Kategoriarkiv: LCHF

Lækker 3 farvet morgenmadssalat med broccoli, radiser og blåbær

broccolisalat

Jeg er lidt udfordret på morgenmadsfronten for tiden. Der er ikke ret meget, jeg har lyst til. Jeg prøver at gemme mine æg til frokost, og jeg holder så vidt muligt en pause fra mælkeprodukter i store mængder, så den græske yoghurt er røget på køl for et stykke tid siden. Det er ved at være på den tid af året, hvor jeg gerne vil have noget varmt, men jeg har ikke helt fundet ud af hvad, endnu.

Så, nu spiser jeg salat. Så er dagen ligesom skudt i gang med en ordentlig omgang rå grøntsager, og det kan ingen vel have indvendinger mod? Den her salat tog 6-7 minutter at lave, og den kan sagtens laves aftenen i forvejen, og så er det bare at tage den ud af køleskabet om morgenen. Den kan selvfølgelig bruges til alle dagens måltider, den eneste grund til, jeg kalder den morgenmadssalat er, at jeg har spist den om morgenen, og så synes jeg morgenmadssalat er et dejligt ord.

Lækker 3 farvet salat:

1/2 broccoli i små buketter

1 håndfuld revet  og hakket gulerod og æble (fordi det havde jeg på køl fra i går)

5 radiser skåret i skiver

1 håndfuld blåbær

pinjekerner

Dressing:

2 store tsk. god mayonaise

3 tsk. creme fraiche 38%

1 spsk. sød chili

salt

Rist pinjekernerne gyldne og stil dem til side. Bland broccoli, gulerødder og radiser. Rør dressingen sammen, hæld den over broccolien og drys med blåbær og pinjekerner på toppen. Det var det. Nemt ikke?

Der er så mange gode grunde til at starte dagen med grøntsager, og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste grund til at lade være?

Hvad tænker du om en stor portion grøntsager til morgenmad?

Lækker rå gulerodsbrownie med chokolade og kanel

Rå gulerodsbrownie

Den her lækkerbisken har rumsteret i mit hoved et stykke tid, og mine forventninger var blevet ret høje, efterhånden som jeg har gået og brygget på den og tænkt mmmm…. Den levede heldigvis op til forventningerne, den var et hit over hele rækken herhjemme, også hos dem, der som regel hellere vil have mormors drømmekage end mors eksperimenter. Den er nu også virkelig god!

Når jeg skriver rå, mener jeg ikke rå som i raw food rå, men at den ikke er bagt. Den kan såmænd sagtens laves rigtig rå, så skal der bare laves et par justeringer.

1 rå gulerodsbrownie:

125 gram fintrevet gulerod

75 gram tørrede dadler

75 gram mandler

50 gram blødt smør (brug kokosolie til raw eller mejerifri version)

2 spsk. raw kakao

1/2 tsk. kanel

50 gram mørk chokolade (udelad for raw version)

1/2 dl. fløde (udelad for raw eller mejerifri version)

Smelt chokoladen i fløden i en lille gryde ved meget lav varme. Blend først dadlerne i foodprocessoren, tilsæt mandler og blend igen, og tilsæt til sidst resten af ingredienserne og blend til det bliver ensartet og cremet.

Hæld browniemassen i en lille form med bagepapir eller lignende, og stil den på køl i et par timer. Skær den ud i små firkanter og server evt. med lidt flødeskum eller en god vaniljeis. Her er den drysset med frysetørret hindbær og ananas, som et dejligt syrligt modspil til den søde brownie.

Lad mig endelig høre, hvad du synes, hvis du prøver opskriften.

P.s. Jeg roder lidt med bloggens design for tiden, og af en eller anden grund, så vender mine billeder sidelæns på mobiltelefoner. Jeg håber, jeg får det løst hurtigt, jeg arbejder på det. Eller, jeg kan overhovedet ikke kan finde ud af, hvad der er galt, så jeg er ved at få nogle andre til at arbejde på det, mmmkaaay. Rigtig god weekend derude.

Raw food frokost salat

Raw food frokost salat

Raw food frokost salat

Jeg havde brug for at gøre lidt ekstra ud af min frokost i går, efter jeg havde lavet den brainstorm på stress symptomer, som endte i en temmelig lang liste. Jeg havde brug for energi, og noget min krop ville sætte pris på. Jeg er meget inspireret af raw food for tiden, jeg læser og lytter, og lærer en masse om, hvad raw food gør ved kroppen. Man kan sige, det er en meget naturlig gren for mig, at bevæge mig ud af, eftersom jeg er vegetar, og stræber efter så ren en kost som muligt. Det er i hvert fald et område, der skal udforskes, der er noget godt at hente der.

Nå, egentlig ville jeg bare dele min salat med jer. Så kan man diskutere, hvorfor jeg vælger at kalde den raw food, og ikke bare en salat, som det jo i bund og grund er. Tja, det er nok mest fordi, jeg er blevet inspireret til den i en af mine raw food bøger, og så er den helt igennem rå og ren. Når jeg spiser sådan en portion til frokost, så er min energi mærkbar forøget efter jeg har spist, i forhold til de dage, hvor jeg ikke rigtig får noget grønt og levende til frokost.

Fis i en hornlygte med det levende mad? Nej, jeg tror det ikke, jeg tror, den er god nok. Jeg kan se pointen i, at rå mad er nemmere at fordøje fordi det indeholder de enzymer, som kroppen ellers selv skal producere, hvis maden er opvarmet, og dermed har mistet de enzymer verdens korteste forklaring på raw food, jeg ved det godt. Og hvis maden er nemmere at fordøje, så er der mere energi i overskud til noget andet, og derfor bliver man ikke lige så træt efter et måltid. Jeg er ikke interesseret i et raw liv som sådan, men jeg er interesseret i at være bevidst om, at en del af min kost skal bestå af rå rene grøntsager og gode fedtstoffer, hvis jeg vil have optimal næring. Hvis du synes, raw food lyder farligt og mystisk, så er man jo velkommen til bare at kalde det en salat.

Jeg har ikke rigtig mål på det, jeg har blandet, jeg brugte, hvad der var i køleskabet. Det hele blev snittet meget fint og tålmodigt.

Jeg brugte:

broccoli

forårsløg

peberfrugt

agurk

gulerødder

avokado

nektarin

mandler

Jeg lavede en dressing af:

1/2 dl. oliven olie

1 tsk. kokossukker (ok, den er faktisk ikke rå, brug evt. rå honning)

1 tsk. tamari

1/2 citron

1 tsk. eddike

Smag den til, måske den skal være mere sur, mere sød.

Det var faktisk det. Det var den bedste frokost, jeg længe har spist.

Har du nogle tanker omkring raw food, du gerne vil dele, så er du mere end velkommen.

Lækker sommersalat med spidskål, jordbær og mormordressing

spidskål og jordbær

spidskål og jordbær

Her er opskriften på en dejlig let sommersalat med spidskål. Egentlig tror jeg godt, jeg kunne leve af ananas og jordbær lige for tiden, jeg mister fuldstændig lysten til at lave mad, når temperaturen er så høj som nu. Men det går jo ikke, så det er bare om, at finde de lette sommerretter frem. I går blev det til den her lækre salat, den var rigtig dejlig og frisk.

Spidskålsalat:

1/2 fintsnittet spidskål

1 håndfuld fintsnittet frisk spinat

8 jordbær skåret i mindre stykker

8 mandler hakket groft

 

Mormordressing:

1 dl. piskefløde

1 spsk. eddike

1 tsk. kokossukker

saften fra en halv citron

Bland dressingen og rør rundt til sukkeret er opløst og dressingen tykner lidt. Smag til om den er tilpas sur sød til dine smagsløg, og ellers tilpasser du den.

Bland spidskål og spinat, hæld dressingen over og fordel det godt. Vend nu jordbær i og drys til sidst de hakkede mandler over.

Nem og enkel salat, der dur her i varmen. Velbekomme og god weekend.

Vi går på ferie i dag, så der bliver muligvis lidt længere mellem indlæggene her, men mon ikke I også er ude og nyde det der sommervejr. Men kig forbi, her bliver ikke helt stille.

5 enkle trin til en sundere hverdag

1: Start dagen med et glas kogt vand med citron. Kan det blive mere kedeligt, tænker du måske, men hav lige tålmodighed med mig et øjeblik. Der er så mange fordele, ved at starte dagen med kogt vand. Mange starter dagen med en kop kaffe, nogle topper op med morgenmad, andre gør ikke. Uanset om du får morgenmad til, så er kaffe en hård måde at starte dagen på. Det kan sagtens være, din mave og fordøjelse har vænnet sig til det, men det betyder ikke, at det er mere fornuftigt af den grund. Den milde kogte vand, hjælper til at skylle dit system igennem, det giver ro i maven, og det hjælper på fordøjelsen. Og man kan faktisk godt blive rigtig glad for det. Jeg er selv stoppet med at drikke kaffe som det første om morgenen, det kom helt af sig selv, da jeg begyndte at få kvalme af det. Nu drikker jeg enten kogt vand med citron og ingefær (flere gange om dagen faktisk) eller alternativt en kop grøn te. Det er en start, din krop kan bruge. Vent med kaffen til efter morgenmad. Og er du ved at dø ved tanken om, ikke at få din morgenkaffe som det første, så overvej, hvem der bestemmer, dig eller kaffen.

2: Drik vand. Siger jeg, der aldrig har drukket vand, og egentlig aldrig har følt tørst. Desuden bildte jeg mig selv ind, at jeg slet ikke kunne lide vand?! Hvis jeg tænker mig godt om, så må der virkelig have været noget galt med mine cola light smagsløg, når jeg ikke kunne lide at drikke, det mest essentielle og livgivende vi har på planeten, grundlaget for alt liv. Det har heldigvis ændret sig, og nu drikker jeg langt mere vand, end jeg nogensinde har gjort og sodavanden er helt droppet. Jeg tilsætter det sjældent smag i form af f.eks. mynte, agurk, jordbær osv, jeg vil egentlig helst bare have, det smager af vand. Se om du kan få drukket bare et glas eller to mere om dagen. Udskrift en enkelt kop kaffe eller et enkelt glas saft med vand. Find ud af, hvad der bedst får dig til at drikke vand. Jeg vil gerne selv have vandet rigtig koldt, men jeg bryder mig virkelig ikke om, at prikke iskolde isterninger ud af de der isterningeposer, og hvis det ikke er koldt nok, så drikker jeg det ikke. Min løsning er, at jeg har købt mig en rigtig lækker vandflaske med skruelåg fra Eva Solo, som jeg fylder og smider i fryseren løbende. Så bliver den kold, og jeg drikker den. Hvis vandet fryser let til is, så holder det sig stadig koldt i tasken, hvis jeg er ude. Mærk efter hvad der fungerer for dig.  Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg drikker, jo mere tørstig bliver jeg. Og så handler det nok også om, at jeg er ved at kunne mærke mine egne behov.

Drik frisk vand hver dag

Drik frisk vand hver dag

3: Spis grøntsager til alle dine måltider, også morgenmaden. Det kan måske godt virke en smule grænseoverskridende, og det er måske ikke det nemmeste at implementere, hvis du lige nu spiser havrefras til morgenmad. Hvis det lyder helt umuligt, så se om du kan tage en stang agurk ved siden af din normale morgenmad, en rest salat fra aftensmaden, eller bare en håndfuld cherrytomater. Langsomt skal det nok blive helt normalt. Lige for tiden er jeg stor fan af spidskål til min morgenmad, enten råt eller stegt i kokosolie, som jeg spiser til mine røræg, og så med lidt frisk ananas til. Det lyder muligvis kompliceret og besværligt, men det tager mig ærlig talt 10 min. at lave det til morgenmad, og skal vi have flere grøntsager indenbords, så er det bare om at tage alle måltider i brug. Frokosten er nok lidt nemmere, her får mange en eller anden form for grønt, ellers så foreslår jeg igen de nemme rå grøntsager, som der ikke kan siges nok godt om. Spiser du allerede en smule grønt til frokost, så prøv at doble op og se hvad der sker. Prøv det samme om aftenen, dobbelt op på det grønne, og spis bare lidt mindre kød og stivelse. Det er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv. Især de grønne grøntsager er vigtige for dig, så tag et tjek på, hvor mange du egentlig får på en dag.

4: Spis fedt! Det eneste jeg egentlig har lært om kost op gennem min barndom og ungdom var, at fedt er farligt. Ingen fortalte mig om, hvad der rent faktisk sker i kroppen, når den mangler fedtstof, og jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved det før for et par år siden. I 34 år har jeg troet blindt på, at fedt er farligt, og jeg har det som om, jeg er vågnet op efter et koma. De rette fedtstoffer, som f.eks. kokos olie, oliven olie og økologisk smør kan gøre en virkelig forskel i dit liv, både hvad angår mæthed, energi, humør og stabilt blodsukker. Fedtstof har været med til at ændre mit liv, det tør jeg godt sige. Samtidig med jeg har skruet op for fedtet, har jeg skruet ned for kulhydraterne, og det giver mig ro i kroppen. Hvis du vil vide mere om fedtstoffer og deres virkning, så kig ind hos Madbanditten.

 fordele ved kokos olie

Fordele ved kokosolie

 

5: Gå lidt tidligere i seng. Bare lidt. De fleste danskere går alt for sent i seng, og det betyder, at vi generelt sover for lidt. Det har jeg selv gjort i mange år, med de tarveligste tunge trætte morgener til følge. Jeg troede faktisk, det bare var sådan morgener var. Noget, hvor man skal bruge lang tid på at vågne, noget hvor det er meningen, det skal gøre lidt ondt i kroppen, noget der skal være tungt og træls. Jeg vil ikke påstå, jeg springer ud af sengen om morgenen, men det har jeg det også helt fint med, det hænger nok mere sammen med, at jeg er en Kapha end at jeg får for lidt søvn, men jeg er friskere om morgenen efter jeg er begyndt at gå tidligere i seng. Jeg nyder at ligge i min seng og være vågen, men jeg har ikke længere den tågede morgenhjerne, jeg havde tidligere. Jeg vidste ikke, det kunne være anderledes, jeg accepterede, at det var sådan det var at vågne. Det behøver det ikke være. Der er også et par andre årsager til, jeg er friskere om morgenen, men det fortæller jeg om en anden dag.

Hvis du synes, du har hørt det hele før, så tænker jeg, at det er der en grund til. Det er noget, der virker. De her 5 trin er egentlig ret simple at få ind i sin hverdag, og når først du har de par ting på plads, så er det enkelt at fortsætte ned af den sti med 5 trin mere. Det er de 5 trin, jeg har fået en rigtig god start ud af, det er det, der giver mig mod på mere. Tag evt. bare et trin og føj til dit liv, og se, hvad der sker. Og husk, det tager op til 66 dage at slette en vane og få en ny, så hav tålmodighed med dig selv.

Du er velkommen til at stille spørgsmål, og du må også meget gerne komme med en kommentar om, hvilke trin, der har været de bedste for dig og din vej mod det sundere liv.

Lidt om lchf kage, mit indre sukkermonster og en opskrift på snaskede chokolademuffins.

Som de fleste af jer ved, så hælder jeg til lchf kosten. Når jeg skriver hælder til, så betyder det, at jeg egentlig bare føler, at jeg spiser mad, og ikke er så glad for alle de kasser, det kan puttes i. Det kan hurtigt give en fornemmelse af, at man gør noget forkert, hvis man ikke konstant overholder nogle bestemt principper eller retningslinjer. Og den følelse har jeg egentlig haft nok af i mine fedtforskrækkede dage! Hvis mad konstant handler om rigtigt og forkert, så synes jeg nydelse, nærring og energidelen træder i baggrunden, og det har jeg ikke længere lyst til.

Når det er sagt, så har jeg jo mærket, hvor stor forskel det har gjort for mig, at jeg har budt fedtstof velkommen i mit liv efter mange mange år uden. Og at jeg samtidig har minimeret sukkerindtag og ikke længere lever af hjemmebagte boller og rugbrødsmadder. Det har givet min krop en ro. Og den ro mærker jeg især, når jeg ikke har den! For jeg tager også nogle gange nogle valg, som er virkelig dårlige for mig, og så må jeg æde konsekvenserne de følgende dage, ja uger kan det vare. Suk. Der mærker jeg for alvor, hvor godt det er for mig, at spise lchf kost.

Men, jeg har været nød til, at finde mig et sted midt i mellem, hvor jeg tager hensyn til alle i familien. Det er en lang forklaring, så det vil jeg ikke gå i dybden med, for lige nu handler det egentlig bare om kage og bagværk. Det er nemlig ikke lykkedes mig endnu, at sælge kage og brød herhjemme, som er bagt helt uden mel. Ind i mellem lykkes det, men det er for sjældent til, at jeg egentlig orker. Jeg selv er rigtig glad for det, og jeg finder oftest min inspiration hos denne dejlige dame, og hun kan om nogen sit stof. Men når jeg bager lchf kage, så er det oftest små portioner, for det er mest mig der spiser det. Jo, der er bestemt nogle opskrifter, som ryger indenbords med stor appetit, som børnekiksene fra Janes Spis dig mæt og slank, bananbrødet sluger ungerne også gerne, og mine egne glutenfri knækbrød spiser hele familien, men når jeg skal lave kage, så må jeg altså gå på kompromis.

Det er ikke ret tit, vi bager kage. Egentlig ærgrer det mig lidt, for ungerne elsker at bage, og det kan være en rigtig hyggelig ting, at gøre sammen. Det kan også være en aktivitet fra helvede, hvis begge børn er med og de hele tiden bliver uvenner over hvem der skal hvad, og det ender med mel og æg i hele køkkenet!! Jeg elsker kage, jeg elsker at bage kage, og at spise kage, men der er så meget kage og guf alle vegne, at det sjældent levner plads til, at vi selv får bagt. Og så er der lige det med, at hvis jeg ikke bager lchf style, så dukker det ondeste sukkermonster op i mig. Det er f.eks. gerne til børnefødselsdage, jeg får et gensyn med det kære sukkermonster. Når bunden er lagt med hvide boller, og kage, ja, så er det man finder mig begravet i lagkagen på den Gollum agtige måde “Mmmm, my precious” når aftensmadstiden nærmer sig. Sukkermonsteret i mig råber “Vig bort, rigtig mad, det er mig, der bestemmer i dag!”  Og så er det, jeg går i seng klokken 21 med hovedpine og ondt i hele kroppen. Og det er ikke væk næste dag. Nej, der må jeg døje med de onde sukkertømmermænd, som betyder jeg er sur og træt hele dagen, og drømmer om den forbandede lagkage, som intet godt gør for mig.

Den kamp orker jeg ikke ret tit. Det er uværdigt, og det gør ikke noget godt for mig eller min familie. Så er det ligesom bare nemmere, at lade være med at bage. Eller tage til børnefødselsdag, men den del er ligesom en del af livet, jeg må lære, at navigere i.

Nå, men al den her kagesnak kommer sig af, at i går var begge børn hjemme. Bertram er syg, og Ronja fik en velfortjent fridag. Men eftersom hun ikke var syg, men var i fin hopla, og ikke lå splattet ud på sofaen, så skulle der ske noget. Og hun ville så gerne bage! Jeg har en muffinbog, hun ofte beundrer, og hendes store yndige øjne fik mig overtalt. Jeg holdt mig dog fra muffinbogen, men fik kringlet den, så jeg kunne lave nogle muffins, hvor vi mødes på midten. Jeg tog udgangspunkt i mine hjemmelavede mælkesnitter, for de var jo eddergode, og indeholder mindre hvedemel og sukker end mange andre kager. De blev virkelig gode! Og sukkermonsteret blev holdt på afstand. Og så var Ronja så venlig, at dele muffins ud til det meste af nabolaget, så der ikke lå 18 muffins og fristede. Det hjælper også på det, ik!

Her er, hvad jeg brugte til 18 muffins:

150 gram blødt smør

5 spsk. kokossukker

2 æg

5 spsk. hvedemel

6 spsk. fiberrigt mandelmel

5. spsk. kakao

2 spsk. fiber Husk

2 tsk. bagepulver

2 dl. sødmælk

Pisk smør og æg luftigt, tilsæt et æg af gangen og pisk videre. Bland alle de tørre dele, og pisk dem i også, du kan også bare vende det hurtigt i med en ske, så bliver dejen mere typisk muffinagtig. Til sidst vendes mælken i, lidt af gangen.

Fordel dejen i ca. 18 muffin forme (alt efter hvor store du vil have dem) og bag dem i et kvarters tid ved 180 grader. Laver du dem større, skal de have lidt længere. Stik i dem med f.eks. en spids kniv, for at tjekke om de er færdige. Lad dem køle af 5 minutter i formen, og vend dem derefter ud på en rist.

chokolademuffins

Her er de næsten direkte fra ovnen, men da de var kølet ned fik Ronja lov at pynte nogle med både glasur og hjertekrymmel. Så var det ligesom også sikrere, at jeg ikke gik amok og åd dem alle, for jeg bryder mig ikke om glasur. Eller krymmel.

chokolademuffins

Fredagsguf: søde dadelkugler

Vi bliver hurtigt enige om, at jeg ikke har opfundet den dybe tallerken her. Jeg og mange andre har lige siden den spæde start for den kernesunde familie lavet et utal af varianter af dadelkuglen. Så hvorfor endnu en opskrift. Jo, fordi jeg bare synes, at de her blev ekstra lækre. Som regel laver jeg dem bare af det jeg nu har, og det gjorde jeg såmænd også den her gang, men de smagte altså så godt, at jeg måtte skrive målene ned, for jeg vil lave lige præcis dem her igen en anden dag.

Og med mål mener jeg ca. mål. For som sagt laver jeg dem jo bare sådan ved at tømme skabene ned i blenderen og start.

Til en god portion brugte jeg ca:

1 håndfuld dadler (udblødt i vand i 10-15 min)

2 store spsk. smør

1 håndfuld nødder (en blanding af hasselnødder og mandler)

1 dl. kokos

2 spsk. kaffe (vand dur sikkert fint)

3 tsk. kokosolie

3 store tsk. raw kakao

ekstra kokos til at rulle dem i

Nødder og dadler blendes først, resten blandes i, blend, form og rul dem evt. i ekstra kokos. Sæt dem på køl et par timer, så er de klar.

dadelkugler

De BLEV altså virkelig gode, og de blev vældig hurtig spist. Der er ikke sparet på dadlerne, så hvor gode de er ved blodsukkeret, det vil jeg lade dig selv vurdere.

Det er vist ved at være temmelig længe siden, jeg har smidt en opskrift på bloggen hva? Jeg er lidt madtræt for tiden. Jeg gider ikke rigtig lave det, og der er ikke så meget, jeg har lyst til at spise. Det bliver lidt til den samme græske yoghurt med fløde, frugt og nøddemusli til morgenmad i hverdagene, en halvkedelig frokost og synes også vi kører lidt i den samme rille til aftensmaden. Også her venter jeg vist på varmere lysere tider, som betyder friske salater, lettere grøntsager og ikke mindst friske bær. Mand, jeg trænger til bær. Men bevares, jeg holder mig kørende på dadelkugler til de kommer, og det er jo egentlig ikke helt tosset vel?

Nem hjemmelavet iskonfekt

Har du fået nok af julegodter? Nej vel. Og hvis du stadig har mod på at lave mere, så er her et rigtig lækkert forslag i lchf kategorien.

Her den anden dag skulle jeg smelte chokolade til at trille nogle marcipankugler i (hjemmelavet marcipan i øvrigt, opskriften kan I finde hos Madbanditten) Jeg havde så en lidt for stor gryde til en lidt for lille skål, og da Benjamin lige skulle trille en kugle og hapse, så kom der vand i chokoladen. Det kan chokoladen ikke tåle, så den klumpede sammen med det samme. Jeg prøvede at redde det efter et kort indslag, hvor jeg spillede rollen som en kvinde der havde fået ødelagt sin smeltede chokolade, og min mand spillede  rollen som den stakkels mand, der ikke engang anede, han havde begået en fejl. Gæt selv hvordan den slags udspiller sig…ikke kønt, kan jeg afsløre, men heldigvis en kort affære ved at smide en god klat smør i, og det gav en lækker smeltet chokolade, lidt tykkere og mere cremet end normalt. Det duede til at trille kuglerne i, faktisk blev det en über lækker overtræk. Resten ville jeg blande lidt fløde i og lave en slags trøfler, men så havde jeg ingen fløde! Chokolade skal jo ikke sådan gå til spilde, så jeg hældte det i en lille skål med smørrebrødspapir, og så kunne jeg smelte det igen og blande med fløde dagen efter. Men hey, det smagte jo mega godt, da det blev koldt, så det fik lov at være i fred. Eller dvs. det blev ikke blandet med fløden, men helt i fred fik det nu ikke lov at være haps

Jeg brugte ca. 3/4 del mørk chokolade og 1/4 smør, og så en lille smule kokossirup, men jeg tror helt ærlig, siruppen er ligegyldig.

Bare blande blande, på køl og så vente vente.

Hjemmelavet lchf iskofekt

Havde jeg vidst, jeg lavede iskonfekt, havde det jo været fint at hælde den smeltede chokolade i små forme, men sådan blev det ikke. I stedet kan man skære det ud i bidder eller bare lige hakke en teskefuld eller to af, som billederne måske viser spor af host host.

Lækker glutenfri kage med julesmag

I weekenden lavede jeg en lækker glutenfri kage, som jeg skulle have med til min mors fødselsdag. Den endte rigtig vellykket, og selvom den næppe kan kaldes low carb, med så stor en mængde dadler der er i, men så er den i hvert fald uden mel og tilsat sukker, og det gør virkelig en forskel for mig.

Jeg fik ikke taget et billede, men jeg havde rester med til syning dagen efter, og der fik jeg taget et par hurtige virkelig tarvelige billeder i køkkenet, inden den blev spist. Bær over med dem, vil Ikke nok?

Her hvad jeg brugte til en mellemstor bradepande.

350 gram dadler

200 gram mandler

1 tsk. vaniljepulver (ikke sukker)

1 dl. kokosolie uden smag (eller anden olie)

saft og skal af en økologisk appelsin

lidt salt og peber

et halvt brev brunkagekrydderi

4 spsk. fiberrigt mandelmel

5 store æg

Tænd ovnen på 160 grader.

Klip mandlerne over i 2-3 stykker hver, og smid dem i foodprocessoren sammen med mandlerne. Kør blandingen så fint som muligt. Tilsæt resten af ingredienserne på nær æg. Kør massen jævn, og tilsæt så et æg af gangen og kør videre til alle æg er tilsat og dejen er ensartet. Hæld massen i en form beklædt med bagepapir og bag den i 35-40 min.

Kagen blev spist helt naturel. Den var også lavet til ære for min fætter, der har Morbus Chron, og der er virkelig mange ting, han ikke kan spise af den grund. Men det ville klæde den med en klat creme fraiche eller med noget smørcreme på toppen. Og ellers så ER den altså rigtig lækker uden noget. Også efter et døgn i køleskabet.

Glutenfri julekage Glutenfri julekage

En interessant film om kolesterol

Jeg er i løbet af de sidste par år blevet mere og mere overbevist om, at der er noget galt i hele den måde vi opfatter kolesterol. Er det mon så farligt? Alt det kolesterol nedsænkende medicin, gør det gavn? Eller gør det skade?

Det bliver ved at dukke op, at man i den spæde start af kolesteroldebatten ignorerede afgørende undersøgelser og studier, og kun brugte dem, man var interesseret i, for at komme frem til det ønskede resultat. Og jeg må sige, at uden at vide noget rent videnskabeligt omkring det, uden at kunne bevise noget som helst, så har jeg skiftet side. Jeg tror simpelthen ikke på længere, at højt kolesterol er skadeligt, og jeg tror ikke på pillerne. Jeg skal ikke sidde her og opfordre folk (ikke at jeg tror, at nogle ville gøre det pga min ydmyge mening) til at smide deres lægeordinerede medicin, som sagt så er det “kun” min overbevisning. Men jeg ønsker, at man som bruger af daglig medicin tænker over, hvad man byder kroppen og tager stilling.

Den her film var ovre hos Jane forleden, den er en gentagelse af, hvad jeg er stødt på af informationer den sidste lange periode, når det kommer til kolesterol.

Enjoy.