevet enig med et par gæster om, at det ER altså for sjældent vi samles. (ikke at de andre gæster var uenige, de var bare smuttet, inden snakken faldt på lige det emne haha) Måske er det, det der gør, at vi så nyder det ekstra meget, når det sker, men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg på, at tage initiativ til at mødes noget oftere. Det behøver jo slet ikke være så omfattende, det kan bare være en hverdagsaften med masser af kage, kaffe, te og måske lidt syslerier. Det gider jeg i hvert fald godt, jeg håber, de andre også gør.

En dejlig aften, en hyggelig morgen og havde det ikke været for den manglende søvn, havde dagen i dag sådan set også været i fin form, men lige nu er jeg træt, og jeg glæder mig gevaldigt over, at maden ikke blive spist op i går, for så er der lækre rester i køleskabet, lige til at hive frem og nyde en gang til. En reprise jeg ser frem til. Mmmmm….

Endnu en bluse

Jeg har lavet endnu en af ynglingsbluserne. Som skrevet, ville jeg den her gang tilføje en detalje, og det kom der den her fine bluse ud af. Stoffet er helt tynd jersey fra Stof 2000. Lynlåsen er syet udenpå blusen, og den sidder ned af ryggen. Jeg er så tilfreds, jeg siger det bare. Den er virkelig lækker at have på, og så er jeg vild med den lynlås! Jeg er ikke færdig med den her model, jeg er sikker på, jeg finder på flere variationer.

 

Så skete det!

Jeg er blevet en af dem. En del af hypen. Jeg er gået over til the dark side. Jeg har gjort, som de kloge befaler. Jeg har bidt i det sure æble. Jeg har lukket øjnene og sprunget i med begge ben. Jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter! Fandme så. Og det skal nok blive godt. Det er ikke en af de store kæder med psykotisk musik bragende ud i alle kroge, eller med 400 tv skærme med TV2 News, som ingen mening giver, fordi der ikke er lyd på. Der er roligt. Ikke på falde i søvn måden, overhovedet ikke, men det er en del af konceptet, at det skal være lidt mere zen-agtigt, og ikke så psyko stressende, som sådan nogle steder, i mine øjne, godt kan være.

Jeg har været rigtig nervøs for at starte. Nervøs for ryggen. Tænk nu hvis, og alt det der, men ryggen er samtidig den primære årsag til at komme i gang. Derudover kunne en af grundene f.eks. være, at Ronja for et par uger siden kiggede kærligt på mig, og sagde “når jeg bliver voksen, bliver jeg så lige så tyk som dig mor?” Årh, det var sagt med så meget kærlighed, jeg blev helt rørt faktisk. Og det er ikke fordi, jeg er forfængelig, at de ord er med til at skubbe mig i gang, det er sådan set mere fordi, jeg gerne vil være det gode forbillede. Og uanset hvad, så giver det altså god mening, at tabe de der 10-12 kg. af rent helbredsmæssige årsager. Det kan godt være at 10 kg. bare ser ud som om, man har lidt ekstra til gården og gaden, men min ryg slæber jo også rundt på de 10 kg. hver dag. Kan I høre, hvordan jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er det helt rigtige med det der fitnesscenter?

Anyway, jeg var der i over 2 timer i går, jeg havde en vældig vittig og snakkesalig instruktør med rundt, som hjalp mig til rette. Jeg har fået lagt et program, som er godt for ryggen, og nu er det bare derud af. Jeg er en liiiille smule træt i armene i dag, så er det sagt, men bortset fra det, så går det ok, og jeg er ikke skræmt ved tanken om at vende tilbage i morgen. Og tænk, lige som jeg melder mig ind, smider han et ekstra yoga hold på, så der nu er et formiddagshold til mig og seniorerne hehe. Mon ikke jeg skulle kaste mig ud i det også, om en uges tid eller to. Det tror jeg nok jeg skal.

Et år ældre og måske også et år klogere?

Nå, men siden sidst har jeg så haft fødselsdag. I fredags blev jeg 35 år. Så nu sidder jeg her og er 35. Jeg er nu lige pladask midt i 30´erne. Og det er helt ok med mig. Nu er det ikke fordi, det skal handle om sygdom, død og ødelæggelse det her, men for mig er det svært at skrive om min fødselsdag uden også at nævne, hvor glad jeg er for, at jeg overhovedet er her til at fejre min fødselsdag. Jeg er glad, glad og taknemmelig. Det kunne så nemt have været helt anderledes. Så jeg føler mig rigtig heldig, og nyder at være blevet 35 år.

Ud over at jeg er blevet et år ældre og måske klogere?, så er jeg også blevet et ur rigere. Et Triwa ur, som jeg har ønsket mig længe. Pludselig er det mit, og jeg er vild med det. Det er altså ikke nemt at få taget et godt billede af, mens det sidder på håndleddet, men ellers kan I se det på Pinterest, hvor jeg selvfølgelig har rykket det fra min ønskeliste til et andet board. Jeg var også heldig at få et par Mano tallerkener fra Kähler i knaldgul, nogle grønne glas jeg havde ønsket, en stor smuk Omaggio skål, også fra Kähler, og et gavekort blev det også til.

Jeg havde egentlig ikke planer om at holde noget halløj, men i sidste sekund fik jeg alligevel lige spurgt en del af familien, om de kiggede forbi til kaffe og kage. Det ville de heldigvis gerne.

Nogle gange ender sådan en fødselsdag med, at jeg står i køkkenet og okser, lige indtil der kommer gæster, og det gad jeg ikke i år. Jeg ville bare have lov, at tage det stille og roligt, uden stress og uden opvask over alt. Så det blev helt simpelt. Jeg bagte kærnemælkshorn og kokosmakroner. To ting jeg gerne har ville bage længe. Kærnemælkshorn har jeg ikke bagt i 100 år, og kokosmakroner har jeg faktisk aldrig bagt før. Jeg var ikke ubetinget tilfreds med resultatet, men så kan jeg jo lære, at gennemprøve opskrifter, inden jeg serverer dem for gæster. På den anden side, så er det jo det, jeg synes er sjovt. At prøve noget nyt, og så må jeg tage chancen med resultatet. Men så vidt jeg kunne forstå, så var alle andre vældig tilfredse, og fadet var ryddet, da de gik hjem. Opskrifterne vender jeg tilbage til.

Om et par uger, har jeg invitereret den hårde kerne af unge kvinder i mit liv til fødselsdagskomsammen. Desværre er det ikke alle, der kan komme, men sikke jeg glæder mig. Sammensætningen er lidt anderledes end tidligere, der er kommet et par nye til, og der er faldet et par gamle fra. Sådan må livet nok være, og båndet til dem der hænger ved, føles stærkere end nogensinde før. Det føles bare helt ok, at være 35 år.