Kategoriarkiv: Fredagsguf

Fredagsguf: Squashkage med æble

I dag har jeg intet mindre end to hjælpere i køkkenet. Det kræver altså lidt mental forberedelse fra min side, og det kræver en meget seriøst mor-børn snak, inden vi går i gang, så jeg ikke ender med at putte det ene barn i blenderen og det andet barn i skralderen. Det lykkedes. Det eneste der gik galt, var at min lille Bertram rev sig på rivejernet. Først var han chokeret, og gloede bare helt vildt på mig. Derefter kom der blod, og man skulle tro han styrtblødte, med det skrig han satte op, da han opdagede det. Det gjorde han nu ikke, og meget kan jo fixes, med et lille stykke chokolade. Thank God for chocolate!

Vi har lavet squashkage. Da jeg fortalte, det var det, vi skulle bage, stak Bertram også i et hyl. Han kunne i hvert fald ikke lide squashkage, det var dog det værste. Men drengen kom langsomt på andre tanker, og da han fik smagt den, trak han hvert et hyl og hvert et ord i sig igen. “Årh mand, den smager godt” blev det i stedet rettet til. Ronja gik skridtet videre. “Årh ja, den smager skiiiide godt (fnis)”

Bemærk lige den lille tåre. Min lille sårede mus.

Squashkage til en form på ca. 20×20 cm. eller en springform.

1 fintrevet courgette, sådan almindelig supermarkedsstørrelse, vrid væden fra

1 groft revet æble

150 gram smør

150 gram sukker (mindre kan sagtens gøre det, den er rigeligt sød)

2 æg

200 gram hvedemel (jeg brugte øko kagemel fra Skærtoft Mølle)

1 tsk. kanel (ville bruge mere, hvis jeg havde husket at købe)

1/2 tsk. stødt kardemomme

1/2 tsk. vaniljepulver

1 tsk. bagepulver

en smule salt

Skær smøret i tern og pisk det sammen med sukkeret med elpisker. Tilsæt 1 øg af gangen, og pisk det grundigt. Tilsæt courgette og æble. Bland det tørre for sig, og vend det til sidst i, uden at røre alt for meget. Hæld i en form med bagepapir, bag ca. 30 min. ved 175 grader.

Jeg bruger sjældent glasur eller det der ligner, men det er sikkert fortrinligt med en topping af flødeost. Det ville også være genialt med hakkede nødder i, men jeg havde ingen udblødte valnødder, og når man først har fået smag for de udblødte, så dur de slet ikke, når de kommer direkte fra posen, så det droppede jeg.

Æblekage a la Rouladegade

Vi skulle besøge farmor og farfar i dag. Vi skulle have kage med. Æblekage. Jeg gav den gas med æbleskrælleren i går aftes, kogte en æblegrød af æbler, sukker og vaniljesukker. Hvor meget af hver er svært at sige, det kommer helt an på æblernes sødme. Prøv dig frem. Grøden blev sat på køl, og her til morgen tog vi næste skridt. Og Ronja var hurtig til at finde på, at vi da skulle lege at jeg var Rosa, og hun var Mille, der kom og ringede på. Det gjorde vi så. Ronja lavede kagen med lag af æblemos, rasp og makroner, og til sidst flødeskum. Hun tog billeder undervejs, for det gør Rosas gæster jo også. Det blev et ordenlig bjerg af en æblekage, men sådan en er jo heller ikke værst dagen derpå.

Ronja er ret stor Rosa fan, og selvom det var en kort leg, så var den god og ret oplagt. Ronja kunne nemlig lave det hele selv og vi skulle lave den til farmor og farfar. Hun kunne tage billeder undervejs (deraf den mystiske vinkel på et par billeder), og følte sig meget Mille agtig. Og da vi tog ned til farmor og farfar, havde jeg sendt besked om, at vi legede Rouladegade, så de blev meget overrasket da Ronja og Bertram bankede på med en æblekage, mens ham faren og jeg gemte os bag skuret.

Inden det lyder alt for idyllisk, så vil jeg lige tilføje, at mine børn driver mig fuldstændig til vanvid igen i dag! Alting tager 100 år, og alting er på tværs. Alt er åbenbart et oplæg til debat herhjemme, intet bliver bare gjort fordi de store stygge voksne siger det. Jeg er da også blevet kaldt dumme, grimme skideprut mor et par gange, men det er sikkert også rimeligt nok. Jeg kan sikkert godt være lidt af en skideprut, når vi går hinanden på nerverne.Det der med at drive til vanvid går jo som regel begge veje, så lige nu er de vist også temmelig trætte af mig. Mon ikke nogle af os skal tideligt i seng i dag? Det tror jeg nok, nogen skal!

Pandekager med kokosmælk

Det er the shit, jeg siger det bare. Det var heldigt, vi havde en mælkeallergiker på besøg, så jeg fik prøvet den version, for hold nu op, det var godt. Meget mere substans, god cremet konsistens og langt bedre mæthed. Ungerne var heldigvis også vilde med dem. De havde en meget mild kokossmag, det gjorde dem bare så lækre. Dejen blev dejlig tyk, og den var meget nem at styre på panden.

Total skørt billede, men det gik altså lidt stærkt eftersom jeg havde 4 pandekagesultne unger siddende ved bordet.

Til 10-12 små tykke pandekager:

1 dåse kokosmælk

2-3 dl. hvedemel

2 æg

lidt salt

kardemomme

vaniljesukker

lidt bagepulver

Det hele røres sammen med piskeris, og steges i f.eks. kokosolie eller smør. Det tog ikke mange minutter at lave sådan en omgang, og man scorer altså rimelig mange point på mor-kontoen, når man disker op med lækre pandekager til hele flokken.

Jeg har efterhånden så mange pandekageopskrifter her på siden, at de snart må have deres egen kategori, men helt ærlig, kan man så nogensinde få pandekager nok? Nej, det tror jeg vist ikke man kan. God weekend derude.

Fredagsguf: Gulerodsmuffins

I dag har Ronja og jeg bagt gulerodsmuffins til fredagsguf. Det er en fornøjelse, at få lov at have et enkelt barn med i køkkenet. De vil så gerne begge to, men begge på en gang er bare en rigtig dårlig idé. Så ender alle med at blive uvenner. I dag var det Ronja og jeg. Hun er en ihærdig hjælper for tiden, hun vil gerne det hele. Hun nyder virkelig, når hun får lov at gøre det meste, og hun var helt med på den, da jeg sagde vi skulle muffins. Vi lavede dem efter samme opskrift som min gulerodskage bare i et andet forhold, og med en rest courgette oveni.

Ikke nok med, at Ronja var så heldig at være med i køkkenet i dag, hun fik også en gave. Et forklæde som jeg selv har brugt som barn. Jeg har glædet mig meget til at give hende det, og hun blev lige så lykkelig som jeg havde håbet. Hun har haft det af og på 400 gange siden, hun hænger det op, putter noget i lommen, tager det på, og så forfra. Min lille fine pige.

Fint forklæde ikke? Og kjolen må jeg ikke glemme. Den har Ronja fået af mormor, der lige er kommet hjem fra ferie i Spanien. Den sidder som limet på hende, og i dag har hun endda haft den på i børnehave, for det har været legetøjsdag, så der må man have udklædningstøj på. Om Ronja er enig i, at det er udklædning, det er jeg ikke sikker på, men det var ok med hende, at den først måtte komme med fredag.

11 stk gulerodsmuffins:

150 gram blødt smør

150 gram farin

3 æg

120 gram mel (jeg brugte øko kagemel fra Skærtoft Mølle)

6 små fintrevet gulerødder

en stump fintrevet courgette (kan udelades)

2 tsk. kanel

2 tsk. bagepulver

lidt salt

Evt. hakkede nødder. Jeg havde udblødte valnødder, men glemte at putte dem i. (jeg tørrer dem ikke i ovnen)

Smør og farin piskes med elpisker, pisk derefter 1 æg i af gangen. Tilsæt gulerødder. Bland alt det tørre sammen og bland det i det våde, pisk det evt. sammen med elpiskeren ganske kort. Fyld i muffinforme og bag dem ved 200 grader i ca. 15 min. Mærk efter med en kniv eller andet, om de er færdige. En nem, god og børnevenlig opskrift af følge. Næste gang jeg laver sådan en portion, vil jeg dog skære ned på sukkeret, 150 gram var slet ikke nødvendigt.

Senere var det tid til opvasken (vores opvasker er gået i stykker i går, damn it!!), og også her har man en god hjælper i Ronja. Hun sparer hverken på sæbe eller kræfter, magen til ihærdig arbejdskraft skal man lede længe efter. (Hvorfor går en opvasker altid i stykker lige op til weekenden?)

Fredagsguffen bliver herhjemme spist efter aftensmaden, og det var lidt af en kunst, at vente så længe, når nu de bare stod der på bordet og duftede så dejligt. De blev ordnet, sat i rækker, duftet til, rykket rundt i lang tid af en spændt Ronja. Og inden jeg bliver meldt for børnemishandling, så fik hun altså lov at smage en bid, da de kom ud af ovnen.

Rigtig god efterårsweekend derude og velbekomme.

Kærnemælkshorn og kokosmakroner

Til min fødselsdag bagte jeg kærnemælkshorn og kokosmakroner. Og egentlig endte det med, at det slet ikke var det, jeg havde lyst til, men der var det ligesom for sent. Jeg lavede kærnemælkshorn efter Brdr. Prices opskrift og gæsterne var vældig tilfredse. Skal jeg lave dem igen, vil jeg klart bruge mindre smør, for jeg synes, de blev lige butterdejsagtige nok, men smagen var dejlig og dejen var god at arbejde med.

Den originale opskrift:

500 gram hvedemel

500 gram smør (vil nok foretrække 300 gram)

2 dl. kærnemælk

50 gram sukker

hakkede mandler

perlesukker

æg til pensling

Smør og sukker til remonce

Ca. 250 gram marcipan (jeg brugte nok nærmere 150 gram)

Mel og sukker smuldres med margarinen og tilsættes 2 dl kærnemælk. Saml dejen hurtigt og sæt den i køleskabet i nogle timer, gerne natten over.

Når dejen har hvilet, rulles den ud og skæres i trekanter ca. 15 x 15 x 10. Læg en klat remonce og en lille klump marcipan på hver. (Remoncen laves af lige dele sukker og smør som røres blødt og afkøles lidt inden brug.)

Så rulles trekanterne sammen til horn og der pensles med æg og drysses med hakkede mandler og perlesukker. Bag dem ved 180 grader i ca 20 min. men hold øje med dem, de må ikke blive for mørke.

Mine justeringer ville klart være at bruge mindre smør, og så brugte jeg heller ikke 250 gram marcipan. Jeg blandede ca. 150 gram marcipan i remoncen. Det skal ikke blandes alt for grundigt, så kan det skille, men bare lige blandes hurtigt med hænderne.

 

Jeg lavede også kokosmakroner, og det har jeg aldrig prøvet før. Lidt underligt, når man tænker på, hvor nemt det er, og hvor godt det smager. Jeg fandt den her opskrift som jeg stort set fulgte.

Kokosmakroner.

20 stk.

150 gr revet marcipan

250 gr sukker

250 gr kokosmel

3/4 spsk hvedemel

2 æg (jeg brugte 2 plus en ekstra hvide)

Det hele blandes og formes til kugler, sættes på pladen og bages i ca. 10 min. Sæt gerne 2 bageplader oven på hinanden, for sukkeret kan nemt brænde på i bunden ellers. Dyp dem evt. i smeltet chokolade.

Grunden til at jeg valgte den opskrift var fordi, der er marcipan i, og så kan man vel ikke gå helt i byen? De blev helt udemærket, men jeg vil gerne have dem lidt mere luftige næste gang, så det må jeg løse. Måske er det lige præcis det med marcipanen der gør, at de bliver lidt tunge, og man kan vist ikke få det hele? Jeg tror, den her opskrift er perfekt til nogle tykke småkager, nogle kokos-marcipan småkager. Lyder det ikke lækkert?

Fredagsguf: Hjemmelavede romkugler og bær

En rest af mormors populære krydderikage endte til aften sine dage som hjemmelavede romkugler. Det har jeg ikke lavet før, men jeg kommer helt sikkert til at lave det igen! De var rigtig gode.

Til 12 små romkugler brugte jeg:

en rest kage

en lille klat smør

lidt kakaopulver

lidt romessens

lidt syltetøj, jeg brugte jordbær-rabarber

5 dadler

kokosmel til at trille dem i

Blend kage og dadler til dadlerne er fintdelte. Tilsæt resten, tril dem til små kugler og rul dem i kokos.

Mål har jeg ikke brugt, for det kommer an på så meget, du må bare smage dem til.

Stil dem på køl, til de er helt gennemkolde.

De fik 3 kugler hver og så var der lækre jordbær og blåbær ved siden af. En rigtig dejlig fredagsguf.

 

Amerikanske pandekager med råsyltede jordbær

Så gik endnu et par dage med syge børn. Det startede med Bertram i tirsdags. Han klagede over hovedpine efter børnehave, og kl. 17.30 kastede han op i stråler og gik i brædderne. Han stod først op næste dag kl. 14.30! Kun afbrudt af opkast og toiletbesøg. Han holdt sig vågen i en time, sov så to mere og sov hele natten fra 21.30 til 7.15. Og han havde så ondt, den lille mus. Jeg har godt nok været urolig, og der har ikke været meget nattesøvn for mit vedkommende. Jeg har aldrig prøvet før, at han bare sov og sov på den måde, og han har heller aldrig klaget over ondt i hovedet. Kombineret med lidt feber, så synes jeg vi var ude i en temmelig ubehagelig cocktail. Men kl. 7.15 i morges skal jeg lige love for at det var overstået, sikke en glad dreng han pludselig blev, og det har han været hele dagen. Ronja blev ringet hjem i går kl. 14.30 pga. opkast, præcis da Bertram vågnede, men hun har ikke været nær så hårdt ramt. Opkast og en smule hovedpine, men det var faktisk overstået her til formiddag, heldigvis for hende. Nå, det var egentlig ikke for at give et kilometer langt referat af mine børns sygdom, jeg har bare virkelig været urolig pga al den søvn, og så er det ligesom optakten til den her opskrift, der kommer om lidt. For med sådan en lille fyr, der intet har spist i knap 48 timer, han skal altså bare have noget indenbords, og så er jeg ikke kræsen med hvad det er. Og pandekager, det virker hver gang. Ronjas appetit skrantede også noget i dag, og hun er også rigtig glad for pandekager, så det blev det til, til eftermiddagsmad. Desuden var det regnvejr og jeg havde overtaget ungernes hovedpine, så alt talte stort set for pandekager, kan I nok se.

Til en stak med 10 store pandekager brugte jeg:

6 dl. kærnemælk (eller andet mælk)

5 dl. hvedemel

3 æg

lidt salt

1,5 tsk bagepulver

1 spsk. hjemmelavet vaniljesukker*

lidt stødt kardemomme, hvis man er til den slags

Smør eller kokosolie til stegning

Rør mælk og mel sammen med piskeris, tilsæg æg, og så resten af ingredienserne. Smelt fedtstof på panden og hæld dej på med f.eks. en stor grydeske. Dejen er ret tyk og skal have lov at ligge i et tykt lag. Og rent æstetisk, så bliver amerikanske pandekager finest af at man ikke drejer panden rundt som med tynde pandekager, de skal bare have lov at ligge i det lag, de blev lagt. Nørderi, jeg ved det. Giv dem ca. et minut på hver side, ja du kan se, når de er færdige.

Jeg servede dem med bananer i skiver, sirup og råsyltede jordbær. Råsyltede jordbær er en topfavorit herhjemme for tiden. Det består i alt sin enkelthed af jordbær skåret i skiver eller kvarte, drysset med en lille tsk. sukker, rør rundt og lad dem trække. Et kvarter kan sagtens være nok, effekten træder hurtigt ind. Dem spiser vi rigtig mange af for tiden.

Nu sover de to rødder så yndigt i deres egen seng, og jeg skal bare give den gas med det søvn i nat. Nøj hvor jeg trænger. I morgen er sidste dag inden ferien træder ind, jeg skal lige nå 400 ting, så jeg må se at få ladet lidt op. Min hovedpine er heldigvis blevet bedre…

Fredagsguf: Chokolademuffins med gulerødder og dadler

Det er vist længe siden, jeg har bagt kage, så i dag har jeg lavet nogle muffins til fredagsguf.

Der blev 9 stk.

18 dadler

1 håndfuld valnødder

3 æg

50 gram smeltet smør

lidt salt

2 tsk. hjemmelavet vaniljesukker, brug hvad du har

3 små fintrevet gulerødder

1 tsk. bagepulver

5 spsk. hvedemel

Dadlerne klippede jeg lige over i to, inden de røg i foodprocessoren med valnødderne og fik en ordenlig omgang. I med æggene og vaniljesukker, og giv den en omgang mere. Tilsæt smeltet smør roligt mens æggemassen stadig kører. Salt, gulerødder, bagepulver,vaniljesukker og hvedemel vendes hurtigt i med en ske eller dejskraber (sådan en foretrækker jeg tit at “vende i” med). Hæld i muffinforme med papirforme i, og bag ved 200 grader i 10-12 minutter.

Lad dem afkøle lidt, hvis du kan vente så længe. Ellers må du jo brænde nallerne, hvis de skal smages med det samme host host  Så er fredagsguffen klar. Det tog ikke mange minutter, ingredienslisten er kort, der er ingen E-numrer, og sådan en lille kage er som regel et hit.