Kategoriarkiv: Jul

Salte mandler

Den her opskrift fandt jeg for 100 år siden på Slagt en hellig ko og jeg har brugt den mange gange siden. De ryger som varme boller herhjemme, og er altid et sikkert hit som gæstesnack. I går lavede jeg 400 gram, i dag er der en sørgelig rest tilbage. Vi havde ganske vist gæster i går, men knap 400 gram på et døgn er alligevel en del.

Jeg glemte at få taget et billede i går, så I må nøjes med restebilleder.

Normalt laver jeg 200 gram, og der lyder opskriften:

2 dl. koldt vand

3 spsk. fint salt

200 gram mandler

ca. 10 gram smør

Rør vand og salt sammen, til saltet er opløst. Hæld mandlerne i saltvandet og lad dem trække i 30 min. Si vandet fra, og hæld dem ud på en bageplade med bagepapir på, fordel en smule smør på mandlerne. Bag dem i en forvarmet ovn i ca. 15 min. ved 175 grader. Rør rundt i dem et par gange undervejs, så smøret bliver fordelt. Lad dem køle godt ned inden de spises. God fornøjelse.

Ristede nødder med chokolade

Efter inspiration fra Jane lavede jeg i går de her lækre nødder med chokolade, bare med et par små ændringer. Jeg brugte heller ikke en rest chokolade som Jane, nej, jeg købte den skam til formålet. Jeg sørgede dog for at følge hendes altid gode råd om, lige at smage et par bidder af chokoladen først, og derefter smelte resten.

Jeg ristede et par håndfulde hele pekannødder og mandler på panden et par miutter i en lille klat smør, og gav dem et drys flagesalt til sidst. Jeg smeltede knap 100 gram 70% chokolade over meget lav varme i vandbad. Jeg hældte nødderne i et lille fad med bagepapir i, og så kom den smeltede chokolade ud over. Ind i fryseren med hele balladen, og så er det bare om at være tålmodig.

Når det er gennemkoldt, så skal de bare hakkes groft ud. Det er ikke sidste gang jeg laver den lækkerbisken, det kan jeg godt sige jer. Jeg vil tro, jeg har brugt 10-12 minutter i effektiv arbejdstid, og det er en helt anden oplevelse, at spise chokolade med hjemmeristede nødder og lidt salt, end de der udtørrede undskyldning for mandler, der findes i de færdiglavede versioner. Ummenum, siger jeg bare.

Så kom julepynten frem

Kasserne kom ned fra loftet og ungerne synes det var en fest. Sikke mange fine nisser vi har. Vi har flere nisser, end vi har steder at stille dem. Og jeg tror ikke, jeg nogensinde selv har købt en nisse, jeg tror der har været bedstemødre og en svigerinde på spil der.

Og så har vi en enkelt havenisse, som er fra Oldemor Agnes, den står tappert ude på sandkassen i rusk og regn. Mon ikke den synes der var lidt mere julefest over sidste års sne end det her års gråvejr? Det synes jeg i hvert fald. Det er da godt nok et trist julevejr, det hjælper i hvert fald ikke på julestemningen, der trods alt så småt er ved at indfinde sig. Jeg er gået i gang med småkagerne, indtil videre er det blevet til lidt vanillekranse, pebernødder og brunekager. Der er dej til mere i køleskabet, men det bliver godt nok hurtigt kedeligt at trille de pebernødder. Det gjorde Benjamin sidste år, det synes jeg bestemt vi skal gøre en tradition ud af. Men gode det er de, og jeg er helt gak med de julesmåkager. Jeg er vild med at lave dem, og vild med at spise dem.

Hav en rigtig dejlig fredag derude i det riv rav ruskende decembervejr.