Kategoriarkiv: Juice

Medicinrester i kroppen og noget om detox

Jeg har for nylig fundet ud af, at jeg har medicinrester i kroppen fra min tid med kræft. Jeg har desuden opbygget en hel masse andre giftstoffer og slam, som jeg gerne vil af med. Det sidder i fedtvævet, primært omkring hofterne og lårene.

Jeg er på ingen måde interesseret i at have de giftstoffer og medicinrester i min krop, de skal ud og væk! Men hvordan gør griber man lige den slags an? Det første jeg tænker, er selvfølgelig detox, men det er som om, der klæber sig noget, der handler om vægttab og farer omkring det ord. Jeg gik selvfølgelig til den klogeste, jeg kender på området, Jane, og spurgte om, hvad hendes tanker er omkring detox. Jane har altid en sund portion skepsis, som jeg drager fordel af, og hun forklarede mig, hvad hun mener farerne er, og hvordan man med fordel kan gribe det helt naturligt an.

Jeg ved egentlig ikke ret meget om detox. Noget har altid fascineret mig ved emnet, men jeg har aldrig rigtig fået sat mig ind i, hvad det rent faktisk er, der sker i kroppen, når den skal afgiftes, og hvad der er sket i kroppen, for at den er blevet forgiftet i første omgang. Jeg huskede dog, at da jeg så Hungry for change var stødt op Dr. Alejandro Junger, som fortæller og forklarer en masse og detox, udrensning og genopbygning. Jeg finder ham ganske troværdig, og jeg tror på mavefornemmelsen. Så da Jane anbefalede* mig Dr. Alejandros Clean bog, så havde jeg min retning.

Så den læser jeg lige nu, for Jane var så sød at sende mig hendes kopi. Det giver virkelig mening, det manden siger. Jeg tør stole på ham, og jeg begynder snart en omgang detox. Jeg skal lige læse lidt mere, for jeg skal vide mere om, hvordan jeg opbygger leverens afgiftningssystem inden jeg kaster mig ud i det. Det er nemlig, så vidt jeg har forstået, der farerne ligger begravet ved detox. Detox sker i to faser i leveren, og mange detox programmer tager kun hensyn til fase 1, som betyder, at man er værre stillet end da man startede, fordi kroppen ikke længere gemmer giftstofferne i fedtvævet, men det ryger ud i blodbanerne. Det må ikke ske, og derfor er det vigtigt, at leveren er rustet til fase 2, som sørger for at gøre giftstofferne vandopløselige, så de kan komme ud gennem urin, afførring og sved.

Jeg har desuden set hele den times interview med Dr. Alejandro Junger, som er lavet til Hungry for change filmen. Her forklarer han også i overskuelige detaljer, hvordan det med detox hænger sammen. Jeg forstår, hvad han siger, og jeg vil gerne snart i gang. Jeg skal bare være sikker på, jeg ikke kaster mig ud i noget, jeg ikke ved nok om. Så jeg læser lidt mere.

Og bare lige, så I ikke tror, jeg er ude i noget snavs med det her detox, så er det i bund og grund en eliminationsdiæt, jeg skal i gang med, og så består to måltider om dagen af frisklavet juice. Det handler om, at give fordøjelsessystemet en pause, så det kan koncentrere sig om andet, end at fordøje mad hele tiden. Så der er ikke noget hurlumhej med en masse specialprodukter eller piller, det er bare ren mad, og det er jo lige sådan, jeg kan lide det.

Ifølge Dr. Alejandro kan man detoxe sig ud af det meste, og det glæder jeg mig til at finde ud af meget mere om. Jeg tror sådan set på det, og min overbevisning om at ren kost giver det bedste og sundeste liv, lever i bedste velgående.

foodlike products

Citat af Dr. Alejandro Junger

*Jeg vil lige understrege, at Jane har anbefalet mig, at læse bogen, hun har ikke anbefalet mig, at følge programmet til punkt og prikke, så det er helt på eget initiativ og for egen regning, jeg gør det her. Så ikke noget med, at følge den detox fordi “det har Jane sagt”, det har hun nemlig ikke.