Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Hvad ville du gøre, hvis det var dit barn, der blev overvægtig?

tape-403592_640

Det spørgsmål fik jeg stillet i går. Jeg havde ærlig talt svært ved at svare på det lige dér. Jeg fik svaret lidt kluntet og upræcist, og jeg tror, jeg har fundet ud af hvorfor. Jeg vidste faktisk mest, hvad jeg IKKE ville gøre. Nu har jeg gået og summet lidt over det, og jeg er vist blevet mere klar i spyttet omkring, hvad jeg tror, jeg ville stille op.

Jeg har selv været, i tidligere tiders forkvaklede syn på mig selv og vægt, overvægtig siden teenageårene, så det er 20-25 år. At det var selvbedrag og handlede om noget helt andet, det kan vi tage en anden dag. Jeg vil så gerne, at mine børn får et andet syn på sin krop end jeg havde. Og eftersom jeg aldrig har lært det, som jeg gerne vil lære mine børn om kroppen, så kræver det, at jeg på en måde aflærer alt det, jeg troede var sandheden. Derefter skal jeg så til at opfinde den dybe tallerken, og det skal jeg gøre samtidig med, jeg kæmper mod den samfundspåvirkning, der ramte mig selv som ung. Det kan godt gå hen og blive lidt op af bakke, det her.

Det åbenlyse sted at sætte ind hos barnet vil være kosten. Ikke? Men det kunne jeg mærke i går, at det var ikke mit svar. Jeg havde bare aldrig tænkt tanken til ende, omkring hvad jeg rent faktisk ville stille op. Nu kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke ville se meget anderledes på det, end hvis en voksen kom til mig og ville have min hjælp til at komme af med sin overvægt. For mig er overvægt et symptom på en ubalance i kroppen og i sindet. Lige så vel som stress er det, tilbagevendende smerter er det, overspisning, underspisning, udslæt, kontrol osv. Ubalancer giver udslag på forskellig vis, og det er op til os, at mærke dem, læse dem og forstå dem, så vi kan rette op på ubalancerne og komme i balance igen.

Derfor, hvis jeg kunne se, at mit barn begyndte at blive usundt overvægtig, så ville jeg se på hele barnets liv, ikke kun kosten. Ligesom hvis et barn græder meget, hvis et barn har ondt i maven, hvis et barn lukker sig inde, hvis et barn taber sig meget, så ville jeg se på hele barnets liv, og se om jeg kunne snuse mig frem til, hvor ubalancen ligger. Og er der sket noget i barnets liv, der kan have indflydelse på, om der er følelser, der gør ondt? Er bedste veninden flyttet? Skal mor og far skilles? Har barnet fået ny klasselærer? Ja, det behøver ikke engang være noget stort og voldsomt, det kan være helst små ting i hverdagen.

Vi kan såmænd sagtens blive enige om, at det bare kan være, barnet spiser for meget chokolade, men hvorfor er det så, barnet har behov for det? Jeg er enig med Charlotte i, at vi spiser med følelserne, så i et tilfælde hvor en ubalance giver udslag ved, at barnet har ekstra stort behov for at spise, så er der fra min synsvinkel, ingen vej uden om, at barnet forsøger at spise sig ud af nogle ubehagelige følelser. Og det er der, jeg ville sætte ind, ikke med chokoladen som sådan. For hvis jeg bare tager chokoladen fra barnet, hvad så? Det ville efterlade barnet i en frygtelig sårbar situation, som gør ondt, og som barnet ikke ved, hvad det skal stille op med. Lige så vel som når en voksen tvinger sig selv ned i vægt, ved bare at fjerne chokoladen. Hvis ikke der bliver taget hånd om ubalancen, så finder kroppen en måde, at vende tilbage til den beskyttede tilstand, ved enten at tage på igen, eller på anden vis undertrykke de følelser, der gør så ondt.

Lige for en god ordens skyld, det her er mit ydmyge syn på det, det er det, jeg tror på. Jeg siger ikke, jeg har fundet sandheden, jeg siger bare, at det her er min version, og måske du kan bruge det til noget? Jeg priser mig i hvert fald lykkelig for, at hvis jeg en dag skulle opdage en ubalance hos mine børn, der giver udslag som overvægt, at jeg ikke har mit gamle syn på sagen, hvor jeg troede løsningen ville være, at skrabe smørret eller spise Cheasy produkter. Jeg siger ikke, at kosten ikke har betydning, for selvfølgelig har den det, men det er bare ikke der, vi skal sætte ind først. Jeg tror først og fremmest på, at vi skal have fat i årsagen, som overvægten er et symptom på.

Hvad ville du gøre? Og hvad tænker du, om det jeg skriver?

 

Respekt for de døde

Længere nede kommer der billeder fra et par gravsteder, så er du advaret, hvis du ikke er til den slags.

I søndags var vi en tur på kirkegården. Ikke fordi hverken min mand eller jeg har nogle illusioner om, at det er her vi finder vores afdøde slægtninge, det er egentlig mest pga. vores børn. Vores børn har ikke mødt, eller kan ikke huske de to oldemødre, som vi altid besøger, og jeg ser vores to ture om året til kirkegården som en mulighed for, at snakke lidt om liv og død, at mindes de skønne damer, hvis grav vi besøger, og på en eller anden måde lære vores børn noget om at mindes og respektere de døde i familien.

Døden er temmelig tabu belagt, synes jeg. Men det er vel noget, man på en eller anden måde må forholde sig til. Og det er ikke noget, man normalt lige snakker om over aftensmaden. Ja, lige bortset fra at Ronja snakker temmelig meget om død og engle for tiden. Men jeg kender ikke helt reglerne for det med død, og jeg vil rigtig gerne, at jeg kan snakke lidt naturligt omkring det til mine børn.

Vi havde ikke lige fået snakket om reglerne på kirkegården inden vi gik derind. Den slags er ret vigtigt i vores familie, det med lige at sige sådan noget… Nu går vi ind på kirkegården, her skal man ikke råbe eller løbe, men vi kan sagtens snakke og spørge… agtigt noget. Lige pludselig gik der gemmeleg i den, og inden jeg vidste af det, sprang Bertram frem fra en stor sten og brølede BØØØØH. I samme sekund havde jeg ud af øjenkrogen set to damer, der ordnede et gravsted meget grundigt, og jeg vidste med det samme, at det var et nyt gravsted, dvs. en nylig død. Og jeg fik selvfølgelig bedt Bertram være stille, for der er altså BØØØØH regler på kirkegården, også selvom JEG mener, man godt må være glad der. De to damer blev SÅ sure. De skældte ud, og sagde en masse grimme og tarvelige ting. Normalt er jeg typen, der har meget travlt med at forsvare og forklare, så jeg kan overbevise modparten om, at jeg ikke ville være tarvelig, at jeg ikke tog fejl eller hvad det nu kunne være. At få modparten til at se det fra min side. Men heldigvis nåede jeg, at tænke mig om, og bare lade den ligge. De to damer havde det tydeligvis rigtig svært, og det forstår jeg fint. Jeg er bare i tvivl om, om ældre mennesker generelt mener, at børn ikke må være naturlige på en kirkegård? Jeg er med på, at man godt kan vise respekt for andres sorg, og forholde sig i ro, men jeg er også imod, at mine børn skal gå stift og se sørgelige ud, i stedet for at have en naturlig snak. Hvad tænker du?

Vi snakker meget om gravene, læser navne og titler, snakker og forklarer så godt vi kan. Det var en rigtig hyggelig tur, hvor vi fik sat blomster hos både oldemor Ella og oldemor Agnes, og Ronja fik selv konkluderet undervejs, at hun en dag ville møde dem, når hun selv blev en engel. Meget fint, synes jeg.

Hørsholm kirkegård

Hørsholm kirkegård

Hørsholm kirkegård

Hørsholm kirkegård

En rigtig fin gravsten, vi altid snakker lidt om på vores tur.

Simon Spies Hørsholm kirkegård

Simons Spies’ grav, som også altid giver anledning til snak.

Fedt, fup og flæskesteg eftertanker

Billede af Thomas og Kurt, lånt fra DR2´s hjemmeside.

Så fik jeg genset det sidste og vigtigste afsnit af Fedt, Fup og Flæskesteg. Jeg håber, flere har set det i den her omgang, nu hvor det blev sendt mandag kl. 20 og ikke søndag kl. 22 som sidst. Jeg mener, det er en rigtig vigtig programserie, som er lavet på en let tilgængelig og helt nede på jorden facon.

Jeg er ikke enig med alt i programmet, men det behøver jeg jo heller ikke være. Men jeg er enig i langt det meste, og jeg sidder tilbage med endnu en omgang undren over os som mennesker. Det er utroligt, som vi giver kosten alt for lidt kredit. Hvorfor har vi med tiden fået bildt os ind, at kosten ikke har den store betydning for menneskekroppen? Vi er så komplekse, vi bruger så meget energi, hjernen kræver så utrolig meget og alligevel lever så utrolig mange mennesker med en voldsomt nærringsfattig kost.

Hvor var det dejligt at se, at behandligshjemmet for unge kriminelle Grenen går så meget op i kosten, og at eleverne tydeligt kunne mærke en forskel selv. De var blevet roligere, de har mere stabilt blodsukker, tager bedre imod indlæring, de var endda begyndt at vokse. Det vil sige, de rent faktisk var stoppet med at vokse i første omgang, og det er da skræmmende for unge mennesker? Så ER der da noget galt? Og lederen selv udtaler, han mener, det er det største problem vi overhovedet har. Jeg er tilbøjelig til at være enig.

Dejligt at høre, nogle af de rigtige voksne for det er jeg jo ikke, have samme mening som jeg om, at sukker og light produkter er voldsomt afhængighedsskabende, at det giver store blodsukkerdyk med voldsom adfærd og vrede til følge. Det er så pokkers vigtigt, med det blodsukker, det er ikke for sjov, at kroppen er sat sammen som den er.

Hvis man i lang tid, ikke har behandlet sig selv og sin krop ordenligt, så er det min holdning, at man på en eller anden måde mister kontakten til fornemmelsen i kroppen. Man går efter det hurtige fix, for det er det, kroppen er blevet vant til, og eftersom man konstant får sit lille lykkefix, så kan det være svært at mærke, at den er gal.

Og så blev der endnu en gang slået et slag for fiskeolie. Hvor vigtigt det er, og hvor meget det kan ændre folks adfærd. Utroligt at så lidt, kan gøre så meget, og alligevel er der så få, der gør det. Nu er det nok heller ikke alle der er overbeviste om, at det rent faktisk har en effekt, men i stedet mener det er lidt hokus pokus agtigt. Det mener jeg ikke, hvis I skulle være i tvivl.

Men selv Fedt, Fup og Flæskesteg kan ikke se sig fri for at blive fuppet, som så mange andre. I starten af programmet skulle Kurt spise sushi, og de viste en pakke Taste of Tokyo. Næste gang du køber færdig sushi på den måde, så tjek lige varedeklarationen. Taste of Tokyo har en liste så lang, man tror det er løgn. Bl.a. indeholder den Brasen med rejesmag. Ikke rejer, men rejesmag. Nå, det var et sidespring herfra, betragt det som en serviceoplysning. Tjek altid indhold, OGSÅ ved sushi.

Det var nogle af de tanker, der kom til mig undervejs i programmet, og jeg kunne ikke bare lade det ligge. Jeg håber, du kunne bruge det til noget, i hvert fald gjorde det mig godt, at få skrevet lidt tanker om kost og nærring ned igen. Det optager mig utrolig meget, men det er der vist efterhånden ikke meget tvivl om efterhånden.

Bearnaise dressing

Inspireret af Madbanditten lavede jeg i går en bearnaise dressing. Det smagte virkelig lækkert, og det var dejligt med lidt variation til vores ellers trofaste hvidløg og chili dressing. Vi spiser ikke ret meget sovs, og ham faren er ret glad for noget at dyppe i, det samme er børnene efterhånden, så vi får ofte en hjemmerørt dressing til aftensmaden, hvis det er dyppemad.

Her er min variation af bearnaise dressingen:

Hellmans mayo (de bruger æg fra fritgående høns, ikke burhøns, yay)

Creme fraiche 18%

2-3 tsk.bearnaise essens (det har jeg aldrig prøvet før, jeg er ikke så essens agtig, men jeg valgte at leve livet farligt da ingredienslisten så rimelig uskyldig ud)

1-2 tsk. tørret estragon

Salt

Peber

Og jeg glemte både dijonsennep og skalotteløg, det må blive næste gang, men det kan du i hvert fald også tilsætte.

Det hele blandes.  Jeg brugte 1/4 mayo og 3/4 creme fraiche, men det er en smagssag. Resten af ingredienserne må du også smage dig frem med. Så er det her overhovedet en opskrift? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg blev en lille smule lykkeligere, da jeg smagte dressingen til bagt selleri, gulerødder og kartofler.

Fredagsguf: Chokoladepopcorn og vingummi

Jeg har lavet chokoladepopcorn til ungerne i dag. Bare poppet corn i en gryde, drysset med salt, og vendt rundt med smeltet mørk chokolade i en skål. Idéen er fra Madbanditten og de er vældig populære herhjemme også hos moren host host .

Og så kom der en smule vingummier i skålen, af den økologiske slags uden gelatine og E-numre. Ja, de findes faktisk, i op til flere varianter, og de er rigtig gode. Jeg køber dem i den lokale Helsebiks, de har et ret fornuftigt udvalg. De er til gengæld ikke til at opdrive andre steder, ærgerligt nok.

Jeg håber, I får en dejlig fredag aften derude i landet, fyldt med guf af en eller anden slags. Man skulle da være et skarn, hvis ikke man lige kunne klemme en enkelt irsk kaffe ned.

Glimt

Leg i haven / Vandmelon / Freække Ronja / Kartoffelmad / Ronja og Bertram cykler / Æggemad / Frække Bertram / Tomatmad / Morgenmad / Grøntsager til lasagne

Verdens mindste køkkenhave

Jeg er ret imponeret over, hvor meget den kære mand kan få presset ind i vores virkelig lille have. Jeg har været på rundtur og det her er ikke engang alt, hvad haven byder på.

Courgette

Lidt mindre courgette

Basilikum

Cherrytomater

Ærter

Chokolademynte

Hindbær

Rosmarin

Ananassalvie og purløg

Æbler

Persille

 

Marokkansk mynte

Og til sidst et bevis på, at vores have virkelig er lille. Det er kun det inde bag det lille hegn, der er vores eget. Jaja, vi snakker ikke afgrøder i bonderøvsstil, det ved jeg godt, men det er nok til, at de små filurer på 4 år kan plukke lidt af det hele, og det er det, der er meningen med det hele. Bortset lige fra krydderurterne, som handler om smag og økonomi, for det er dog utroligt, så dyre sådan nogle er i supermarkeder, og de smager ikke af nær det samme, som det man lige kan plukke i verdens mindste have. Og jeg må give al ære til den kære mand, det er fuldstændig hans værk. Fint ik?