Kategoriarkiv: Kære dagbog

Kære Dagbog – jeg er her endnu.

Egentlig så mistede jeg motivationen lidt til at blogge her hen over sommeren. Jeg tænkte, at det nok ville vende tilbage, når efteråret ramte, når dagene blev kortere. Men det skete ikke rigtig. Når jeg tænker mig godt om, så kan jeg se nu, at det er fordi, livet på den anden side af skærmen har fyldt så meget, at den her del af livet blev sorteret fra. Der var simpelthen ikke plads til at præstere her også. Alt hvad jeg skrev blev halvhjertet, lidt uinteressant og små kedeligt og endte med at blive slettet igen. Tja, det bliver det måske også fremover, men nu er presset herude i den virkelige verden i hvert fald lettet lidt, så jeg giver det en chance mere.

Da jeg læste det her indlæg for nogle dage siden, så gik det også op for mig, at det Ulla siger i sit meget velskrevne indlæg også spillede ind hos mig. Det vidste jeg bare ikke, før hun sagde det højt. Samtidig har jeg for tiden lidt svært ved at finde den røde tråd i min blog. Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg bidrage med? Hvor har jeg noget at byde ind med? Jeg har brug for at definere bloggen på en måde, så det ikke bliver et stort misk mask af alt og intet. Hvad er det, I gerne vil læse om? Vil I læse om mig og min familie? Er det opskrifter? Er det billeder af de ting, jeg syr? Er det en blanding, hvor det hele er med? Med Ullas indlæg i tankerne, så ville det være rigtig dejligt med lidt feedback her.

Men når nu jeg alligevel skriver, så kan jeg da fortælle, om lidt af det, der har fyldt mit liv den sidste tid.

Jeg har fået min egen hule. Min kære mand har fået sig et kontor ude i byen, så jeg er nu alene på skansen herhjemme i dagtimerne. Det nyder vi begge i stor stil. For skal jeg være helt ærlig, så er fælles kontor med manden på hjemmeadressen ikke det, der har bidraget allermest til hverken vores arbejds eller privatliv de sidste måneder. Vi havde begge brug for forandring. Det betyder, at jeg nu har mere luft omkring mig, mere ro og det har han også. Det har givet os en masse på arbejdsfronten, og det har givet mig plads til at drømme stort i mit lille rum. De drømme vil jeg gerne dele med jer snart, men det må vente lidt endnu. Jeg er ikke klar.

Derudover, så har min lille Ronja fyldt meget i mine tanker. Hun har haft det svært, og egentlig har det nok handlet meget om, at JEG har haft det svært. Det smitter hende med det samme, når jeg har de der stressede knuder i maven. Et af de karaktertræk hun har arvet fra mig, på godt og ondt, er at hun er særlig sensitiv. Forskellen ligger så i, at jeg er voksen, jeg kan læse mig frem til, hvad det drejer sig om, både for hende og for mig selv, jeg kan mærke efter, men hun er lille, og må bare spille med. Jeg kan ikke forklare hende det. Endnu. Det har givet nogle rigtig dumme situationer, når både hun og jeg er brugt op, og der samtidig også er en lille dreng og en far, som også har brug for en plads her i familien. Nu er mine knuder i maven langsomt ved at løsne sig, og det smitter heldigvis også. Det er helt utroligt, så stor indflydelse både det sagte og usagte har på vores små børn. Sikke et ansvar man bærer på. Jeg håber, vi er på rette spor nu.

Jeg har været hos min ene fysioterapeut i dag. Som nogle måske kan huske, så går jeg hos to forskellige (mand og kone). Den lange historie omkring hvad der er kommet ud af det forløb, vil jeg fortælle om en anden dag, det kræver vist sit eget indlæg. Men i hvert fald, så har jeg hen over sommeren ikke været ret meget hos ham, mest hos hende. Og i dag da jeg kom, der lyste han helt op. Han var så glad og kunne tydeligt se, at den kvinde der kom ind af døren i dag, er en helt anden, end den der kom hos ham første gang tilbage i januar! Det skal lige indskydes, at den mand altså ikke er en normal fysioterapeut. Han kan noget mere, det er jeg ikke i tvivl om. Han behandler hele mennesket, ikke kun den smerte, der lige sidder i lænden, nakken eller hvor den nu sidder. Og han så, at jeg er kommet langt. Han har forstået mig, og behandlet mig ud fra, hvad han så. Det har været fantastisk, og det var rigtig dejligt, at han så noget andet i dag. Jeg har fået glimtet i øjet tilbage, min holdning ændrer sig, mine konstante smerter er på retur, lige nu har jeg flere dage uden smerter i ryggen end jeg har med smerter. Det er en ny verden. Boblen om mit hoved er sprunget, jeg føler det nærmest som om, jeg ikke kunne se, og nu har fået briller.

Jeg tager et skridt af gangen. Det kan godt være, det ikke altid går så hurtigt, men jeg er på vej. Men SKAL det gå hurtigt? Jeg har vist aldrig gjort noget hurtigt, til stor irritation for min omverden og mig selv ind i mellem, men hvis det nu engang er sådan jeg er? Der er jo en grund til, vi har fået indrettet vores liv herhjemme, som vi har. Jeg passer ikke ned i hurtig kassen. Jeg passer ikke ind i det konventionelle arbejdsliv. Det ødelægger mig. Men jeg føler stadig, jeg skal undskylde for det?! Hvorfor skal jeg hele tiden stræbe efter, at lave mig om, så jeg passer ind i det liv, som andre lever? Ja, jeg er SÅ privilegeret, at det kan lade sig gøre sådan her, men er det forkert? Det betyder ikke, at jeg bare fiser den af, for det gør jeg langt fra. Jeg halter altid bagud, har altid travlt. Men jeg nyder, at jeg kan gøre det jeg skal i ro og fred. Og se, nu følte jeg alligevel et behov for at fortælle, at jeg faktisk har travlt og er bagud?! Endnu en gang skulle jeg forklare og forsvare. Selv på en blog, hvor de fleste læsere, slet ikke er nogen, jeg møder i mit virkelige liv. Utroligt. Det må jeg arbejde videre på.

Nå, måske var det et sidespring, eller måske var det det, jeg virkelig ville sige? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald noget af det, der rører sig i mit liv for tiden. Det der fylder mine tanker.

Og er det så ikke ved at være fast, at der til indlæggene om mine tanker, hører et pinterest quote? Jo, det tror jeg vist nok, så her får I en af mine favoritter for tiden. Jeg siger det bare…

busy

Kære Dagbog – Eftertanker

I onsdags var jeg til foredrag med Lykke Rix på Louisiana i Humlebæk. To timer i rum med ca. 60 andre kvinder og en enkelt mand. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, hvad det egentlig handlede om, jeg vidste bare, det var noget om, at finde hjem til sig selv og nej, vi snakker ikke gps teori her. Det første jeg gjorde, var at få en mindre panik anfald. Jeg ankom i halvdårligt humør, mødtes med min gode ven Nina, som også var i halvdårligt humør. Jeg skulle sidde i rum med mange fremmede kvinder, uden at ane, hvad der skulle ske, hvilket i sig selv er temmelig grænseoverskridende for mig. Jeg kunne fornemme, at de fleste i rummet havde helt styr på, hvem Lykke var, men jeg havde aldrig selv hørt om hende. Og det første hun siger er “Kan I mærke det? Kan I sådan rigtig mærke det?” PANIK!! Hvad fanden skal jeg mærke??? Jeg kiggede rundt og tænkte, at måske nogle andre havde fanget den? Jeg var ved at løbe skrigende derfra, for jeg kunne egentlig kun mærke mit dårlige humør, og jeg havde på fornemmeren, det ikke var det svar, hun var ude efter.

Det var sommerregnen. Kunne vi mærke sommerregnen. Hmm, nej, det kunne jeg ikke. Jeg sad indendørs, og jeg blev lidt bange for, at det blev for højtflyvende det her, og at jeg slet ikke kunne være med, hvis det var der, vi skulle hen….

Jeg vil ikke komme med et langt referat af de næste to timers foredrag, men fortælle lidt om, hvad jeg fik ud af det, og hvilke tanker jeg går med lige nu. Lykke viste sig at være en meget gribende og følsom fortæller. Hun fortalte sin historie, og fortalte hvordan, hun havde fundet hjem til sig selv. Og jeg købte den. Jeg blev rørt, og jeg tog endda et par noter, hvilket er meget ulig mig, skulle jeg hilse og sige. Men hun sagde et par ting, som jeg gerne ville huske. Ting jeg vel egentlig godt vidste, men nogle gange er det rart, at få sat ord på af en anden.

Hun sagde blandt andet, at jo mere hun lærte om selvudvikling, jo værre fik hun det, jo mere forkert følte hun sig. Jo klogere hun blev, jo mere skulle der fixes ved hende. Og det ramte mig. Voldsomt.  For det er jo mig. Det aldrig er godt nok. Jeg føler, at uanset hvad jeg gør, så stiller jeg aldrig de andre eller mig selv tilfredse.  Jeg skal hele tiden fixes. Alt skal hele tiden fixes. Uanset hvad jeg gør, både for mig selv og i forbindelse med andre, så føler jeg, at jeg skulle gøre mere, gøre det bedre. Først og fremmest vil jeg gerne være i stand til, at tage en beslutning, og være ok med den, bare fordi det føles rigtigt. Det ville også være rart, hvis andre, enige eller uenige, kunne være ok med det. Der findes sikkert det rigtige at gøre inden for alle områder, men jeg gør bare ikke altid det rigtige, og det koster mig voldsomt meget, at konstant føle mig forkert, konstant overtræde mine egne grænser for andres skyld. Og dermed ikke sagt, at alle andre bevist overtræder mine grænser, og menneskene i mit liv er forfærdelige mennesker, overhovedet ikke. Jeg har jo aldrig sagt det til nogen. Jeg har heller ikke altid vidst det. Men nu ved jeg det, at jeg lader mange mennesker overskride mine grænser, og så føler jeg, at jeg skal fixes, for det er jo nok mig, der er forkert. Men i stedet for at føle mig forkert, i stedet for at fixe mig, så vil jeg egentlig hellere forene mig med, at jeg bare ikke kan stille alle tilfredse. Forene mig med, at jeg ikke kan gøre det hele rigtigt, både rigtigt for mig, og rigtigt for alle andre. Vi er jo alle forskellige, vi har alle vores historie, og de fleste mennesker jeg har i mit liv, ved vel nok, at gør jeg noget, der i deres øjne er forkert, så er det nok hverken med den hensigt eller af ond vilje. Jeg er bare mig, jeg har min historie, og jeg har brug for at gøre noget andet nu. Jeg bliver nød til at mærke efter, så jeg ikke længere får følelsen af, at jeg ikke kan få luft, når jeg gør noget, fordi andre ellers ville synes, jeg var forkert.

Egentlig har jeg været på vej derhen et stykke tid, hvor jeg godt kunne se, at jeg skulle slå bremsen i, og søge lidt mere indad i stedet for at lede efter løsningen alle mulige andre steder. Men det har også gjort, at jeg har trukket mig lidt mere ind i mig selv. Hvis jeg skal lytte til mig selv, sådan helt inde i kernen, så er jeg nød til, at lukke andet lidt mere ude. Jeg leder efter grænsen for, hvor jeg selv slutter og andre begynder. Jeg ved ikke, om det giver mening for andre, men det gør det for mig.

Jeg har nok sagt det før, men nu siger jeg det igen. Jeg har ikke noget følelses filter. Hvis jeg er i rum med andre, så kan jeg alt for ofte rent fysisk mærke deres følelser. Lige for tiden er det særlig slemt, og derfor har jeg trukket mig lidt fra det hele, tror jeg. Og nu tænker du måske, at jeg da lyder ligeså højtflyvende som Lykkes start på foredraget, men sådan føler jeg det ikke selv, for det er sådan en stor del af mig efterhånden, at jeg nogle gange ikke kan få luft. Jeg mærker andres følelser så meget, at jeg ikke kan mærke mine egne. Jeg kan bare mærke en enorm ubehag, og jeg kan næsten føle mig kvalt, hvis jeg både skal rumme mine egne og andres følelser på én gang.

Men altså, det hun sagde med at føle sig forkert og den slags, det var i hvert fald endnu en ting, jeg kan putte i den der rygsæk jeg har med mig, derhen hvor jeg nu engang er på vej hen. Og på den vej forsøger jeg også, at opbygge nogle grænser. Mine egne grænser. De grænser der skal vise mig, hvor jeg er nød til at sige fra. Hvor det koster mig for meget, at gøre noget, som jeg i virkeligheden ikke kan rumme. Jeg ved, der sidder nogle derude og læser med, som fuldstændig forstår hvad jeg siger, for de har det sådan selv, og så sidder der andre, som slet ikke kan følge med lige nu. Og det er også fint nok, jeg er bare virkelig glad for, at jeg har opdaget, det sidste års tid, at vi er mange, der har det sådan her, og mange, der har det virkelig svært med det. Jeg vil gerne finde roen i det, finde hjem. Og Lykke Rix putter jeg i rygsækken, og tager hende med på min vej.

Pin3

Kære Dagbog – Min mand er ikke en rigtig mand.

Kærlighed

I går så jeg So fucking special på DR1. Jeg er voldsom tv snob, og der er ikke meget, jeg gider se i fjernsynet, men når jeg husker det, så ser jeg det her lidt spøjse program med den skøre Christine Feldthaus. Nå, men i går handlede det så om mænd i køkkenet, sådan på nørdemåden. Mænd og gourmet, I ved. Der var bl.a. noget med et slagtekursus jaja, det var ikke lige topemnet til vegetaren her og selvfølgelig kom der en af de der tåbelige udtalelser, fra en tåbelig mand “Ja, det er lige før man kan sige, at et mand, der ikke laver mad, er ikke en rigtig mand”. Øh nå? Hvem er det lige, der finder på de kriterier? De samme som siger, at en mand, der ikke spiser kød, ikke er en rigtig mand!? Så dvs. at den høje, bredskulderede, stærke, kærlige mand, jeg er gift med, i virkeligheden slet ikke er en mand? For han spiser ikke kød, og han laver ikke mad. Bevares, han laver en god pastasovs, og han steger en lækker fisk, men at gå så langt som at sige, at han “laver mad” er nok at drive det for vidt.

Hvad mon han så er? Ja, undskyld hvis jeg træder nogle over tæerne her, men han er i hvert fald ikke en vat arm, der arbejder i Nykredit eller med pensionsordninger, og han giver heller ikke et slattent fugtigt håndtryk. Han går så absolut ikke på slagtekursus, men han fanger til gengæld sine egne fisk, og gokker dem i nøden med knytnæven.  Og det er ikke noget, han er blevet sendt ud i af konen, som alle de andre mænd på slagtekurset, hvis koner åbenbart mente, de trængte til et gavekort til noget mandigt. Der gik måske lige lovlig meget Nykredit i den derhjemme!

Jeg kunne jo bare være ligeglad med sådan nogle udtalelser. Men det er jeg ikke! Min mand har aldrig gjort tingene som alle andre. Han er sin egen, og har fundet sin egen vej. Han har en jernvilje og militærisk disciplin. Han lader sig ikke snøre, han lader sig ikke overtale. Ikke af andre end vores børn.  Han gør mig tryg. Han passer på os. Han vil beskytte os herfra og til verdens ende. Han sørger for et tag over vores hoveder, og han sørger for mad på bordet. Han giver mig frie tøjler og bakker mig op. Han elsker mig. Han elsker os. Han elsker os mere end noget andet i hele verden, ham min store bredskuldrede stærke mand, der ikke laver mad og ikke spiser kød!! Og INGEN skal komme og sige, at han ikke er en rigtig mand!!

Benjamin, jeg elsker dig! Herfra og til verdens ende. Tillykke med bryllupsdagen.

Kære Dagbog – Når det hele rammer på en gang

Nogle dage virker ting som sukkerpolitik, aftensmad, indkøb, tøjvask, rod i stuen som vigtige emner. Nogle gange træder de temmelig meget i baggrunden, fordi der er vigtigere ting på spil. Nogle gange er der nogle i familien der er kede af det og savner i voldsom grad, nogle gange er der nogle i familien, der står i lort til halsen, nogle gange mister man en i familien, nogle gange bliver familiemedlemmer uvenner, nogle gange holder nogen alt for stædigt på sin ret, nogle gange bliver nogen såret, så det virkelig gør ondt helt ind i hjertet. Og en sjælden gang i mellem rammer det hele på én gang!

Så er det, at trivielle ting virker knap så vigtige, for de store ting giver ondt i maven og der er ikke plads til andet. Jeg er sådan en, der suger alle følelser til mig. Jeg kan ikke sortere i dem, og når det så bliver for meget, og jeg ikke kan rumme mere, så trækker jeg mig helt tilbage, jeg går i baglås. Min tidligere psykolog har sagt til mig, at jeg kan ikke redde hele verden. Det er jeg sådan set enig i, men jeg er desværre ikke blevet klogere på, hvad jeg så skal stille op, når jeg er fyldt op, og ikke føler jeg kan gøre noget som helst ved noget af det. Én ting af gangen, det kan jeg måske klare, men når det hele rammer på én gang, så kan jeg føle, at det eneste forsvar jeg har, er at dejse om, sove i 100 år, og først vågne, når det hele er overstået, og nogle andre har klaret problemerne.

For nogle kan det måske virke ansvarsløst, men jeg kan ikke altid styre det. Hvis man selv er typen, der “mander sig op”, så kan det se ud som om, udefra, at jeg bare stikker hovedet i jorden, men nej, det er ikke min hensigt. Nogle gange kan knuden i maven bare vokse sig så stor, at jeg ikke kan trække vejret. Det eneste sted, jeg kan få luft, er med min egen lille familie, som jeg knuger og krammer og passer på, så intet ondt skal ramme lige præcis dem. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne redde hele verden, eller i det mindste bare dem omkring mig, så er det bare ikke sådan det forholder sig. Jeg har ikke noget følelsesfilter, og alt i mig bliver kaos, når jeg suger det hele ind. Det føles som en tornado inden i, et voldsomt stormvejr, der er ved at blæse mig væk, og det eneste jeg vil, er at finde læ.

Ligesom nogle muligvis har svært ved at forstå, hvordan jeg reagerer, så kan jeg også have svært ved at forstå, hvordan andre reagerer, når der sker voldsomme ting. Jeg bliver bange for, at det kan få store konsekvenser på lang sigt, når nogle reagerer for skævt. Også selvom det måske er det, jeg selv gør. Det giver blandede følelser. For på den ene side, så er den sidste, jeg passer på, mig selv, men på den anden side, så reagerer min krop så kraftigt, og jeg føler, jeg mister magten, for den tager over for at overleve. Som hvis jeg stod overfor en løve på savannen, og det eneste jeg kunne gøre for at overleve, var at løbe for livet. Der ville mit instinkt tage over, og måske er det også det der sker, når jeg kommer dertil, hvor jeg ikke længere kan trække vejret, og min krop løber for livet, selvom jeg ville noget andet, hvis jeg kunne vælge.

get up

Kære Dagbog – dagens yogi visdom og noget om sygdom

Lille My med dagens yogi tea visdom

Yogi TeaDagens visdomsord yogi tea

Womans yogi tea

Ummenum yogi te

Jeg ved godt, at langt de fleste mennesker, er blevet ekstra slemt ramt af vintersygdommene i år. Det er nærmest absurd, så mange, der bliver syge igen og igen. Men det gør mig ikke mindre irriteret, når det endnu en gang, er mig, det går ud over. Det er meget muligt, at jeg ind i mellem skranter lidt, har lidt undervejs, men så bliver det ikke til så meget mere. Men jeg skal lige love for, jeg får min del i år. Den her gang har jeg fået en rigtig tarvelig forkølelse med hoste on the side. Jeg har nu været træt med træt på siden onsdag morgen, hvor jeg vågnede med en kraftig mistanke om, at noget endnu en gang var undervejs. Og helt ærlig, så gider jeg ikke mere. Lige som alle andre, så sukker jeg efter forår i voldsom grad nu. Jeg har egentlig ikke følt mig specielt vintertræt eller påvirket af vinteren, men nu kører selv jeg altså på reserverne. Jeg trænger til at blive varmet igennem, og jeg trænger til at få batterierne ladt op af solen.

Jeg er ikke ret god til at lægge mig syg. Jeg arbejder jo hjemme, og kan råde ret frit over min dag i forhold til, hvornår det passer mig at lægge mine arbejdstimer. Så i stedet for at tage mig en sygedag, så har jeg det med bare at trisse rundt og gøre alting for halv kraft, og det er i virkeligheden nok en temmelig dum taktik i det lange løb. I hvert fald hver gang. Måske skulle jeg ind i mellem bare tage mig en sygedag. En hel dag, hvor jeg bare drikker te, ser en film, læser i en bog under dynen og hvad man ellers laver på sådan en dag. Men det er svært, når nu, jeg har så meget, jeg gerne vil nå.

Og så var der det der med dagens visdomsord i yogi teen. Kan vi være enige om, at det i høj grad, er perfektionisterne, der gerne vil være perfekte? Og når man så, som perfektionist, trækker lige netop det tebrev, så kan man godt gå hen og føle et vis pres? Pres er der altså nok af, og helt ærlig, så har jeg ikke brug for yderligere pres fra trykkeriet på yogi tea fabrikken! Og kan man overhovedet være perfekt, spørger jeg lige den kære yogi visdomsordsforfatter? Jeg er i hvert fald langt fra, men jeg øver mig virkelig i, at acceptere, at det er sådan det er. Jeg er ikke perfekt, jeg bliver det aldrig damn it, jeg ved ikke engang, hvad det er, jeg ved bare, at det er noget, jeg tror, jeg gerne vil være. Men ville jeg overhovedet være det, hvis jeg kunne? Måske er det perfekt, at være ok med, at man er uperfekt? Er det der, dagens visdomsord i virkeligheden vil hen? Og jeg som perfektionist, ser det bare straks som en løftet pegefinger, og føler mig presset. Mon jeg fik dagens visdomsord netop for at tænke tanken om perfektionisme lidt længere?

perfect

I hvert fald fik dagens yogi visdom mig til at tænke på den her, og så er nåede jeg måske alligevel frem til det, som jeg havde brug for at høre i dag. I dag hvor jeg tager mig en halv sygedag.

Kære dagbog – tanker om kost, sygdom og holisme

I dag har jeg bare lidt blandede tanker om kroppen, jeg håber, du kan finde hoved og hale i dem. Om der er en rød tråd, det ved jeg ikke, men prøv at følge med.

Da jeg for lidt over to år siden fik konstateret livmoderhalskræft, hørte jeg under cancerpakken (ja, here we go again, jeg snakker stadig om kræft). Når man hører under cancerpakken, så skal man indkaldes til samtale inden for to dage. Alt er lidt hu hej agtigt. Og hurra for det, for bare den weekend vi skulle gå i uvisheden var en evighed. Nå, men når man så er til den her samtale, så skal man svare på en hel masse spørgsmål om ens fysik, psyke og historie. Jeg skulle svare på de der åbenlyse spørgsmål om jeg røg, om jeg drak alkohol osv osv. Ikke én gang var der et spørgsmål, der var kostrelateret. Og det undrer mig i den grad. Lægen til samtalen udfyldte et vældig langt skema om mig, som jeg vil gå ud fra, indgår i diverse statistikker, så de kan finde frem til, om min kræftform ofte rammer rygere, folk der drikker eller ikke drikker alkohol, folk der motionerer, folk der er overvægtige og alt mulig andet. Men altså ikke om det er en sygdom, der oftere rammer vegetarer, eller folk der ikke spiser fisk, eller folk der ikke drikker vand i dagligdagen, eller folk der kun drikker cola light, eller folk der drikker blå fun, spiser for mange jordbær eller økologisk skimmelost.

Jeg mener bare, kosten spiller da en rimelig stor rolle i vores hverdag. Vi spiser mange gange hver dag, og der er virkelig stor forskel på, hvad vi som mennesker indtager. Da jeg fik konstateret min sygdom, havde jeg f.eks. levet udelukkende af cola light i mere end 10 år. Og uanset om det er cola light eller appelsin juice, så kan jeg bare forestille mig, at 1,5 liter af den samme drikkevare hver dag i over 10 år måske kunne være interessant at have med i en statistik? Det bliver alligevel til et par liter over tid. På 10 år straight bliver det til 5475 liter, og det skulle da være underligt, hvis ikke det kunne påvirke mit helbred i en eller anden forstand? Men ingen spørgsmål om kostvaner overhovedet. Hvorfor er det ikke interessant? Hvorfor er det ikke interessant, hvor ofte jeg spiste chokolade og dårlige chips? Eller hvor meget eller hvor lidt grønt? Hvor meget eller hvor lidt kød? Fisk? Sukker?

Og så lidt noget andet, men alligevel ikke. Lige nu går jeg i behandling hos to forskellige fysioterapeuter. Jeg er blevet henvist dertil af en helt anden fysioterapeut. Hun gav nemlig op, og vidste selv, at hun ikke kunne gøre mere for mig. Hun kunne simpelthen ikke regne ud, hvad der var galt. Hvorfor min ryg ikke fik det bedre. Og hvorfor mine smerter pludselig havde ændret karakter. Og hatten af for hende for at sende mig videre, det er der ikke mange der ville gøre, og stadig føle, de havde æren i behold.

Det eneste de to nye fantastiske mennesker i mit liv ikke behandler, er min ryg. For lige med det samme fandt den ene ud af, at den er gal med mine fødder. Og dem har ingen kigget på før. Jeg har gået hos flere behandlere, gået til rygtræning på hospitalet osv. Og jeg vidste bare, at det var ligegyldigt. Det var symptombehandling, og hver gang de har nævnt operation af min ryg, så har jeg sagt nej! Jeg har åbenbart vidst, at det ikke var dér, den i virkeligheden var gal. De proppede mig med smertestillende, som jeg skulle tage flere gange om dagen. Jeg ville ikke have dem. Jeg vidste, at det ikke ville løse noget på lang sigt. Bevares, jeg har taget smertestillende mange gange, efter behov, for ellers kunne jeg jo til tider slet ikke fungere. Men at spise 16 piller om dagen, det vil jeg altså ikke! Det går det jo for pokker ikke væk af. Men ingen har kigget på andet end min ryg. Ham jeg går hos nu, så det med det samme.

Hvad han også så var, hvorfor mine smerter havde ændret karakter. Det kommer simpelthen fra min operation dér for to år siden. Mit ar, som er temmelig langt, det heler så fint udvendigt, og har kun fået ros af onkologerne. Men ingen har tænkt på, hvordan det kunne være indvendigt. Heller ikke jeg. Min egen private gynækolog sagde dog, at det for nogle mennesker, kunne være nødvendigt med indvendig massage hos en særlig fysioterapeut, men ingen på Rigshospitalet har nævnt noget i den stil. Og det tog min nye fysioterapeut 5 minutter at konkludere, at det er dér, et af mine helt store problemer sidder. Jeg spænder og kompencerer i hele kroppen. Jeg har også utrolig mange følelser i klemme i det ar. Når han rører det og forsøger at løsne op, så er det som at blive stukket med knive. Det gør helt absurd ondt. Og når han så viser mig, på et andet sted på kroppen, hvor hårdt han trykker, så er det som at blive trykket helt forsigtigt. Jeg er ikke i tvivl om, at manden har ret! Og han gør noget godt for min krop. Og forklarer mig hvad og hvorfor. Og det giver i den grad mening, det han siger.

Når jeg så er inde hos hans kone, så får jeg noget behandling af mine fødder. Hun tager sig kærligt af dem (av av) inden jeg om en lille måneds tid får nogle indlæg hjem, som er lavet til mig i Canada. Efter første behandling kunne jeg næsten ikke styre min venstre fod. Hun har fået løsnet op for noget, der har været lukket af i en evighed. Og selvom hun kun skal behandle mine fødder, så går også hun op i helheden af min krop. Hun behandler nemlig ikke kun fødderne. Og det er det, der er så fantastisk anderledes, end hvad jeg nogensinde har oplevet før. Min KROP bliver behandlet, ikke kun mine symptomer og mine lokale smerter. HUN går op i, hvad jeg drikker, hvad jeg spiser, hele min historie, om jeg har slået mig som barn osv. Alt tager hun med, ja det gør de begge. Og hun går også op i, hvor meget der sidder tilbage af den psykiske del af min kræftbehandling. Som hun sagde, så når man får sådan noget så tæt ind på livet, så er det omverdenen, der bryder sammen, det er de andre, der græder, det er de andre, der reagerer. Det gør man ikke selv. Man trykker på overlev. Der er ikke andet at gøre. Og når så hele forløbet er slut, man er kommet ud på den anden side (som mange heldigvis gør), så er omverdenen glad, for nu er det jo overstået, og så er det godt igen. Men hey, jeg fik jo ikke selv reageret? Og nu kan jeg se på de andre, at det er meningen, jeg skal være glad? Men man er ikke glad. Jo, jeg var glad for det var overstået, jeg var glad for, jeg kom godt igennem det osv. Men den der følelse af, at græsset nu var grønnere på MIN side, den udeblev. Og så kan man jo gå der og føle sig helt forkert. Og lidt ensom. Og det sætter sig. Når man så ikke lytter til det psykiske, så begynder det at sætte sig fysisk, for på et eller andet tidspunkt, så skal man stoppe op. Og stopper man ikke af sig selv, så skal kroppen nok hjælpe til. Og det har den i den grad gjort nu. Kroppen har sagt stop, og jeg bliver nød til at lytte. Jeg har fået så mange tegn, og mine diskusprolapser har så været et af de temmelige in your face agtige af dem, men jeg har ikke læst dem rigtigt. Nu forstår jeg dem, men om min omverden forstår MIG, det ved jeg faktisk ikke.

Det jeg vist i sidste ende vil frem til er, at vi er nød til at tænke lidt bredere, lidt mere holistisk. Jeg er godt klar over, at alle ikke kan alt, men det må da være muligt, med lidt mere tværfaglighed her i verden. Ingen har spurgt til mine kostvaner under et helt kræftforløb (ud over selvfølgelig at pointere, hvor vigtigt det var, at spise meget, når jeg fik kemo, så jeg ikke tabte mig. Og misforstå mig ikke, jeg er onkologer og andre på Riget evigt taknemmelige for det, de har gjort for mig!! Virkelig.) Der mangler bare noget. Ligesom der har gjort i hele mit rygforløb. Ligesom der gør i mange andre sygdomsforløb jeg kender til i min nære familie. Vi mangler at tænke hele mennesket med. Og det er muligvis for meget at forlange, jeg kan bare ikke forstå, at noget som virker temmelig logisk og lige til højrebenet, er noget jeg skal lede så længe efter.

Måske lidt bøvlet og rodet, men nogle gange er det bare sådan tankerne kommer ud. Og en dagbog dømmer jo heldigvis ikke på røde tråde og formuleringer. Da slet ikke sent søndag aften. Vel?

quote

Kære Dagbog – Noget om at sælge sine ting og lidt af sig selv

Jeg har kriller i maven. Ikke på den gode måde, ikke på den dårlige måde, men på den der måde, hvor man ikke rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Jeg har besluttet at sælge af de ting, jeg syr. Og det er da noget af det mest angstprovokerende, jeg nogensinde har prøvet. For tænk hvis der ikke er nogen, der vil købe det? Jeg lægger liv og sjæl i alt hvad jeg syr, og det ville være den største afvisning, hvis intet bliver solgt. Men nogle gange ik, så må man bare tage det der spring, og jeg har ventet alt for længe nu. Jeg må tro på mig selv, jeg må tro, på det jeg kan. Men kriller i maven, det har jeg altså. Sådan virkelig meget.

Jeg forsøger så småt, at prissætte mine ting. Det er svært. Jeg forsøger meget praktisk at regne det ud baseret på, hvad jeg har brugt i materialer og tid, og så også se på, hvad der virker rimeligt, og hvad jeg selv ville give for det. Jeg har spurgt lidt rundt omkring i netværket, og der er er meget blandet reaktioner på mine prisforslag, så jeg må vist bare stole på mig selv og min mavefornemmelse. Den øvelse ville jeg nok heller ikke være det værste for mig, altså det der med at stole på mig selv.

Når jeg ser rundt omkring i blogland, så synes jeg, at mange sælger deres hjemmelavede ting vældig billigt. Og jeg tænker lidt, om det bl.a. er fordi, kvinder har sværere ved at tage den pris for tingene, som de rent faktisk er værd? Prissætter vi nogle gange tingene baseret på høflighed og dårlig selvværd? I stedet for at prissætte efter tingenes rigtige værdi? Så vidt jeg er informeret, så er det jo et problem, når kvinder skal til lønforhandling, Vi kræver ikke det, vi er værd. Hvor, ikke alle, men mange mænd er gode til at sige “jeg skal have det her i løn, ellers kan du stikke dit job skråt op”.

Nu er det ikke sådan, at jeg fra den ene dag til den anden, åbner en stor tjekket shop. For er der noget, jeg aldrig har været, så er det tjekket. Næh, jeg er nok mere kluntet og lidt på hovedet. Men jeg sætter lidt til salg løbende, og så kan jeg bare håbe, at nogle vil købe noget, så jeg med tiden kan udvidde med lidt tjekkethed på shopfronten.

Jeg elsker at sy. Jeg kan ikke lade være med at sy. Især er jeg vild med at sy ting. Jeg syr tasker, nøglesnore, babytæpper, tørklæder, hårbånd, toiletpunge, muleposer og andet i den stil. Jeg syr også tøj, men det keder mig hurtigere, det er ikke der, mit fokus ligger. Nogle kan mene, at det jeg syr, ikke er nødvendige ting, og derfor er det et svært marked. Jeg skal konkurrere med store billige kæder, der sælger tilsvarende ting til halvdelen af det, jeg kan sælge mit for. Men jeg ved jo, at jeg selv hellere vil købe lidt mindre, men så købe noget, der enten er unikt, håndlavet, nordisk eller bare i det hele taget lavet med hjertet. Jeg elsker at støtte kreative folk rundt omkring i blogland f.eks. Og de små fine lokale butikker vi har i området. Og så må jeg bare satse på, at andre har det som jeg.

Nå, men så har jeg sagt det højt. Ting til salg coming up. Sådan løbende ik. Shiiiiiit!

quote

Kære dagbog

I dag har jeg været til træning for første gang i 2,5 måned. Hvordan den pause blev så lang, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har bare ikke kunne rumme det. Mit hoved har været fyldt til bristepunktet, og trykker jeg på overlev i en periode. Men det må jeg se at komme ud over, for min krop kan altså ikke tåle, at jeg ikke bruger den. Jeg er vind og skæv, og jeg har virkelig potentiale til at ende med en krop, der ikke KAN bruges, sådan som jeg har behandlet den. Det er op til mig lige nu.

Det var hårdt. Og det gjorde lidt ondt. Og gensynsglæden med lokationen var fraværende. De mangler altså noget på væggene, noget man bliver glad af. Jeg har snakket med lederen om noget tapet for længe siden, jeg håber det bliver til noget en dag. Men jeg fik gjort det jeg skulle, og jeg er godt tilfreds med min indsats for i dag. De næste par dage er det nok knap så sjovt, men…

stop giving up

…måske skulle jeg bare snart lade være at holde de der lange pauser. For jeg ved jo, at så snart jeg er inde i rytmen, så går det ok, og det giver mig den der rummelighed. Jeg kan vælge den gode cirkel, hvor motion giver mig energi og glæde, som giver mig overskud til at gøre ting jeg ellers ikke orker, som gør mig til en gladere mor, og en gladere kæreste, en gladere mig, som så gerne vil træne mere, for at få mere af det gode. Eller jeg kan vælge den dårlige cirkel, hvor jeg ikke motionerer, som resulterer i at have ondt over alt, og det er virkelig noget der dræner mig for energi go overskud, som så gør, at jeg ikke orker at træne. Bom bom, den er egentlig ikke så svær vel? Eller er den? For gang på gang, så går det jo skævt. Ikke kun for mig, men for langt de fleste mennesker. Det går ikke som vi regnede med, det går ikke som vi planlagde.

Det hårdeste er, når man, hver gang det går skævt, føler sig som en fiasko, som en doven hund og man banker sig selv i hovedet med det. Den nagende dårlige samvittighed, der hvisker mig i øret hver dag, jeg ikke kommer afsted. For mit rationelle jeg ved godt, at jeg ikke er en doven hund. Det har jeg måske troet i mange år, men det gør jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg ikke er doven. Og alligevel så sidder den der lille djævel på skulderen, og prøver at overbevise mig om noget andet. Jeg håber, jeg en dag får bugt med den og kan begynde at fortælle mig selv gode positive beskeder, som gavner mig. Hvis jeg kan overføre filosofien fra min kost “Fyld mere af det gode på, så ryger det dårlige automatisk ud”  så skal det nok lykkes en dag. Og eftersom jeg har sendt mig selv temmelig mange dumme beskeder i over 30 år, så kan det godt være, det tager lidt tid, at lave om på det mønster. Some day…

 

Tak Jane for din dagbogsopfordring. Jeg giver det et skud, så må vi se :)