Kategoriarkiv: Hæklerier

Kaoskartellet er åben

Så, nu er det nu. Min lille butik er åben. Det er med en blanding af ondt i maven og glæde jeg nu trykker på knappen. Den er lille og ny, men fyldt med mit hjerteblod. Jeg håber, I vil kigge forbi ind i mellem, for der kommer hele tiden nye ting på.

Men hermed er Kaoskartellet open for business. Alt er håndlavet af gode kvaliteter, jeg bruger primært designerstoffer for at sikre en høj kvalitet og holdbarhed. Men det kan du læse meget mere om Bag om Kaoskartellet

Kaoskartellet vil med tiden udvikle sig til at handle med andre varer end mine egne, men den røde tråd vil være dansk design af høj kvalitet lavet af danske kreative sjæle. Nu er første skridt taget, og jeg håber, I vil tage godt imod min lille butik.

Kom til krea-julemarked i morgen i Brønshøj

By kaos

I morgen i Pilegården i Brønshøj er der krea-julemarked i Brønshøj. Her kan du møde mig og 33 andre kreafolk, vi hvor vi hver har en stand med vores egne hjemmegjorte ting. Der vil hverken være loppevarer eller partivarer, kun ting vi selv har lavet. Jeg selv har blandt andet huer og halstørklæder med, og så har jeg mine toiletpunge, nøglesnore og et par nye designs. Der ud over kan du både finde keramik, strik, marmelader, filt og hvad folk ellers har fundet på.

Vi har fået hele 1. salen i Pilehuset, fordi tilslutningen har været så stor, og vi håber alle, at der vil komme mange forbi og kigge. Der vil i hvert fald være rig mulighed for at få taget hul på julegaveindkøbene og få en hyggelig dag og en kop kaffe i caféen. Du er meget velkommen til at dele budskabet, så vi får rigtig mange til at kigge forbi.

Jeg håber, vi ses. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget.

Og så lige et p.s. til sidst. Hvis du kommer og hilser på, og vi kender hinanden fra instagram eller bloggen, så tag det ikke personligt, hvis jeg ikke kan kende dig. Sådan er jeg bare! Men har du lyst, kan du sige, hvem du er, og så er jeg helt sikkert med.

Min første Give Away

Det der med at blogge, det er noget sjovt noget. Nogle dage synes jeg, det er det naturligste i verden, at dele mine projekter, opskrifter og tanker med andre, som har lyst til at læse med, og har lyst til at læse min version. Det er jo lige præcis det, jeg får ud af, at læse andre blogs. En anden version af virkeligheden, andre øjne på de ting, som fylder noget i mig.

Andre dage tænker jeg, det er en frygtelig omgang navlepilleri, og der er sikkert heller ikke nogen, der overhovedet er interesseret i min verden, og en masse andre jantelovsagtige tanker. Det er jo en verden med filter, men det ved de fleste vel godt? Jeg synes, der tit er så meget bøvl i hverdagen, at jeg har brug for, at sætte det positive lidt på spidsen. Jeg har brug for, at kigge tilbage en gang i mellem, når det hele sejler, og se at der er rigtig mange positive ting at holde fast i også. Ind i mellem kommer der da også tanker på bloggen, hvor filteret er knap så finmasket, og de grimme ting slipper igennem. Men det er jo en del af virkeligheden. Jeg har bare ikke lyst til eller brug for, det tager over. Jeg har brug for mit filter. Ikke fordi I ikke må se de sure sokker, so to speak, men for min egen skyld. For at have et tilflugtssted, en oase, hvor der størstedelen af tiden hersker fred, ro og harmoni, og ikke at forglemme, enevælde. Om andre vil læse med, burde i det store hele være underordnet, men det er det bare ikke. Jeg er glad for, at andre læser med, jeg er glad for at dele. Jeg er glad for feed-back, glad for hver eneste kommentar, jeg får, glad for at andre kan bruge mine projekter til noget. Jeg bruger selv lystigt af andres i hvert fald, og blogs er en stor del af min hverdag.  I september fyldte min blog 1 år! Rikkeprikke er ikke min første blog, jeg har blogget i mange år, men havde brug for en ny start, og det har jeg ikke fortrudt.

Nå, nok om det, lad os koncentrere os, om det der virkelig gælder, nemlig min første give away.

Jeg har 3 gaver at dele ud af, de er alle made by moi, eller dvs. de er ikke alle lavet endnu, men det vender jeg tilbage til om lidt. Det bliver sådan, at jeg trækker 3 vindere. 1. vinder får lov at vælge en af de 3 ting, 2. vinder får lov at vælge en af de 2 resterende ting, og vinder nr. 3 får den sidste gave.

De heldige kan vælge mellem en hæklet hue, en stofserviet til brødkurven eller en nøglesnor i en af de tre stoffer på billedet.

For at deltage, skal du skrive en kommentar til indlægget her, det giver et enkelt lod. Har du en blog, hvor du linker til min give away, giver det 2 lodder ekstra, dvs. 3 i alt. Du kan også vælge at dele linket på facebook, det giver også 2 lodder ekstra, så har du 5 i alt.

Vindererne bliver trukket søndag d. 7. oktober kl. 20.00, så husk at deltage inden da. Hvis ikke vinderne har meldt tilbage inden en uge, så trækker jeg nye vindere.

Jeg håber, I vil være med og held og lykke fra mig.

En færdig hæklet hue og mangel på zen

Jeg er ikke ret tålmodig, når det kommer til garn. Nej, giv mig en symaskine anyday, for der er en pedal og god fart på. Jeg gad godt have den tålmodighed, for jeg elsker jo det færdige produkt. Lækkert blødt strik, mmm…Hækling kan gå an, for det er trods alt lidt mere taknemmeligt, og man taber ikke masker på samme måde som ved strik. Generelt tager det dog for lang tid, til min orken. Men se nu her. På et par aftener er det rent faktisk lykkedes mig at hækle en hue fra start til slut, og jeg er ydermere ret vild med den. Det var en sjov, effektiv måde at hækle på, det skrider hurtigt frem, og jeg synes, resultatet er noget så fint.

Jeg har brugt for knap 100 kr. lysegrå alpaca uld fra min lokale garnpusher, men det kan sikkert fås billigere på nettet.

Vil du også prøve? Så kig ind hos Slagt en hellig ko.

Og så lige et par tanker om zen. Eller mangel på samme. Jeg hoppede spontant på et yogahold i fredags. Jeg var næsten færdig med træning, og folk begyndte at dukke op til det helt nye begynder-hold, der er kommet. Min plan var at vente lidt endnu, vente lidt til ryggen har det bedre, men jeg blev fristet og hoppede med. Det fortrød jeg bestemt ikke. Selvom ømheden i min krop i dag godt kunne tolkes som, min krop skriger at det var en dårlig idé, så er jeg ikke så nem at narre. Min krop havde en helt anden ro og tyngde, da jeg kom hjem, det gjorde godt. Nå, men det zen der. Det manglede på flere niveauer. For det første, så synes jeg, der var lidt for meget snik snak og kvikke bemærkninger, der skulle grines af undervejs. Det er sundt nok, at grine af sig selv, men det kan godt blive trættende, når de samme folk underholder et helt yogahold i over en time. Så holdet i sig selv, manglede lidt zen, ik? Gud, hvor lyder jeg stram i betrækket, men det ER altså irriterende i længden, for sådan en som mig, der totalt er der, for at finde min indre ro, som jeg død og pine nok skal finde frem et sted derinde. Jeg regner med, det bliver bedre med tiden, holdet er jo helt nyt, eller hvad? Men jeg kan desværre ikke give holdet al skylden. Jeg opdagede tydeligt under den afsluttende afslapning, at jeg da slet ikke kan slippe tankerne og finde ro. Hvad der ikke fløj gennem mit hoved, i de 5-8 min det varede, at ligge der på en måtte, og rent faktisk have mulighed for at give helt slip. Det kræver øvelse, og jeg må øve mig, for det er endnu en ting, jeg vil opnå, det at kunne give slip, være total zen agtig. Der er jeg godt nok ikke endnu, men jeg er da nået så langt, at jeg spontant snupper en yogatime efter min træning, og det er da også noget…

3 nøglesnore, 2 nøgler garn og en copycat

Nogle gange skal projekterne bare være nemme, hurtige og overskuelige. Sådan et par stykker er jeg faldet over den sidste uges tid, og jeg er allerede godt i gang med at kopiere andres idéer. Man kan jo ikke opfinde den dybe tallerken hver gang man laver et projekt, så nogle gange er det rart, at andre har gjort det grove forarbejde, så man bare kan give sig i kast med noget, som er lige til at gå til. Sådan er det herhjemme lige nu. Jeg har ikke overskud til det helt store, men små succesoplevelser kan også gøre rigtig godt for sjælen. Så se her:

3 styks hjemmelavet nøglesnore er det blevet til, og der er flere undervejs. Ja, den ene er så allerede givet væk, og jeg nåede ikke at få et billede af den inden, så den må I tænke jer til. Jeg har fundet en DYI til nøglesnoren hos Tusindfryd, tak for den. Jeg købte nøgleklipsene gennem det link hun har anbefalet, det var dælme billigt, og til trods for, at det blev sendt fra USA, så kom de frem på under en uge. Et fint lille projekt, som jeg nyder lige nu.

Derudover har jeg givet mig i kast med en hæklet hue. Den faldt jeg for, så snart jeg så den hos Slagt en hellig ko, og da det så ydermere viste sig, at det var noget selv JEG kunne finde ud af, så gik jeg i gang. Den har kostet mig et par nøgler garn og jeg investerer gerne et par aftener i projektet. Nu kan efteråret bare komme an.

Den lille strikkede cardigan…

…bliver ikke længere strikket. Det der strikkeri drev mig til VANVID!! Første gang jeg taber et par masker, så står der røg og damp ud af mine ører, og man har bare at holde sig i en vis afstand af sikkerhedsmæssige årsager. Så af hensyn til mig selv, familien og de næremste naboer, er strikke projektet stoppet. Det betyder heldigvis ikke, at der ikke er en cardigan undervejs, jeg har bare ændret taktik, så nu bliver den hæklet. Det er meget mere til mit temperament, nu nyder jeg det rent faktisk igen.

Jeg får ikke hæklet på den hver dag. Jeg hækler i fri hånd, laver designet undervejs, piller lidt op, hækler lidt mere. Lige nu er den gode hæklenål væk! Jeg har en reserve, men den er bare ikke lige så lækker. Jeg må have mig en ekstra af de gode, for det kan ikke passe, at jeg kan gå ned på udstyr, når vi snakker hækling, der rent faktisk kun består af to ting, garn og hæklenål.

Og nu jeg har dig, hvad sker der så for vejret? Lige nu er mine unger ude og lege i termotøj og gummistøvler, og det er altså 2. juni!! Misforstå mig ikke, jeg er sjældent ked af en regnskylle eller en tordensky, men vejrudsigten siger altså regn de næste 400 dage, og jeg skal holde 2 x fødselsdag i næste uge. Øv med øv på, jeg siger det bare. Jeg har rent faktisk tændt for varmen i dag. Ikke om jeg vil fryse endnu en dag, bare fordi vejrguderne er faldet i søvn foran tv´et eller er stukket af til Thailand. Kryds lige fingrer for at onsdag og søndag bliver dage, hvor det ikke er nødvendigt med hverken gummistøvler eller tændt varme.

Lige nu læser jeg…

Jeg er endelig kommet rigtig i gang med at læse igen, efter min behandling sluttede (og det er faktisk næsten et år siden). Inden da læste jeg meget, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig og finde energi efter behandlingen. Jeg kom godt i gang på Tenerife i januar, der fik jeg læst 250 sider i en rigtig voksenbog! Den er jeg for længst færdig med (det var Twillight), og nu er jeg godt i gang med Niceville, som er rigtig interessant. Derudover, så læser jeg dagligt i Naturens spisekammer, som jeg fik i julegave. Det er ved at være tid til, at naturen disker op med en sæsons lækkerier, så jeg må være godt klædt på, så jeg kan komme ud og få glæde af de gratis goder, mens det står på. Og så har jeg endnu en gang slået mig på Rollinger og Roulader. Jeg er ved at finde inpsiration til noget påskehygge her i rækkehuskvarteret, og det er lige i Sifs boldgade.

Når jeg ikke læser om aftenen, så hækler jeg. Det er længe siden, jeg har gjort det, for ærlig talt er jeg ikke ret god til det. Jeg synes, det er rigtig svært. Men min kære Nina har hjulpet mig med at knække koden til en hæklet hue, så der er en forårshue undervejs til Ronja, jeg tror, den bliver færdig i aften. Lige i hælene følger en til Bertram, og der kommer gult i, spændende om knægten vil gå med den så.

Jeg er stået helt af på tv. Jeg gider det simpelthen ikke. Der er det ene elendige program efter det andet. Jeg gider at se debatten, når det handler om noget, jeg finder interessant, jeg gider at se smagsdommerne, når jeg kan holde mig vågen til det, og så gider jeg at se Sagen genåbnet, når jeg husker det. Det er vist det. River Cottage er slut for denne gang desværre, for var bestemt toppen af poppen for mig. Så jeg er glad for, at jeg igen har fundet overskuddet frem til at læse.