Kategoriarkiv: Kære dagbog

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

Når verden larmer virkelig meget og jeg har brug for ro…

peaceful

Det er ikke ret længe siden, jeg skrev om stress symptomer De er der endnu, kan jeg afsløre. Jeg tror dog, jeg er ved at nærme mig kernen af problemet. Det handler om flere ting. Det handler om, at jeg har brugt mere energi end jeg havde. Det handler om, at jeg giver hjælp og assistance til andre, jeg har altid en skulder parat, jeg giver virkelig meget af mig selv, men jeg beder sjældent om at få noget den anden vej, og det kommer ikke af sig selv. Det handler også om, at jeg har været i gang med for meget. For spredt fokus, for mange projekter, for mange ambitioner her og nu, for der er for pokker så meget, jeg gerne vil!

Men jeg har i den grad brug for at trække mig! Det viser sig tydeligt, når jeg begynder at ignorere sms´er om aftaler, krav og forventninger. Lidt som at lade være at tømme postkassen, for så er regningerne jo ikke kommet vel? Jeg har kørt for hårdt på siden starten af sommeren, jeg har glemt at stoppe op, mærke efter og trække vejret. Jeg orkede ikke engang at holde min fødselsdag, jeg vil hellere bare sidde i fred, for mine ører summer og mit hjerte hamrer.

“Somme tider, så bliver jeg så urimelig over for mine omgivelser, det gør jeg altså” siger Jørgen Leth i en af hans fantastiske tekster på Ingen regning til mig albummet. Jeg bliver også urimelig. Lige mens jeg er urimelig, så mener jeg bestemt, det er mine omgivelser, der er urimelige!! At de da ikke kan se det? Forstå det? Mærke det? Men det kan de ikke.

Krav og forventninger er det sværeste lige nu. Og andres behov. Jeg har to børn på 6 år, og de har det altså med at stille krav og have både forventninger og behov. Det er jo ikke noget, jeg kan trække mig fra. Men også her bliver jeg urimelig, og det gør mig ondt! Jeg bliver hende sure mor, som er så træls, og som ikke gider noget og som bare siger nej. Jeg bliver dum og sur, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud!

Der er tydelige tegn på, at jeg er gået over grænsen for, hvad jeg kunne rumme. Der er tydelige tegn på, at jeg har lagt låg på min sensitivitet, fordi jeg ikke orker at tage hensyn til det hele tiden. Jeg mærker min menneskelighed, og jeg mærker et behov for, at der er nogen, der spørger MIG, om JEG er ok. Men hvordan skal verden vide det, når jeg aldrig udtrykker det behov? Hvordan skal de regne ud, at når jeg er stille, så er det fordi, jeg er brugt op? Jeg tænkte, det kunne de regne ud, men det kunne de ikke. Og det er vel egentlig ok?

De næste par timer trækker jeg stikket ud til forpligtelser, krav og forventninger. Jeg vil fordybe mig med min forsømte symaskine og sy noget til mig selv. Jeg vil løbe en tur og læse i en bog. Og så vil jeg lade op til vores første skolefest i aften. Der kommer mange tusinde mennesker. Shit!

Brainstorm på stress symptomer

I går til yoga, da vi lå i restorativ*, kunne jeg mærke et ekstra stort behov for at blive liggende. Jeg lå, som altid, med en øjenpude på, og var helt inde i min egen verden. Jeg ville bare så gerne trække tiden ud, ligge der så længe, jeg havde brug for det. Da tiden var gået, var det nærmest grænseoverskridende for mig, at vende tilbage til rummet. Jeg ville bare så gerne blive i roen. Sådan foregår det desværre ikke, yogatimen sluttede, men jeg måtte bruge lidt tid til at tænke over, hvorfor jeg lige i går havde det store behov for at forsvinde ind i min ro, ind i min egen verden.

Og det var rigtig svært at indrømme over for mig selv, men jeg må nok indse, at jeg på det seneste har fået et par af de pokkers stress symptomer igen, og tankerne er begyndt at hobe sig op og blive filtret ind i hinanden. Det er ikke stort og alvorligt og farligt lige nu, men det bliver det, hvis ikke jeg stopper op nu, finder ud af, hvad det drejer sig om, og viser, at jeg er blevet klogere end sidst. Mine symptomer på en stress, der ligger og lurer er en indvendig sitren i hele kroppen, for høj puls, for mange tanker, træthed, meget overfladisk vejrtrækning, øget behov for at spise på følelserne.

På en måde kommer det bag på mig. Jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg havde styr på det nu. Det har jeg i det store hele også, og jeg regner da med, at bide den her over, inden den får ordenligt fat. Men det kan jeg kun, hvis jeg finder ud af, hvad det handler om.

Jeg har brainstormet lidt på det, bare for at få styr på, hvad det egentlig er, jeg går og tænker på for tiden. For der er ikke synderligt meget, der har ændret sig i min hverdag som sådan. Eller måske er der.

Jeg vil gerne dele min brainstorm med jer, måske kan I bruge det, måske kan I ikke. Jeg mener, at en brainstorm er et yderst virkningsfuldt værkstøj, til at få tankerne ud af hovedet og ned på papir. Få det hele med, også det du synes lyder fjollet eller ubrugeligt. Skriv det ned, kig på det, gå væk, kig på det igen dagen efter, føl efter i maven. Hvad reagerer du på, af det du har skrevet ned? Er der noget, der giver et sug i maven, tårer i øjnene eller andre fysiske signaler? Hvilke vil du gerne krybe udenom, og hvilke kan du nemt slette igen?

Brainstorm på mulige årsager til stress symptomer, uden filter.

-børnenes skolestart

-ny struktur herhjemme

-rod på kontoret

-kost der ikke nærer mig optimalt

-alt for lidt vand

-urolig søvn

-for mange jern i ilden

-en følelse af utilstrækkelighed

-utålmodighed

-perfektionisme

-spørgsmål omkring egen virksomhed

-tanker omkring mine evner

-følelsen af at være bagud

-for lidt ro

-mangel på meditation

-for meget kaffe

-følelsen af at skulle være noget for nogen meget af min tid

-mine besøg af selvindsigt den seneste tid

-nye relationer, hvordan skal de være fremover

-gamle relationer, hvad gør godt og hvad gør ikke

-præstationsangst

-følelsen af forkerthed

-iver efter at ville det hele på den halve tid

-følelsen af at give uden at modtage

-en masse ny viden på meget kort tid

-har svært ved at sætte grænser

 

Jeg skriver alt det ned, som jeg forbinder med en ubalance i mit liv for tiden, også det jeg ellers ikke ville forbinde med stress. Bliv ved at skrive ned, til du har siddet 5 minutter uden at kunne finde på mere. Vær sikker på, du har det hele med, også det du ikke har lyst til at skrive ned og se i øjnene. Listen er til dig alene, ingen andre behøver at se den, så du kan godt skrive det hemmelige og det grimme ned også. Det meste kan måske slettes igen, men det er ligegyldigt, det handler om, at få belyst, hvad der rører sig i livet for tiden, som kan bidrage til en ubalance. Derefter kan vi arbejde med det, flytte noget hen på nogle andre pladser, slette noget, og fremhæve noget andet. Alle tingene på listen, fylder noget i mit liv lige nu, og når jeg får skrevet det ned på den måde, så kan jeg se, at det faktisk er ret mange tanker på en gang. Det kan også være, det er et enkelt område, der skal kigges på, og så er det overstået.

Tankemylderet mærkes ved, at jeg tænker alle tankerne på en gang, og ikke en af gangen, som jeg helst vil kunne, og som jeg ellers har kunne siden januar. Nu får jeg alle tankerne filtret ind i et garnnøgle i hovedet hele tiden, og jeg skal stille og roligt vikle dem ud igen. Det her skal løses, inden det sætter sig, det er der ingen tvivl om. Tidligere havde jeg tankemylder, når jeg gik i seng, det har jeg ikke nu. Jeg falder fint i søvn, men vågner til gengæld flere gange om natten og tænker og tænker, og kan ikke falde i søvn igen.

De næste par dage vil jeg bruge på at kigge på min liste ind i mellem, overstrege noget, understrege noget andet. Og så vil jeg bruge lidt tid på, at finde ind til roen i min egen verden, der hvor jeg var i går, og se om jeg kan tage noget af det med mig tilbage til virkeligheden.

Synes du det giver mening, at lave en brainstorm på den slags symptomer i livet? Lad mig endelig høre.

shavasana

*restorativ er de 5-15 minutter efter aftenens yogapraksis, hvor vi ligger i en afslappende, modtagelig stilling, ofter den der hedder shavasana, som du kan se på billedet herover, men det kan også være andre utrolig givende stillinger. Det er i restorativ, vi høster frugterne af den praksis, vi lige har været igennem, det er her, der sker noget helt særligt i krop og sind.

 

“I en travl hverdag….”

Det er en sætning, vi hører igen og igen og igen. Det er som om, det er blevet et grundvilkår, at vi har en travl hverdag. Jeg får følelsen af, at vi er blevet fået en hjernetatovering med ordene, og vi ikke har mulighed for at se, at det måske, bare måske, kunne være anderledes? Vi lærer det tidligere og tidligere. Mine børn er lige startet i skole, og de skal være der 1 time længere om dagen end børn var sidste år. Vi skal nå mere og mere, vi får bare ikke flere timer i døgnet.

“Jamen sådan er vilkårene jo!” Tja, både og, vil jeg påstå. Vi har et valg, i visse områder af vores liv. Det handler meget om, hvad vi vælger til og fra. Ofte handler det faktisk ikke om, at vilkårene er sådan, det handler om, at der ikke er noget, vi har lyst til at give slip på. Vi vil det hele, og konsekvensen bliver en fortravlet dag, hvor vi knap når at stoppe op og trække vejret.

Jeg har lige været på 3. modul af min uddannelse til life coach. Her havde vi en morgen runde, hvor vi hver især fortæller, hvor vi er her og nu. Her nævnte jeg bl.a. mit behov for alenetid. Alenetid er for mig ikke længere et fravalg af min familie eller andre, det er et helt grundlæggende behov jeg har, nøjagtig som at spise, drikke, sove, holde varmen osv. Og jeg har meget alenetid, det er bestemt ikke alle forundt, og det er heller ikke alle, der har behovet. Jeg troede tidligere, at alenetid betød, at jeg ikke kunne lide de mennesker, jeg ikke var sammen med i min alenetid. Jeg fik en trist følelse af det, og selvom jeg vidste, jeg havde behovet, så lagde jeg låg på det. Hvis jeg valgte at være alene, selvom jeg havde mulighed for at være sammen med mine børn, mand, veninder, så var der noget galt med mig, og så var vi nok ikke en lykkelig familie. Måske nogen kan genkende det? Jeg har sidenhen fundet ud af, at det ikke er tilfældet! Nu har jeg som regel ikke dårlig samvittighed over, at jeg har brug for at være alene. I stilhed. For jeg har lært, at her lader jeg op. At være sammen med mennesker giver mig en enorm værdi, og en mening med livet, men det dræner mig også.  For meget alenetid betyder på den anden side, at jeg løber tør for værdi og mening, så jeg skal have balance i det.

I pausen den dag efter runden var der flere, der kom hen til mig og sagde, at jeg havde virkelig ramt noget i dem med den snak om alenetid, og hvad det gjorde ved mig at have den, og hvad det gjorde ved mig, når jeg ikke havde den. For de havde aldrig alenetid! De skulle noget hele tiden. De havde så travlt med at have travlt, at de forsvandt i det. Der er så meget, vi skal nå i en travl hverdag, at vi sjældent når, at være alene. Men der er som regel heller ikke noget af det, vi vil give afkald på. Karrieren vil vi ikke give afkald på, heller ikke lønnen, fritidsaktiviteten giver os også værdi, og så er der børnenes fritid, den skal også passes, vi vil helst heller ikke give afkald på for meget tv tid (her er ellers en del at hente for de fleste, kan jeg forestille mig), vi vil heller ikke stå tidligere op om morgenen, og vi er også tvunget til at sidde i trafikken hver morgen og eftermiddag osv osv osv.

Jeg siger ikke, det er nemt. Og jeg siger heller ikke, at jeg har løsningen, og jeg tror bestemt heller ikke, det er alle travle mennesker, der føler, det skal ændres. Og mennesker tilpasser sig, så måske det går fint? Noget tyder bare på, at det ikke er tilfældet. Måske er det bare en god idé, at stoppe op ind i mellem, lige få sig selv samlet op, og tage en status på, hvor vi selv og vores familie som helhed er på vej hen i det her liv. Det gør mig ked af det, at se så mange mennesker og familier gå ned med flaget for en kortere eller længere periode, bl.a. fordi vi har bildt os selv ind, at det er et grundvilkår, at have travlt. Måske er det ikke? Hvad mener du?

Robin Sharma

Er vi ofre eller har vi et valg?

Jeg kan sgu ikke altid finde ud af det. Måske er det et sted midt i mellem.

For nogle uger siden læste jeg en opdatering på Martin Thorborgs Facebook profil. Han skriver meget om salg, at være selvstændig, virksomhedsudvikling osv. Nogle gange synes jeg, det er fornuftigt, andre gange ikke. Under alle omstændigheder, så var der den her opdatering, som har spøgt lidt hos mig siden, og da jeg læste et indlæg hos den skønne Charlotte, så fik jeg brug for at sætte ord på.

Det jeg læste om hos Martin Thorborg, kort fortalt, handlede om en virksomhedsejer, der solgte softice. Han solgte tre størrelser, lille, mellem og stor. Han var ked af, at han altid solgte den lille version, det var meget sjældent, han fik solgt mellem og stor. Så gjorde han det, at han ændrede navn på størrelserne så de nu hedder børne, lille og stor. Priserne er de samme som de var tidligere på de tre størrelser, så nu koster en børnestørrelse det samme som en lille gjorde før, og den lille koster nu det samme som en mellem gjorde før. Og folk køber stadig, den der hedder lille. Det vil sige, at nu sælger han i princippet flest af dem, der før hed mellem, og dermed får han flere penge i kassen.

Fra et salgssynspunkt, godt gået, det kan jeg godt se, men det viser også noget om, hvor nemme vi som mennesker er at manipulere med. Og det kan godt være, vi mener, vi har et valg, men det har vi på en måde alligevel ikke. Vores hjerner er programmeret til at agere på en bestemt måde. Dermed ikke sagt, at vi ikke har et ansvar, at vi bare er sagesløse ofre, men jeg vil holde på, at så længe vi ikke ved bedre, kan vi ikke gøre bedre. Og selvom jeg selv ved bedre, så falder jeg stadig i fælden.

Jeg kommer til at tænke på, at jeg kan huske som barn, når vi var ude og sejle, enten til Sverige eller Tyskland, så var det vildt overvældende, at kunne købe så store mængder slik, som man nu engang kan på de færger. Det var noget særligt, noget vi gjorde en gang om året, og jeg udvalgte nøje, hvad jeg ville have med hjem. Poserne var så store, og udvalget så stort, at det næsten var svært at rumme.

I dag ser spothylderne i den lokale Netto sådan ud. Det ligner en færgebutik med store poser af det hele. XL poser, Jumbo størrelser, 45 store chokoladeskildpadder i en æske osv. Og det koster ingenting! Der er helt sikkert nogle mekanismer, der går i gang i hjernen, når vi står der mellem spande med Qualitystreet, og 10 Twix for 40 kr. Vi bliver i den grad manipuleret med, og vi bliver også manipuleret til at tro, at vi har et valg! Der var engang, det var fornuftigt, at samle til dårlige tider, eller sørge for rigelig mad med rigelig energi, når den var tilgængelig, men nu er der mad overalt hele tiden, vi behøver ikke længere samle sammen. Det ved vores hjerne bare ikke endnu. Når vi står der mellem gode tilbud i store mængder, som er fyldt til randen med energi fra sukker, så siger hjernen, at vi skal slå til. Og det gør den hver gang! For rigtig mange mennesker undertegnede inklusiv ind i mellem, er det en daglig kamp, at komme igennem sådan et supermarked, uden at have 45 skildpadder, 3 pakker Oreo´s og 1 kg. M&M´s med ud.

Der er nogle, der ikke bliver påvirket, eller er ligeglade med, at de bliver påvirket, og fred være med det, dem jeg tænker på, er alle dem, der faktisk ikke vil det her! Det er bare så svært, at sige fra, når et urinstinkt presser på. Se bare hvor nemt det var, at få folk til at købe en større softice, kun ved at ændre navnet, ikke størrelsen.

Jeg får sådan lyst til endnu en gang at slå et slag for Hungry for Change, den sætter spot på så mange områder, der virkelig betyder noget i min verden. Hvis du ikke allerede har set den, så synes jeg, du skal gøre det.

Noget om overbevisninger

Jeg har nu været på 2. modul af ID-life coach uddannelsen. Det har været en rutsjebanetur. Egentlig var det stille og roligt op og ned, mens jeg var der, men dagene derefter har været et ordenligt dyk ned, og jeg er stadig fuldstændig drænet. Vi lærte, på det her modul, om overbevisninger, og noget om at give slip på fortiden. Én ting er, at man skal lære en masse, men samtidig skal jeg også forholde mig til 19 andre elever, OG jeg skal stille op som klient hver dag og blive pillet fra hinanden uden altid at blive sat rigtig sammen igen. Jeg siger jer bare, så bliver man altså træt!

Jeg har lært en hel del om at finde frem til andres overbevisninger, men jeg har så sandelig også lært en masse om mine egne! Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med overbevisninger, så er det de små sætninger, vi går og fortæller os selv hele tiden, sætninger som begrænser os i vores udvikling. Det kan f.eks. være “jeg er ikke god nok til det”, “jeg har ikke tillid til andre mennesker” eller “andre mennesker kan ikke rigtig lide mig”…sætninger i den stil. Overbevisninger er noget vi har troet på længe, og pludselig er det blevet til vores sandhed. Og selvom der måske skulle sidde en enkelt eller to derude, som tænker at de ingen overbevisninger har, så tro mig, det har alle!

Overbevisninger kan bestemt også være positive, men vi koncentrerede os selvklart mest om de negative, for det er dem, der er hæmmende for os, det er dem, der begrænser os, men i en vis grad også beskytter os. Overbevisninger er konklusioner, vi har draget på baggrund af vores erfaringer. Det kan bestemt både være godt og skidt, men de gode hæmmer os ikke i vores liv, det gør de negative så absolut.

Selvom jeg synes, det er rigtig hårdt at stå model til det her, så er det også helt utrolig lærerigt. Jeg lærer så meget, og jeg suger det hele til mig som en svamp. Men det er godt nok tomt og underligt at sidde i stilhed efter 4 så intense dage, og ikke have nogen i sin nærhed, som ved, hvad jeg lige har været igennem. Jeg kan ikke forklare det her til nogen. Det er sikkert også fint nok, og om et par dage, så letter det lidt, men lige nu, der er det svært.

Jeg glæder mig så vildt til at prøve det her på nogen. Jeg har selvfølgelig prøvet det på nogle af de andre elever, og jeg havde en vildt god oplevelse med en af dem, hvor vi faktisk fik fuldstændig fjernet en af hendes meget hæmmende overbevisninger. Den gik simpelthen i opløsning. Det var fedt!! Men jeg glæder mig til at prøve det på helt andre mennesker, jeg glæder mig til at se, hvad det kan føre med sig.

I går aftes var jeg til yoga. Jeg glædede mig rigtig meget, for det giver mig mere, end jeg havde troet muligt. Jeg har det hver gang som om, jeg kommer hjem, når jeg er til yoga. Altså ikke som at mit hjem ikke er hjemme, men hjem i mig selv. Tingene falder på plads, jeg falder på plads. Krop, sjæl, mening, formål mødes på samme tid i mig. Sådan var det også i går, og det trængte jeg i den grad til efter weekendens udfordringer.

body mind

Derudover, så har der været stille her på kanalen, for vi har været en tur på Mallorca. Vi gik all in på charter, men det kan være, der kommer billeder fra det en anden dag.

Kære Dagbog – hvad skaber værdi?

Jeg havde en god lang snak med en dejlig ven i går. En snak der satte nogle tanker i gang omkring værdier i livet. Hvad er det i vores hverdag, der giver os værdi?

Jeg har haft (eller har vel stadig) en periode, hvor mange ting har været rigtig surt. Jeg har nogle ting, der frustrerer mig rigtig meget, som jeg ikke kan få til at gå op i en højere enhed. Jeg ved godt, at jeg hverken lever under filippinske eller syriske tilstande, men jeg kan nu engang kun tage udgangspunkt i mit eget liv. Og mit liv er fyldt til randen med dårlig samvittighed. Jeg fortæller mig selv den dårligst mulige version af de fleste scenarier. Når jeg f.eks. nu har fået mit eget rum herhjemme, efter min mand har flyttet sit kontor ud i verden, så har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare får mig et normalt arbejde, rydder rummet og giver Bertram og Ronja hver deres værelse, i stedet for de stadig skal dele. Og det kan jeg så fortælle mig selv 50 gange om dagen. At det er mit ego, der gør, at jeg har behov for mit eget rum, og at det er piberi, når jeg føler min hals og mave snøre sig sammen ved tanken om et helt almindeligt arbejde med kolleger og arbejdstider.

Men i stedet for at have det elendigt over de valg, i stedet for at have det elendigt over, at jeg ikke ser et almindeligt arbejde som en mulighed lige nu, så må jeg finde værdien i mine valg. Hvad det giver mig af værdi, at jeg arbejder hjemme, hvad det giver min familie af værdi. Og det er ved Gud ikke økonomisk værdi jeg bidrager med lige nu, så værdien må ligge et andet sted. Værdien må bl.a. ligge i, at jeg ikke ender i en depression, fordi jeg skal ud i en verden, jeg ikke kan overskue. Værdien må også ligge i mine forholdsvis korte arbejdsdage. Og så må jeg lige lede videre på det punkt for der fylder den samvittighed lige lidt rigeligt….hmmm.

I stedet for altid at se de praktiske ting i hverdagen, der skal gøres uanset om jeg vil eller ej, som belastninger, der fjerner mig fra de ting jeg elsker at lave, så må jeg finde værdien i dem også. Værdien i at sørge for, at min familie får sund, hjemmelavet mad, selvom det kan betyde lang tid i køkkenet, tid som jeg kunne bruge på alt mulig andet. Men jeg vælger at bruge tiden i køkkenet, for det er det, der giver mig værdi. Og vi vælger at bruge nogle timer i weekenden på rengøring, fordi det giver familien værdi, at her er rent og ryddet, det giver noget overskud, at rodet ikke fylder det hele. Men det må bare ikke overskygge de andre værdifulde ting, som en weekend kan byde på. Så lige så vel som rengøring er en del af weekend programmet, så skal der også være plads på prioriteringslisten til andet. Det giver i hvert fald mig enormt meget værdi, at vi som familie i weekenden laver noget sammen. Vi har en ret ensartet hverdag, hvor alt foregår på samme tid og på samme måde. Det er vigtigt for os alle, at have de rammer i hverdagen. Men det betyder, at vi ikke bruger ret meget tid sammen uden for hjemmet i hverdagene, så det har jeg virkelig behov for i weekenden. Så en udflugt i weekenden giver mig lige så meget værdi som rengøringen gør. Og grunden til, jeg nok har brug for at tænke det lidt på den måde, som bliver lidt liste agtig og struktureret er, at mine tanker ellers bliver et stort miskmask af hvad vi burde, hvad vi skal, hvad vi vil, og det bliver noget frygtelig rod inden i mit hoved. Og det giver absolut ingen værdi for mig at holde weekend på den måde.

En anden del af mit liv, jeg har brug for at værdisætte er motion. Motion er jeg også god til at se som en sur pligt, og som en pligt der kan undværes, skæres væk, for hvis jeg ikke har timer nok i døgnet, så er det den mindst vigtige. Og det er jo noget vrøvl! Og hvis ikke jeg mener, at det at gå en lang tur giver mig en umiddelbart værdi, for det gør det ikke, på den lange bane, så giver det mig den værdi, at jeg får mindre ondt i ryggen, at jeg får frisk luft, at jeg ikke svækker mine muskler, at jeg minimerer risikoen for alverdens sygdomme osv. Det er da en stor værdi, som jeg går glip af. Jeg må vende tankerne lidt på mange områder. Jeg har virkelig haft en periode, hvor det hele bare var surt, næsten uanset hvad det drejede sig om, og helt ærlig, det giver ingen værdi overhovedet.

Jeg har vist mange steder i mit liv, hvor jeg skal finde værdien i det jeg gør. Det kan vel i virkeligheden gøre forskellen på at overleve og at leve? Det tror jeg, i hvert fald for mit vedkommende. Ellers ender dagene med en lidt for lang to do liste, hvor tingene bliver streget, bare fordi de står der og skal laves, og ikke fordi man får følelsen af at tilføre sit liv ægte værdi.

charlie brown

 

Kære Dagbog – Jeg kunne jo godt lige…

I dag har jeg været ved tandlægen. Igen. Det er 3. gang på en måned, og for en med udtalt tandlægeskræk, så er det altså lidt af en omgang. Først fik jeg lavet en rodbehandling over to omgange, og i dag har jeg så fået hevet en kindtand ud. Den var flækket på langs pga en gammel rodbehandling. Det skulle tage ca. en halv time at trække den tand ud. Det gjorde det så ikke, det tog TO!!! To f…… timer lå jeg der med åben mund og var så sårbar. Den ville bare ikke ud, den pokkers tand. Min stakkels tandlæge endte med at svede som hest, som han selv sagde. Jeg fik ca. 12 sprøjter, for bedøvelsen bliver ikke ret længe i mit system. Han hev, flåede, borede, trykkede og rokkede. Og da jeg langt om længe var færdig, sagde han, at skulle jeg en dag have trukket flere tænder ud, så skulle jeg få en tid hos en hospitalstandlæge. Jamen, så blev det jo afgjort, jeg skal ikke have trukket flere tænder ud. Ever!!

Jeg klarede det nu ok, hvis jeg selv skal sige det. Han sagde, jeg var meget tålmodig, men come on, hvor meget valg har man, når man ligger der? Jeg har den sødeste tandlæge, der lytter, beroliger og forstår. Det er dejligt, trods alt. Og efter den her omgang, så glæder jeg mig helt vildt til at vende tilbage og bare få en stille og rolig tandrensning. Argh, helt vildt er nok så meget sagt, men det bliver piece of cake!!

Her til eftermiddag har jeg så meldt mig lidt ud af familien. Jeg er ovenpå. I min seng. Og i min hule. Egentlig har jeg slet ikke så ondt nu, som jeg frygtede. Og når jeg ikke har ondt, så kunne jeg jo godt lige lave aftensmad? Jeg kunne jo lige ordne den rodebunke, der på mystisk vis er vokset ud af ingenting, på gulvet ved siden af min seng? Når jeg nu alligevel ligger der?! Jeg har jo ikke så ondt, så hvorfor bare ligge der? Altså lige bortset fra, at tandlægen beordrede mig hjem i seng, så tanden får ro til at hele. Men jeg er lidt irriteret over den der tanke om at bare lige kunne, hele tiden dukker op. Hvorfor kan jeg ikke bare ligge ned, læse min bog, se noget tv, hive stikket ud? Begge dele hiver i mig. For nej, jeg kan ikke bare lige. For jeg er fuldstændig drænet for energi. De to timer tog alle kræfter ud af mig for i dag. Jeg har ikke noget at give af. Jeg tusser lidt rundt, putter med et barn der trænger, snakker lidt med en træt familiefar, ligger lidt igen og tænker at jeg kunne jo godt lige, for det gør jo ikke så ondt.

Hvor tit er det lige, jeg melder mig ud og går op på mit værelse? Aldrig. Så nyd det dog for pokker, når nu det skal være. Mon det er de der stressknuder i maven, der alligevel stikker sit grimme fjæs frem? Følelsen af hele tiden at skulle præstere? Følelsen af, at når jeg laver ingenting, så er jeg doven?

Jeg vil prøve at trække vejret dybt ned i maven, forsøge at lukke de eftermiddagstrætte i familien ude, og glæde mig over, at jeg trods alt ikke har så ondt, som jeg havde forventet efter den omgang. Peace out.

tandlægen