Kategoriarkiv: Fem favoritter

5 enkle trin til en sundere hverdag

1: Start dagen med et glas kogt vand med citron. Kan det blive mere kedeligt, tænker du måske, men hav lige tålmodighed med mig et øjeblik. Der er så mange fordele, ved at starte dagen med kogt vand. Mange starter dagen med en kop kaffe, nogle topper op med morgenmad, andre gør ikke. Uanset om du får morgenmad til, så er kaffe en hård måde at starte dagen på. Det kan sagtens være, din mave og fordøjelse har vænnet sig til det, men det betyder ikke, at det er mere fornuftigt af den grund. Den milde kogte vand, hjælper til at skylle dit system igennem, det giver ro i maven, og det hjælper på fordøjelsen. Og man kan faktisk godt blive rigtig glad for det. Jeg er selv stoppet med at drikke kaffe som det første om morgenen, det kom helt af sig selv, da jeg begyndte at få kvalme af det. Nu drikker jeg enten kogt vand med citron og ingefær (flere gange om dagen faktisk) eller alternativt en kop grøn te. Det er en start, din krop kan bruge. Vent med kaffen til efter morgenmad. Og er du ved at dø ved tanken om, ikke at få din morgenkaffe som det første, så overvej, hvem der bestemmer, dig eller kaffen.

2: Drik vand. Siger jeg, der aldrig har drukket vand, og egentlig aldrig har følt tørst. Desuden bildte jeg mig selv ind, at jeg slet ikke kunne lide vand?! Hvis jeg tænker mig godt om, så må der virkelig have været noget galt med mine cola light smagsløg, når jeg ikke kunne lide at drikke, det mest essentielle og livgivende vi har på planeten, grundlaget for alt liv. Det har heldigvis ændret sig, og nu drikker jeg langt mere vand, end jeg nogensinde har gjort og sodavanden er helt droppet. Jeg tilsætter det sjældent smag i form af f.eks. mynte, agurk, jordbær osv, jeg vil egentlig helst bare have, det smager af vand. Se om du kan få drukket bare et glas eller to mere om dagen. Udskrift en enkelt kop kaffe eller et enkelt glas saft med vand. Find ud af, hvad der bedst får dig til at drikke vand. Jeg vil gerne selv have vandet rigtig koldt, men jeg bryder mig virkelig ikke om, at prikke iskolde isterninger ud af de der isterningeposer, og hvis det ikke er koldt nok, så drikker jeg det ikke. Min løsning er, at jeg har købt mig en rigtig lækker vandflaske med skruelåg fra Eva Solo, som jeg fylder og smider i fryseren løbende. Så bliver den kold, og jeg drikker den. Hvis vandet fryser let til is, så holder det sig stadig koldt i tasken, hvis jeg er ude. Mærk efter hvad der fungerer for dig.  Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg drikker, jo mere tørstig bliver jeg. Og så handler det nok også om, at jeg er ved at kunne mærke mine egne behov.

Drik frisk vand hver dag

Drik frisk vand hver dag

3: Spis grøntsager til alle dine måltider, også morgenmaden. Det kan måske godt virke en smule grænseoverskridende, og det er måske ikke det nemmeste at implementere, hvis du lige nu spiser havrefras til morgenmad. Hvis det lyder helt umuligt, så se om du kan tage en stang agurk ved siden af din normale morgenmad, en rest salat fra aftensmaden, eller bare en håndfuld cherrytomater. Langsomt skal det nok blive helt normalt. Lige for tiden er jeg stor fan af spidskål til min morgenmad, enten råt eller stegt i kokosolie, som jeg spiser til mine røræg, og så med lidt frisk ananas til. Det lyder muligvis kompliceret og besværligt, men det tager mig ærlig talt 10 min. at lave det til morgenmad, og skal vi have flere grøntsager indenbords, så er det bare om at tage alle måltider i brug. Frokosten er nok lidt nemmere, her får mange en eller anden form for grønt, ellers så foreslår jeg igen de nemme rå grøntsager, som der ikke kan siges nok godt om. Spiser du allerede en smule grønt til frokost, så prøv at doble op og se hvad der sker. Prøv det samme om aftenen, dobbelt op på det grønne, og spis bare lidt mindre kød og stivelse. Det er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv. Især de grønne grøntsager er vigtige for dig, så tag et tjek på, hvor mange du egentlig får på en dag.

4: Spis fedt! Det eneste jeg egentlig har lært om kost op gennem min barndom og ungdom var, at fedt er farligt. Ingen fortalte mig om, hvad der rent faktisk sker i kroppen, når den mangler fedtstof, og jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved det før for et par år siden. I 34 år har jeg troet blindt på, at fedt er farligt, og jeg har det som om, jeg er vågnet op efter et koma. De rette fedtstoffer, som f.eks. kokos olie, oliven olie og økologisk smør kan gøre en virkelig forskel i dit liv, både hvad angår mæthed, energi, humør og stabilt blodsukker. Fedtstof har været med til at ændre mit liv, det tør jeg godt sige. Samtidig med jeg har skruet op for fedtet, har jeg skruet ned for kulhydraterne, og det giver mig ro i kroppen. Hvis du vil vide mere om fedtstoffer og deres virkning, så kig ind hos Madbanditten.

 fordele ved kokos olie

Fordele ved kokosolie

 

5: Gå lidt tidligere i seng. Bare lidt. De fleste danskere går alt for sent i seng, og det betyder, at vi generelt sover for lidt. Det har jeg selv gjort i mange år, med de tarveligste tunge trætte morgener til følge. Jeg troede faktisk, det bare var sådan morgener var. Noget, hvor man skal bruge lang tid på at vågne, noget hvor det er meningen, det skal gøre lidt ondt i kroppen, noget der skal være tungt og træls. Jeg vil ikke påstå, jeg springer ud af sengen om morgenen, men det har jeg det også helt fint med, det hænger nok mere sammen med, at jeg er en Kapha end at jeg får for lidt søvn, men jeg er friskere om morgenen efter jeg er begyndt at gå tidligere i seng. Jeg nyder at ligge i min seng og være vågen, men jeg har ikke længere den tågede morgenhjerne, jeg havde tidligere. Jeg vidste ikke, det kunne være anderledes, jeg accepterede, at det var sådan det var at vågne. Det behøver det ikke være. Der er også et par andre årsager til, jeg er friskere om morgenen, men det fortæller jeg om en anden dag.

Hvis du synes, du har hørt det hele før, så tænker jeg, at det er der en grund til. Det er noget, der virker. De her 5 trin er egentlig ret simple at få ind i sin hverdag, og når først du har de par ting på plads, så er det enkelt at fortsætte ned af den sti med 5 trin mere. Det er de 5 trin, jeg har fået en rigtig god start ud af, det er det, der giver mig mod på mere. Tag evt. bare et trin og føj til dit liv, og se, hvad der sker. Og husk, det tager op til 66 dage at slette en vane og få en ny, så hav tålmodighed med dig selv.

Du er velkommen til at stille spørgsmål, og du må også meget gerne komme med en kommentar om, hvilke trin, der har været de bedste for dig og din vej mod det sundere liv.

Fem favoritter – musik

Det er lørdag aften, jeg er drøn træt, jeg har lyst til at blogge, men ordene vil ikke rigtig finde vej. Jeg ville egentlig gerne skrive noget om den afstemning om sukkerpolitik jeg var til i børneren den anden aften, men jeg synes ikke helt, jeg kan få formuleret mig. Så jeg holder mig bare til noget enkelt i aften. Det er ikke meget musik, der er her på bloggen, faktisk tror jeg kun, det er en enkelt gang tidligere, jeg har linket til en sang. I dag får i fem sange. Fem favoritter hos mig lige for tiden.

 

Alexander – Truth

Röyksopp – What else is there

Kate Bush – Running up that hill

Nephew – Hjertestarter

Siouxie and the banchees – Kiss them for me

Fem sange jeg kan høre igen og igen. Og det gør jeg.

God lørdag aften derude, med eller uden musik.

Fem favoritter – på bordet

Små Margrethe skåleSmå Margretheskåle

Som jeg har skrevet om tidligere, så er mine små Margrethe skåle en af mine absolut favoritter herhjemme. Jeg bruger dem hver dag, og samlignen er ikke fuldendt endnu. Og efter der er kommet låg til dem, så behøver man vel næsten ikke andre skåle? Det skulle da lige være dem længere nede….

Mintgrøn Kähler tallerkenGrøn Kählertallerken

Aaahh men Kähler kan bare det der ik? Nu er det ikke alt fra Kähler jeg er lige tosset med, men den her Mano serie er så blød og lækker i udtrykket, og der er så dejlige former og faconer, så det kan jeg slet ikke stå for. Og så bliver jeg bare ekstra glad, når jeg skal spise af en dejlig lysegrøn tallerken.

Povl Pava skål fra AidaPovl Pava skål fra Aida

De her to små Povl Pava skåle fra Aida er jeg også helt tosset med. Endnu en ting, der bliver brugt dagligt. De dur til alt fra den græste yoghurt om morgenen til coleslaw om aftenen. Og så passer de også lige til en stor klat æblegrød med flødeskum.

Lilla Le Creuset tallerkenerLilla Le Creuset tallerken

Middagene herhjemme blev bestemt smukkere efter vi fik skiftet de kedelige og lidt for store hvide tallerkener ud med de her dejlige mørklilla tallerkener fra Le Creuset. Lækkert tungt lertøj.

Skåle fra MaltaSkåle fra Malta

De her fine skåle er fra Malta. Der ligger en lille by midt på øen, der forsyner det meste af øen med kunsthåndværk. Craft Village eller Ta´Qali hedder stedet. Man kan gå rundt og se og købe stort set alt, hvad de har at tilbyde på øen af lertøj, porcelæn, smykker, filigran, glas osv. Det er billigere her end andre steder på øen. Et rigtig hyggeligt sted. De her skåle er derfra, og er et af vores dejlige minder fra vores år på den lille klippeø. De fleste er fyldt med skår, men hey, sådan er livet, ik?

Fem favoritter på væggen

Nej, hvad er nu det? En ny kategori på bloggen? Ja, det er lige det, det er. Fem favoritter.

Her er fem favoritter på væggene i stuen.

Woody Allen Manhattan

Jeg er helt tosset med Woody Allen og hans univers. Både nye og gamle film kan jeg se igen og igen, men især de gamle klassikere har en stor plads i mit Woody Allen elskende hjerte.

Ronja og Bertrams malerier

Ronja og Bertram har malet fine malerier over temaet hav. Fine ik?

Vi sidder bare her 

Vi sidder bare her. 3 mænd, der både hver for sig og tilsammen er ganske særlige. Jeg er vild med deres idé, og i særdeleshed med det produkt, der kommer ud af det i sidste ende. Plakaten her er signeret af de tre herrer. Jeg snakkede mig til den, efter vi havde set dem live på Jazz House i København. Det var en usigneret reklameplakat, der hang på væggen, som jeg fik lov at få af den unge mand, der solgte deres cd´er efter koncerten. Han fik desuden gode drikkepenge, for at få den signeret.

Minder om Malta

Det her maleri købte min mand og jeg sammen, den dag jeg fik konstateret kræft. Måske en lidt skør ting, men den dag virkede det helt rigtigt. Det minder os om bugten i den by på Malta, hvor vi boede i 5 år.

Hundertwasser

Den her Hundertwasser havde jeg kigget på og sukket efter længe. Under mit kemoforløb indførte min svigerinde, at jeg fik en gave hver onsdag, når jeg kom hjem fra kemo, enten af hende eller af min mand. Det her billede fik jeg den sidste onsdag af min mand.

Det var mine første fem favoritter. De har alle stor betydning for mig og jeg kigger på dem hver dag. Kigger og tænker et par glade tanker.