Kategoriarkiv: Inspiration til livet

Derfor gik jeg 25 km. i weekenden

change

Jeg har aldrig brudt mig om noget, der var ubehageligt. Jeg har aldrig kunnet lide, når noget gjorde ondt. Det handler om, at jeg instinktivt har blandet rundt i begreberne grænseoverskridende over grænsebrydende. Jeg tænker, at jeg har opfattet de to som én og samme ting. Det er blevet indkodet i mig i en tidlig alder, uden jeg kan sige præcis hvorfor og hvordan. Når jeg har fået overskredet mine grænser, har jeg mærket ubehag og har forbundet det med fare. Så snart jeg har forsøgt at bryde mine grænser, er jeg stødt på ubehag, som så er lig med fare. Ubehag har derfor fået mig til at gå i stå, så jeg ikke oplevede fare. Giver det mening?

Humlen i det er her så, at få mig om programmeret, så jeg ikke længere forbinder al slags ubehag med fare, men kan skelne mellem den gode og den på ingen måder gode ubehag. Det kan lyde som en stor opgave, og det er det måske også, jeg ved det ikke helt endnu. For det kan også være, opgaven allerede er løst, nu hvor jeg har opdaget, at det er sådan det hænger sammen. Kender du det? Det der med, at så snart man opdager problemet, så opløser det sig selv? Så har det ikke længere nogen magt? Det har jeg oplevet flere gange, siden jeg startede på ID Life-coach uddannelsen.

En del af opgaven for mig lyder på, at få brudt nogle grænser, mærke noget ubehag som viser sig slet ikke at være farlig. Det skete f.eks. da jeg startede uddannelsen. Det var det mest grænsebrydende, jeg har prøvet i mange år. Jeg var så bange!! Jeg troede, jeg ville stoppe med at trække vejret, helt bogstaveligt. Jeg var bange helt ind i knoglerne. Her kunne jeg slet ikke skelne i mellem, om det var ud af komfortzonen grænsebrydende, eller om det var en reel fare for mit liv. Det blev én og samme ting. Og så længe de to oplevelser af ubehag ikke er skilt, så vil jeg sidde fast, hvor jeg er. For det meste grænsebrydende er forbundet med ubehag i en eller anden form.

Jeg er så småt ved, at kunne skelne nu. Jeg er ved at opdage, at ikke alle former for ubehag er forbundet med fare og dermed en trussel på mit liv. Det har haft en kæmpe magt over mig, og det har infiltreret det meste af min hverdag. Det har fyldt på rigtig mange områder, både de helt store, og de meget små, det ser jeg nu. Jeg er gået glip af rigtig meget på den konto.

Et helt konkret område er motion. Og nu er vi så ved at nærme os overskriften på det her indlæg, nemlig hvorfor jeg gik 25 km (det blev nu til mere, men hvem tæller) i lørdags. Eller, nej, vi tager lige en omvej mere.

I juni begyndte jeg at løbe, sådan rigtigt. Jeg har forsøgt så mange gange, og det har ikke virket, både pga. min elendige ryg, der nu er rettet nogenlunde op, og fordi det har været enormt ubehageligt. Men jeg prøvede igen, nu hvor ryggen har det bedre. Og det var ubehageligt! Den her gang var der bare noget, der var anderledes. Noget i mit mindset havde ændret sig. Jeg løb ikke længere og tænke “nu dør jeg, nu dør jeg”, som jeg gjorde tidligere (det gjorde jeg rent faktisk!). Nu tænkte jeg, at det var fedt! Og endnu vildere var det, når jeg nogle gange tænkte på noget helt andet. Problemet var bare, at jeg fik ondt i mine skinneben. Jeg løb videre alligevel, for jeg var ikke længere bange for ubehaget og smerten (uklog beslutning måske, men det var nødvendigt for mig). Det i sig selv var ret vildt for mig. Jeg tænkte meget på Annette Fredskov, der løb et maraton om dagen i et år, med sclerose. Hvis hun kan det, så kan jeg fandeme også løbe min korte tur hver 2. dag!

Jeg fik nye sko, kompressionsstrømper og andet udstyr, og jeg løb videre. Det gik bare ikke væk, og lige nu er der dømt et par ugers pause. Og jeg er vred og irriteret og frustreret, for nu VIL jeg det løb! Jeg vil bryde de grænser, jeg vil kunne noget, jeg ikke har kunne tidligere, fordi jeg var bange. Men der er ingen vej udenom, jeg holder pause et par uger nu, så jeg kan nå at komme i gang igen inden det bliver for koldt.

Det helt usædvanlige for mig er så, at jeg ikke har givet op, ikke har lagt mig fladt ned og syntes det var synd for mig, og nu kunne jeg nok heller ikke noget alligevel. Nej, den her gang er anderledes, og jeg ville derfor mærke nogle andre grænser. Jeg ville gå langt. Og jeg aner ikke, hvor langt, langt er! Den længste tur, jeg har gået i mit liv har været på omkring 20 km. og det var tilbage på 1. år af HH. Det er 20 år siden.  Siden har jeg vist ikke bevæget mig over 12 km. Målet blev 25 km, det synes jeg lød passende, for jeg skulle lige ud og mærke, hvad 25 km. egentlig var. 25 km. var en fed tur! Jeg havde dejligt selskab af min skønne veninde, vejret var perfekt, ruten var skøn og det gik rigtig godt. Jeg havde lige et par småfejl i udstyret, men det noterer jeg som erfaring, og næste gang (snart!) går jeg længere. Jeg tænker, at 35 km. må være næste mål, bare for at se, hvordan det er. Det slutter ikke der, jeg vil op på mere, men jeg rykker grænsen stille og roligt, så jeg ikke knækker nakken.

Og om en uge eller to, så er jeg ude og løbe igen. Måske en lidt kortere tur kombineret med noget andet træning til at starte med. For nu skal jeg også i gang med styrketræning herhjemme. Det bliver ubehageligt. Og fedt!

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

Når verden larmer virkelig meget og jeg har brug for ro…

peaceful

Det er ikke ret længe siden, jeg skrev om stress symptomer De er der endnu, kan jeg afsløre. Jeg tror dog, jeg er ved at nærme mig kernen af problemet. Det handler om flere ting. Det handler om, at jeg har brugt mere energi end jeg havde. Det handler om, at jeg giver hjælp og assistance til andre, jeg har altid en skulder parat, jeg giver virkelig meget af mig selv, men jeg beder sjældent om at få noget den anden vej, og det kommer ikke af sig selv. Det handler også om, at jeg har været i gang med for meget. For spredt fokus, for mange projekter, for mange ambitioner her og nu, for der er for pokker så meget, jeg gerne vil!

Men jeg har i den grad brug for at trække mig! Det viser sig tydeligt, når jeg begynder at ignorere sms´er om aftaler, krav og forventninger. Lidt som at lade være at tømme postkassen, for så er regningerne jo ikke kommet vel? Jeg har kørt for hårdt på siden starten af sommeren, jeg har glemt at stoppe op, mærke efter og trække vejret. Jeg orkede ikke engang at holde min fødselsdag, jeg vil hellere bare sidde i fred, for mine ører summer og mit hjerte hamrer.

“Somme tider, så bliver jeg så urimelig over for mine omgivelser, det gør jeg altså” siger Jørgen Leth i en af hans fantastiske tekster på Ingen regning til mig albummet. Jeg bliver også urimelig. Lige mens jeg er urimelig, så mener jeg bestemt, det er mine omgivelser, der er urimelige!! At de da ikke kan se det? Forstå det? Mærke det? Men det kan de ikke.

Krav og forventninger er det sværeste lige nu. Og andres behov. Jeg har to børn på 6 år, og de har det altså med at stille krav og have både forventninger og behov. Det er jo ikke noget, jeg kan trække mig fra. Men også her bliver jeg urimelig, og det gør mig ondt! Jeg bliver hende sure mor, som er så træls, og som ikke gider noget og som bare siger nej. Jeg bliver dum og sur, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud!

Der er tydelige tegn på, at jeg er gået over grænsen for, hvad jeg kunne rumme. Der er tydelige tegn på, at jeg har lagt låg på min sensitivitet, fordi jeg ikke orker at tage hensyn til det hele tiden. Jeg mærker min menneskelighed, og jeg mærker et behov for, at der er nogen, der spørger MIG, om JEG er ok. Men hvordan skal verden vide det, når jeg aldrig udtrykker det behov? Hvordan skal de regne ud, at når jeg er stille, så er det fordi, jeg er brugt op? Jeg tænkte, det kunne de regne ud, men det kunne de ikke. Og det er vel egentlig ok?

De næste par timer trækker jeg stikket ud til forpligtelser, krav og forventninger. Jeg vil fordybe mig med min forsømte symaskine og sy noget til mig selv. Jeg vil løbe en tur og læse i en bog. Og så vil jeg lade op til vores første skolefest i aften. Der kommer mange tusinde mennesker. Shit!

Rod – en årsag til skriveblokering og manglende energi

rod på kontoret rod på kontoret rod på kontoret rod på kontoret rod på kontoret

Allerede i går aftes kunne jeg slet ikke samle tankerne om, hvad jeg skulle skrive om i dag. Der dukkede ikke rigtig noget op, og når jeg så synes, nu kom der noget, så kom der alligevel ikke noget ud af det. Jeg spurgte endda om idéer udefra, men Jane havde selv problemer med at finde på noget, så der var ikke noget at hente. Det problem fik hun åbenbart løst, der er i hvert fald nyt spændende indlæg på bloggen. Jeg lå vågen fra kl. 4.50 (der ringer Benjamins vækkeur) og tænkte på det, og det begyndte at gå mig på! Hvorfor kunne jeg ikke finde på noget?

Her til morgen, da jeg havde fulgt ungerne i skole, tændte jeg min computer, og fandt et par inspirationslister på Pinterest, som jeg har taget i brug før, når det kneb med idéerne. Det virkede ikke. Så fandt jeg et par nye lister, jeg ikke havde prøvet før, men de virkede heller ikke. Så skrev jeg til Benjamin og spurgte, det KUNNE jo være, han lige havde noget i ærmet, jeg kunne bruge. Men nej, heller ikke her var der gevinst.

Så mens jeg sad der og blev mere og mere irriteret, lænede jeg mig tilbage og kiggede på mit bord (!!)  Pludselig opdagede jeg, hvordan det så ud. Hold nu op, hvor var det pludselig blevet rodet! Det er min arbejdsplads for pokker, hvordan kan jeg lade det se sådan ud? Det signalerer ikke ligefrem respekt for eget arbejde vel? Sådan ville jeg aldrig lade min arbejdsplads ende med at se ud, hvis jeg sad og arbejdede med andre ved min side håber jeg!

Gulvet så egentlig heller ikke for smart ud. Bordet var åbenart optaget, og gulvet blev taget i brug? “Jeg lægger lige mappen her, for jeg har lige en god idé, jeg lige skal skrive eller sy, og der er lige noget arbejde, jeg skal nå, så jeg sætter den på plads i morgen”

Mmm, klart!! Det har jeg vist bildt mig selv ind for mange uger dage i træk. Og mon ikke rodet kunne bidrage til de manglende idéer, og de blokeringer jeg har haft i arbejdet den sidste uges tid? Jeg har et ret stort projekt i gang for tiden, og jeg har virkelig svært ved at samle mig om det og bare give det en skalle, og det er da klart, når jeg sidder med rod til op over ørerne!? Der var ikke ret meget god feng shui over min arbejdsplads, lige dér!

Og hvor er det dog latterligt, at jeg ignorerede det så længe, for det tog mig faktisk under en time, så var hele rummet ryddet, støvsuget og vasket. Den time er hurtigt tjent ind i den effektivitet og energi, jeg får af at sidde i et ryddet og rent rum håber jeg.

Desuden fik jeg noget at skrive om, og det er var jo ikke så tosset endda!

5 mål der skal gøre det næste år til mit bedste år nogensinde!

37

Jeg havde fødselsdag i går. 37 år. Bum!

Fødselsdagsentusiasmen er dalet lidt med årene. Ikke pga. den stigende alder, for den har jeg det sådan set fint nok med. Og det er ikke fordi, jeg ikke mener, jeg er værd at fejre. Og jeg kan faktisk meget godt lide at få gaver. Så, hvad mon det egentlig handler om? Jeg ved det ikke, men en fødselsdag er et godt tidspunkt at tage en status på, hvordan det egentlig går, ikke?

Lige for tiden arbejder jeg med, at være rummelig og omsorgsfuld over for mig selv. Jeg øver mig i at lade være at skælde mig selv ud over, alle de år jeg føler, jeg har spildt på at leve i en boble af frygt. Og inderst inde tror jeg på, at det jeg har oplevet, de erfaringer jeg har draget, handler om, at jeg skal bruge det til noget senere hen, men ind i mellem slås jeg med en lille djævel, der bander og svovler over alle de år, jeg gemte mig væk fra verden. Men jeg lærte noget der, noget som en dag kommer andre til gavn, det ved jeg. Så jeg øver mig i rummelighed.

Jeg er også i en gang med en form for selv-coaching. Det er svært at komme helt uden om, når nu jeg er fedtet ind i coaching miljøet meget af tiden, og jeg får virkelig meget ud af det. Jeg møder rigtig meget selvindsigt, jeg opdager rigtig mange sider af mig selv, jeg havde gemt væk, og jeg er blevet nysgerrig på, hvor meget jeg egentlig rummer, og hvad jeg kan udvikle mig til. Jeg er utålmodig efter at vokse, at lære, at kunne mere. Jeg vil rejse, jeg vil læse, jeg vil udforske, og jeg vil gøre det her år til et fantastisk år.

Hvordan gør jeg så det? Tja, jeg har aldrig sat mig sådan et mål før, men egentlig har jeg aldrig sat mig ret mange mål. Men hvis jeg ikke sætter mål, så har jeg ingen retning. Og hvis jeg ikke har en retning, så ender jeg med at gå i ring.

Jeg er blevet inspireret af en fantastisk coach, Robin Sharma, til at spørge mig selv: Hvilke 5 ting skal ske det næste år, for at gøre det her år, til mit bedste år nogensinde? Det har jeg gået og tænkt lidt på. Mit bud er:

-Jeg skal komme i rigtig god fysisk form. Jeg skal fortsætte min yoga to gange om ugen, og også indføre en ugentlig yogarutine herhjemme, så jeg kommer op på 3 gange. Desuden skal jeg fortsætte det løb, jeg er kommet i gang med, og så krydser jeg fingre for, at kroppen holder til det.

-Jeg skal meditere som en naturlig del af min hverdag. Det kan være, det kræver nogle kurser i meditation, eller bare skrap øvelse, som er skrevet ind i min kalender.

-Jeg skal tilgive mig selv mine fejltrin og gøre dem til erfaringer i stedet. Jeg skal lade være at være så hård ved mig selv, og give slip på, at fortiden kunne have været anderledes.

-Jeg  skal lære at få flere ting gjort på kortere tid. Jeg skal optimere min dag med struktur, planlægning og rutiner. Jeg skal have ryddet endnu mere ud i vores hjem, for hvis vi har færre ting, er der mindre oprydning. Jeg skal have frigivet noget tid, som jeg kan bruge mere produktivt end tilfældet er nu. Der er plads til forbedring!

-Jeg skal nærme mig en form for balance. Jeg skal skrive ned, tage status, sætte små mål, og pejle mig mere ind på, hvor balancen findes. Jeg skal have mere balance i min kost, og spise på mine egne præmisser og efter min egen overbevisning, og ikke efter hvad andre mener. Jeg skal have balance i alene tid og social tid, jeg skal lære at sige til og fra, og finde mig selv igen.

Så det er den retning, jeg arbejder i nu. Jeg føler mig målrettet og opsat, og jeg ser frem til at tage en status igen om et år, og mærke hvordan det føles, at faktisk nå i mål med mine mål. Jeg regner med, jeg tager målsætning op som et emne ind i mellem, for jeg har på fornemmelsen, det er et område, der halter lidt hos mange mennesker. Vi kører lidt på autopilot, mange af os, uden at sætte os et helt konkret mål. Det håber jeg, I vil være med på. Lad mig endelig vide, hvis der er noget mere konkret omkring målsætning, som I gerne vil læse om, så vil jeg se, om jeg kan vinkle det, så I får svar.

Tak fordi I læste med. I er mere end velkomne til at smide en kommentar, det er altid dejligt, at høre jeres tanker om, det jeg skriver. Rigtig god dag.

Brainstorm på stress symptomer

I går til yoga, da vi lå i restorativ*, kunne jeg mærke et ekstra stort behov for at blive liggende. Jeg lå, som altid, med en øjenpude på, og var helt inde i min egen verden. Jeg ville bare så gerne trække tiden ud, ligge der så længe, jeg havde brug for det. Da tiden var gået, var det nærmest grænseoverskridende for mig, at vende tilbage til rummet. Jeg ville bare så gerne blive i roen. Sådan foregår det desværre ikke, yogatimen sluttede, men jeg måtte bruge lidt tid til at tænke over, hvorfor jeg lige i går havde det store behov for at forsvinde ind i min ro, ind i min egen verden.

Og det var rigtig svært at indrømme over for mig selv, men jeg må nok indse, at jeg på det seneste har fået et par af de pokkers stress symptomer igen, og tankerne er begyndt at hobe sig op og blive filtret ind i hinanden. Det er ikke stort og alvorligt og farligt lige nu, men det bliver det, hvis ikke jeg stopper op nu, finder ud af, hvad det drejer sig om, og viser, at jeg er blevet klogere end sidst. Mine symptomer på en stress, der ligger og lurer er en indvendig sitren i hele kroppen, for høj puls, for mange tanker, træthed, meget overfladisk vejrtrækning, øget behov for at spise på følelserne.

På en måde kommer det bag på mig. Jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg havde styr på det nu. Det har jeg i det store hele også, og jeg regner da med, at bide den her over, inden den får ordenligt fat. Men det kan jeg kun, hvis jeg finder ud af, hvad det handler om.

Jeg har brainstormet lidt på det, bare for at få styr på, hvad det egentlig er, jeg går og tænker på for tiden. For der er ikke synderligt meget, der har ændret sig i min hverdag som sådan. Eller måske er der.

Jeg vil gerne dele min brainstorm med jer, måske kan I bruge det, måske kan I ikke. Jeg mener, at en brainstorm er et yderst virkningsfuldt værkstøj, til at få tankerne ud af hovedet og ned på papir. Få det hele med, også det du synes lyder fjollet eller ubrugeligt. Skriv det ned, kig på det, gå væk, kig på det igen dagen efter, føl efter i maven. Hvad reagerer du på, af det du har skrevet ned? Er der noget, der giver et sug i maven, tårer i øjnene eller andre fysiske signaler? Hvilke vil du gerne krybe udenom, og hvilke kan du nemt slette igen?

Brainstorm på mulige årsager til stress symptomer, uden filter.

-børnenes skolestart

-ny struktur herhjemme

-rod på kontoret

-kost der ikke nærer mig optimalt

-alt for lidt vand

-urolig søvn

-for mange jern i ilden

-en følelse af utilstrækkelighed

-utålmodighed

-perfektionisme

-spørgsmål omkring egen virksomhed

-tanker omkring mine evner

-følelsen af at være bagud

-for lidt ro

-mangel på meditation

-for meget kaffe

-følelsen af at skulle være noget for nogen meget af min tid

-mine besøg af selvindsigt den seneste tid

-nye relationer, hvordan skal de være fremover

-gamle relationer, hvad gør godt og hvad gør ikke

-præstationsangst

-følelsen af forkerthed

-iver efter at ville det hele på den halve tid

-følelsen af at give uden at modtage

-en masse ny viden på meget kort tid

-har svært ved at sætte grænser

 

Jeg skriver alt det ned, som jeg forbinder med en ubalance i mit liv for tiden, også det jeg ellers ikke ville forbinde med stress. Bliv ved at skrive ned, til du har siddet 5 minutter uden at kunne finde på mere. Vær sikker på, du har det hele med, også det du ikke har lyst til at skrive ned og se i øjnene. Listen er til dig alene, ingen andre behøver at se den, så du kan godt skrive det hemmelige og det grimme ned også. Det meste kan måske slettes igen, men det er ligegyldigt, det handler om, at få belyst, hvad der rører sig i livet for tiden, som kan bidrage til en ubalance. Derefter kan vi arbejde med det, flytte noget hen på nogle andre pladser, slette noget, og fremhæve noget andet. Alle tingene på listen, fylder noget i mit liv lige nu, og når jeg får skrevet det ned på den måde, så kan jeg se, at det faktisk er ret mange tanker på en gang. Det kan også være, det er et enkelt område, der skal kigges på, og så er det overstået.

Tankemylderet mærkes ved, at jeg tænker alle tankerne på en gang, og ikke en af gangen, som jeg helst vil kunne, og som jeg ellers har kunne siden januar. Nu får jeg alle tankerne filtret ind i et garnnøgle i hovedet hele tiden, og jeg skal stille og roligt vikle dem ud igen. Det her skal løses, inden det sætter sig, det er der ingen tvivl om. Tidligere havde jeg tankemylder, når jeg gik i seng, det har jeg ikke nu. Jeg falder fint i søvn, men vågner til gengæld flere gange om natten og tænker og tænker, og kan ikke falde i søvn igen.

De næste par dage vil jeg bruge på at kigge på min liste ind i mellem, overstrege noget, understrege noget andet. Og så vil jeg bruge lidt tid på, at finde ind til roen i min egen verden, der hvor jeg var i går, og se om jeg kan tage noget af det med mig tilbage til virkeligheden.

Synes du det giver mening, at lave en brainstorm på den slags symptomer i livet? Lad mig endelig høre.

shavasana

*restorativ er de 5-15 minutter efter aftenens yogapraksis, hvor vi ligger i en afslappende, modtagelig stilling, ofter den der hedder shavasana, som du kan se på billedet herover, men det kan også være andre utrolig givende stillinger. Det er i restorativ, vi høster frugterne af den praksis, vi lige har været igennem, det er her, der sker noget helt særligt i krop og sind.

 

“I en travl hverdag….”

Det er en sætning, vi hører igen og igen og igen. Det er som om, det er blevet et grundvilkår, at vi har en travl hverdag. Jeg får følelsen af, at vi er blevet fået en hjernetatovering med ordene, og vi ikke har mulighed for at se, at det måske, bare måske, kunne være anderledes? Vi lærer det tidligere og tidligere. Mine børn er lige startet i skole, og de skal være der 1 time længere om dagen end børn var sidste år. Vi skal nå mere og mere, vi får bare ikke flere timer i døgnet.

“Jamen sådan er vilkårene jo!” Tja, både og, vil jeg påstå. Vi har et valg, i visse områder af vores liv. Det handler meget om, hvad vi vælger til og fra. Ofte handler det faktisk ikke om, at vilkårene er sådan, det handler om, at der ikke er noget, vi har lyst til at give slip på. Vi vil det hele, og konsekvensen bliver en fortravlet dag, hvor vi knap når at stoppe op og trække vejret.

Jeg har lige været på 3. modul af min uddannelse til life coach. Her havde vi en morgen runde, hvor vi hver især fortæller, hvor vi er her og nu. Her nævnte jeg bl.a. mit behov for alenetid. Alenetid er for mig ikke længere et fravalg af min familie eller andre, det er et helt grundlæggende behov jeg har, nøjagtig som at spise, drikke, sove, holde varmen osv. Og jeg har meget alenetid, det er bestemt ikke alle forundt, og det er heller ikke alle, der har behovet. Jeg troede tidligere, at alenetid betød, at jeg ikke kunne lide de mennesker, jeg ikke var sammen med i min alenetid. Jeg fik en trist følelse af det, og selvom jeg vidste, jeg havde behovet, så lagde jeg låg på det. Hvis jeg valgte at være alene, selvom jeg havde mulighed for at være sammen med mine børn, mand, veninder, så var der noget galt med mig, og så var vi nok ikke en lykkelig familie. Måske nogen kan genkende det? Jeg har sidenhen fundet ud af, at det ikke er tilfældet! Nu har jeg som regel ikke dårlig samvittighed over, at jeg har brug for at være alene. I stilhed. For jeg har lært, at her lader jeg op. At være sammen med mennesker giver mig en enorm værdi, og en mening med livet, men det dræner mig også.  For meget alenetid betyder på den anden side, at jeg løber tør for værdi og mening, så jeg skal have balance i det.

I pausen den dag efter runden var der flere, der kom hen til mig og sagde, at jeg havde virkelig ramt noget i dem med den snak om alenetid, og hvad det gjorde ved mig at have den, og hvad det gjorde ved mig, når jeg ikke havde den. For de havde aldrig alenetid! De skulle noget hele tiden. De havde så travlt med at have travlt, at de forsvandt i det. Der er så meget, vi skal nå i en travl hverdag, at vi sjældent når, at være alene. Men der er som regel heller ikke noget af det, vi vil give afkald på. Karrieren vil vi ikke give afkald på, heller ikke lønnen, fritidsaktiviteten giver os også værdi, og så er der børnenes fritid, den skal også passes, vi vil helst heller ikke give afkald på for meget tv tid (her er ellers en del at hente for de fleste, kan jeg forestille mig), vi vil heller ikke stå tidligere op om morgenen, og vi er også tvunget til at sidde i trafikken hver morgen og eftermiddag osv osv osv.

Jeg siger ikke, det er nemt. Og jeg siger heller ikke, at jeg har løsningen, og jeg tror bestemt heller ikke, det er alle travle mennesker, der føler, det skal ændres. Og mennesker tilpasser sig, så måske det går fint? Noget tyder bare på, at det ikke er tilfældet. Måske er det bare en god idé, at stoppe op ind i mellem, lige få sig selv samlet op, og tage en status på, hvor vi selv og vores familie som helhed er på vej hen i det her liv. Det gør mig ked af det, at se så mange mennesker og familier gå ned med flaget for en kortere eller længere periode, bl.a. fordi vi har bildt os selv ind, at det er et grundvilkår, at have travlt. Måske er det ikke? Hvad mener du?

Robin Sharma

Smid badevægten ud og skriv en sundhedsdagbog i stedet.

Smid badevægten ud

Jeg kan huske engang, for mange år siden, jeg fandt ud af, at en af mine tætte veninder ikke havde en badevægt! Jeg kunne slet ikke begribe det. Hvordan kunne hun så vide, hvor meget hun vejede? Hvad var så hendes omdrejningspunkt i livet? Jeg vejede mig jo både morgen og aften, vidste hvor meget mit forskellige tøj vejede, vejede mig før og efter motion osv. Og så stod hun der og sagde, at hun ingen vægt havde? Kunne man overhovedet det? Ja, det kunne man åbenbart, og der skulle gå en hulens masse år, før jeg fandt ud af, at livet bare er så meget federe, når man IKKE har en badevægt. For der er da ved Gud ikke noget, der er mere ligegyldigt, end hvor meget vi vejer?! Jeg siger ikke, at overvægt er uden betydning, men det er tallet på vægten. Det, der har betydning er, hvor meget jeg bevæger mig, hvor meget vand jeg drikker, hvor mange grøntsager jeg spiser, hvor glad jeg er, hvor godt jeg sover om natten, hvor meget energi jeg har. Og det kan ingen vægt i verden fortælle mig, og alligevel var det den forbandede vægt, der dag ud og dag ind i mange mange år, var udgangspunktet for, om jeg havde det godt eller ej, om jeg var på rette vej mod vægttab forstås, for vægttab var alt, om jeg var sund i det hele taget.

Så kan man mene, at den er god at måle fremskridt på, den er god til at motivere, når man har tabt sig osv. jeg er bare fuldstændig uenig. Mål i stedet din sundhed på, hvor godt du sover om natten, hvor god din fordøjelse er, hvor træt du er i ulvetimen, hvor meget sukker du har trang til, hvor godt dit humør er. Jeg ved godt, det kan lyde helt grænseoverskridende og fuldstændig utopisk, men virkelig, din sundhed har intet med en badevægt at gøre, den overskygger i stedet alle de andre ting, som du skal lægge mærke til i dit liv.

Hvis det er lidt for angstprovokerende, at smide den ud, så start med at stille den i skuret, på loftet, hos naboen, eller hvad du nu synes, prøv det af, og begynd at måle din sundhed på andre parametre, som giver dig langt mere glæde, og som i sidste ende, er det, der tæller. Mand, det har taget mig lang tid at nå hertil, men jeg kan se nu, at uanset hvilket tal, der står på vægten, så har det ingen betydning, hvis jeg har ondt i min krop, sover dårligt, er sur og træt osv. Vægten er fuldstændig overflødig, fandt jeg ud af efter at have vejet mig dagligt i 20 år. Jeg har ikke savnet den en eneste gang!

Hvordan kan jeg så måle mine fremskridt?

Nogle siger, at i stedet for at veje dig, så kan du måle dig med et målebånd, skrive dine mål ned, og så sammenligne senere. Her er jeg heller ikke enig. Jeg mener, det har samme effekt, for omdrejningspunktet er vægttab, ikke sundhed og det gode helbred. Betyder det noget, om du kan måle dig frem til, at du er blevet 1 cm. mindre eller større om overarmene? Det er du jo, uanset om du måler det eller ej.

Jeg synes hellere, du skal lave dig en sundhedsbog, og holde øje med, hvordan de her 5 områder af dit liv udvikler sig:

-Hvor godt sover du om natten?

-Hvor frisk er du om morgenen?

-Hvor god er din fordøjelse?

-Hvor godt er dit humør?

-Hvordan føles din krop?

Du er selvfølgelig velkommen, til at føje flere områder til listen, hvis der er andre ting, du mener, ville have godt af ekstra fokus i dit liv.

Du kan gøre det på forskellige måder. Du kan enten lave en helt simpel 1-10 skala, under hver punkt, og tegne ind på skalaen, hvor du er lige nu på hver område. Du kan gøre det en gang om ugen, lige tage en status, det er virkelig nemt og enkelt på den måde. Det vil give dig et rigtig fint overblik på, hvad der halter, og hvad der går godt. Du vil kunne følge din udvikling, og du vil kunne gå tilbage og se, at du faktisk har rykket dig, på de dage, hvor du tror noget helt andet.

Du kan også vælge at skrive ned i dagbogsform. Jeg vil stadig anbefale dig, at lave 1-10 skalaen, for den er lige til at slå op på, når du kigger tilbage, men det kan være en rigtig god idé, at skrive et par ord, eller en masse, om hvordan du har det, hvad der er fedt lige nu, om du har gjort noget ekstra godt for din sundhed, hvordan det føles, at få en god nats søvn eller at vågne frisk om morgenen.

Du kan også virkelig give den gas, og både lave 1-10 skalaen, skrive dagbog og sætte billeder eller citater ind i din sundhedsbog. Ikke billeder af kvinder i bikini fra damebladene btw, lad være at købe dem overhovedet (eller mænd i badebukser og 6-pack, hvis jeg har mandlige læsere?) men billeder af, hvad du forbinder med fysisk og mental sundhed. Billeder af friske grøntsager, af en yogastilling, en der løber, en skovsø, en der mediterer, en solopgang, hvad du nu forbinder med sundhed. Ved at tage det ekstra skridt, at du helt lavpraktisk klipper et billede ud, limer det ind i din bog, og kigger på det jævnligt, så sker der noget visuelt i din hjerne, som forstærker dine tanker i den retning.

Sæt dig gerne nogle mål.

Lav bogen til din helt egen, skriv i den, når du har brug for det, læs i den, når du har brug for det. Det vil give dig rigtig meget, som du kan måle på, hvis du har brug for at måle. Og har du brug for at sætte mål, jamen så skriv dine mål ned i bogen. Nu skal jeg ikke diktere, hvad dine mål skal og ikke skal være, men jeg vil foreslå, at dine mål ikke handler om din vægt, men i stedet kunne lyde i retning af:

-Jeg vil være frisk om eftermiddagen.

-Jeg vil bevæge mig i naturen 4 dage om ugen.

-Jeg vil sove godt 8 timer om natten.

-Jeg vil spise grønt til alle måltider.

-Jeg vil grine mere.

 

Noget i den stil. Prøv om du kan undgå ordet “ikke” i dine mål. I stedet for at skrive: “Jeg vil ikke være træt” så skriv “Jeg vil være frisk”…i stedet for at skrive “Jeg vil ikke være så sur” så skriv “Jeg vil være mere glad”.

Mine egne mål lyder noget i retning af:

-Jeg vil dyrke yoga to gange om ugen.

-Jeg vil bevæge mig i naturen 3 gange om ugen.

-Jeg vil vågne frisk om morgenen.

 

Tør du smide badevægten ud?

Tør du prøve? Tør du skifte badevægten ud med en sundhedsdagbog? Hvordan ville dine mål lyde?

Tror du, jeg tager fejl? Eller kunne der være noget om snakken?

Du må meget gerne skrive en kommentar til indlægget, både hvis du føler dig inspireret eller hvis du er lodret uenig.

Billederne nedenfor er eksempler, der inspirerer mig. Hvad inspirerer dig?

rawfoodpyramide

namaste

yoga transform

Og her er et billede, med stof til eftertanke!

badevægt